Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Bombetrussel i Bamako

Søndag burde jeg springe ud som krigsreporter og afdække internationale terrorplaner. I stedet kæmper jeg med lækkersult og overspringshandler på nettet.

Jeg drømmer om at sidde på en cafe og nyde chokolademousse eller hjemmelavet is eller en af de fantastiske kager, konditorerne i Bamako tilbyder i meterlange glasdiske på byens libanesiske cafeer. Men jeg må nøjes med mit medbragte slik. Chokoladen fra Ghana, som hverken smelter i hånden eller munden, faktisk smelter den slet ikke. Og tyrkisk nougat fra lufthavnen i Istanbul, som ikke helt rammer de smagsnuancer, jeg erindrer.

Men der er noget, som er værre end mine udfordrede smagsløg og lyst til selvforkælelse. I dag modtog jeg for første gang en advarsel fra den danske ambassade om risiko for et selvmordsbombeattentat i Bamako. Bliv indendørs indtil tirsdag morgen, stod der på sms og mail.

Og så opstår trangen. Lige neden for min bakke ligger en stor libanesisk restaurant og cafe. Ganske vist ikke med byens bedste kager, men de bedste i gåafstand. Men skulle en selvmordsbomber true, siger min logik mig, at cafeen ville være et oplagt mål med det blandede publikum af velstående malinesere og vesterlændinge. Det er efter sigende FN troppernes tilstedeværelse, som har fået cafeen til at sætte priserne op til næsten det dobbelte siden december.

Endnu mere synd er det for alle de lokale indbyggere, som ikke har en ambassade til at advare dem om et muligt angreb. Der står intet i medierne.

Indendørs har jeg dog ikke opholdt mig. Området, hvor jeg bor, er stort med haver og frisk luft, og jeg har fået skrevet en smule i dag. Men også overspringshandlet på nettet – og fundet Malis hærs Facebookprofil.

Patriotisk ja, og overraskende. Især opfordringen til at blive Valentine med Malis hær. Og bogstavlegen, hvor svaret både kan være MALI eller MNLA en oprørshær. Jeg vil også minde om, at Malis hær har sit eget fodboldhold, som spiller bold samtidig med, at soldater fra andre nationer forsøger at afvæbne terrorister i Malis ørken.

Jeg undskylder søndagens humør og min lyst til at blande kaloriebomber med selvmordsbomber. Normalt er jeg en seriøs journalist.

Slangepigen i Lafiabougou

Fascination er også en stærk drift i Mali. Folk elsker historien om pigen, der er blevet forvandlet til en slange, og en kreativ fotograf tjener penge på staklen.

Folk i Mali køber dette foto af en pige forvandlet til en slange

Jeg har næsten lige sat mig på husets eneste ordentlige stol, da en af børnene triumferende rækker mig et fotografi. Normalt er det mig, som har billeder med til dem. Men i dag  har de et fotografi, de vil vise mig. Det er en smule krøllet og har tydeligvis været gennem mange hænder. Små børnefingre, som har peget og holdt fast i billedet, når endnu et barn har villet se det bizarre syn. En slange med menneskehoved.

Jeg kikker undrende – først på billedet, og så på mine værter.

– Hvem er det? Hvad er det?

– Det er en pige i Lafiabougou, som er blevet forvandlet til en slange. Forklaringen kommer fra alle sider og i munden på hinanden.

– Det er en marabout, som har forvandlet hende til en slange.

En marabout er en muslimsk lærd, som supplerer de hellige skrifter med magi. Magi, som kan bruges positivt eller negativt. Nogle gange fungerer en marabout som en naturlæge, andre gange som en sjælesørger. Han fremstiller amuletter, og nogle kan nedkalde forbandelser over folk på bestilling.

Hun har ladet sig forvandle til en slange for at tjene penge, konstaterer mine værter. Andre besøgende hos naboerne vil også se billedet, så det går på omgang igen med de samme forklaringer. Pigen i Lafiabougou skulle have ladet sig forvandle til en slange for at kunne tjene penge på sit bizarre udseende.

Fotografiet overbeviser mig dog ikke. Det er tydeligt, at det sort-hvide fotografi er klistret ovenpå et farvefoto af en slange. Men her i kvarteret har folk endnu ikke hørt om billedbehandlingsprogrammer, så de opfatter billedet som ægte.

Et sted tjener en fotograf penge på historien. For fattige mennesker køber fotografiet for at gyse over den stakkels pige. Om et par dage skal jeg til Lafiabougou og vil høre, om de kender noget til pigen. Måske handler historien her, om en stakkels pige fra Magnambougou, der er forvandlet til en slange?

Farvel til Bamakos gadehandlere?

Gadehandlere og interimistiske boder har i årevis blokeret gader og fortove i centrum af Malis hovedstad Bamako. Men den 7. februar skal det være slut. Myndighederne har bedt alle gadehandlere om at forsvinde fra byens centrum, og en sikkerhedsstyrke på 800 mand vil efter midnat fjerne alle vakkelvorne skure, borde og nedpakkede varer.

Jeg fornemmede, at der var en ændring på vej, da jeg for et par siden opdagede, at jeg kunne se et af byens monumenter med en sejrssøjle omgivet af krokodiller. Alle monumenter har i årevis været skjult bag hjemmebyggede butiksarkader af brædder, plastik og dinglende varer.

Boderne har fyldt fortovet, og i vejkanten har sælgere placeret alt fra vandkander til frugt og genbrugstøj. Andre sælgere er mobile og faldbyder lommelygter, fodbolde og batterier fra trækvogne eller farvestrålende piller arrangeret i en stabel på et fad på hovedet.

Visse steder er mængden af sælgere så tæt som foran orange scene på Roskildefestivalen. Billisterne er vant til, at et dyt får fodgængerne til at springe for livet, men foran kunsthåndværkermarkedet slipper der kun en eller to biler gennem krydset ved grønt lys, trods hysterisk fløjtende færdselsbetjente med fægtende stave.

Jeg er spændt på at se, om det lykkedes at rydde centrum for gadehandlere, så man kan gå gennem centrum på et fortov i stedet for ude mellem biler og motorcykler. Nogle gadehandlere har allerede flyttet sig og deres boder. I vejtræerne op mod universitet flagrer skjorter og bukser, og i vejkanten er bamser, legetøjsbiler og dukker stillet op til parade. Alt er genbrug, og noget mere støvet end andet. De universitetsstuderende suser forbi på motorcykler og er ikke helt målgruppen for det farvestrålende plastiklegetøj.

Hvis jeg var gadehandler, ville jeg sælge styrthjelme. Om en uge træder en ny lov i kraft med krav om styrthjelm. I Bamako kører motorcyklerne så tæt, så folk er nødt til at pille bakspejlene af motorcyklen, for at de ikke skal vikle sig ind i hinanden.

Aldrig har jeg set så mange motorcykler, og desværre har jeg også ofte set ulykker. Heldigvis har jeg aldrig set alvorlige ulykker, men jeg har læst, at en motorcyklist om dagen dør i en ulykke i Bamako. Næsten ingen bærer styrthjelm og trods den nye lov, ser jeg ikke sælgere af hjelme. Korrupte betjente glæder sig sikkert allerede til de mange bøder, de kan forvandle til bestikkelse om en uge.

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.

Når borgmesteren agerer privatchauffør

Om gæstfrihed, taknemmelighed og følelsen af at være en forkælet primadonna. Jeg bliver rørt, når et barn hjælper mig med at vaske tøj, og en borgmester bruger det meste af en dag på at køre mig 250 kilometer ad hullede veje

Han er cool som en cowboy og stammer fra Timbuktu. Det er ikke bare cowboyhatten, der gør det. Det er måden, han bevæger sig på og det djærve udtryk. Stænglen på solbrillerne sidder ud for ørerne, så de dingler under hagen. På sekunder når han at reagere og kører slalom mellem klipper, træer og buske. Solen er på hastig nedtur, og han vil undgå at blive fanget i bushen i det måneløse mørke, som følger solnedgangen. Hesten er skiftet ud med en firehjulstrækker med mig som passager.

En ven i Bandiagara insisterede på, at han kendte en chauffør, som kunne finde vej til landsbyen Hore Haire. Jeg er selv sent på den, da jeg kommer til Bandiagara på grund af en punktering. Inden den omtalte chauffør når frem, er det blevet det sidst på eftermiddagen. Det viser sig, at chaufføren ikke kender vejen til Hore Haire, og at han ikke har lyst til at køre ud på det tidspunkt. Men kort tid efter forbarmer han sig og kommer tilbage. Hvis jeg betaler benzinen, kan han køre mig de 60 kilometer i sin arbejdsgivers firehjulstrækker. Han har sin søn med, som af og til skal have lov at se virkeligheden udenfor byen. Min ven er også med, og undervejs samler vi min tidligere svoger op, som viser os vej mellem æselkærrespor og motorcykelstier de sidste 15 kilometer ud i bushen.

Solen når at gå ned, og min ven forsvinder, da vi når landsbyen. Chaufføren er utålmodig, mens mørket falder på. Jeg giver ham en pengeseddel som tak for hans hjælp. Endelig dukker min ven op. Det viser sig, at han er i landsbyen for at hente en syg onkel til behandling i byen. Nogle gange er man ikke forberedt på, at man er med til at gøre gode gerninger. Det når at blive helt mørkt og både chaufføren og jeg er glade, selv om jeg tidligere havde dårlig samvittighed over at lade chaufføren køre i mørket et sted, hvor der ingen vej er.

Dagen efter fortsætter min rejse til fods gennem bjerglandsskabet. Min bagage bliver båret af to unge piger. I kassen er der syv kilo sukker, to kilo mælkepulver i metaldåser, tre dåser kaffe, et kilo te, et kilo bolsjer, et telt og forskellige småting. Vi skal ned i fire stejle klippekløfter undervejs, hvor vi balancerer på stenene. Det er sej vandring, og pigerne går i badeklipklappere.

Hamidou Yalcoré har været borgmester i Kendie i 15 år. En meget populær borgmester, men ved næste kommunalvalg i april 2014 trækker han sig. Han ville stille op til parlamentsvalget, men hans parti valgte en anden kandidat. Fremover vil han koncentrere sig om sit arbejde som skolelærer.

Da jeg en uge senere skal hjem igen, har min tidligere svoger ringet til den lokale borgmester i landsbyen Kendie. Borgmesteren har nogle år tidligere skaffet mig et lift med en tjenestebil, og han spørger mig i telefonen, hvor jeg gerne vil hen. Jeg siger Mopti, som ligger 125 kilometer væk.

Dagen efter når vi Kendie efter to en halv times vandring. Det viser sig, at borgmesteren selv har tænkt sig at køre mig og derefter returnere. Undervejs insisterer jeg på at blive sat af i Bandiagara, hvor der er regelmæssig offentlig transport. Men jeg har én gang sagt Mopti, altså skal jeg til Mopti. Endnu engang føler jeg, at jeg misbruger folks venlighed. Borgmesteren ønsker kun ti liter benzin til turen frem og tilbage, som slet ikke dækker udgiften til turen på 250 kilometer i den godt brugte bil på skrumplende grusveje. For at trumfe min udnyttelse får jeg borgmesteren til at love at forære skolebøger til skolen i Biry, jeg giver ham penge til at købe to fodbolde til børnene der.

Undervejs giver jeg frokost, og vi får en god snak. Da jeg når frem til endnu en god ven, hvor jeg overnatter, finder jeg mit ekstremt snavsede tøj frem for at vaske det. Det får jeg ikke lov til. Husets datter overtager vaskebaljen og vasker det i hånden.

Byen Mopti lider uden elektricitet og besøgende

Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Billeder af tomme restauranter og manglende elektricitet er ikke så spændende, så derfor viser billederne, bådene som stævner ud fra havnen i Mopti. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.

Verdens smukkeste zoo

Det er nye tider i Parque Zoologique i Bamako. Nu er naturen i fokus, og dyrene er ved at lære at være dyr. Chimpansen danser ikke længere.

På skiltet stod, “Det er forbudt at give antiloperne cigaretter”. I Mali svarer det til en invitation. Så gæsterne stak en tændt cigaret ind til de små antiloper, som sugede ivrigt på cigaretten. Det er slut nu. I dag græsser de små antiloper mellem strudse og marabustorke og ænser ikke de besøgende gæster på platformen nogle meter over deres hoveder.

Klik på billederne, for at se dem i fuld størrelse.

Zoologisk Have i Bamako har været under renovering i nogle år og er genåbnet i sommeren 2013. Resultatet er fantastisk, det er godt tænkt, og anlægget spiller sammen med naturen i klippedalen, hvor kilder fylder små søer. Det er den smukkeste zoologiske have, jeg har set. Denne søndag myldrer det med gæster, og jeg er sammen med en familie med fire børn og en af deres venner. Da vi betaler, har jeg glemt den ekstra person, så jeg har snydt. Vi kommer en smule sent på dagen, så der er ikke tid til at se det hele. Børnene har med det samme fået øje på en gigantisk hoppeborg. Dyrene er spændende, men den kulørte klods trækker.

Alle dyrene er endnu ikke ankommet til zoo, så vi spejder forgæves efter zebraen i det meterhøje græs mellem træer og vandløb i det enorme anlæg. Mange dyr er unge, som løverne, der er så fine og uden skrammer, at de næsten ligner nuttede plydsfigurer. Men de stirrer på os på en måde, som jeg aldrig før har oplevet i en zoo. De er tydeligvis rovdyr, og vi er byttet.

– Dans Moussa, dans. Chimpanserne har altid været et hit i Bamakos zoo, og folk flokkes om det store bur. Den ældre chimpanse Moussa kan godt huske, hvad det betyder, og han rækker forventningsfuld hånden ud mellem tremmerne. Moussa kender sin pris. I gamle dage fik han en sodavand hældt op i en plastikpose, som han drak. Folk klappede, og så dansede han. Men det er slut nu. En vagt holder øje med, at ingen fodrer chimpanserne. Måske har Moussa fortalt de yngre chimpanser om de gode gamle dage? De er i hvert fald lige så interesserede i os mennesker, som de er i at være chimpanser og klatre i træer og svinge sig i reb.

Desværre nåede vi hverken det store voliere med eksotiske fugle, akvariet eller krybdyrene. Der skulle jo være plads til en rutsjetur i hoppeborgen for børnene. Det var et hit og sjovt at se, for nogle børn var meget små, og det var som en stumfilmsfarce at se dem klatre op på den stejle borg og derefter frygten, når de opdagede, hvor langt der var ned.

En sidste erindring fra Bamakos Zoos inden den blev renoveret af Aga Khans fond. Engang var der en af Nigerflodens sidste søkøer i zoo. Da den døde blev den udstillet i et akvarium med formalin. En gren fra et træ smadrede på et tidspunkt akvariet, og søkoen tørrede ind. I Mali bruger de muslimske marabouter indtørrede dele af dyr til medicin og magi – gerne specielle dyr. Det kan man se på markeder, hvor der knogler, skind og hele indtørrede hestehoveder er til salg. Så nogle så det magiske potentiale i den indtørrede søko og begyndte at skærer små stykker af den. I årevis lå den delvist beskårne og indtørrede søko i glasskår.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Kreative reklamer

Malis lille havfrue serverer kød fra grillen, og Malis eneste McDonalds serverer ikke burger. Malis skiltemalere er kreative og henter inspiration i eventyr og design fra hele verden.

Havfruegrillen i Bamako

Endelig husker jeg at tage et kamera med mig og fotografere nogle af de skilte, der har fascineret mig i årevis her i Mali. Her er det et Rottiserie Moderne – et moderne roterende grillspyd – som tusindvis af små butikker med grillet kød hedder i Mali. Ikke at der er noget roterende grillspyd. Kødet ligger under et låg på en rist og bliver af og til vendt af grillmesteren. Men i dag holder han lukket.

Skiltemaleren har enten søgt inspiration i en for mig ukendt fabel om en havfrue, eller også har han digtet sin helt egen historie. I Danmark har vi nemlig ikke monopol på historier om havfruer. I Nigerfloden kan man også møde havfruer, og de er et yndet motiv på billeder og skulpturer.

Denne historie må handle om en hyrde, som får stjålet sine får af løven. På magisk vis kan havfruen siden servere det grillede kød for den sultne, som er reddet op af floden.

Foto: Carsten Elert. Den eneste McDonalds i Mali ligger i Kita

I Kita ligger McDonalds i en lille park centralt i byen. Ved cafeborde kan man drikke NesCafe, te og sodavand og købe kiks. Ved spisetid kommer en kvinde og griller spyd med kød og steger pommes frites. Det er ikke et sted, man skal besøge, hvis man har travlt.

Mahina, som udtales Majna, er en lille by ved Bafing-floden, lige inden Bafing løber sammen med Baoule og bliver til Senegalfloden. Her er en jernbanestation på linjen mellem Bamako og Dakar. I perioder er togdriften indstillet i månedsvis, og der er kun indenfor de seneste år kommet forbindelse til byen via en skrumplet grusvej, der kører en stor bue mod syd, inden den når byen. Engang var byen en driftig by. Nu føles den isoleret.

Foto: Carsten Elert. Cafeen i Mahina serverer maltøl

Cafeen forsøger at være med på noderne. Skiltemaleren har portrætteret et ungt par i vestligt tøj, som næsten ingen i Mali klæder sig i – og slet ikke udenfor hovedstadens velhaver-kvarterer. Manden har anderumpe og kvinden blondt hår. Her kan alle frisurer og hårfarver flettes på.

Måske holder parret hinanden i hånden? Men hænder er vanskelige at male, så et af cafeens produkter er placeret her og bygger på symbolsk vis bro mellem den unge mand og kvinde. Det er en dåse populær maltøl, måske brygget i Danmark. Man kan også få sodavand og mineralvand på cafeen. Mobiltelefonen er selvfølgelig med og ligger klar på cafebordet. Bemærk at manden selvfølgelig betaler.

I Mopti kan man finde denne frisør i et blikskur.