Film fra Ungdomshuset, Jagtvej 69 i 1984

Filmen Gobelin – en historie i Ungdomshuset tager dig med indenfor i Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Vi har filmet hverdag, fest og spektakulære aktioner i 1984 og 1985

“Hvor skal vi sove i nat” var et stort hit i 1980’erne. Det var også et spørgsmål mange i miljøet omkring Ungdomshuset måtte stille sig selv og hinanden, når de sad tæt pakkede i små celler på Københavns politistationer. Se Kulørte Klats overraskende fortolkning af hittet i filmen.

Filmen “Gobelin – en historie i Ungdomshuset” er igen tilgængelig på YouTube. Vi har haft udfordringer med rettighederne til filmens musik. Derfor mangler der musik i enkelte sekvenser. Filmen er ikke direkte søgbar på Youtube og kan kun ses med det direkte link. Vi ønsker ikke, at filmen er almindelig tilgængelig. Dels frygter vi, at den bliver anmeldt og censureret på grund af nogle scener. Og dels kan der være personer, som ikke længere ønsker at bliver forbundet med datidens miljø.

Filmen begynder med Kulørte Klats demonstration i 1984. Demonstrationen er en fortsættelse af åbningsdemonstrationen den 4. maj 1984, som blev afbrudt af Danmarkshistoriens dengang største masseanholdelse.

Cover for DVD-udgave af filmen Gobelin - En historie i UngdomshusetRagna Wehding, Marianna Finnsdottir Krarup og Lise Blom skabte filmen med støtte fra det Danske Filmværksted og har copyright på filmen.