Køer kommer forbi cafeen

Den sidste del af caminoen føles som Roskilde-festival, bare uden musik. Vi går tæt, og kun få gange kan jeg gå alene og høre naturens lyde. Vejret er flot, og stierne gode, der meste af vejen.

Tirsdag den 12. maj 2015

Nu er det min tur til at besøge baderummet – uden nogen form for partner. Det er koldt om morgenen, for der er åbent mellem bygningen og taget. Bruserne har en trykknap uden mulighed for at regulere temperaturen på vandet. I starten er det frysende, men ender som kogende, så morgenbadet er ikke en god start på dagen. Ved spejlet er kvinder i gang med at lægge make-up inden dagens vandring.

Efter knap tre kilometer kommer jeg gennem byen Arzua og vil finde morgenmad. Jeg kommer forbi masser af cafeer med morgenmadsmenuer. Men det ser så fabriksfremstillet ud. På denne del af caminoen kommer råvarerne tydeligvis fra en fryser, uanset om det er brød eller pommes frites. Jeg søger en rigtig bager. På et tidspunkt frygter jeg, at jeg kommer hele vejen gennem byen uden at få morgenmad og forbander min insisteren. Alligevel afviser jeg kritisk cafe efter cafe, og til sidst har jeg heldet med mig. En cafe ligner en rigtig bager, og der er lokale indenfor, altid et godt tegn. Jeg bestiller morgenmad og får samtidig en gratis tapas. Ikke dårligt. Da det er en bager, får jeg et stykke kage med creme og frugt på toppen som tapas. Jeg drikker flere kopper te og ender med tre små stykker gratis kage.

Et håndværkertilbud – en overgroet ruin til salg

Meget af turen går langs veje, men heldigvis er der anlagt stier med underlag af grus. Cyklisterne forbander jeg endnu en gang. Der er mange af dem, og de suser forbi, så jeg er glad for, at jeg ikke har taget et umotiveret skridt til siden i stedet for frem. Nogle har go-pro-kameraer på cykelhjelmen, og de filmer ved at kikke ligefrem, kikke til højre og kikke til venstre. Hvem orker at se timevis af rystet optagelse af landskaber, der suser forbi? En del cyklister har sponsortrøjer og får måske betalt turen og skal dokumentere den?

Da jeg sidder ved en cafe, ser jeg i øjenkrogen en massiv flok komme af stien. Da de kommer tættere på, opdager jeg, at det er køer og ikke pilgrimme. Maden ser virkelig trist ud, så jeg er på udkik efter en rigtig restaurant. Endelig lover et skilt, at der er 200 meter til en restaurant. Da jeg krydser hovedvejen, hører jeg en råbe efter mig. En kvinde tror, jeg er gået forkert, og vil hjælpe. Helt rørende. Restauranten er selvfølgelig meget længere væk end 200 meter. På nær en enkelt gæst er her helt tomt, og jeg finder først personalet inde på en sovesal.

De er overraskede over, at jeg vil have rigtig mad og fortæller, hvad de kan lave til mig. Modsat resten af Spanien er der først menu om aftenen, men jeg får en fin tallerken med torsk, kartoffelpure, små blæksprutter og salat.

Restaurantens vægge er udsmykket med mønter

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil sove på herberg og har reserveret et værelse på et casa rural, som er en art bed and breakfast. Jeg får et smalt værelse med eget bad for 25 euro. Alt er stilfuldt indrettet, og der er en dejlig have med liggestole. Heldigvis er der ikke vand i poolen, ellers ville jeg have ærgret mig over ikke at have en badedragt med. Men det ville være rart at dyppe sig i varmen.

Hovedretten er havtaske med lækre grillede grøntsager

Aftens-menuen er delikat og hjemmelavet. En gruppe danskere kan ikke finde ud af spisekortet og diskuterer utallige kombi-nationer med tjeneren, inden de ender med at vælge menuen. Og så spørger de gudhjælpemig efter pommesfrites! Et sted med lækre grøntsager og salater. Jeg føler luksus og rigtig god kvalitet for første gang, siden jeg forlod Camino del Norte ved kysten i Ribadesella.