Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

En festlig dag i paskontrollen

At krydse afrikanske grænser er aldrig en neutral aktivitet. Enten bliver man budt hjerteligt velkommen, eller man møder bureaukrater, som foragter de mennesker, der vover at krydse deres grænse.

En nomadefamilie bor i denne hytte nær grænseovergangen mellem Mali og Burkina Faso. Det er inden det øde område ved selve grænsen og der er lidt skygge fra træer.

Chaufføren er forberedt, tænkte jeg, da jeg så en stor kølebeholder på bagsædet. Hvis bilen skulle bryde sammen undervejs, ville han have rigeligt med drikkevand. Det er nødvendigt, har de seneste afrikanske køreture vist mig.

En bil var løbet tør for benzin, selv om måleren viste, at der stadig var benzin i tanken, to punkteringer og en bil, som brød helt sammen, så det var nødvendigt at hente reservedele og en mekaniker i den nærmeste by mere en 50 kilometer væk.

Denne dag skulle jeg køre fire en halv time ad grusveje og krydse grænsen mellem Mali og Burkina Faso. Det er ikke den mest benyttede grænseovergang, og nogle steder er der meget øde. Især da vi kom til Malis paskontrol. En flad slette næsten uden bevoksning og dermed skygge og læ. Her stormer det ofte, og det røde støv dækker alt. Betjentene i paskontrollen havde ikke engang et hus. De sover i telt, og der er ingen elektricitet, vandforsyning eller mobildækning. Deres kontor var et skur og et halvtag af flettede stråmåtter. Klokken var kun ti om formiddagen, så der var stadig en smule skygge udenfor skuret. Jeg så, at chaufføren havde taget kølebeholderen med ud af bilen.

I skyggen stod et par havestole klar, og på jorden stod et par glas og en flaske whisky. Der findes mange måder at smøre ordensmagten, og denne chauffør vidste, hvad betjentene savnede i ødemarken. Der skulle skåles i Whisky on the rocks. Beholderen var fyldt med is, og senere på dagen ville chaufføren komme tilbage samme vej og hente sin tomme beholder.

Betjentene var meget venlige og ønskede os god rejse til Burkina Faso! På den anden side af det vidtstrakte ingenmandsland havde betjentene i Burkina Fasos paskontrol fået et kontor, vand og elektricitet, så de blev ikke forkælet på samme måde. Velkomsten var lige venlig. Pasbetjenten spurgte, om han måtte tage en nye side i brug til indrejsestemplet. Da jeg svarede helst ikke, fandt han plads i passet og sigtede meget omhyggeligt, for at få placeret stemplet korrekt uden at det dækkede andre stempler.

Omvendt da jeg rejste ud af Burkina Faso ved en mere brugt grænseovergang med en fyldt rutebil. Den burkinske pasbetjent kylede passet i bordet og udspurgte mig om, hvad jeg skulle i Mali. Han placerede sit stempel på en ren side.

Heldigvis var paskontrollen venlig i Mali.

– Hvor kommer du fra?

Da jeg svarede Danmark, blev betjenten meget tilfreds.

– Danmark har givet hele denne region rent drikkevand, svarede han. Det er mere end tyve år siden, at Danida installerede vandforsyninger og vandpumper i Sikassoområdet, og befolkningen husker det stadig. Så for en gang skyld er Danmark kendt for andet end fodboldspillere.

Farvel til skyggen

Bamako, udsigt over Niger med det enlige træ og en voksende losseplads

Jeg har holdt øje med et træ. Det har vokset på samme sted i 20 år, uden ejer og uden at høre til en bygning. Men en dag blev træet beskåret. Ikke voldsomt, men alle de små yderste grene. Jeg undrede mig, for det var jo ikke et vejtræ, og det stod ikke på en allé og skulle se fint ud. Faktisk var det det eneste træ på denne siden af vejen, som slynger sig ned fra visdommens bakke, hvor Bamakos universitet ligger.

Nu tænker jeg at beskæringen var en test for at se, om nogen ville reagere. Der gik nemlig ikke lang tid, inden der forsvandt en stor gren. Og sådan forsatte det. Som om folk tænkte, at ingen ville bemærke, at de savede en gren af.

Køer spiser affald og plastikposer ved den nye losseplads ved det forsvindende træ

Træet har stået der i omkring 20 år. Jeg kender et træ af samme sort og samme størrelse med den alder. Men nu har træet ikke længe igen. Det sidste overgreb er gået ud over træets bark, som er skrællet af.

Samtidig med at træet forsvinder, er en losseplads ved vokse frem rundt om det døende træ. Der er ingen organiseret indsamling af affald i Bamako. Der er æselkærrer, som samler affald, men de bringer der sjældent særligt langt, før de finder et sted at smide det. Tidligere lå den uautoriserede losseplads længere nede af vejen. Men der er blevet bygget en mur og inde bag den et hus. På den anden side af broen er der sat et trådhegn op for at undgå affald og motorcyklister, som skyder genvej. Det er klippet op flere steder.

Området rundt om træet er blevet taget i brug som ny losseplads. Det ulmer under en konstant ild, og et par klunsere bor under broen og sorterer dyngerne for genbrugsmateriale.

Moralen skrider i Mali

Er det grådighed eller desperation, som får korruption og kriminelle bander til at brede sig i Mali? Oplev en politibetjent i aktion og et angreb på Malis tidligere præsident, som har chokeret nationen.

Politibetjenten vinker hotellets minibus ind til siden i en rundkørsel i udkanten af Bamako. Klokken er over to om natten, og betjenten er helt alene. Det er ikke et godt tegn.

Og ganske rigtigt. Betjenten vil se dokumenter. Chaufføren har kun arbejdet for hotellet i kort tid, og betjenten fornemmer hurtigt hans usikkerhed, da han finder folderen med stakke af dokumenter og attester. Chaufføren skal ud af bussen for at vise dem frem. Betjenten har god tid og vinker flere biler og motorcykler til side for at kontrollere deres papirer.

Chaufføren vender gang på gang tilbage til bussen for at finde et nyt dokument.

– Er det her ”carte gris”, spørger han mig.

Papiret er ganske vist gråt, men jeg ved intet om biler og de tilladelser, som knytter sig til dem.

Chaufføren må ringe til sin arbejdsgiver og vække ham for at få hjælp til at finde de rigtige papirer. Nogle af dem er fotokopier.

Betjenten griber telefonen og skælder bussens og hotellets ejer ud.

– Hvad ligner det at lade chaufføren køre med fotokopier i stedet for de originale dokumenter, fnyser han.

Efter en time er det tydeligt, at chaufføren ikke kan finde flere dokumenter. Og selv om han sandsynligvis har alle i orden, må han finde 2.000 F. cfa til betjenten for at få lov til at køre. Det er 23 kroner, og chaufføren er oprørt over ydmygelsen og de mistede penge.

Normalt vil en betjent aldrig arbejde alene og slet ikke midt om natten i udkanten af byen. Denne betjent lader biler passere uden lys og stopper en velfungerende minibus. Han arbejder uden tvivl i sin fritid for at fylde sine egne lommer.

Leveomkostningerne i Mali er høje, og lønningerne for offentligt ansatte er ikke fulgt med prisudviklingen. Så offentligt ansatte må tænke kreativt for at tjene penge. Enten som politimanden eller ved at have to job.

Men kriminaliteten er også steget, og den er blevet voldelig og skræmmende. I 1992 var jeg i Elfenbenskysten, og jeg kan huske nyhedernes reportager om voldelige overfald. Jeg oplevede selv en røvere i en flugtbil, som skød op i luften for at forhindre folk i at forfølge dem. Og jeg erindrer, hvordan jeg sammenlignede situationen med den i Mali på det tidspunkt. Her kunne man stille sin taske på en busstation og gå en tur i timer, uden at folk ville røre den.

Jeg er stadig rolig i Mali, og i sommers generede det mig ikke at bo alene i et hus uden vagt og med en mur, selv jeg ville kunne kravle over. Men jeg frygter, at Mali kan følge i Elfenbenskystens spor. De bevæbnede bander havde våben fra borgerkrigen i nabolandet Liberia, og kort tid efter mit ophold i Elfenbenskysten gik det galt i landet.

I Mali har våbnene hidtil bestået af håndsmedede geværer med hjemmelavet krudt og kugler. Men i kølvandet på konflikten i Nordmali er der kommet flere moderne våben og kriminelle bander.

Udviklingen skræmmer. Især historien om et angreb på Malis tidligere præsidents bolig. Tidligt om morgenen lørdag den 5. april invaderede en bevæbnet bande den tidligere præsident Alpha Oumar Konares bolig. Der var ti personer, som afbrød strømmen og angreb boligen fra to positioner. Sikkerhedsfolkene fik nedkæmpet banden, og en af angriberne blev dræbt under aktionen.

Den tidligere præsident var ikke til stede, men det var hans kone, historikeren Adame Ba Konaré og deres børnebørn.

Motivet har muligvis været et forsøg på kidnapning. Alpha Oumar Konare blev valgt som Malis første demokratiske præsident i 1992, og efter de maksimale to gange gik han af i 2002. Siden har han i en periode været formand for den Afrikanske Union.

Underlige snapshots fra Bamako

Måske symbolsk, fundamentet under Bamakos universitet bliver gravet væk, mens elefanter i pagt med djævlen truer byens indbyggere. Der er nok at undre sig over i Bamako

Hele dalen er en grusgrav. Nu er der bygget huse, som stopper udgravningen nogle steder

En kolossal grusgrav æder langsomt visdommens bakke med samme sult, som mus fortærer rødbederne i min have. Visdommens bakke er opkaldt efter universitet i Bamako. Her ligger universitet højt hævet over bydelen Badalabougou med udsigt over Nigerfloden og den bjergkæde, som indrammer Bamako mod nord.

Dagligt fragter lastbiler, æselkærrer, og mennesker med spande på hovedet grus og sand fra bakken til nybyggerier i Afrikas hastigst voksende by.

Der bliver stadig gravet grus på den ene side af vejen til universitetet

Jeg kan godt lide visdommens bakke. Her har jeg boet de seneste gange, jeg har været i Bamako. I februar landede jeg i nogle sjældent klare og kølige dage og opdagede, at jeg havde udsigt til præsidentpaladset Koulouba i den modsatte ende af Bamako. Træerne havde mistet bladene, og himlen var for en sjælden gang fri for smog og den støvede ørkenvind harmatanen, som normalt slører omgivelser i et rødbrunt skær på denne årstid.

Fra visdommens bakke i Bamako er der udsigt over Nigerfloden

I centrum af Bamako havde myndig-hederne varslet en oprydning af gaderne for gadesælgere og boder. De havde længe har blokeret byen, så der end ikke var plads til fodgængere. Men aktionen blev udsat samme nat, hvor den skulle gå i gang. Myndighederne ville i stedet gå i dialog med de handlende. Rydningen blev udsat flere gange. Jeg nåede at tænke, at beslutningen aldrig ville blive ført ud i livet. Men pludselig en dag i marts blev gaderne ryddet, endda uden konflikter ifølge de lokale medier.

Øverst på det fjerne bjerg ligger præsidentpalæet Kouloba. De få høje huse i Bamako er den Vestafrikanske centralbank, hotellet Amitie og et ufærdigt kinesisk hotel

På samme tidspunkt trådte en ny lov i kraft, så alle motor-cyklister skulle bære styrthjelm. Men lovens eneste effekt er indtil videre, at styrthjelme er steget i pris fra 5.000 F. cfa (51 kroner) til mellem 7.500 og 10.000 F cfa. Der er stadig langt mellem motorcyklister med hjelm.

Bamako er ligesom andre vestafrikanske hovedstæder fyldt med rundkørsler. Rundkørslerne er typisk prydet med skulpturer af kæmper fra dyreriget. Bamako byder på en flodhest, en bøffel, krokodiller og elefanter, og dyrene er vigtige pejlemærker, når man skal finde rundt i byen. Men i denne uge kom der en advarsel mod byens elefanter. De er nemlig farlige, og bliver de ikke snart fjernet, vil hele byen blive skyllet bort af en syndflod. Årsagen er, at skulpturerne indeholder feticher. Afsløringen kommer fra Cheick Chérif Haïdara, en tidligere journalist, som nu har set lyset som muslim.

Det er rigtige levende køer, man kan møde overalt i Mali. Også på visdommens bakke med udsigt over Niger

Cheick Chérif Haïdara betegner skulpturerne som afguds-billeder, og han opfordrer præsidenten IBK til omgående at fjerne elefanterne. I koranen har han fundet en sura, som handler om et elefant-folk, som truer den hellige kabaa i Mekka. Det er den samme situation, han nu oplever i Bamako. For at give sin appel større vægt skriver han, at han er direkte efterkommer efter profeten Mohammed. Appellen er offentliggjort i avisen og på maliweb.net. Som forventet gør læserne sig muntre over prædikanten, som kæmper mod skulpturer i rundkørsler.

Bombetrussel i Bamako

Søndag burde jeg springe ud som krigsreporter og afdække internationale terrorplaner. I stedet kæmper jeg med lækkersult og overspringshandler på nettet.

Jeg drømmer om at sidde på en cafe og nyde chokolademousse eller hjemmelavet is eller en af de fantastiske kager, konditorerne i Bamako tilbyder i meterlange glasdiske på byens libanesiske cafeer. Men jeg må nøjes med mit medbragte slik. Chokoladen fra Ghana, som hverken smelter i hånden eller munden, faktisk smelter den slet ikke. Og tyrkisk nougat fra lufthavnen i Istanbul, som ikke helt rammer de smagsnuancer, jeg erindrer.

Men der er noget, som er værre end mine udfordrede smagsløg og lyst til selvforkælelse. I dag modtog jeg for første gang en advarsel fra den danske ambassade om risiko for et selvmordsbombeattentat i Bamako. Bliv indendørs indtil tirsdag morgen, stod der på sms og mail.

Og så opstår trangen. Lige neden for min bakke ligger en stor libanesisk restaurant og cafe. Ganske vist ikke med byens bedste kager, men de bedste i gåafstand. Men skulle en selvmordsbomber true, siger min logik mig, at cafeen ville være et oplagt mål med det blandede publikum af velstående malinesere og vesterlændinge. Det er efter sigende FN troppernes tilstedeværelse, som har fået cafeen til at sætte priserne op til næsten det dobbelte siden december.

Endnu mere synd er det for alle de lokale indbyggere, som ikke har en ambassade til at advare dem om et muligt angreb. Der står intet i medierne.

Indendørs har jeg dog ikke opholdt mig. Området, hvor jeg bor, er stort med haver og frisk luft, og jeg har fået skrevet en smule i dag. Men også overspringshandlet på nettet – og fundet Malis hærs Facebookprofil.

Patriotisk ja, og overraskende. Især opfordringen til at blive Valentine med Malis hær. Og bogstavlegen, hvor svaret både kan være MALI eller MNLA en oprørshær. Jeg vil også minde om, at Malis hær har sit eget fodboldhold, som spiller bold samtidig med, at soldater fra andre nationer forsøger at afvæbne terrorister i Malis ørken.

Jeg undskylder søndagens humør og min lyst til at blande kaloriebomber med selvmordsbomber. Normalt er jeg en seriøs journalist.

Slangepigen i Lafiabougou

Fascination er også en stærk drift i Mali. Folk elsker historien om pigen, der er blevet forvandlet til en slange, og en kreativ fotograf tjener penge på staklen.

Folk i Mali køber dette foto af en pige forvandlet til en slange

Jeg har næsten lige sat mig på husets eneste ordentlige stol, da en af børnene triumferende rækker mig et fotografi. Normalt er det mig, som har billeder med til dem. Men i dag  har de et fotografi, de vil vise mig. Det er en smule krøllet og har tydeligvis været gennem mange hænder. Små børnefingre, som har peget og holdt fast i billedet, når endnu et barn har villet se det bizarre syn. En slange med menneskehoved.

Jeg kikker undrende – først på billedet, og så på mine værter.

– Hvem er det? Hvad er det?

– Det er en pige i Lafiabougou, som er blevet forvandlet til en slange. Forklaringen kommer fra alle sider og i munden på hinanden.

– Det er en marabout, som har forvandlet hende til en slange.

En marabout er en muslimsk lærd, som supplerer de hellige skrifter med magi. Magi, som kan bruges positivt eller negativt. Nogle gange fungerer en marabout som en naturlæge, andre gange som en sjælesørger. Han fremstiller amuletter, og nogle kan nedkalde forbandelser over folk på bestilling.

Hun har ladet sig forvandle til en slange for at tjene penge, konstaterer mine værter. Andre besøgende hos naboerne vil også se billedet, så det går på omgang igen med de samme forklaringer. Pigen i Lafiabougou skulle have ladet sig forvandle til en slange for at kunne tjene penge på sit bizarre udseende.

Fotografiet overbeviser mig dog ikke. Det er tydeligt, at det sort-hvide fotografi er klistret ovenpå et farvefoto af en slange. Men her i kvarteret har folk endnu ikke hørt om billedbehandlingsprogrammer, så de opfatter billedet som ægte.

Et sted tjener en fotograf penge på historien. For fattige mennesker køber fotografiet for at gyse over den stakkels pige. Om et par dage skal jeg til Lafiabougou og vil høre, om de kender noget til pigen. Måske handler historien her, om en stakkels pige fra Magnambougou, der er forvandlet til en slange?

Farvel til Bamakos gadehandlere?

Gadehandlere og interimistiske boder har i årevis blokeret gader og fortove i centrum af Malis hovedstad Bamako. Men den 7. februar skal det være slut. Myndighederne har bedt alle gadehandlere om at forsvinde fra byens centrum, og en sikkerhedsstyrke på 800 mand vil efter midnat fjerne alle vakkelvorne skure, borde og nedpakkede varer.

Jeg fornemmede, at der var en ændring på vej, da jeg for et par siden opdagede, at jeg kunne se et af byens monumenter med en sejrssøjle omgivet af krokodiller. Alle monumenter har i årevis været skjult bag hjemmebyggede butiksarkader af brædder, plastik og dinglende varer.

Boderne har fyldt fortovet, og i vejkanten har sælgere placeret alt fra vandkander til frugt og genbrugstøj. Andre sælgere er mobile og faldbyder lommelygter, fodbolde og batterier fra trækvogne eller farvestrålende piller arrangeret i en stabel på et fad på hovedet.

Visse steder er mængden af sælgere så tæt som foran orange scene på Roskildefestivalen. Billisterne er vant til, at et dyt får fodgængerne til at springe for livet, men foran kunsthåndværkermarkedet slipper der kun en eller to biler gennem krydset ved grønt lys, trods hysterisk fløjtende færdselsbetjente med fægtende stave.

Jeg er spændt på at se, om det lykkedes at rydde centrum for gadehandlere, så man kan gå gennem centrum på et fortov i stedet for ude mellem biler og motorcykler. Nogle gadehandlere har allerede flyttet sig og deres boder. I vejtræerne op mod universitet flagrer skjorter og bukser, og i vejkanten er bamser, legetøjsbiler og dukker stillet op til parade. Alt er genbrug, og noget mere støvet end andet. De universitetsstuderende suser forbi på motorcykler og er ikke helt målgruppen for det farvestrålende plastiklegetøj.

Hvis jeg var gadehandler, ville jeg sælge styrthjelme. Om en uge træder en ny lov i kraft med krav om styrthjelm. I Bamako kører motorcyklerne så tæt, så folk er nødt til at pille bakspejlene af motorcyklen, for at de ikke skal vikle sig ind i hinanden.

Aldrig har jeg set så mange motorcykler, og desværre har jeg også ofte set ulykker. Heldigvis har jeg aldrig set alvorlige ulykker, men jeg har læst, at en motorcyklist om dagen dør i en ulykke i Bamako. Næsten ingen bærer styrthjelm og trods den nye lov, ser jeg ikke sælgere af hjelme. Korrupte betjente glæder sig sikkert allerede til de mange bøder, de kan forvandle til bestikkelse om en uge.

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.