Einstürzende Neubauten i Ungdomshuset med kangohammer

Den sande historie om Einstürzende Neubauten, et hul i Ungdomshusets balkon, et øjenbryn og en kango hammer.

–  Nej, det var ikke mig, der lignede en orangutang, fastslog Andrew.

Og vi grinede.

Jeg plejer ikke at sammenligne mennesker med aber, første gang jeg taler med dem. Men stemningen var i forvejen lettere surrealistisk den aften i sensommeren 2003 på Spøttrup Borg, under hvælvingerne i en kælder  omgivet af lokale klædt i middelalderkostumer.

NU Unruh penetrerer Ungdomshusets balkon med den famøse kangohammer Foto Robin Skjoldborg 1984

Det var her, jeg mødte Andrew – også kendt som N.U. Unruh fra det tyske band Einstürzende Neubauten. Han kunne forklare mig, at den dengang abelignende musiker var FM Einheit. Vores samtale kom hurtigt til at kredse om en historie, vi har til fælles og som stadig har betydning for ham, hans band Einstürzende Neubauten og alle os, der dengang var en del af Ungdomshuset.

Vilde øjne til koncert med Einstürzende Neubauten Foto Robin Skjoldborg 1984

At historien stadig har betydning, viste weekendens to udsolgte koncerter i DR’s Koncerthus (maj 2017) med Einstürzende Neubauten. Her blev begivenheden i 1984 nemlig omtalt igen.

I dag fortæller Blixa Bargeld anekdoter til Einstürzendes koncerter. I 1984 krængede han sjælen ud Foto Robin Skjoldborg 1984

En begivenhed, der inkluderede et band fuld af vild 80’er energi og en perkussionist med overbevisningen at ”ornamentik er en forbrydelse” og på den anden side en ungdom, som afskyede alt småborgerligt og alligevel elskede den svulstigt svungne stuk på balkonen i Ungdomshusets sal.

Hvad skete der egentlig dengang?

Jeg følte mig næsten som en detektiv, da jeg befandt mig på Spøttrup Borg og opdagede, at jeg var omgivet af nogle af nøgleaktørerne fra den berygtede koncert i Ungdomshuset. De var gæster og kunstnere i Tura Ya Moyas ”Estafette Son” i 2003. Jeg lyttede til deres oplevelser og stykkede historien sammen i mit hoved.

Instrumenteringen er anderledes end andre bands, når Einsturzende spiller Foto Robin Skjoldborg 1984

Da Ungdomshuset i 2007 blev ryddet, blev jeg bedt om at bidrage til bogen ”69”. Nu var der en anledning til at fortælle historien. Andrew var ikke blevet fornærmet over at blive sammenlignet med en orangutang – måske fordi han kunne henvise til den rigtige abe. Men det var ham, der havde boret i Ungdomshusets balkon, og den historie ville han gerne fortælle.

Omgivelserne for interviewet var ikke mindre surrealistiske end borgen i Spøttrup. Denne gang skulle vi mødes i Huset i Magstræde, hvor der samtidig var et party for monstre. Mængder af teaterblod, og gæster med økser i hjerneskallen og indvolde hængende ud af maven. Heldigvis blev vi henvist til et roligt lokale oppe under taget.

Her er historien. Læs opslag i PDF om Ungdomshuset og kangohammeren Det er fra bogen “69” i grafisk designer Jens Raadal originale og levende opsætning. Opslaget rummer også fotojournalist Simon Jeppesens oplevelse af koncerten og hvad der derefter skete.

Eller læs videre her. Først Andrew’s oplevelse, derefter ordene fra en bruger af Ungdomshuset:

Unruh: “Jeg troede ikke at nogen elskede det hus så meget”.

En skarp smerte breder sig fra øjenbrynet. Han bliver klar over, at han er ramt af et stykke gips kastet af publikum og han undrer sig – få øjeblikke tidligere så han udelukkende glade ansigter.

Fredag den 5. oktober 1984 spiller N.U. Unruh koncert i Ungdomshuset med Einstürzende Neubauten. Tidligere på dagen er han og Metalstein fra Ungdomshusets bookinggruppe, ude for at samle materialer til at spille på under aftenens koncert. Nye materialer fra byggepladser, for gammelt metal fra lossepladser har mistet deres overtoner. Meningen er, at hver enkelt koncert får præg af den by, hvor den spilles.

Bandet er i gang med nummeret ”Armenia”, som handler om tyrkernes folkemord på armenierne i årene 1915-17.  Efter en rolig start er det tid til, at Unruh skal bruge sit nye instrument – en kango-hammer. Han har påmonteret en mikrofon, så lyden bliver en del af musikken.

– Jeg re-designer den allerede ødelagte stuk på balkonen. Det er en kritik af dens bourgeois arkitektur, siger Unruh.

Og han fortsætter sit projekt på trods af publikums protestester og det åbne sår i øjenbrynet. Men smerten tager til og han kan mærke blodet løbe, så få øjeblikke senere må han opgive og bliver kørt på skadestuen.

– Jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet sådan en reaktion som i Ungdomshuset. Da vi spillede på museet Louvre i Paris, bad de mig om at signere det hul, jeg lavede, fortæller Unruh.

Han afviser, at han ville lave andet end et lille hul.

– Når jeg begynder at bore, kan jeg mærke materialets struktur og balkonen i Ungdomshuset var skrøbelig. Meningen er, at boret skal sætte sig fast i materialet, siger Unruh og forklarer, at happeningen også kan ses som et billede på en seksuel akt.

Selv om episoden ligger snart 25 år tilbage, står den stadig klar for ham. Kango-hammeren vil han gerne have tilbage. Men han er aldrig blevet præsenteret for tilbuddet om at sige undskyld og vaske gulvet i Ungdomshusets sal.

– Det er også et råddent forslag. Husk på, at folk fra Ungdomshuset ikke bare smed gipsstykker i hovedet på mig og konfiskerede mit instrument. Alle dækkene på vores bil blev også skåret op, et vindue smadret og Blixas guitar stjålet, siger han.

Unruhs mål med musikken er at åbne for anderledes toner og klange og samtidig give publikum indtryk og intensitet. Han er vant til, at publikum lader sig rive med af musikken, men han troede aldrig, at han skulle blive såret på grund af sin kunst:

– De kunne have talt til mig eller slukket for strømmen, men i stedet blev jeg straffet.

I dag har han, udover et ar, stadig solidaritet med Ungdomshuset og dets 24-årige historie.

– Det var en selvrådende alternativ kultur. Et frit område som åbnede muligheder for mange. Det er sjældent nu om dage, siger Unruh.

Undskyld

… en byge at gipsstykker regnede ned, og vi var nogle, der kastede tilbage. Jeg havde det frygteligt bagefter, for måske var det mig, der ramte. Jeg er fredelig, selvom jeg nok var lidt vild dengang og eksalteret af stemningen. Balkonen var en vigtig del af scenografien i vores teater, så vi havde ikke brillerne på til at se det kunstneriske aspekt i lige netop den destruktion. Hærværk og tyveri bagefter var bare for meget. Men det var svært at se forskel i den vilde og morsomme og åndssvage og slagkraftige og politiske manifestations turbulens, som var vores dagligdag og kunstneriske udtryk. Jeg slog det hen som en del af legen. Når det ikke er blevet glemt, vil jeg hermed sige undskyld til Unruh med 25 års forsinkelse. Jeg håber det er blevet et flot og sexet ar?

KH en koncertgæst

Fotos fra koncerten

Jeg takker fotograf Robin Skjoldborg for lov til at bruge hans fotos fra koncerten i 1984. Her er hans oplevelse af koncerten:

En af de mest intense koncerter jeg har været til. Ligesom at være i en krigszone !
Jeg var på opgave med Søren Frank for musik bladet M.M.
Deres optræden i sig selv var hård og provokerende, hvilket gjorde at der ( som der ofte gjorde ) røg et par flasker op på scenen.
Det gad bandet ikke finde sig i. Unruh klatrede op på PA anlægget og gik i gang med at nedbryde balkonen, hvorefter der var lynch stemning.
Jeg lå ned foran scenen og prøvede at beskytte mig selv og mit kamera så godt som muligt for flasker og metalspåner 🙂

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Kunst, Ungdomshuset og tagget . Bogmærk permalinket.