Dag 10 Castro Urdiales – Laredo – Noja

En af dagens smukke strande

En af dagens smukke strande

Den ene udsigt smukkere end den anden. Denne dag tager jeg flest fotos, og bemærk på billederne, hvordan lyset og vejret skifter fra time til time. En stor del af dagens vandring foregår i bare tæer på stranden.

Lørdag den 18. april 2015

Gårsdagens mange kilometer på asfalt har fjernet min begejstring. Især turen på den befærdede hovedvej og rundturene ind og ud af motorvejs-afkørslerne. I guiden kan jeg se, at der igen er et stykke langs hovedvejen på turen mod Laredo. Så jeg beslutter, at jeg vil undersøge busforbindelsen.

Men først vil jeg besøge kirken i Castro Urdiales. Den gotiske kirke rejser sig på en halvø mellem byens to strande. På samme klippe ligger også et fyrtårn bygget på en gammel borg. Desværre er kirken lukket, og der står ikke hvornår den åbner.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse.

Jeg går tilbage i byen. Selv om solen igen skinner, er luften anderledes kølig, end den har været på første del af turen. Fortovscafeerne er overdækkede og fyldt med rygere, så jeg finder en cafe med te, brygget på rigtige teblade og friskpresset juice. Derefter er turistkontoret åbent, og den søde kvinde forklarer mig så godt om byens seværdigheder, at jeg har lyst til at blive.

Romerne har også været her, og der er nok at se i byen. Der er masser af busser mod Laredo. De fleste går fra busstationen i udkanten af byen, mens enkelte går fra markedet. Jeg får en liste med mulighederne og kan nu besøge kirken, der er åben mellem 10 og 12. Der er gået en time, siden jeg sidst gik langs havnen. Nu gibber det i mig. Alt vandet er forsvundet, og de små fiskerbåde ligger på bunden af havnen. En mand går rundt dernede og får sceneriet til at se endnu mere absurd ud. Her er tidevand, der vil noget.

Kirken er dunkel, så det er svært at se de underlige figurer, der kroner søjlerne. Korsridderne har været her, og jeg ved ikke, om det er dem, som har inspireret til de surrealistiske dyremotiver. Bagefter går jeg til markedet, der er bygget i Art Deco stil. Omegnens bønder kommer her og sælger deres varer. Det er tidligt på sæsonen, så her er mest æg og hvidløg til salg, og det meste af markedshallen er tom. Jeg er som altid på udkik efter friske ærter, men finder ingen friskplukkede.

Det er nu slut med Baskerlandet og dermed underlige ord på skiltene. Jeg er trådt ind i Kantabrien. Her ligger palæer omgivet af parker, og da jeg går på en større vej mod busstationen, støder jeg på et lysfyr, der leder trafikken på skift gennem en ensporet tunnel. Oven på tunnelen er et palæ forbundet med sin have på den anden siden af vejen. Det må have været en magtfuld familie, som på den måde kan forsinke billisterne.

Den komfortable bus farer gennem landskabet på 25 minutter, og den har videoskærme, som viser ruten og vores placering, ligesom man ser i fly. Jeg står af ved busstationen i Laredo, og da jeg går gennem byen, kommer jeg forbi endnu en Art Deco markedsbygning. Her er der flere sælgere og mange flotte fisk. Jeg har en svaghed for at se på døde fisk, så jeg nyder de flotte farver og de nærmest komiske kroppe, nogle af dem har.

Strandpromenaden er meget meget lang, og efter endnu et glas juice smider jeg støvlerne og går på bare tæer i sandet. Overfladen på mine fødder er helt rød, og den klør. Jeg har spurgt om gode råd i en Facebook-gruppe for Santiagopilgrimme. En kalder fænomenet for sokkepest. Min hud er ikke gode venner med de uldne sokker, kombineret med lange varme vandredage. Heldigvis har jeg et par sokker i bambus med.

Det er blevet skyet igen, og det blæser. Bag landtangen ligger en stor indsø, som er del af Spaniens vigtigste rasteplads for trækfugle. Men hele kysten kæmper med byggemastodonter og mere eller mindre færdigbyggede feriecentre. Ved vandkanten er stranden så bred, så jeg kan føle mig midt i naturen. Der er udsigt til endnu en landtange, som jeg skal sejle over til og fortsætte vandringen.

Yderst på stranden ligger en bar med navnet ”El Viento” – vinden. Eller rettere lå. Vinden har nemlig været der for nylig og knust bygningen. Håndværkere er i gang med at rydde op i bygningen, men der ser ikke ud til at være noget at redde.

Jeg finder færgestedet, men der er ingen sejlplan, så jeg stiller mig i vandkanten og venter på at blive samlet op. På den yderste spids blæser det meget, så jeg må snøre hætten godt fast på hovedet. Jeg kan se færgen på den anden side af strædet. Nogle gange tror jeg, at den er på vej, men den må ligge tøjret og nogle gange drive.

Til sidst begynder jeg at tvivle på, om der ikke skulle gemme sig en sejlplan et eller andet sted oppe ved parkeringspladsen eller en instruktion i, hvordan man kommer i kontakt med færgen. Jeg er lidt nervøs for, at færgen dukker op i mens, men her er ikke andre passagerer.
Men jeg finder ingen information, andet end et skilt med, at her går en færge. Til gengæld ser det ud til at færgemanden endelig får øje på min lysende tyrkis jakke på broen. I hvert fald kan jeg se, at båden endelig nærmer sig.

Om bord betaler jeg og får et stempel i mit pilgrimspas, et rigtigt flot et med en båd, som fylder hele to felter i pilgrimspasset. På den anden side i Santona kan jeg ikke se nogen gule pile, og gaden hedder ikke det, den burde gøre ifølge min guidebog. Her er mennesketomt, men det viser sig, at alle er samlet på byens restauranter i centrum. Det er lørdag, og jeg finder et lille spisested med en god menu og søde folk.

Da jeg ikke kan finde pilene forsøger jeg at tyde retningen og går mod vest. På et tidspunkt fortryder jeg og krydser i en mere nordlig retning. Jeg er kommet ud i industrikvarteret, og et sted flyder det med affald. En renovationsvogn holder parkeret, og en hel hær er i gang med koste. Gad vide, hvad der er sket, siden så meget affald kunne sprede sig så meget?
Endelig får jeg øje på en lille vej parrallet med den, jeg går på, som jeg fornemmer må være den rigtige. Først må jeg et stykke tilbage for at komme op på den. Det er den rigtige vej og nu skal jeg bare lige ud. En del af vejen går langs en uendelig fængselsmur. Det er monotont og eneste lyspunkt er, at jeg trods alt går udenfor. Indenfor murene er livet endnu mere monotomt.

Alting har en ende – også fængselsmure og her kan jeg igen smide støvlerne og nyde sandet under mine bare tæer. For enden af stranden ligger klippen El Brusco. Det betyder skarp. Ganske rigtigt rejser klippen sig stejlt over stranden, og selvfølgelig går stien den vej. Ved at læse blogs om turen har jeg fornemmet, at den er en udfordring, og jeg har gruet for at skulle hen over den og især ned af den uden vandrestave til at holde balancen.

Først skal jeg tisse, efter at jeg har drukket halvanden liter vand til frokost. I Spanien mangler der toiletter i det fri, og heller ikke ved en strand er der sat toiletter op. Der er vandposter og også en bruser, så jeg må finde en fordybning mellem de små klitter.

I begyndelsen af El Brusco går jeg på sand, og jeg tænker, om det i virkeligheden er en stor klit. Men lidt oppe begynder klipper at stikke op af sandet. Det ligner klippeskær, og de er en smule vanskelige at klatre på. Planternes rødder er nogle steder blotlagte, så de ligger som snubletråde hen over stien. Jeg gruer for nedturen, men nyder også den fantastiske udsigt.

Himlen er klaret op, og de gule og violette blomster står i smuk kontrast til det tyrkis vand. Jeg er glad for, at det hverken regner eller blæser, mens jeg balancerer på kanten af klippen. Snart er der udsigt til den nye strand på den anden side af klippen. Den ligger øde kilometer efter kilometer og først for enden af stranden, ligger der huse.

Jeg tager en dyb indånding og går langsomt ned, mens jeg holder øje med rødder og andet, jeg kan falde over, og jeg kommer godt ned igen. På den nye strand er jeg jublende glad. Både fordi jeg er kommet sikkert gennem en af de hindringer, jeg havde frygtet, og fordi her er så fantastisk smukt. Jeg sætter mig i sandet og nyder udsigten. Det er allerede sidst på eftermiddagen, og jeg vil sove på et vandrehjem ved stranden.

Det er første gang i flere år, jeg skal sove på et vandrehjem, og de sidste gange har ikke været en succes. Jeg mindes et vandrehjem i den franske by Nice med amerikanske teenagere i partystemning og begynder at forestille mig en invasion af skoler på vandrehjemmet. Det er jo lørdag.

Men da jeg når frem, bliver jeg mødt af et stillads og afskrabet maling overalt. Receptionen er tom, og jeg kan høre stemmer i bygningen. Jeg går efter lyden og møder en mand med flager af puds i håret. Han fortæller, at vandrehjemmet er under renovering, men heldigvis har de enkelte værelser til leje. Jeg er eneste gæst og får nøglerne og en hel fløj med værelser, bad, køkken og stue for mig selv. Jeg bruger lidt tid på at vælge det bedste værelse og den bedste seng. For første gang får jeg udleveret engangslagen, og da jeg ligger det på, støder jeg hovedet imod overkøjen. Køjen har en irriterende højde, så jeg konstant støder hovedet i mod.

Om aftenen finder jeg baren. Der er et par stykker, men alle gæster i området er enige om, at netop denne bar er den bedste. Jeg er stadig mæt efter den sene frokost og nøjes med at bestille kødboller i sovs. Tilbage på vandrehjemmet laver jeg te og spiser chokolade. Jeg frygtede, at jeg skulle lide under masse støjende unger, og så er jeg endt helt alene. Men jeg hygger mig og nyder, at jeg kan sidde oppe til sent og drikke te og læse.