Kreative albanske bjergbønder

Traditionelt byder man fremmede velkommen i de albanske bjerge. Så hvorfor ikke gøre den overdådige velkomstmiddag til en forretning og håbe, der kommer turister forbi? Vi kom forbi og fik fremragende mad og historier.

”Jeg vil være turist, når jeg bliver stor.” Den lille pige er lidt genert, men smiler, mens hun siger det.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vores guide Luciana har spurgt den lille pige, hvad hun vil være, når hun bliver voksen. Pigen ser os, en gruppe turister fra Danmark i højt humør, som er gået en lille tur op til dalen i bjergene og nu får te, kaffe og raki inden endnu en overdådig frokost. Hendes mor og ældre søskende er i fuld gang med madlavning og servering, mens faren Tahir er vært og fortæller historier fra livet i bjergene under og efter kommunismen.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi griner med, da vi får pigens ord oversat og forestiller os et liv fyldt med nye oplevelser og opvartning. Vores sandhed er ganske vist en anden med en uges ferie som pause fra arbejdet. Men den virkelighed er fjern for en lille pige, der lever i landsbyen Kukaj i en lille sidedal til Valbona med kun to huse og en streng vinter, hvor to meter sne dækker landskabet. Her møder pigen kun få typer af mennesker: de hårdtarbejdende albanske bjergbønder, turistførerne og så turisterne. Så valget er selvfølgelig enkelt med en lille piges øjne.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Vi er i Valbonadalen i det nordlige Albanien på grænsen til Montenegro. Hvis vi går lidt længere op ad stien, kommer vi til passet, der danner grænse. Selv om området er stejlt og tilgængeligt til fods, frygtede albanerne i kommunisttiden også en invasion gennem bjergene. Også, fordi albanerne dengang generelt frygtede invasioner, hvad hundredtusindvis af små bunkere vidnede om. Nederst i Valbonadalen ligger der stadig tre bunkere som et minde. Alle de andre er brudt ned og genbrugt som byggematerialer og metalskrot. Denne blomstrende sommerdag er det vanskeligt at forestille sig området som potentiel konfliktzone, men dengang blev både mænd og kvinder indkaldt til to årlige forsvarsøvelser med udgangspunkt i de små lavloftede bunkers.

I dag har nogle kreative bønder valgt at åbne familiære spisesteder på deres små selvforsynende landbrug. Her serverer de lokale hjemmelavede specialiteter og fortæller om deres liv og områdets historier. Dem besøger vi to af i Albanien og får indblik i både de absurde regler, der styrede befolkningen under kommunismen og de konsekvenser, de kunne have for de enkelte familier. Men også den kreativitet der har sikret familiernes overlevelse og stadig gør det i dag. Det er i hvert fald en glimrende ide at kombinere en traditionel gæstfrihed, de smagsfulde lokale råvarer med en forretning.

Et mylder af aromatiske urter frigiver deres krydrede dufte, når vi går gennem dalen. Dalens køer, får, geder og høns lever af de samme urter, og smagen går derfor igen i kød, mælk og oste. Vi siger gëzuar – skål på albansk.

Be Sociable, Share!