Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.