Et par fridage i Santiago

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber. Bemærk mændenes flotte hatte

Rugbrød i Santiago! Smagen virker bekendt, men det går et stykke tid, før jeg finder ud af, at der er drysset ristet rugbrød hen over havtasken. Jeg er selvfølgelig på restaurant, da jeg slapper af i Santiago.

Torsdag den 14. og fredag den 15. maj 2015

Torsdag er Kristihimmelfartdag, og det meste af byen er lukket. Det passer mig fint, da jeg har behov for at slappe af efter en nat uden meget søvn. Rengøringen når at banke på tre gange, inden jeg fortæller dem, at de ikke behøver gøre rent i dag.

Jeg finder igen en bager med cafe, som serverer kagetapas sammen med morgenmaden. Bagefter går jeg rundt i byens gader og besøger katedralen. Storslået vil jeg kalde katedralen, men ikke smuk, efter min smag.

Køen ved pilgrimskontoret går langt ud på gaden i dagtimerne, så jeg vil foreslå pilgrimme at vente til om aftenen, hvor man slipper for køen.

Kunsthalle hedder en cafe og et udstillingssted tæt ved katedralen. En af retterne på dagens menu er kanin. Min erfaring siger mig, at utraditionelle ingredienser på spisekortet viser, at kokken er ambitiøs med smagen. Derfor besøger jeg Kunsthalle og spiser menuen til 9,50 euro. Først får jeg en appelsin og spinat salat med sprødt krydret nøddedrys. Derefter kaninen og til sidst en krydret kage. Cafeen rummer en udstilling af moderne kunst, og de spiller god musik. Så anbefaling herfra!

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Traditionel galicisk musik og dans er på programmet ved dagens byfest. Smukt klædte grupper af dansere og musikere turnerer mellem byens pladser og viser, hvad de kan. Der er fællesdans og pardans. Jeg konstaterer, at det også her er kvindens lod at gå baglæns i pardans.

Gaderne er proppede af mennesker, så vi går i kø. Jeg møder igen de tre tyske veninder, som har gået til Finistere. Den langsommste er fulgt med hele vejen. Enten kan hun ikke finde ud af at være alene, eller også har hun endelig fundet styrke til at klare de lange strækninger.

Om aftenen er det igen stor koncert ved katedralen. Denne aften bestyrer en lokal radiostation arrangementet, og en DJ taler uafbrudt på anstrengende hitradio-maner og får publikum til at lave bevægelser og lyde. Publikum er yngre denne aften, og der er ikke den samme anarkistisk umiddelbare glæde og spontanitet over publikum. Da bandet endelig går på, spiller de sentimental teenage-softrock.

Jeg går tilbage til hotellet, for jeg skal have læst ”Bunny Munros død” færdig, så jeg kan sende bogen tilbage til David på herberget i Bodenaya. Det lykkedes fredag, hvor jeg putter den i en kuvert på posthuset. Den unge mand, som ekspederer mig kikker på bogen og spørger, hvad jeg synes om den. Loco, kalder han den og har helt ret. Vi veksler et par ord om filmen ”20.000 days on earth”, der følger Nick Cave. Vi er enige om, at filmen er fantastisk og kunne have fortsat samtalen, hvis ikke en ny kunde stod klar i det blikkende nummersystem.

Næste morgen når rengøringen at banke på to gange, før jeg er ude af døren, og de kan gøre rent. Fredag er en almindelig dag, og jeg besøger det smukke marked. Fantastiske fisk, som altid i Spanien. Desværre er der ikke så mange udplantningsplanter, så jeg finder ingen caldo-planter til at tage med hjem og plante i min have. I nærheden af markedet ligger et folkekøkken, hvor byens mange fattige spiser.

Jeg møder igen tjekken med fløjten. Det viser sig, at han kun har spillet i to måneder. Inden pilgrimsrejsen besøgte han en fløjtemager i Tjekkiet og fik skåret fløjten af hyldetræ. Han lærte grundlydende og improviserer blandt andet ved at kombinere stemme og fløjte. Rytmen banker han med en vandrestok af træ. Fløjten giver ham mulighed for at tjene penge og møde mennesker. Han bor i Berlin og arbejder som kunstner og assistent for andre kunstnere. I Danmark har han som assistent været med til at skabe en skulptur i nærheden af Nørreport, men jeg har desværre glemt præcis hvor.

På Kunsthalle spiser jeg dagens menu med linsesalat komponeret af linser, vindrue, tomat, kartofler og krydderrier i små stykker. Fantastisk delikat. Hovedretten er et spyd med kylling og grøntsager og desserten igen krydderkage. I avisen ser jeg fotos fra et hesteshow, som jeg ikke nåede dagen inden, fordi jeg sov længe. Smukke billeder.

På vej til hotellet har jeg langt mærke til en fiskerestaurant i udkanten af den gamle by – Mama Peixe, Calle Algalia de Arriba 45. Den besøger jeg om aftenen.

Menukortet frister med lækkerier, så det er svært at vælge. Til forret vælger jeg hummus med strimler af rå og syltede gulerødder, appelsin, chilipulver og firkanter af en kokosgele. Overordentligt lækkert! Hovedretten er havtaskekæber med gnocchi, pure og drys af ristet rugbrød og små stykker seranoskinke. Det tager et stykke tid, før jeg genkender smagen af rugbrød. Smagen er bekendt, men jeg spiser sjældent rugbrød og forventer den ikke som del af tilbehøret til en spansk fiskeret. Fantastisk smagssammensætning! Anbefaling til Mama Peixe, som ikke har hjemmeside, men kan findes på Facebook.

Be Sociable, Share!