Tag-arkiv: rejse

Byen Mopti lider uden elektricitet og besøgende

Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Billeder af tomme restauranter og manglende elektricitet er ikke så spændende, så derfor viser billederne, bådene som stævner ud fra havnen i Mopti. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.

Bamako kalder

Et militært fodboldlandshold, bagagekaos og hilsende folk på gaden. Mali byder endnu en gang velkommen med lige dele kaos, absurditeter og gæstfrihed.

Da jeg svinger om hjørnet til international transfer i Casablancas lufthavn, kan jeg mærke tårerne presse sig på. Denne vej går til Bamako – og kvinder i fantastiske broderede selskabskjoler viser vejen.

På et tidspunkt frygtede jeg, at jeg aldrig skulle få mulighed for at komme tilbage til Mali. Eller at jeg og alle kvinder kun ville kunne færdes i landet totalt tildækkede i evig frygt for islamisternes moralske politi og udsigt til offentlig piskning for noget så banalt som at lytte til musik. Men nu er jeg på vej tilbage til Mali og lige foran mig venter køen til sikkerhedstjekket, så der er ikke tid til at være sentimental.

Fodboldhold om bord
Mindst 30 personer i det propfyldte fly er fodboldspillere. Nogle ligner ikke ligefrem supertrænede sportsstjerner. De ser ud til både at have alderen og vægten mod sig. Men det er selvfølgelig heller ikke et sædvanligt fodboldlandshold.

– Futbol militaire, er svaret, da vi spørger spillerne på vej ind i flyet. De er på vej hjem til Mali fra det første VM for militære fodboldlandshold, som sluttede søndag den 14. juli i Aserbajdsjan. Alle spillerne har en flad upumpet fodbold, mens en enkelt også bærer på et lille trofæ i form af en stejlende metallisk hest på et glasfundament. Det lignede ikke en VM-titel.

Med det massive behov for overvågning af det nordlige Mali og historier om et udsultet og materielt forsømt militær kan det undrer, at landet har ressourcer til et særligt kompagni af fodboldsoldater. Det sker, mens især Frankrig og Tchad har nedkæmpet islamister i det nordlige Mali, og en større fredsbevarende FN-styrke nu er ved at komme på plads i Nordmali. Men jeg har selvfølgelig heller ikke forstand på militær strategi. Og jeg ved, hvilken rolle fodbold spiller som nationalt samlingspunkt i et land som Mali.

For meget håndbagage
Bagageboksene i flyet er proppede, mens voluminøs håndbagage hober sig op i midtergangen. Der må den ikke være. De, der allerede har fået plads til deres håndbagage, er urolige for deres computere. Ved siden af mig klamrer en mand sig til en enorm hårdskallet kuffert med hans harddisk og års forskning. På en eller anden måde kommer alt på plads, og vi letter og ankommer endda 20 minutter tidligere end planlagt. Men det er åbenbart kun i kabinen, at Royal Air Maroc har styr på tingene.

Ingen bagage til passagererne
Bagagebåndet bugner af plastikindpakket bagage. Og vi venter. Og venter. Noget bagage skiller sig ud, og vi bemærker, at ingen tager det. Efter en time begynder utålmodige passagerer at tjekke bagagemærkerne. Det er slet ikke fra vores afgang. Utilfredsheden breder sig, da ingen passagerer fra nattens flyvetur med Royal Air Maroc har modtaget deres bagage. Al bagagen i flyet er fra en tidligere afgang, hvor passagererne heller ikke fik deres bagage med.

Passagerer fra tidligere afgange er nu ankommet til lufthavnen og leder i bunkerne af bagage. Kvinder i sylespidse stilletter balancerer på bjerge af kufferter, mens passagerne fra vores afgang finder køen til bagagekontoret.

Håndskrevne liste
– Tænk på dem, der har ost med, siger en kvinde i køen. Hun sørgede for at købe sin ost lige inden afgang, så den er i håndbagagen. Malinesere, som har opholdt sig i andre lande end Mali, har fået smag for andre former for ost end den leende ko og kopier af den leende ko, som udgør ostesortimentet i normale butikker i Mali.

Klokken nærmer sig tre om natten, og de to ansatte i bagagekontoret har travlt. Alle oplysninger bliver skrevet i hånden på lange lister – og senere – en gang – skal de skrives i den rette database på computeren.

Behov for tålmodighed
To døgn efter min flyvetur har jeg endnu ikke modtaget min bagage fra Royal Air Maroc. Chaufføren siger, at det er typisk det marokkanske flyselskab – især i ferieperioden. Nogle nætter ankommer et fragtfly med forsinket bagage, så det handler om at være tålmodig. Jeg håber ikke, det tager lige så lang tid at få bagagen frem som hos Air France, der brugte to uger på at transportere en enkelt rygsæk fra København til Bamako.

Usynligt men effektivt bagagesystem
Heldigvis tager det ”kun” tre dage at modtage sin bagage. Jeg ankommer til lufthavnen og tusindvis af kufferter og tasker er arrangeret i små øer. Der er endnu flere, end da vi ankom i søndags.

– Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, siger bagagemedarbejderen og peger på de forskellige øer. Han tilføjer, at der er mere bagage fra selskabet nede bagved.

– Hvad hedder du, spørger han og gentager navnet Blom.

– Navnet virker bekendt, siger han og går målrettet til den senest ankomne bunke fra Royal Air Maroc. Og på få minutter har han fisket min rygsæk ud af bunkerne. Den lå omvendt, så man ikke kunne se, at det var en rygsæk og lidt længere bagved, står den anden taske. Lufthavnen i Bamako har tydeligvis ansat medarbejdere med klæbehjerne.

Orker ikke kvitteringer
Jeg har brug for en kvittering for den forsinkede modtagelse af bagagen. Den er kontoret ikke meget for at give. Det er måske ikke så sært med den megen bagage, der er forsinket. Den første medarbejder siger, at jeg skal gå over til en anden medarbejder, mens han selv er ved at spise en sandwich. Der er kø hos den underordnede, som har fået tjansen med kvitteringer. Indtil en overordnet overordnet kommer med den geniale ide at fotokopiere vores bagagemærker og give os et stempel, en underskrift og et tidspunkt for modtagelsen. Endelig er bagagen i hus.

Window shopping i Kosovo

At dømme efter butiksvinduerne i Gjakova i Kosovo er det her, man skal bo, hvis man elsker gallafester. Kosovo-albanerne er ved at finde sig selv som folk og som nation. Og der er plads til fest og farver.

Butikkerne i Gjakovas basar indbyder til fest. Klik på billederne for at se dem uden beskæring.

Gjakovas Basar er ved at blive genopbygget, efter at den blev ødelagt under krigen i 1999. I hele Kosovo bliver der bygget, og krigsruinerne er næsten forsvundne.

Kosovo-albanernes kultur blev undertrykt under Milosevics serbiske styre i 1990’ernes Jugoslavien. Da Albanien var kommunistisk indtil 1990, var grænsen til Jugoslavien og dermed Kosovo lukket. Det er først de seneste år, at Kosovo-albanerne har haft adgang til deres kulturbaggrund. Derfor er folkedragter og albanske flag populære.

Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

Lys og vand i Essaouira

Lyset er helt klart i Essaouira på Marokkos vestkyst. Byen ligger ud til havet, og her lugter af fisk på den gode appetitvækkende måde i de smalle gyder.

Jeg blev forelsket i det smukke lys i Essaouira. Om dagen lå verden badet i lys, og sidst på eftermiddagen glødede himlen i alle regnbuens farver. Det er måske lidt kikset at fotografere solnedgange, men jeg kunne ikke lade være.

Klik på billederne i galleriet for at se dem i fuld størrelse.

Efter middag trækker tidevandet sig tilbage og efterlader en bred strand af det fineste sand uden sten. Her promenerer bedstemødre og kærestepar, mens drengene spiller fodbold. Et par heldige betjente ser ud til at nyde at patruljere på stranden på deres smukke arabiske heste. Det er også muligt at leje en hest eller en kamel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det spirende forår i Ourikadalen

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.

Investorernes drøm om landbrug i Mali

Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

Tekst: Lise Blom; Foto: Carsten Elert

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.

Paradisstrand i Ghana med udfordringer

Ezile Bay i Ghana er smuk som et paradis om dagen, men det er ikke rart at dele hus med rotter og edderkopper

– Generer rotterne dig? Den unge kvindelige tjener på Ezile Bay Village spørger bekymret, som om det er mig, der har et problem.
– Ja, de generer, og de lugter slemt, svarer jeg, da jeg kan se, at hun ikke mener, at rotter i huset er et problem.

Og faktisk bliver jeg i første omgang lettet, da jeg opdager, at det er en rotte, jeg stirrer på gennem det flettede stråloft. Det første, jeg får øje på, er nemlig den glidende bevægelse af noget langt og tyndt. En slange, når jeg panisk at tænke, inden lyset fra det utætte tag afslører resten af kroppen, så jeg kan se, at det er en rotte.

Aldrig er jeg blevet så glad over at se en rotte. Men kun et kort øjeblik. Rotten stirrer på mig fra loftet mindre en halv meter over mit hoved. Og jeg ved endelig, hvorfor der af og til lugter ubehageligt i huset. Tagkonstruktionen er hævet over ydermurene, og loftet er en tynd flettet stråmåtte, som man kan se igennem.

Men rotten er ikke det første dyr, der har brokket mig over på hotellet. En dag springer en enorm edderkop op, da jeg vil åbne min rygsæk. Bortset fra i zoo har jeg aldrig set så stor en edderkop. Jeg har allerede slået nogle ihjel i huset, men de var mindre end denne. Den er så stor, så en bog eller en sko ikke ville kunne knuse den. Og den er lynhurtig. Det er en jagtedderkop, som ikke sætter spind.
I receptionen griner de. Edderkopper er ikke farlige. En ung kvinde går med mig for at se på problemet. Edderkoppen er selvfølgelig væk, da den ved, at den ikke er en populær gæst. Hun giver mig en dåse insektgift, jeg kan sprøjte på dyret, hvis jeg ser det igen. Det er ikke muligt at få et andet værelse, da alt er optaget.

Senere på dagen får jeg øje på edderkoppen og henter sprayflasken. Jeg sprayer den, indtil den er kridhvid af skum, og sprayflasken er iskold. Men dyret kravler videre. Til sidst er spraydåsen tom, og edderkoppen lever stadig. Dens bevægelser er en smule langsommere, og den er på vej mod mig.

Da griber jeg træristen fra brusekabinen og hamrer den ned over edderkoppen, indtil den holder op med at sprælle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fået ram på den rigtige edderkop, den, jeg  lige har slået ihjel, ser faktisk en anelse mindre ud, end den, jeg så tidligere. Alligevel tjekker jeg ikke ud af Ezile Bay Lodge. Dagene er nemlig paradisiske. Så de får en til at glemme nattens kryb i huset.

Om dagen er jeg på vandreture i området. En halv time fra kysten begynder regnskoven med gigantiske træer og lianer. Der er marker med afgrøder i flere etager – kassava, ananas, forskellige palmer og gummitræer. Ghanas sydligste punkt Cape 3 points ligger på et klippefremspring omgivet af øde strande. Den lille by Akwida ligger mellem en lagune med mangroveskov og havet. Husene ligger tæt i landsbyen, og der er gang i markedet hver dag.

Men efter rotten og en larmende teknofest får jeg nok af Ezile Bay. Jeg tager mig endelig sammen og bærer min tunge bagage gennem den lille by Akwida og de fire kilometer ad stranden for at komme til Safari Beach Lodge på den anden side af Akwida.

Stedet er øko-luksus, og det betyder muldtoiletter, traditionelle materialer og fantastisk smukt håndværk.

Dørene i mit hus åbner direkte ud til stranden og det brussende Atlanterhav. Her er ingen beskyttende bugt, så man vågner de få gange, der er sekunders ro mellem bølgerne.

Hotellet reklamerer med en menu af en prisbelønnet kok. Det er en lokal kvinde, som står i køkkenet til daglig. Men det er ikke nemt at annoncere et gourmetkoncept langt ude på landet i Ghana. Til frokost er den sort og hvidklædte tjener usikker på, om det vil tage en time at tilberede en meget enkel ret. Eller måske kun et minut.

Efter en halv time viser den bestilte humus sig at være et helt hakket løg, lidt hakket tomat med et tyndt lag humus over. Ud fra det pænt arrangerede tårn breder skrællede agurkestave sig som solens stråler over trekantede stykker toastbrød. Gourmetmad og toastbrød rimer dårligt. Og smagen af løg holder resten af dagen.
Jeg bliver ikke mæt, så jeg bestiller en pandekage til dessert. Tjeneren understreger, at her siger man ikke pandekage, men bruger det franske ord crepe. Jeg ved godt, at jeg gør noget risikabelt, da jeg bestiller noget, som ikke står på spisekortet. Men jeg ønsker blot at få serveret sukker og en frisk citron til min crepe. Jeg regner med, at det er forstået, for jeg gentager det mange gange, og tjeneren nikker.

Derfor bliver jeg overrasket, da desserten dukker op.

– Hvad er det, spørger jeg og peger på den mørke klump ved siden af pandekagen.

Det viser sig at være et stykke stegt fisk, og der er en skål med sovs til fisken. Det er den mest underlige dessert, jeg nogensinde har set. Jeg får forklaret, at jeg ikke har bestilt fisk til dessert, og kokken fjerner fisken fra min pandekage.

Resten af måltiderne går godt, og stedet er forunderligt. Et godt sted at slappe af. Så når man ser sig for, er det muligt at finde et paradis, der er behageligt både om dagen og om natten.

Læs om turen til Akwida

Gennemblødt i Ghana

Efter tre måneders tørke er regn en behagelig afveksling. Men selv pengene i det vandtætte pengebælte bliver våde, da jeg kæmper mig gennem mudderet til det, der skal være en ferie på den paradisisk strand Ezile Bay

Jeg trænger til at slappe af efter tre uger som rejseleder på en tur, som begyndte i Mali og endte i Ghana. Derfor vælger jeg et område langt fra de tætbefolkede områder ved Ghanas hovedstad Accra. Her er naturen mere uberørt, og det er billigere.

Det regner. Regnen begynder i Takoradi Ghanas tredjestørste by med tilknyttet havn og olieindustri. Byen er eksotisk på sin helt egen måde. På restaurant North Sea hænger billeder af fyrtårne og indgangspartier til huse i det dansk tyske marskområde. En tysk sejler er gået i land. Han knipser og kommanderer med det unge kvindelige personale, så de er usikre på selv de mest enkle spørgsmål. Melody Hotel overfor busstationen viser sig også at huse en radiostation med tilhørende koncertstudie.

Det er stadig mørkt i Takoradi, da en mekanisk busannoncør begynder på sit monotone refræn Accra, Accra, Accra, fullyairconditioned, Accra, Accra, Accra, airport, Accra, Accra, Accra med indlagte stammende bla, bla, bla. Det har sådan en styrke, at det var umuligt at overhøre og lige præcis så varieret, så det ikke kan ignoreres. Da det bliver lyst, begynder radioen en livetransmission af en gospelkoncert med en mængde ukoordinerede instrumenter og et råbende kor. Jeg er næsten paralyseret af støj, inden regnen kommer og overtager næsten hele lydbilledet.

I en time vælter vandet ned, mens jeg venter på at komme videre. Derefter finder jeg hurtigt minibusstationen og en minibus til første del af turen. I Agona skal jeg skifte minibus. Jo længere væk fra byen man kører, jo dårligere stand er køretøjerne. Jeg er en af de sidste passagerer og får derfor en plads på det bagerste sæde. Der er tre rækker sæder med 11 officielle pladser. Mine knæ er presset op i metalskelettet på sæderne foran.

Der er en mandlig passager, chaufføren, hans medhjælper, og resten er kvinder. Jeg har sagt, at jeg skal til endestationen den lille fiskerbyAkwida. Alligevel har kvinderne en mening om, hvor jeg skal af. Det kan åbenbart ikke passe, at jeg skal hele vejen til Akwida. Diskussionen bølger højlydt mellem kvinderne og chaufføren. Jeg bliver træt i hovedet.

Regnen begynder svagt igen, og støvet fra vejen samler sig til røde dråber, der løber ned af vinduer og drypper på os gennem det utætte tag.

Da vi når Akwida, går vejret amok. Men vi skal ud af bussen. Jeg er en af de sidste, og en kvinde begynder at diskutere med chaufføren, inden jeg kommer ud. Jeg formoder, at hun ønsker at blive i bussen, indtil regnen stilner af. Stemningen er hysterisk, og den viser, at chaufføren er påvirket af en eller anden form for stoffer. Pludselig begynder han at køre, og jeg råber også op. Det ville være surt at skulle tilbagelægge den samme skrumplende tur flere gange end nødvendigt.

Vi kommer ikke særligt langt, inden minibussen skrider sidelæns ned ad en skråning i det tiltagende mudder. Det giver mig mulighed for at komme udenfor og efter en del råberi også at få min bagage.
De andre kvinder fra bussen står presset op af en mur, hvor taget beskytter dem en smule mod regnen. Jeg begynder at gå. Mine sandaler er indsmurt i ler, så jeg glider. Der er heldigvis plads til mig ved muren. Jeg kan se, hvordan mine rygsække bliver våde, da de rager en smule ud over tagets beskyttende kant, og jeg frygter for mine papirer, computer og kameraer.

Regnen bliver ved og ved, og stien bliver forvandlet til et brussende vandløb. To kvinder begynder at gå, og de vil have mig med. Jeg afslår i håbet om, at regnen snart vil stilne af. Men i stedet tiltager regnen, vinden skifter retning, så den nu blæser ind under taget, og det begynder at tordne.

Da taget ikke længere yder beskyttelse, kan jeg ligeså godt gå. Jeg har fået at vide, at jeg skal gennem landsbyen og over en bro for at nå til hotellet i Ezile Bay.

Det er en hård fysisk udfordring at gå nedad i mudderet, og jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg ser ud, mens jeg kæmper mig frem. Hvis det var en film, ville den være enten umådelig komisk eller dybt tragisk. Så længe jeg kan holde mig på benene uden at falde i mudderet, holder jeg mig til den morsomme version. På trods af at jeg ikke præcist ved, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Og endnu mindre, hvordan jeg kommer derhen.

Men så møder jeg George. Han kan se, at jeg har behov for hjælp. Han spørger, hvor jeg skal hen. Han griber om mit håndled og trækker mig gennem mudder og rivende vandløb. Men stien går opad og ud af landsbyen, og den svinder ind til et lille hul i junglen. Det er stik imod mine anvisninger. Jeg spørger George om broen, og han fortæller, at den leder til en anden strand. Kan den unge fyr være en kriminel, som vil lokke mig ud i jungle og stjæle alle mine ejendele? Så er han i hvert fald koldblodig, for vi bliver set af mange i landsbyen, der hilser på mig.

Jeg insisterer på at vente, til regnen tager af. Vi går tilbage til landsbyen, og George finder et halvtag, vi kan sidde under. Jeg ringer til hotellet og får dem til at forklare ham vejen. Han finder en mindre stejl sti gennem skoven. Det føles som en lang ekspedition, men i virkeligheden går jeg højest en kilometer. Og pludselig dukker hotellet op, og så begynder næste del af farcen.

Når der ikke er styr på tingene, får afrikanerne generelt skylden for at være sløsede. Kvinden i baren kikker forgæves efter mit navn i ordrebogen. Den franske ejer dukker op. Det er ham, som har taget mod min bestilling, Men han undlod at notere den, for de har jo masser af værelser. Han havde dog glemt, at hotellet denne weekend er fyldt af gæster fra et bryllup. De fleste tager af sted, så der er heldigvis et ledigt værelse. Jeg skal bare lige vente, mens det bliver gjort rent. På det tidspunkt er jeg lige ved at miste besindelsen. De kan se, hvor gennemblødt jeg er, og hvilket vejr jeg har trodset for at komme frem. Men måske franskmanden har svært ved at få øje på virkeligheden udenfor hashtågerne?

Næste morgen vågner jeg i paradis. Min bagage bager i solen og er næsten tør. Hotellet ligger i en lille bugt omgivet af palmer og store træer. De lokale spadserer forbi. I den ene retning bærer de frugt og grønt, den anden vej bærer de blanke fisk.

Bag en pynt gemmer det vilde hav sig med store bølger. Man kan gå langs vandet på en højderyg med udsigt til en klippekyst med små strande. Der er kokospalmer, oliepalmer, palmevinspalmer, ananas, bananer og kassava i en frodig forvirring.

Natten larmer med eksotiske lyde fra cikader og frøer og andet, som jeg aldrig før har hørt. Den lille spadseretur til mit hus virker meget lang i den måneløse nat. Stien er flankeret med liljer, der dufter i mørket.

Jeg finder ud af, at minibussen er kørt af en anden rute end normalt til Akwida. Så kvindernes bekymring for, hvor jeg skulle af, var reel. Hvis jeg skulle have været til et andet hotel, ville gåturen have været meget lang. Den gåtur må jeg nemlig tage en uge senere, da jeg finder ud af, hvem jeg ufrivilligt deler hus med i paradiset.

Læs hvilke dyr jeg delte hus med

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.