IBK er Malis håb

Han er målrettet. Det er en mand, som holder sit ord og står fast på sine beslutninger. Han har festet i Paris, dyrket karate og er religiøs. Og så har IBK siden 1960’erne udviklet et netværk af internationale ledere.

Stemmesedlen med IBK, partiets initialer og symbol væven

Mali venter stadig på det endelige resultat af præsidentvalget søndag den 11. august, selv om alle kender vinderen.

Ibrahim Boubacar Keita blev født i bomuldens hovedstad Koutiala i det østlige Mali i 1945. Efternavnet Keita er – selv om det er et almindeligt efternavn – helt særligt i Mali. To gange tidligere har Keita’ere samlet Malis befolkning og bragt dem ind i en ny tid. Allerede i 1235 grundlagde Soundiata Keita det legendariske Mali-imperium og skabte fred mellem rivaliserende konger. Det var indledningen på en gylden epoke for Mali. Og da Mali blev selvstændig i 1960, hed den første præsident Mobido Keita i en tid med optimisme, hvor landet skulle finde sine egne ben.

Som 13 årig vandt IBK et legat fra kolonimagten Frankrig til at studere på et gymnasium i Frankrig. Han fik dog sin studentereksamen i Malis hovedstad Bamako, da hans mor bad ham om at komme hjem. Siden har han studeret historie og international politik på universitetet i Dakar i Senegal og på Sorbonne i Paris. Som studerende var han aktiv i studenterbevægelsen og lagde grund til et netværk af det, der senere er blevet til afrikanske og europæiske ledere.

I Frankrig levede han ikke kun i den akademiske verden. Han dyrkede karate på højt plan, festede og arbejdede på Citroën fabrikkerne og på det gamle fødevaremarked Hallerne i Paris.

Efter studierne har han forsket og undervist på universiteter i Frankrig. Han har arbejdet for større internationale organisationer og været Malis ambassadør i Elfenbenskysten, Burkina Faso, Niger og Gabon.

I 1992 gik han ind i politik og var udenrigsminister i 1993 og 1994 og premierminister fra 1994 til 2000. De første mange år var han medlem af det regerende parti ADEMA, men da partiet ikke udnævnte ham som præsidentkandidat, dannede han partiet Rassemblement pour le Mali (RPM) i 2001. Alle partier i Mali har et symbol, og RPM har valgt en væv som symbol. Det handler om at samle trådene, samarbejde og at skabe. Partiet er ligesom ADEMA og Socialdemokraterne i Danmark medlem af Internationale Socialister. Fra 2002 til 2007 var IBK leder af Nationalforsamlingen i Mali.

To gange tidligere har han stillet op til præsidentvalget i Mali. I 2007 var resultatet efter sigende manipuleret, så han gik glip af sejren. Hans tilhængere var rede til at gå i kamp for ham, men han talte dem til ro og sagde, at stabiliteten og freden i Mali var vigtigere end hans politik. Derfor er der folk, som nu seks år senere mener, at skæbnen endelig har rådet. Vinderen af præsidentvalget i 2007, ATT, blev afsat ved et militærkup og den retmæssige vinder af valget dengang bliver snart præsident.

For at være helt sikker har IBK allieret sig med en coach og det samme kommunikationsbureau Voodoo, som Elfenbenskystens nuværende præsident Ouattara benyttede i 2010. Efter sigende har han også – og valgets andre kandidater – ofret hos marabouter, som er lige dele muslimske vismænd og magikere.

Hans kone Aminata Maïga Keïta er leder af en kendt NGO i Mali Agir (at handle) og aktiv for at forbedre levevilkårene i Mali.

Valgresultatet er ventet torsdag og skal senest offentliggøres på fredag.