Dag 29 Cadavo Baleira – Castro Verde – Lugo

Emil er rykket fra Lønneberg til Vilabade i Galicien og skærer stadig figurer i træ

Emil er rykket fra Lønneberg til Vilabade i Galicien og skærer stadig figurer i træ

Har du undret dig over, hvad der blev af Emil fra Lønneberg? Han snitter såmænd stadig træfigurer. Jeg møder ham i en landsby i Galicien. Der får jeg rejsens mest spøjse souvenir.

 

Torsdag den 7. maj 2015

Det regner både om natten og om morgenen. Jeg sov ikke meget om natten og føler mig sløj. Min fod gør nu endnu mere ondt, når jeg går i støvler, så jeg beslutter at gå en kort tur i dag. Der er ti kilometer til Castro Verde, og det meste af turen er på grusveje og stier, som er bedst for fødderne.

Da jeg både er træt og sløj, er jeg også irritabel. Jose laver morgenmad og insisterer på, at vi skal smage al hans mad. Jeg har mit eget og er ikke med på at grine denne morgen. Så jeg skynder mig at spise og begynde turen. Heldigvis er regnen holdt op.

Midt på en skovvej står et toilet som en kommentar til de trængende pilgrimme. Caminoen mangler i høj grad toiletter, og på både Camino de Norte og Primitivo er der ofte langt mellem cafeer. Det kunne bare være et das, som der findes ved shelters i mange lande. Vandposter er der til gengæld mange af.

I dag står toilettet som en vittighed og giver næring til mit humør. Det samme gør naturen. Bjergene er ved at flade ud. Da jeg er kommet gennem skoven, har jeg udsigt over et forholdsvis fladt land med byen Lugo som en hvid klat 20 kilometer fremme.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring

På vej ned ad bakke passerer jeg en enlig kirke med en stor have. Her finder jeg en kilde og holder pause til lyden af rislende vand. Jeg fortsætter ind i landsbyen Vilabade, og her stopper en ældre mand mig pludseligt.

– Vil du se mit museum, spørger han. Han peger på en lade uden skilte eller andet, der afslører, at vi står overfor et museum.

Jeg accepterer, og han trækker porten fra til laden. Indenfor står tusindvis af snittede træfigurer på vakkelvorne borde og hylder. I det øjeblik kunne jeg se det drilske blik i hans øjne og se, at han i virkeligheden er Emil fra Lønneberg. Drengen, der blev straffet ved at blive spærret inde og der snittede sine fantastiske figurer. De snittede figurer er han fortsat med, kan jeg se.

– De koster en euro stykket, oplyser manden.

Sådan en må jeg have. Men jeg skal finde den flotteste, som samtidig ikke er for tung og skrøbelig. Den skal holde til en tur i rygsækken.

Jeg studerer figurerne. Mange har øjne og ansigtstræk. Manden har udnyttet træstykkernes naturlige former og suppleret med små søm og mærker. Mange snit er ikke skåret hele vejen igennem og sidder stadig som krøllede træspåner i forskellig tykkelse. Det er godt tænkt og en god måde at udnytte materialet. Jeg har selv snittet i træ som barn. Min far var sløjdlærer, og jeg har været drengespejder. Da jeg var i tyverne, tilbragte jeg endda en vinter på et aftenskolehold i træskæring blandt ældre mænd, der skar skilte med svungne bogstaver.

Da jeg ser den figur, som tiltaler mig, tager jeg den ikke med det samme. Først må jeg se alle figurerne. Jeg kan høre Jose og manden i den røde trøje passerer udenfor, men de er ikke interesserede i træfigurer. Da jeg har set alle figurerne, vil jeg gå tilbage til den udvalgte figur. Men nu kan jeg ikke få øje på den igen. Mine øjne søger og søger, og da jeg opgiver at finde den udvalgte, må jeg finde en ny. Jeg står bøjet over bordene og mærker pludselig en krampe begynde i ryggen. Det sker en sjælden gang for mig, når jeg har siddet for længe ved computeren. Smerten lammer næsten min krop og kalder kvalme frem. Normalt virker det at lægge mig på ryggen på gulvet. Det har jeg dog ikke lyst til og tror ikke, jeg kan forklare manden, hvad der sker.

I stedet sætter jeg mig på hans hvide plastikhavestol, efter at jeg har fjernet en bakke med halvfærdige figurer. Jeg trækker vejret dybt og strækker ryggen, så godt jeg kan. I mens vælger jeg hurtigt en figur og giver manden en fem-euro seddel.

Manden har ingen byttepenge, og jeg har ikke mindre. Men jeg bliver siddende. Han krydser gårdspladsen, og jeg kan høre ham diskutere med en kvinde inde i huset. Hun skælder ham ud, og det ville ikke undre mig, hvis hun udbrød Emiiiiiiil.

Det tager sin tid og lavmælte argumenter fra hans side, før han kommer med byttepenge i mange små og tunge mønter. Samtidig forærer han mig endnu en figur, så jeg nu har to.

Ryggen er nogenlunde på plads, da jeg går videre. Kirken står åben, og jeg beslutter mig for et besøg. Jose og manden i den røde trøje er her allerede sammen med en lokal kvinde, som fortæller om kirken og de overdådigt svulstige dekorationer. Jeg viser mine træfigurer, og hun griner. Mange besøgende i kirken kommer med små træfigurer efter et besøg i museet. Udtrykket i kirkens skulpturer er anderledes bastant. Heste i næsten fuld størrelse er på spring ud af altertavle.

I næste by Castro Verde vil jeg overnatte på herberget. Men det åbner først klokken 13. Herberget er en ny bygning omgivet af en uklippet græsmark i udkanten af byen. Jeg fortsætter ind i byen for at finde en cafe at vente på. Jose springer ud af en cafe og hiver mig indenfor. Han og den røde mand forærer mig drikkevarer og har nok fornemmet mit dårlige humør tidligere. Jeg er dog blevet i godt humør af vandreturen og besøget hos Emil. Da jeg fortæller, at jeg vil blive i Castro Verde, protesterer de.

Hvorfor finder jeg ikke en bus til Lugo, foreslår de. Hvor jeg tidligere har haft et presset program, har jeg nu bedre tid og tænkt, at jeg ville vandre resten af turen. Men samtidig har jeg også lyst til at se de mennesker, jeg har fulgtes med hidtil.

Jose har allerede været oppe ved bardisken og spurgt efter bustider. De henviser til en anden cafe længere nede af gaden. Jose tilbyder at gå med og hjælpe. Jeg overbeviser ham om, at jeg selv kan finde ud af det.

I den næste cafe får jeg at vide, at bussen lige er kørt, og at næste bus kører om to timer. De to timer overbeviser mig om, at Castro Verde er en kedelig by. Jeg finder ingen restaurant med menu til frokost og vælger derfor en bar. Her får jeg en gigantisk tortilla, som jeg slet ikke kan spise. Prisen for den og drikkevarer bliver 12 euro. Ensformig mad i forhold til en varieret menu.

Busturen tager 30 minutter, og der er allerede fem pilgrimme i bussen, da jeg stiger på. Busstationen i Lugo ligger tæt ved bymurene, og jeg finder et billigt hotel Espana lige ved muren.

Jeg har eget bad med badekar og går i gang med tøjvask, da jeg tager to overnatninger i byen og formoder, at tøjet kan nå at tørre. Håndbruseren taber jeg, og den fiser rundt i badekarret og sprøjter mig og alting til. Så er jeg vågen – og våd. Derefter tager jeg en lang lur og sender sms til Annedorte, der lidt senere ankommer og får værelset ved siden af.

Lugo har en stor plads med cafeer. Der køber vi kage og nyder det gode vejr og hilser på folk, vi kender. I nærheden ligger katedralen. Young støder til os og går med i kirke, selv om hun oplyser, at hun er buddhist og ikke kristen.

Der er messe klokken otte, og Annedorte spørger, om jeg vil med. Hidtil har jeg undgået katolske messer og har næsten traumer efter et år som udvekslingsstudent i USA, hvor jeg noget af tiden boede hos en stærkt religiøs familie, som tvang mig i kirke.

Annedorte lover, at en aftenmesse kun varer omkring en halv time. Så jeg siger ja. En kvinde griber fat i os og genner os ind i det inderste kirkeskib, hvor de lokale sidder. Her er mange mennesker og smuk sang. Stemningen er højtidelig, og alteret lyser overvældende. Flere lokale kvinder og mænd er oppe at tale for forsamlingen. Men så kommer talen om culpa – skylden – og derefter nadveren. For mig er det tyngende og vækker min modvilje. Jeg mindes Patti Smiths vise ord: “Jesus died for somebody’s sins – but not mine.”

Der er et særligt helligt relikvie i en bowle ved en af helgenfigurerne i alteret. Bowlen får en tur rundt i kirken under en baldakin og en procession af alle kirkegæsterne. Heftig lugt af røgelse giver mig kvalme, og jeg bliver ude på kirkegangen og sniger mig ud af kirken efter processionen. Det viser sig, at der er en særlig messe hver torsdag, og den varer længere tid.

Om aftenen spiser vi på restaurant Manger tæt ved hotellet og lige udenfor muren. Vi spurgte på hotellet, og de anbefalede dette sted. Her er en god aftenmenu, stemning og lokale gæster.

Be Sociable, Share!