Dag 7 – Markina Xemein – Bilbao

Banegården i Bilbao

Banegården i Bilbao

En time i bus bringer mig til Bilbao, som imponerer med smuk arkitektur og delikat mad. Jeg er på opdagelse og har ikke planlagt andet end at gå i byens gader.

 

 

 

Onsdag den 15. april 2015

Om natten begynder det at blæse, og da jeg ligger i et hjørne er der gennemtræk mellem to vinduer på hver side af min seng. Vinduet klaprer, men ikke hele tiden. Jeg gider ikke at stå op og lukke det ene vindue og tænker hver gang, det er roligt, at nu har vinden sikkert lagt sig. Men nej. Til sidst må jeg stå op og lukke det.

Vablen er der stadig, og for første gang i it liv punkterer jeg sådan en. Selv om jeg har købt Compeed, vælger jeg et almindeligt plaster, fordi jeg ikke skal gå så langt. Jeg klipper plastret så stort, at det rækker lidt ud over storetåen.

To amerikanske mænd vil også tage bussen til Bilbao. De er overraskede over, hvor fysisk hård turen er og havde valgt ruten, fordi den så kortest ud på et landkort. Men de er endnu langsommere med at tage sig sammen end jeg, så jeg venter ikke på dem.

Herbergs-fatteren forklarer mig turen til busstoppestedet og opfordrer mig til at spørge, når jeg kommer til kirken. God ide. Jeg tror nemlig, at jeg har fået øje på busstoppestedet, men da jeg kommer derhen, er det et halvtag med indkøbsvogne. Så jeg husker rådet: Spørg om vej! Det varer et par tålmodige øjeblikke i den tomme gade, før en mand kan udpege stoppestedet for mig. Her er en lillebitte informationskiosk, hvor den ansatte forklarer, at der kommer to busser til Bilbao næsten samtidigt. Den første kører på de små veje og stopper ved alle landsbyer. Den anden kører direkte. Jeg får vekslet en seddel, så jeg kan betale i bussen uden at skulle have byttepenge. Turen tager knap en time og erstatter to lange dages vandring.

I Bilbao står jeg af ved busterminalen. Jeg kan ikke finde et bykort og ved ikke, hvor centrum ligger. Jeg begynder at kikke efter et pensionat. På telefonens kort kan jeg kun finde dyre hoteller, og området ser ikke specielt hyggeligt ud. På en cafe drikker jeg friskpresset juice og finder ud af, at jeg skal over på den anden side af floden for at finde byens gamle centrum Casco Viejo. Jeg kan også se, at Guggenheim-museet ikke ligger i det gamle centrum.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Det føles lidt, som da jeg rejste i 1980’erne. Bare at ankomme til en by uden at vide noget om den. Før  guidebøger og hjemmesider fortalte en, hvor man skulle spise og sove, og hvad man kunne opleve. For første gang i mange år er jeg klar til at møde en by og dens mennesker. Men denne gang er jeg bundet af et tidspres og har besluttet kun at have to overnatninger i Bilbao. Jeg finder en metro, der kører mig til den gamle by på et øjeblik. Da jeg igen stiger op til jordens overflade, er jeg ankommet til en hel anden verden af smalle gader, smukke huse og hoteller og pensioner i alle prisklasser.

Pension Mendez har pensionat på 1. sal for de magelige og 4. sal for os, der vil spare penge. Der er højt til loftet i gamle spanske bylejligheder, så kondien bliver holdt ved lige på den lange trappe. Mit værelse ligner lidt en klostercelle. Senere på dagen kommer de to tyskere Lisa og Peter. Deres dobbeltværelse vender ud mod gaden, og det har rigtige møbler.

Jeg bor i c/ Santa Maria, og her finder jeg også tapasbaren Irrintzi. Fantastisk frokost! Deres tapas har hentet ingredienser og smagssammensætninger fra det japanske køkken. Traditionelle baskiske tapas hedder pintxos og er ofte tynget at store mængder mayonnaise. Deres tapas er ikke ligeså høje som de traditionelle, til gengæld passer smagene sammen. Alle tapas bliver serveret på små stykker brød. De står placeret i en montre langs bardisken. Man får udleveret en tallerken og tager dem, man har lyst til at smage. I denne tapasbar beskriver en lille tekst, hvad der er i den enkelte tapas.

En sprødstegt skive æble med and i jordnøddesovs, tempurastegte grøntsager med soja, aubergine med skinke og pate og shitakesvampe med falafel. Fire tapas passer fint til en frokost.

Jeg går langs floden og bliver begejstret over den fine Art Deco arkitektur. Især banegården er flot. Desværre kun udenpå. Turen går til Guggenheim-museet, der imponerer som forventet. Ud mod floden går jeg mellem benene på en edderkop – skulpturen Mama af Louise Bourgeois. En intens duft af blomster pirrer næsen. Det er Jeff Koons gigantiske hund modelleret i potteplanter. På denne årstid blomstrer stedmoderblomsterne. På pladsen ved museet  finder jeg også et turistkontor og dermed et kort over byen og dens tilbud.

Næste projekt er at finde et konditori. Sjovt nok er Bilbao ikke en by med konditorier ligesom San Sebatian. I hvert fald ikke konditorier, hvor man kan sidde og nyde en kage. En original gammel cafe i art deco-stil er piftet op som sportscafe og ud over fodboldtørklæder var alle tekstiler skotskternede. I stedet for konditorier har Bilbao iscafeer, så jeg ender med hasselnøddeis.

Til aftenmad finder jeg en restaurant med et spændende spisekort. Til forret vårsalat med grillet gedeost og syltet appelsin og dadel. Hovedretten er en blækspruttearm med ris og muslinger. Maden er god, med hovedvægten lagt på æstetik fremfor smag, og jeg spiser for 32 euro uden dessert.

Vablen er faldet til ro efter en dag i sandaler og generer ikke.