Tag-arkiv: natur

Ferie med lyd i Malis paradis

Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

Af freelancejournalist Lise Blom

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.

Kæmpefisk tynger fisker i Mali

Der er drama i stil med Hemingway og eventyr i familie med konen med æggene, da en fisker lander den største fisk, han nogensinde har set

Af freelancejournalist Lise Blom
Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Den brede vifteformede hale vipper irriteret. Det er det eneste, der afslører, at resten af sækken indeholder en enorm fisk – og at fisken er levende. Sækken er bundet fast på bagagebæreren på en spinkel herrecykel, som ejeren balancerer i buskadset i kanten af stien, da vi skal forbi i en firehjulstrækker. Manden er desperat. Han beder os om et lift med fisk og cykel.

Jeg har sjældent set så stor en fisk. Og jeg har i hvert fald aldrig før set så stor en levende fisk på en cykel. Manden anslår dens vægt til 60 kilo.

Det begynder dagen inden. Endelig har fiskeren bid, og da han trækker fiskelinen i land, får han øje på den store malle, som har bidt på krogen. Kampen begynder, da fisken skal trækkes op ad vandet. I timevis slår fisken med halen og vrider sig, når fiskeren har fat om den. Det er ikke muligt at stikke en kniv i fisken, for fisken skal være levende for at kunne holde sig i varmen, og samtidig vil blodet tiltrække krokodillerne, som fiskeren ikke ønsker at dele sit bytte med. Da fisken endelig er oppe på land, er næste udfordring at få den ned i en sæk. Fisken er så bred om bugen, at den næsten fylder den store sæk til 50 kilo ris ud. Men når fisken er nede i sækken, bliver den pacificeret, så den er lettere at transportere.

Timerne går, og endelig er fisken bundet fast til bagagebæreren på cyklen, og cyklen er kommet op at stå. Fiskeren er udmattet og har ikke fået noget at spise, siden han tog ud at fiske, men han ved, at det er en kamp mod tiden. Når fisken dør, går kødet hurtigt til.

Fiskeren har nu to muligheder. Den mest overskuelige er at transportere fisken hjem til landsbyen og spise den sammen med familien og ryge resten af kødet. Men fiskeren ser på den gigantiske fisk og ved, at den kan indbringe en god pris på en restaurant, hvor gæsterne vil sætte pris på store stykker grillet fisk uden ben.

Der er cirka 30 kilometer af stier og jordveje til det nærmeste marked dagen efter. Fiskeren går ad stierne i den måneløse nat. Han er klar over, at de andre handlende på markedet er fattige landsbyfolk ligesom han selv, og at de udelukkende er på markedet for at sælge deres egne afgrøder og måske købe lidt elektronik eller en plastikskål, som driftige handelsfolk har transporteret dertil på ladet af en lastbil. Men måske er der en opkøber på markedet? En opkøber der køber jordnødder og majs i de små landsbyer og sælger det videre med fortjeneste på de større markeder i byerne. Hvis det ikke lykkedes at sælge fisken på markedet, kan fiskeren køre med en af de tungtlastede lastbiler retur til byen om aftenen.

Vi er i Bafing i det sydvestlige Mali, og det nærmeste køleskab befinder sig 75 kilometer væk i den lille flække Manantali med to ugentlige busafgange. I Manantali kommer der fiskeopkøbere, som forsyner hovedstadens restauranter med god fisk. Det er en tur på yderligere 300 kilometer. Men den mulighed er stadig fjern tidligt om morgenen på markedsdagen.

Det er på det tidspunkt, at fiskeren hører en bil nærme sig. Her ude i skoven kommer der sjældent biler. Seneste bil kom for to dage siden, og det var den lokale ledelse fra Skov og Naturstyrelsen, der gav landsbyerne to ugers frist til at rydde de nye ulovligt opførte udflytterlandsbyer i naturreservatet. Dem vil han ikke forvente hjælp fra.

Da manden ser vores bil, øjner han chancen. Og hvis det var et ægte eventyr med en god slutning, var det her, at hjælperne var trådt ind i historien.

Men nej. Vi vil ikke købe hans fisk, og vi har heller ikke plads til ham. Bilen er allerede fyldt med bagage, og vi har derudover to piger med, som skal på markedet for at sælge sække med jordnødder. Chaufføren tager i det hele taget nødigt passagerer med, og i dag kæmper han med malaria og et dårligt knæ. Hvis der skal være plads til manden, hans fisk og cykel, skal chaufføren klatre op på taget af bilen igen og surre den ekstra bagage fast. Det vil tage tid, og hele dagen er i forvejen sat af til den lange køretur til Bamako ad dårlige veje og stier.

Samvittigheden nager. Der kan godt gøres plads til manden og fisken, men det vil tage tid at ommøblere bagagen, så vi efterlader manden i vejkanten og håber, at en motorcyklist kan hjælpe ham videre.

Om natten dukker fiskeren op i en drøm. Det viser sig, at han har opdaget uregelmæssigheder i naturreservatet, hvor han fisker. Ledelsen af naturreservatet frygter, at han vil afslører uregelmæssighederne og beslutter at give ham noget andet at tænke på.

En kæmpefisk vil knække ham, vurderer ledelsen. I første omgang vil han blive besat af drømmen om den formue, han kan tjene på fisken. Dernæst vil han slide sig op i kampen for at bringe fisken til markedet. Og når fisken dør og går til, vil han blive bitter. Hans bitterhed vil ramme alle, og hele området vil vide, at han er fiskeren, der gik glip af en formue, fordi hans fisk døde. Og ingen vil derefter lytte til fiskeren, når han siden beretter om de uregelmæssigheder, han har observeret i naturreservatet.

Det er derfor, at ledelsen af reservatet sørger for, at fiskeren får kæmpefisken på krogen. Men i drømmen har ledelsen ikke forudset, at vi tilfældigvis ville komme forbi i bil samme dag. Og i drømmen tager vi selvfølgelig fiskeren med ……

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Budskaber fra Malis stenalder – arkæologi i Mali

Årtusinde år gamle hulemalerier i Mali ser friske ud i farverne, og motiverne er så velkendte, at de kan forveksles med udtryk fra nutiden

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man ser bort fra redskaber af flintesten, ligner arkæologiske fund i Mali fuldstændig genstande, der stadig er i brug i nutidens landsbyliv. Drikkevand holder sig køligt i store lerkrukker. Kvinder ligger på knæ foran gruttesten for at male hirsen til den daglige portion hirsecreme. Og mange steder kan man finde friskmalede tegn og symboler i grotter, der er hjemsted for ceremonier og ritualer.

Cheick Oumar har samlet en håndfuld dekorerede potteskår. Med den klassiske gyldne keramikfarve, ser de ud, som om de er kasseret for nylig. Men vi er en dagsvandring fra nærmeste landsby Mingari. Området er del af Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule og næsten mennesketomt.

Landskabet med savanne og skov er gennemskåret af stejle klippevægge. Hjulsporet, der er ryddet for vegetation, stopper ved Mingari, der føles som civilisationens sidste udpost. Men engang var området centrum for civilationen. De mange åbne huler i klipperne husede mennesker fra en glemt kultur, der siden er rejst videre.

Måske så udsigten over det vidtstrakte landskab lige sådan ud for 4.000 år siden i den yngre stenalder? Et hulepindsvin har gennemgravet jorden efter spiselige rødder. Og synet af en lort fra en løve har sikkert fået datidens beboere til at føle sig ligeså sårbare, som vi gør i dag.

Mellem 1984 og 1986 er hulerne ved Fanfan Gnégénen 1 blevet undersøgt af arkæologerne Téréba Togola fra Mali og belgiske Eric Huysecomder. Området rummer mange lignende huler og grave, der ikke er blevet undersøgt.

Brande truer Malis skove

Det er ikke let at være skov i Mali. Træerne står ofte så spredt, at man ikke kan få øje på skoven. Og hvert år bliver der sat ild til skoven

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man først en gang er blevet brændt af, er det vanskeligt at sætte ild til én igen. Det er filosofien bag begrebet forebyggende brande. I radioen bliver befolkningen i den sydlige del af Mali opfordret til at sætte ild til naturen omkring deres landsbyer i december og januar. Resultatet er flammehav med meterhøje flammer, der nat efter nat æder sig gennem skove og høstede marker. Ilden efterlader et sortsvedent landskab. Fordelen ved det afbrændte område er, at der ingen vegetation er tilbage, som ilden kan antænde næste gang, der bliver tændt ild. For en ting er sikkert. Før eller siden kommer der én forbi med en tændstik.

Det gibber i mig, da vi en aften skal køre gennem en mur af meterhøje flammer, der langsomt er ved at fortære det op til tre meter høje græs, der omgiver os på den smalle sti. Lignende brande tegner lysende mønstre på bjergenes silhuetter. Røgen ligger som en kvælende dyne over landsbyen, og morgenen efter er der udsigt til et sortsvedent landskab.

Hvorfor spørger jeg den landmand, hvor vi har slået telt op? Han bor i landsbyen Makadougou lige uden for Bafingreservatet i Sydvestmali. Svaret lyder forebyggende brand. De forebyggende brande er anbefalet af myndighederne i radioen. Det er ikke første gang, jeg spørger, og hver gang får jeg en ny forklaring. Fælles for alle forklaringerne er, at det altid er nogle andres skyld, at skovene brænder.

Nomader sætter ild på vegetationen, fordi de afbrændte planter og træer reagerer ved at spire og sætte nye blade, som nomadernes dyr sætter pris på at spise. Nogle bønder sætter ild på deres jord for at holde nomaderne væk. En del brande skyldes jægere, der ved hjælp af flammerne kan skyde de flygtende dyr. Efter jagten får ilden lov at brede sig, uden at nogen slukker den. Det samme sker når børn leger med ild. Der er også nogle, der sætter ild til vegetationen for at undgå slanger og andet kryb i det tætte buskads.

Mamadou, som er sekretariatschef i en malinesisk naturbeskyttelsesforening, forklarer, at myndighederne siden selvstændigheden uden held har forsøgt at stoppe afbrændingerne. I stedet prøver de nu at styre afbrændingerne ved at tillade det indenfor en periode tre måneder efter regntiden og fire fem måneder inden næste regntid, hvor vegetationen har så meget fugtighed i sig, at brandene ikke breder sig for ukontrollabelt og truer landsbyerne.

Kampagner for at indskrænke forbruget af brænde i Mali virker omsonst, når en stor del af Malis vilde skove bliver ofre for ilden uden at gøre gavn.

Ganske vist overlever de fleste træer de årlige afbrændinger. Men træerne er svækkede og kan ikke vokse normalt. Der bliver længere og længere mellem store træer i Malis skove. Og træerne bukker helt under for flammerne, når nomaderne hakker grene af som foder til dyrene. Grenene får lov til at tørre ud rundt om stammen, og ved næste brand har flammerne mere at få fat i, og hele træet går op i røg.

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.

Nomader hærger Malis skov

Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Af freelancejournalist Lise Blom

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.

Fatoumata – en kvinde med særprægede kæledyr

Fatoumatas gårdhave ser umiddelbart almindelig ud, men i den gemmer sig anderledes kæledyr

Af freelancejournalist Lise Blom

Et rækkehus i udkanten af Malis hovedstad Bamako ATT Bougou består af tusindvis af identiske huse. Kvarteret er opkaldt af Malis præsident ATT, og byggeriet er Malis version af socialt boligbyggeri. Beboerne betaler knap 400 kroner om måneden, og efter 25 år ejer de boligen. I virkeligheden er boligerne målrettet Malis middelklasse, fattige har ikke råd til at bo her.

Fatoumata Dolo bor i ATT Bougou med sin familie. Oprindeligt stammer hun fra landsbyen Ingré i Dogonland, men hun har boet i Abidjan i Elfenbenskysten i mange år. For to år siden flyttede hun ind i rækkehuset i ATT Bougou, hvor hun bor sammen med to døtre, en søn og et barnebarn samt en mindre zoologisk have.

Gårdhaven er omkranset af blandt andet en avokado, en vindrue, en aloevera og et granatæbletræ. Et spædt baobabtræ på to år er der også blevet plads til – indtil videre.

Fatoumata griber fat i mig og trækker mig hen til en skærm af metal. Bag den står en gigantisk skildpadde. Den har hun haft med i bussen fra Dogonland. Sønnen Amidou bemærker, at den vejer mindst 50 kilo – det var ham, der havde fornøjelse af at være med til at bære sin mors særprægede bagage efter et besøg hos familien.

Jagten går ind på at finde et af de pindsvin, hun ligeledes har haft med, og som gemmer sig om dagen for at sove. To grønne papegøjer kvidrer i deres bur, mens kalkunhanen puster sig op og vibrerer hidsigt med halen. Kalkunen har to kalkunhøner samt perlehøns og almindelige høns at holde styr på.

Fatoumata drømmer om at finde flere spændende dyr til sin gårdhave. Amidou griner kærligt af sin mor.