Tag-arkiv: natur

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Baobab – ondt i eventyr og bedste ven i virkeligheden

Baobabtræer giver mad og vand til dyr og mennesker på savannen. De kan blive flere tusinde år gamle og forbinder det gamle Afrika med det nye

Af freelancejournalist Lise Blom

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

Afrikanerne undrer sig, når de læser eventyret Den lille Prins. Her er baobabtræet nemlig en ond plante. Hver gang den lille prins ser et baobabtræ spire i jorden, skynder han sig at trække det op. I eventyret er en baobab farlig, fordi den vokser hurtigt, og de enorme rødder truer med at sprænge den lille planet i stykker.

I virkelighedens Afrika opfører baobabtræet sig heldigvis helt anderledes. Træet er en ven, hvor man altid kan finde, vand, mad og skygge. I landsbyer flere steder i Afrika spiser man hver dag grød med sovs af baobabblade, og træets frugter er både søde som slik og verdens største vitaminpille. Når man er tørstig, kan man finde vand i træets hulrum. Nogle afrikanere kalder det livets træ, og det vokser faktisk meget langsomt. Så langsomt, at det tager 1000 år, inden træet når sin fulde størrelse og får den knudrede form, vi kender som et baobabtræ. Også derfor spiller det en helt særlig rolle for mange afrikanere. Fordi træerne er så gamle, forbinder de fortid med nutid.

Børnenes træ

Vi er i Galamadji i det sydlige Mali og møder Fama på 11 år. Han fortæller os, at baobabtræet er populært hos børnene i landsbyen.

– Det er vores frugter, som vokser på træet. Frugterne på det midterste træ smager bedst, fortæller Fama.

Vi står ved træerne i landsbyens udkant. Famas far Dembelé viser os en sten ved et baobabtræ.

– Her er grundlæggeren af landsbyen begravet i et hulrum nederst på stammen. Efter begravelsen voksede baobabtræet sammen igen, siger han.

Senere samler landsbyens historiefortæller børnene ved foden af træet. Han begynder at fortælle om folkets historie og traditioner. Nogle historier er uhyggelige, andre er sjove. Dembelé siger, at børnene skal lære træet at kende for at vide, hvordan de klarer sig i naturen.

– Du er nødt til at vide, hvor alle baobabtræer gror. Når du er på jagt eller vandring, blliver du tørstig. I et baobabtræ er der hulrum med vand, du kan drikke. Du kan også gemme dig i en baobab, hvis der er fjender eller vilde dyr efter dig.

Tyvagtige aber

Når man bliver ældre, lærer man endnu mere om baobabtræet. Man lærer at lave naturmedicin, og at der er ritualer om træet, som kan bruges til at komme i kontakt med sine forfædre.

Fama er stadigt et barn, så han er mest glad for baobabtræet, fordi det giver frugt. Frugten smager sødt og syrligt.

– Chimpanserne kan også godt lide baobabfrugt. De stjæler fra vores træ. Når vi ser dem, jager vi dem væk. Men når der er gæster, må vi ikke smide sten efter dem, siger Fama.

Da det begynder at blive mørkt, kommer chimpanserne. De andre aber venter, mens en voksen chimpanse klatrer op i træet og plukker baobabfrugter. Børnene i Galamadji er sure, fordi aberne tager frugten fra det bedste træ. Men de lytter til de voksne og holder sig i ro.

Baobab som potteplante

Malis hovedstad hedder Bamako, og her møder vi Salif på 12 år. Han bor i et moderne rækkehus med sin far, sin tante og sin bedstemor. Bamako er en rigtig storby, og der er ingen baobabtræer i byen længere.

– Jeg har kun set rigtige baobabtræer på billeder og i tv. Men min bedstemor har plantet et lille baobabtræ i gårdhaven, siger Salif.

Det står i en krukke og er ikke mere end en tynd stamme på en meter. Det ligner slet ikke de gamle baobabtræer. Salifs bedstemor hedder Fatoumata og kommer fra en landsby. Hun er glad for, at hun ikke skal arbejde så hårdt i byen som på landet. Det er rart med elektricitet, tv og vand i vandhanen, men hun savner landsbyens traditioner.

– I landsbyen er man del af en lang historie. Man kender alle familier og har kontakt til sine forfædre, siger Fatoumata.

Symbol for traditioner

Det hjælper baobabtræet med. Det lille træ i gårdhaven er Fatoumatas forbindelse til landsbyen. Hun har også købt en kæmpe Skildpadde, der er mere end 100 år gammel. Den er så stor, at hun kan sidde på den.

I Mali er skildpadden et helligt dyr. Den stammer fra urtiden og er ligesom baobabtræet et symbol på det oprindelige.

Fatoumata fodrer sin skildpadde med salatblade og taler til den. Hun håber, at den vil bringe ordene videre til hendes afdøde far og mor.

Når Fatoumata får besøg af sin søster Korka, taler de meget om den landsby, de kommer fra. Korka har plukket blade fra en baobabtræ og lavet en grøn sovs, som de spiser med en tyk stiv grød af hirse.

– I lansbyen spiste vi den hver dag til både middagsmad og aftensmad. Vi fik kun kød, når der var fest. Og vi fik aldrig sodavand eller bolsjer, griner Korka.

Salif smager på det. Sovsen er slimet og lidt bitter. Han er vant til ris med grøntsager og kød eller fisk.

Fakta om baobab

Baobab – et anderledes træ

  • Der findes otte sorter baobab, seks vokser på Madagaskar, en i Australien og en i Afrika
  • Baobab er en plante i katostfamilien i familie med stokroser, bomuld og kakao
  • Træet vokser langsomt. Når det er 1000 år gammelt får det hulrum. Den ældste baobab er 6000 år ifølge kulstof 14 datering
  • Det får tykke grønne blade i regntiden, som det taber i tørtiden. I Afrika skærer man de friske blade ned, tørrer dem og bruger dem til sovs
  • Træet får store hvide blomster i begyndelsen af regntiden, som bliver bestøvet af flagermus
  • Blomsterne bliver til 30 centimeter aflange frugter. Frugterne har en hård skal. Frugtkødet er som hvidt kridt og smager sødt og syrligt
  • Baobab består af 80 procent vand. Stammen har ikke årringe og kan ikke bruges til brænde eller byggeri. Et dødt baobab klasker sammen til en bunke fibre, der er godt som gødning
  • Træet kaldes også et abebrødstræ, fordi aber er glade for frugterne

Pluk en vitaminpille

Baobabfrugt er meget sund. Den indeholder mere C vitamin end appelsin og mere kalk end mælk. Børnene spiser baobabfrugt i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt.

Baobabfrugt er godkendt som kosttilskud i EU. Man kan købe smoothie og müslibar med baobab i Frankrig

Tre særlige baobabtræer

  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og et af verdens ældste træer. Omkredsen er 47 meter og det er 22 meter højt. Træet er hult, og der er en bar indeni med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Læs mere om baobab-træet

Artiklen er bragt i Weekendavisen i tillægget Faktisk den 9. september 2011. Målgruppen for tillægget er børn.

Naturens slik i Mali

På jagt efter abebrød og andre søde sager

Matadormix, chokolade og is er ukendt for børn i Mali. Når de er lækkersultne, går de ud i naturen og finder vilde frugter, der er søde som slik. Noget af det lækreste kommer fra baobab-træet og hedder abebrød

Tekst og foto freelancejournalist Lise Blom

Lamine på vej hjem fra skole i landsbyen Keleya i Mali

Præcis klokken 12 slår en af Lamines klassekammerater på et hjulkapsel fra en bil, der er sømmet op i et træ. Den rungende lyd er tegn til skolens elever om, at den tre timer lange middagspause er begyndt. Vi er i landsbyen Keleya, som er tilknyttet BØRNEfondens udviklingscenter 707 i Mali. Lamine er sponsorbarn, 11 år og går i 5. klasse. I dag skynder Lamine sig hjem fra skole for at spise frokost, for han skal på tur med et andet sponsorbarn og BØRNEfonden.

– Anitlé, hvordan har du det, hilser Lamine på sin bedstemor, da han træder ind i gården mellem de små stråtækte huse.

– N’se, jeg har det fint,” svarer bedstemor.

Bedstemor sidder under et halvtag på en skammel og spiser sammen med Lamines to yngre søstre. Under halvtaget ved huset overfor venter Lamines far Broulaye på, at Lamine kommer hjem fra skole. Tèrin er Lamines mor, og hun kommer med maden. På landet spiser mænd og kvinder normalt ikke sammen. Maden bliver delt i to portioner og serveret i plastikskåle.
Der er hverken tallerkner eller bestik, for man spiser med fingrene. Skålene
med mad står på jorden, og man sidder på en skammel eller på hug, mens man spiser.

Samme mad hver dag

Lamines mor har tilberedt tô med grøntsagssovs. I Mali spiser folk på landet tô hver dag til enten middag eller aften og nogle gange til begge måltider. Den tô, Lamine spiser, er tilberedt af majs og minder om en stiv grød. Tô kan også være tilberedt af hirse.
Lamine spiser hurtigt, så vi kan komme ud og finde vilde frugter. Først henter vi Moussoni, der også er sponsorbarn. Hun har også spist tô til middag. Moussoni er 11 år og går i 6. klasse. Hverken i hendes eller Lamines familie er der mange penge, så det nytter ikke at spørge om søde sager og slik. Ligesom børn i Danmark kan børn i Mali også lide søde sager.
Men i Mali er børnene nødt til selv at finde frugter i naturen, som de spiser som slik. Og takket være sol og varme er frugternes smag sødere og mere koncentreret end frugt i Danmark.

– Jeg elsker mango, og jeg glæder mig til, at de snart er modne, fortæller Moussoni.

Der er masser af mangotræer i landsbyen, så fra marts til august kan hun spise alle de mangoer, hun har lyst til.

Deler med søskende

Lamine og Moussoni spiser jijibe-frugter og selv om de pjatter og leger, kikker de hele tiden efter flerefrugter

Der er fem kilometer ned til jijibe-træerne, som bærer frugt i januar og februar. Normalt går børnene herned i weekenden, når de har god tid. Men i dag kører vi i bil, så Lamine og Mousseni kan nå tilbage i skole inden klokken tre.
Det store træs grene er tunge af de små søde frugter. Smagen af de friske bær minder om krydrede pærer, mens de helt modne mørkere bær smager af frugtkaramel.
Moussoni og Lamine går i gang med at finde alle de nedfaldne frugter, så de ikke træder på dem. Derefter plukker de dem, de kan nå, og til sidst bruger de en pind til at banke modne frugter ned, som sidder højere oppe i træet. Selvom de taler sammen og driller hinanden, er de hele tiden på udkig efter
frugt.

Læs hele artiklen i side 8 og 9 i Nyt fra Børnefonden 2 2011

Ferie med lyd i Malis paradis

Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

Af freelancejournalist Lise Blom

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.

Kæmpefisk tynger fisker i Mali

Der er drama i stil med Hemingway og eventyr i familie med konen med æggene, da en fisker lander den største fisk, han nogensinde har set

Af freelancejournalist Lise Blom
Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Den brede vifteformede hale vipper irriteret. Det er det eneste, der afslører, at resten af sækken indeholder en enorm fisk – og at fisken er levende. Sækken er bundet fast på bagagebæreren på en spinkel herrecykel, som ejeren balancerer i buskadset i kanten af stien, da vi skal forbi i en firehjulstrækker. Manden er desperat. Han beder os om et lift med fisk og cykel.

Jeg har sjældent set så stor en fisk. Og jeg har i hvert fald aldrig før set så stor en levende fisk på en cykel. Manden anslår dens vægt til 60 kilo.

Det begynder dagen inden. Endelig har fiskeren bid, og da han trækker fiskelinen i land, får han øje på den store malle, som har bidt på krogen. Kampen begynder, da fisken skal trækkes op ad vandet. I timevis slår fisken med halen og vrider sig, når fiskeren har fat om den. Det er ikke muligt at stikke en kniv i fisken, for fisken skal være levende for at kunne holde sig i varmen, og samtidig vil blodet tiltrække krokodillerne, som fiskeren ikke ønsker at dele sit bytte med. Da fisken endelig er oppe på land, er næste udfordring at få den ned i en sæk. Fisken er så bred om bugen, at den næsten fylder den store sæk til 50 kilo ris ud. Men når fisken er nede i sækken, bliver den pacificeret, så den er lettere at transportere.

Timerne går, og endelig er fisken bundet fast til bagagebæreren på cyklen, og cyklen er kommet op at stå. Fiskeren er udmattet og har ikke fået noget at spise, siden han tog ud at fiske, men han ved, at det er en kamp mod tiden. Når fisken dør, går kødet hurtigt til.

Fiskeren har nu to muligheder. Den mest overskuelige er at transportere fisken hjem til landsbyen og spise den sammen med familien og ryge resten af kødet. Men fiskeren ser på den gigantiske fisk og ved, at den kan indbringe en god pris på en restaurant, hvor gæsterne vil sætte pris på store stykker grillet fisk uden ben.

Der er cirka 30 kilometer af stier og jordveje til det nærmeste marked dagen efter. Fiskeren går ad stierne i den måneløse nat. Han er klar over, at de andre handlende på markedet er fattige landsbyfolk ligesom han selv, og at de udelukkende er på markedet for at sælge deres egne afgrøder og måske købe lidt elektronik eller en plastikskål, som driftige handelsfolk har transporteret dertil på ladet af en lastbil. Men måske er der en opkøber på markedet? En opkøber der køber jordnødder og majs i de små landsbyer og sælger det videre med fortjeneste på de større markeder i byerne. Hvis det ikke lykkedes at sælge fisken på markedet, kan fiskeren køre med en af de tungtlastede lastbiler retur til byen om aftenen.

Vi er i Bafing i det sydvestlige Mali, og det nærmeste køleskab befinder sig 75 kilometer væk i den lille flække Manantali med to ugentlige busafgange. I Manantali kommer der fiskeopkøbere, som forsyner hovedstadens restauranter med god fisk. Det er en tur på yderligere 300 kilometer. Men den mulighed er stadig fjern tidligt om morgenen på markedsdagen.

Det er på det tidspunkt, at fiskeren hører en bil nærme sig. Her ude i skoven kommer der sjældent biler. Seneste bil kom for to dage siden, og det var den lokale ledelse fra Skov og Naturstyrelsen, der gav landsbyerne to ugers frist til at rydde de nye ulovligt opførte udflytterlandsbyer i naturreservatet. Dem vil han ikke forvente hjælp fra.

Da manden ser vores bil, øjner han chancen. Og hvis det var et ægte eventyr med en god slutning, var det her, at hjælperne var trådt ind i historien.

Men nej. Vi vil ikke købe hans fisk, og vi har heller ikke plads til ham. Bilen er allerede fyldt med bagage, og vi har derudover to piger med, som skal på markedet for at sælge sække med jordnødder. Chaufføren tager i det hele taget nødigt passagerer med, og i dag kæmper han med malaria og et dårligt knæ. Hvis der skal være plads til manden, hans fisk og cykel, skal chaufføren klatre op på taget af bilen igen og surre den ekstra bagage fast. Det vil tage tid, og hele dagen er i forvejen sat af til den lange køretur til Bamako ad dårlige veje og stier.

Samvittigheden nager. Der kan godt gøres plads til manden og fisken, men det vil tage tid at ommøblere bagagen, så vi efterlader manden i vejkanten og håber, at en motorcyklist kan hjælpe ham videre.

Om natten dukker fiskeren op i en drøm. Det viser sig, at han har opdaget uregelmæssigheder i naturreservatet, hvor han fisker. Ledelsen af naturreservatet frygter, at han vil afslører uregelmæssighederne og beslutter at give ham noget andet at tænke på.

En kæmpefisk vil knække ham, vurderer ledelsen. I første omgang vil han blive besat af drømmen om den formue, han kan tjene på fisken. Dernæst vil han slide sig op i kampen for at bringe fisken til markedet. Og når fisken dør og går til, vil han blive bitter. Hans bitterhed vil ramme alle, og hele området vil vide, at han er fiskeren, der gik glip af en formue, fordi hans fisk døde. Og ingen vil derefter lytte til fiskeren, når han siden beretter om de uregelmæssigheder, han har observeret i naturreservatet.

Det er derfor, at ledelsen af reservatet sørger for, at fiskeren får kæmpefisken på krogen. Men i drømmen har ledelsen ikke forudset, at vi tilfældigvis ville komme forbi i bil samme dag. Og i drømmen tager vi selvfølgelig fiskeren med ……

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Budskaber fra Malis stenalder – arkæologi i Mali

Årtusinde år gamle hulemalerier i Mali ser friske ud i farverne, og motiverne er så velkendte, at de kan forveksles med udtryk fra nutiden

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man ser bort fra redskaber af flintesten, ligner arkæologiske fund i Mali fuldstændig genstande, der stadig er i brug i nutidens landsbyliv. Drikkevand holder sig køligt i store lerkrukker. Kvinder ligger på knæ foran gruttesten for at male hirsen til den daglige portion hirsecreme. Og mange steder kan man finde friskmalede tegn og symboler i grotter, der er hjemsted for ceremonier og ritualer.

Cheick Oumar har samlet en håndfuld dekorerede potteskår. Med den klassiske gyldne keramikfarve, ser de ud, som om de er kasseret for nylig. Men vi er en dagsvandring fra nærmeste landsby Mingari. Området er del af Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule og næsten mennesketomt.

Landskabet med savanne og skov er gennemskåret af stejle klippevægge. Hjulsporet, der er ryddet for vegetation, stopper ved Mingari, der føles som civilisationens sidste udpost. Men engang var området centrum for civilationen. De mange åbne huler i klipperne husede mennesker fra en glemt kultur, der siden er rejst videre.

Måske så udsigten over det vidtstrakte landskab lige sådan ud for 4.000 år siden i den yngre stenalder? Et hulepindsvin har gennemgravet jorden efter spiselige rødder. Og synet af en lort fra en løve har sikkert fået datidens beboere til at føle sig ligeså sårbare, som vi gør i dag.

Mellem 1984 og 1986 er hulerne ved Fanfan Gnégénen 1 blevet undersøgt af arkæologerne Téréba Togola fra Mali og belgiske Eric Huysecomder. Området rummer mange lignende huler og grave, der ikke er blevet undersøgt.

Brande truer Malis skove

Det er ikke let at være skov i Mali. Træerne står ofte så spredt, at man ikke kan få øje på skoven. Og hvert år bliver der sat ild til skoven

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man først en gang er blevet brændt af, er det vanskeligt at sætte ild til én igen. Det er filosofien bag begrebet forebyggende brande. I radioen bliver befolkningen i den sydlige del af Mali opfordret til at sætte ild til naturen omkring deres landsbyer i december og januar. Resultatet er flammehav med meterhøje flammer, der nat efter nat æder sig gennem skove og høstede marker. Ilden efterlader et sortsvedent landskab. Fordelen ved det afbrændte område er, at der ingen vegetation er tilbage, som ilden kan antænde næste gang, der bliver tændt ild. For en ting er sikkert. Før eller siden kommer der én forbi med en tændstik.

Det gibber i mig, da vi en aften skal køre gennem en mur af meterhøje flammer, der langsomt er ved at fortære det op til tre meter høje græs, der omgiver os på den smalle sti. Lignende brande tegner lysende mønstre på bjergenes silhuetter. Røgen ligger som en kvælende dyne over landsbyen, og morgenen efter er der udsigt til et sortsvedent landskab.

Hvorfor spørger jeg den landmand, hvor vi har slået telt op? Han bor i landsbyen Makadougou lige uden for Bafingreservatet i Sydvestmali. Svaret lyder forebyggende brand. De forebyggende brande er anbefalet af myndighederne i radioen. Det er ikke første gang, jeg spørger, og hver gang får jeg en ny forklaring. Fælles for alle forklaringerne er, at det altid er nogle andres skyld, at skovene brænder.

Nomader sætter ild på vegetationen, fordi de afbrændte planter og træer reagerer ved at spire og sætte nye blade, som nomadernes dyr sætter pris på at spise. Nogle bønder sætter ild på deres jord for at holde nomaderne væk. En del brande skyldes jægere, der ved hjælp af flammerne kan skyde de flygtende dyr. Efter jagten får ilden lov at brede sig, uden at nogen slukker den. Det samme sker når børn leger med ild. Der er også nogle, der sætter ild til vegetationen for at undgå slanger og andet kryb i det tætte buskads.

Mamadou, som er sekretariatschef i en malinesisk naturbeskyttelsesforening, forklarer, at myndighederne siden selvstændigheden uden held har forsøgt at stoppe afbrændingerne. I stedet prøver de nu at styre afbrændingerne ved at tillade det indenfor en periode tre måneder efter regntiden og fire fem måneder inden næste regntid, hvor vegetationen har så meget fugtighed i sig, at brandene ikke breder sig for ukontrollabelt og truer landsbyerne.

Kampagner for at indskrænke forbruget af brænde i Mali virker omsonst, når en stor del af Malis vilde skove bliver ofre for ilden uden at gøre gavn.

Ganske vist overlever de fleste træer de årlige afbrændinger. Men træerne er svækkede og kan ikke vokse normalt. Der bliver længere og længere mellem store træer i Malis skove. Og træerne bukker helt under for flammerne, når nomaderne hakker grene af som foder til dyrene. Grenene får lov til at tørre ud rundt om stammen, og ved næste brand har flammerne mere at få fat i, og hele træet går op i røg.

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.