Dag 5 – Zumaia – Anedo

Morgenudsigt fra værelset

Morgenudsigt fra værelset

Hvordan påvirker en negativ beskrivelse i en guidebog ens møde med en by og dens mennesker? Og hvorfor er det lige her, at nogen har lavet hærværk mod vores vejvisere, de gule pile?

Mandag den 13. april 2015

Sover lidt længe i den dejlige seng og nyder den fantastiske udsigt over det gyldne morgenlys, der tegner skarpe skygger i dalene mellem grønne bakker. Bakkerne bliver brat afbrudt, der hvor stejle klinter markerer overgangen til havet. Der er ingen vind, så Biscayabugten er en rolig sø og ikke et frådende hav, som jeg frygtede.

I køkkenet er der dækket op til morgenmad. Da vi sover i et ”casa rural” med eget landbrug, forventer jeg en fantastisk morgenmad med æg fra hønsene og hjemmelavet marmelade. Men på tallerkenen ligger de sædvanlige små pakker med smør og marmelade. Vi kan selv riste brød, og der er masser af gode kager. Friskpresset appelsinjuice kompenserer lidt for skuffelsen over den plastikindpakkede morgenmad.

Allerede fra om formiddagen varmer solen. Smalle asfaltveje løber mellem vinmarker. Det er mandag, og derfor er der ikke så mange vandrere og motionscyklister på ruten i dag. Jeg taler dog lidt med en spanier, som holder ferie i området og tager på dagsture på de mange afmærkede ruter.

På en mark ligger et dødt dyr, som ligner et vildsvin. Ellers er alt idyl på første del af turen.
Egentlig ville jeg gerne gå af vandreruten GR 121, men jeg har stadig ikke fået købt vandrestave, og turen skulle være meget kuperet. Mine knæ og hofter gør stadig opmærksom på, at de er i uvant terræn, så jeg vælger at følge selve caminoen. Men jeg vil anbefale, at man i stedet vælger stierne langs kysten. Selv om den er mere kuperet, er den også kortere og helt sikkert smukkere med udsigt til havet.

Caminoen går nemlig ind i landet og pludselig skal man krydse en trafikeret landevej og senere gå langs landevejen. Der er dog også strækninger med bløde skovveje gennem en granskov og en sti gennem en fortryllende dal i strålende forårsfarver. Men jeg har også en fornemmelse af at gå i zigzag gennem landskabet for at få alle højdepunkterne med.

Endelig går en smal vej ud mod havet igen og ved et kapel går den sti ned mod byen Deba. Stejlere og stejlere og da jeg endelig når byen, er gaderne så stejle, at jeg undrer mig over, hvordan biler kan parkere. Byplanlæggerne har hjulpet fodgængerne med elevatorer. Først en elevator og når man krydser en vej, kommer bringer endnu en elevator en helt ned på højde med vandet.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Deba minder om en soveby. Jeg finder en bar, hvor jeg forsyner mig med tapas og køber ind til morgendagens frokost i en lille butik. I baren leder jeg efter toilettet og finder ud af toilet på baskisk hedder kommunak. Guidebogen advarer om, at nogen har udført hærværk mod pilene ud af byen og foreslår, at man får vandrevejledning på turistkontoret.

Jeg har ingen problemer med at finde gennem byen, og da jeg står ved stien op mod skoven, møder jeg Nicola, som jeg har fulgtes med de seneste dage. Hun har foreslået, at vi sover i Anedo, da turen i morgen ellers vil blive meget lang og med højdeforskel på en kilometer.

Hærværket mod pilene viser sig først oppe i skoven. Pludselig er der flere pile og pile, der er malet over med sort. Første gang vi er i tvivl, vælger vi at gå til højre. Vi kommer op til en ridehal og en masse heste. Her er alle skilte malet over. Men heldigvis er Nicolas tyske guide detaljeret, så vi går til venstre og lige efter folden med hestene til venstre igen af en grusvej. Efter et hus på højre hånd tager vi grusvejen til højre langs det høje hegn.

Vi taler om, hvorfor nogen vil vildlede pilgrimme og vandrere. Måske husenes ejere? De høje hegn og gale hunde giver indtryk af mennesker, som ikke ønsker at blive forstyrrede. Husene i skoven minder om eksklusive sommerhuse.

I Nicolas guide står der, at det er besværligt at komme på herberget i selve byen Deba, fordi man skal hente nøglen på turistkontoret. Så hun har et negativt indtryk af byen og dens indbyggere. En mand, hun spurgte om hjælp, havde også virket negativ på hende. Forvirringen med de overmalede pile forstærker en negativ oplevelse af Deba. Men jeg tror også, at indtrykket fra en guidebog farver ens møde med en en by og dens indbyggere. Måske møder vi dem ikke ligeså åbent og venligt, fordi vi allerede har en negativ forventning om, at de ikke kan lide os?

Vi fortsætter lige ud og kommer til en kirke, hvor vi slapper af i en kølig svalegang ved kirken. Udsigten over bakkerne og havet er vidunderlig. Et opslag beder os om ikke at spise og drikke ved kirken. Men en tår vand og en bid chokolade går vel?

Herberget i Anedo/Izarbide Aterpetxea ligger længere væk, end min guide skriver. Men endelig når vi frem. En lade i bølgeblik er bygget om til herberg. Men overraskende komfortabelt og velfungerende i forhold til rammerne. Vi bliver budt velkommen med hjemmebrygget cider. Der er god plads, og vi er kun fire personer, som overnatter her. En stor have med udsigt over havet og en cafe med flydemøbler giver stemningen af en strandbar. Her er kitch med gamle møbler og indiske pudder.

Nicola og jeg bestiller aftenens menu og får en gigantisk salat og derefter kylling og til dessert hjemmelavet yoghurt. Vinen er selvfølgelig også hjemmebrygget. Om aftenen sidder vi udenfor til kl 23. Luften er lun, og himlens stjerner stråler. Træernes blade er endnu ikke foldet helt ud, og grenene tegner mørke silhuetter på den lysende stjernehimmel. Egentlig har vi ikke lyst til at sove, vil bare nyde magien.

Be Sociable, Share!