Tag-arkiv: rejse

Opvarmning til Camino del Norte

Biscayabugten. Alene ordet smager af skibsforlis, storm og katastrofe. Hver dag tjekker jeg langtidsvejrudsigten og jubler hver anden dag over udsigt til mild forårssol. De andre dage frygter jeg dage med syndflod.

Regnslaget er pakket. Selv om det vejer og fylder i min rygsæk, slæber jeg det med glæde. Men jeg har bestemt ikke lyst til at få behov for det.

Torsdag står jeg klar i Irun. Den spanske grænseby inderst i Biscayabugten. Derfra har jeg udsigt til omkring 800 kilometer med minimal oppakning, nogenlunde fornuftigt tøj og nye vandrestøvler. En tur, hvor jeg vil glæde mig, hver gang jeg trykker på tandpastatuben, for så er der lidt mindre at bære på.

Samme dag får jeg en ny identitet. I løbet af årene har jeg haft mange identiteter og kasketter. Det er første gang, jeg kan betegne mig som pilgrim med eget pilgrimspas. Men jeg ser nu mig selv som en vandrer, denne gang er det bare en lidt længere tur, jeg skal ud på. Identiteten som vandrer forsøger jeg også at bryde lidt og har iklædt mig et par røde bukser af hør og silketrøjer. Jeg har ikke lyst til at ligne et katalog fra en friluftsbutik med praktiske lommer overalt.

Identiteten er heller ikke fulgt helt med i forberedelserne til turen. Jeg besluttede det hurtigt, men jeg har ikke fået trænet til turen. Jeg starter derfor helt flad og næsten uden kondi. Jeg sætter min lid til min grundstyrke og den begejstring, jeg bliver grebet af, når jeg skal op på en bakke eller et bjerg. Træning er kedeligt, og Søndermarken og Frederiksberg Have er også triste i vintergråt, selv om der er udsigt til zebraer, giraffer og en sjælden gang en elefant, der monotomt rokker fra side til side.

De første etaper bliver korte. Både som en opvarmning og for at give mig tid til at opleve de smukke steder langs kysten. Jeg glæder mig til San Sebastian, tapas og byens smukke promenade langs havet.

Jeg har valgt den mest anstrengende rute, men også den smukkeste og der, hvor der går forholdsvis færrest pilgrimme. Min ambition er at opleve byerne San Sebastian, Bilbao og Santander, der længe har stået på min ønskeliste. Samtidig kommer jeg lige forbi grotterne Altamira og Tito Bustillo med de smukkeste hulemalerier. Det er helt i orden at se dem i en kopihule.

At vente i lufthavne

Hvordan er det at vente? Det spørgsmål fik jeg onsdag den 8. april. De franske flyveledere strejkede nemlig, så flyet til Madrid var forsinket lidt mere end tre timer.

Jeg nåede at få tandbørste og creme ud af bagagen, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville nå min forbindelse videre til San Sebastian. Men jeg havde ikke taget opladeren med til min telefon. Og det ærgrede jeg mig hurtigt over. Min første indskydelse var at jeg kunne sidde og læse mail og tjekke internetsider på telefonen. Men på en en gammel IPhone holder strømmen ikke længe.

Jeg undersøgte lufthavnens butikker og fandt ud af, at i Tiger-butikken kan man få vand og is meget billigere end i lufthavnens andre butikker. Håber ikke jeg får brug for den viden igen.

Faktisk er det lidt pinligt, at jeg kun kan forestille mig at glo på min telefon. Det gjorde alle andre også. For nogle år siden ville vi tale sammen. Ud over at bruge telefonen en smule for at spare på strømen læste jeg i et magasinet Udvikling fra Danida, som jeg havde taget med i sidste øjeblik. Ud over det skete der absolut ingenting i mit hoved.

Vi nåede Madrid flere timer senere end forventet, og flyet til San Sebastian var fløjet. Ved transferdesken fik jeg at vide, at jeg skulle på hotel. Jeg fik en voucher og skulle bare ud ad lufthavnen til busholdepladsen. Der ville være folk, som kunne hjælpe.

Flytrafik forbinder vi med effektivitet. Men når vejret, tekniske fejl og en strejke udfordrer systemet, skrider hele systemet. Passagererne bliver enten rasende eller passive. I Madrids lufthavn var vi meget tålmodige.

Først blev vi henvist til holdepladsen for hotellernes minibusser. De kom i en lind strøm og hentede kunder. Den eneste, der ikke kom var bussen til Hotel Melia. Da den endelig kom, var vi alt for mange, og chaufføren nægtede os adgang. Han henviste os i stedet til stoppested 7.

Ved det stoppested stod endnu flere mennesker, men der var ingen bus. Men i det mindste havde vi her fået en hjælper, som kun kunne fortælle os, at bussen ville komme.

Da bussen endelig kom, kørte den først, da den var helt fyldt. Det føltes en smule som i Afrika i gamle dage. Efter en time kørte vi endelig.

Vi ankom til et enormt luxushotel, og det var godt, at jeg ikke havde fulgt min første indskydelse om at gå til hotellet. Der var langt, og turen foregik ad motorvej.

Da vi ville tjekke ind på hotellet, fortalte receptionisterne at værelserne først skulle gøres klar. De virkede lidt overraskede over de mange pludselige gæster, selv om transferdesken i lufthavnen havde ringet til hotellet om hver enkelt gæst næsten to timer tidligere.

En gæst påpegede, at der stod aftensmad på den voucher, vi havde fået. Men køkkenet var desværre lukket klokken 23. Gæsten blev sur, og efter at receptionisterne havde konfereret, meddelte de os, at vi kunne få aftensmad, mens værelserne blev gjort klar.

Mens vi ventede, kunne vi have talt sammen. Jeg kunne have talt med den unge spanske mand, der talte længe, meget længe i telefon med Christina. Eller med den danske kvinde, der blev fragtet i kørestol i lufthavnen, men som skulle klare sig selv, så snart hun var uden for lufthavnen. Heldigvis kunne hun godt gå. Til gengæld talte hun ikke spansk, selv om hun boede på Tenerife.

Imponerende nok stablede restauranten et tre retters menu på benene med de stakkels tjenere, som troede de havde fri. Egentlig var jeg ikke sulten, men især deres paella smagte fantastisk.

Tilbage i receptionen var der lange køer for at få udleveret nøgler til værelserne. Alles flyoplysninger skulle tjekkes. Foran mig begyndte et par, der først skulle flyve senere næste dag at spørge om bustransport til centrum af Madrid. Imens måtte køen vente.

Jeg kom endelig i seng klokken 1:20. Allerede klokken 4:45 ringede receptionen, at jeg skulle gøre mig klar til afgang. Selv om det var et luxushotel, virkede bruseren ikke, så jeg kunne kun smide lidt vand i hovedet. Der var lidt kaffe og kage i receptionen.

I lufthavnen var der to timer til afgang, så jeg forsøgte at sove på en umagelig metalbænk magen til dem, jeg kender alt for godt fra Casablancas lufthavn. Jeg var bekymret for, om min rygsæk ville komme med. Det er min erfaring, at når noget går galt i en lufthavn, skrider det hele.

Lufthavnen i San Sebastian har en meget kort landingsbane bygget ud i floden. Heldigvis var rysækken med. Faktisk ligger den i Irun, og det passede perfekt, for der begyndte min tur. Det lykkedes mig at tyde den baskiske busplan og komme ind til centrum af Irun. Meget træt. På turistkontoret spurgte jeg om caminoen. Du står på den, var svaret. Så var det bare at begynde at gå. Jeg kunne se bjergkæden, jeg skulle op over.

Dag 1 Irun til Pasajes de San Juan

irun

I baggrunden grænsen mellem Spanien og Frankrig og byen Irun, hvor jeg begyndte min vandring

Dagens optur! Lidt stejl, og bagefter nyder jeg de smukkeste udsigter over kysten, havet, bjergene og lavlandet mellem Frankrig og Spanien. Den bedste begyndelse på en fantastisk vandretur.

Torsdag den 9. april 2015

Min første vandredag foregik i en osteklokke af træthed. Ærgerligt for det er beskrevet som den smukkeste vandredag på hele turen.

Jeg kom hurtigt ud af byen og fandt et minimalt supermarked at købe vand og lidt frokost i. Da jeg er landet om formiddagen, kommer jeg først i gang ved middagstid. Først gik turen gennem et beskyttet vådområde, hvor tidevandet skyller ind, og der er flydt med fugle og padder. Så begyndte opstigningen.

Ved et kapel kunne jeg vælge den almindelige camino eller en alpin camino. Jeg tog den sidste. I begyndelsen var den så stejl, at jeg nogle steder måtte støtte med hænderne. Til gengæld kom jeg hurtigt op på bjergkammen med udsigt over havet, Pyrenæerne og det smalle lavland.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Der gik køer og heste på bjerget, og midt i al naturen lyste et pink badekar op i det grønne. En let vind blæser fra land, og jeg tænker, at jeg er heldig, at det ikke er en storm fra Biscayabugten, der ruskede i mig.

Allerøverst er bjergkammen smal, og pludselig er vinden voldsom. Mit hår pisker mod ansigtet, og jeg skal balancere på ujævne klipper. Jeg fortryder, at jeg ikke har vandrestave med til at give støtte. Et sted må jeg tage rygsækken af, fordi jeg ikke tør balancere ned fra en høj sten.

Jeg skal gennem flere hegn med pigtråd og frygter for min nye dyre dunjakke. Heldigvis går det, og jeg kommer igen til lettere terræn uden vind.

Et enkelt sted er jeg i tvivl om ruten, for flere afmærkninger peger i forskellige retninger på andre vandreruter. Men jeg kan ikke se min gule pil. Mens jeg overvejer vejen, kommer en mand løbende, og han forklarer mig vejen, som ikke er ordentligt afmærket lige der. Da det allerede er sent på dagen, møder jeg kun få personer, men når man har brug for at være heldig, så er man heldig. I hvert fald denne dag!

Nedturen er begyndt. Da jeg kommer ud på en asfaltvej, passerer jeg et cafeteria. Der skal man spise, hvis man bliver udmattet af at gå ned ad bakke. For det går nedad. Nedad på en måde, som ikke eksisterer i Danmark. Et sted træder jeg forkert, og min hofte begynder at smerte for hvert et skridt.

Jeg er sidste vandrer, som ankommer til herberget i Pasajes. Et lille hyggeligt sted bygget sammen med en lille kirke. Der er syv kvinder og en mand. Der er en overkøje til mig. Efter et bad forklarer hospitalleroen mig vejen til en restaurant. Der går igen stejlt nedad på trapper.

På spisekortet vælger jeg tre ting. Den søde tjener forklarer mig, at det er meget mad og foreslår, at jeg begynder med to ting. Hvis jeg stadig er sulten, kan hun lave lidt mere.

Tjeneren har ret. Salaten med grillet gedeost er genial og derefter en stor portion blæksprutte, som jeg ikke kan spise op.

Da jeg er tilbage på herberget klokken 21:30, sover alle. Det er første vandredag, så folk er trætte. Selv om jeg kun har sovet få timer de seneste døgn, kan jeg ikke falde i søvn. Klokken syv vækker hospitalleroen os.

Dag 2 San Juan de Pasajes til San Sebastian

2 sanjuan fjord

Udsigt fra herberget i San Juan de Passajes

Min første camino-samtale efterlader mig helt forpustet. Derefter imponerende udsigter og en eftermiddag i  verdens måske smukkest beliggende by San Sebastian.

 

Fredag den 10. april 2015

Efter de mange trapper ned til fjorden finder jeg et lille sted med te og croissanter. Jeg har lige sat mig, da en canadisk kvinde ankommer og sætter sig ved samme bord. Dagen inden har vi hilst på hinanden på herberget.

Det er anden gang, hun vandrer camino, så nu kan hun sætte mig ind i sagerne. Da hun hører, at jeg kommer fra Danmark, nævner hun Claus, som også er fra Danmark, og som hun mødte på sin første tur. Claus havde et handicappet barn, som var dødt. Derefter havde han en kæreste med et handicappet barn, der forlod ham, kæresten altså.

Pludselig vifter hun et for mig usynligt insekt væk og griber et serviet med insektmiddel.

– Deet, siger hun, mens hun dupper det på huden. Det er noget værre noget. Jeg har haft hudkræft. Men på sidste camino fik jeg et insektbid, som hævede op.

Hun viser mig et område, næsten lige så stort som hele kinden.

– Jeg har behov for mad, når jeg går, forklarer hun mig videre og fortsætter med at fortælle mig om problemer med hende, hun følges med på denne tur.

– Hun spørger mig hele tiden, hvad jeg har lyst til. Og hun spiser ikke noget om morgenen. Canadieren er ikke sikker på, at de kan fortsætte turen sammen. På sidste tur gik hun sammen med en kvinde, der lige som hende stod tidligt op om morgenen.

Hun fortæller mig også om støvler, der bliver stjålet, og steder, hvor man ikke må have sin bagage med ind på værelset. Pensionatet, hvor hun overnattede i Irun, lå i et kvarter med mange narkomaner.

Endelig er hun færdig med sin kaffe. Hun har ikke hørt meget om mig, og det tror jeg er udmærket.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring:

En lille båd sejler mig over fjorden. På et værft er de i gang med at bygge en kopi af et gammelt galeonskib. Jeg går videre og kort tid efter begynder trapperne op ad.

Derefter går en smuk sti langs havet. Der er blomster, og det dufter vidunderligt af forår. Stien deler sig, og vandrevejen fortsætter langs havet. Jeg følger caminoen lidt ind i landet. Kort efter møder jeg en gård med cafe. Der skulle jeg været stoppet for at få lidt at drikke og tisse af. Der var nemlig ikke flere steder derefter.

Vejret er overskyet og lunt. Efter et stykke vej mellem gårde og marker kommer jeg til en skov. Der ligger et vandrehjem, og skoven er fyldt med vandreruter og skoleelever på udflugt. EU har betalt for nogle bassiner til padder. I et lever en art tudse og frøer. I et andet er der tudser. To slags i hvert bassin. Enten kan padder ikke lide at leve sammen eller også er det et pædagogisk kneb for ikke at have for mange padder på skiltene, så folk kun skal forholde sig til to arter af padder på hvert skilt.

På et tidspunkt tolker jeg de gule pile forkert og går op ad en meget smal og stejl sti. Længere oppe er der ingen pile, så jeg må ned igen. Da jeg igen er nede, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne opfatte, at pilen pegede opad.

Lyden kommer før synet. Det lyder som fly, der lander uafbrudt. Men det er endelig Biscayabugten, der viser tænder og kaster bølger op på stranden i San Sebastian.

Efter en lang stejl nedtur står jeg på strandpromenaden i byen. Jeg ankommer om formiddagen, så jeg har tid til at opleve byen. Jeg finder en pensionat til 25 euro med fælles bad. Den kvindelige ejer forklarer, at hun altid er hjemme. Det kan jeg høre. Hendes gennemtrængende stemme lyder konstant i baggrunden i samme skingre tone som en desperat type i en film af Almodovar.

Til frokost vælger jeg fire store pintxos – det baskiske ord for tapas. De ser mere imponerende ud, end de smager. Der indgår serranoskinke, rejer og champignon i dem, og de er vanskelige at spise, fordi de er så høje.

Efter lidt hvile vil jeg købe vabelplaster og ibuprofen-piller, da jeg stadig har ondt i hoften. På apoteket falder jeg ind i butikken, da der er et uventet trin ned. Da jeg samtidig ser mig tilbage for at undersøge, hvad der skete, rammer jeg en papopstilling med varer. Ekspedienten får straks øje på mig.

Efter en fantastisk kage på et konditori og et glas friskpresset juice på en cafe, går jeg en tur langs vandet på den fantastiske strand. Vandet er iskoldt, men det er dejligt at få sand mellem tæerne.

San Sebatian skal være kulturby i 2016, og den er allerede rigt udsmykket. Fantastiske bygninger fra begyndelsen af 1900 tallet. Drikkefontænerne fungerer som solur. Det er bare svært at se, hvad klokken er i overskyet vejr som i dag.

Om aftenen sætter jeg mig i restauranten i kælderen under en tapasbar med udsigt til ti knoklende kokke. Der bliver ikke givet ordrer, alle læser bestillingerne og arbejder koncentreret med hver deres speciale.

Endnu en gang vælger jeg salat med gedeost. Denne gang er der enorme hvide asparges med i salaten. Så store at jeg først tror, det er kartofler. Hovedretten er havaborre med hasselnøddeskum. Så lækkert, at jeg har lyst til at slikke tallerknen. Men det er en dyb tallerken, hvor der ikke er plads til næsen, og kokkene ville nok glo. Som dessert får jeg cheesecake pyntet med tynde skiver æble og sprød kiks. Den nærmeste kok roser mit valg af dessert. Hele herligheden kostede mig 34 euro.

Dag 3 – San Sebastian til Orio

orio udsigt

Udsigt fra herberget i Orio

En kortere vandredag bringer mig gennem landlig idyl til herberget i Orio med den bedste udsigt og lækkert fælles mad serveret af venlige værter. Benene er møre af de bratte nedture i det stejle landskab.

Lørdag den 11. april 2015

Cafeerne i San Sebastian åbner først med morgenmad efter klokken 10. Inden da er der kun steder åbne med ståpladser og plastik-indpakkede snacks. På markedet køber jeg friske ærter. Lige som i Afrika er de bælgede og pakket i plastikpose. Jeg køber en fåremælksost og har stadig noget af mit hjemmebagte brød fra Danmark.

Ruten går på smalle asfaltveje mellem marker og gårde. Vejene ligger nærmest parallelle i landskabet, og der er ingen biler. Senere kommer man ind på grusveje i skoven. Det har regnet lidt og er mudret. Kun få steder kan man sidde og holde pause. Et sted springer en kilde med vidunderligt vand. Efter jeg har sat mig og fået støvlerne af, får jeg øje på en stor hundelort et stykke fra mig. Jeg vælger at ignorere den. I denne del af Spanien er der mange meget store hunde. De ligner designerhunde med hver sit specielle look. Langt fra alle har styr på deres hunde, når de er ude at lufte dem.

skilt

Det første skilt jeg møder med antallet af kilometer til Santiago de Compostella

Turen går fint og jeg tænker umiddelbart, at jeg sagtens kan gå længere end Orio. Men så begynder nedturen. Først rimeligt blidt efter spansk standard. Men kan altid se stejlhedsgraden på en vej. Er det en asfaltvej, er den mindre stejl. Er det en cementvej, er der meget stejlt. I første omgang går jeg på en asfaltvej.

Men så drejer vejen, og ruten fortsætter ned ad en stenvej, der ikke er renoveret siden romertiden. Det går stejlt nedad, og jeg må balancere fra sten til sten. Det er umuligt at nyde udsigten og handler kun om, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg kan nu mærke en smerte i begge hofter.

Jeg skal også gå et lillebitte stykke langs en hovedvej og under en motorvejsbro. Ikke muntert,men jeg møder heldigvis ingen biler under broen. Det går en smule op, og selvfølgelig nedad igen. Store mørke stenkors langs vejen virker truende og som en kontrast til det lysegrønne forårslandskab.

orio morgen

Næste morgen ligger tågen i dalene under os

Endelig ankommer jeg til herberget så tidligt, at jeg kan vælge en underkøje ved døren og den friske luft. Herberget ligger smukt med udsigt over dalen. I begyndelsen er der mudder i bunden af dalen, men senere kommer tidevandet og fylder dalens bund med blåt vand. Solen bryder gennem skyerne, og vi ligger i græsset og nyder varmen og forårets dufte, mens bjælderne ringler fra græssende får, og små lam bræger spædt.

Om aftenen spiser vi sammen og får serveret suppe, salat, fisk og bagte æbler med is. Vinen flyder. De fleste er tysktalende, men der er også to franskcanadiere, en far og hans datter og en spanier. En tysk kvinde har gået caminoer mange gange med en trækvogn, som jeg undrer mig, hvordan hun kan få med gennem de stejleste, smalleste og mest stenede passager. Hun drejer hele tiden samtalen over på tysk. Jeg forstår tysk, men taler det ikke og flytter op i enden, hvor samtalen foregår på fransk med canadierne og andre fransktalende. Her møder jeg tyske Peter og Lisa for første gang.

zumaia morgen modlys

Endnu et morgenfoto fra herberget i Orio

Jeg kan stadig ikke falde i søvn, men er dejligt afslappet. Næste morgen vågner vi klokken 7 til morgenmad med varmt brød. Landskabet er hyldet i tåge. Solen bryder først gennem til os, mens skyerne stadig ligger tungt over dalen. Så smukt.

Dag 4 – Orio til Zumaia

zumaia by

Zumaia ligger smukt ved kysten

Det er søndag og dermed vandredag for spanierne. Nogle steder går vi næsten i kø langs havet. Men det er dejligt at se, at spanierne er glade for at vandre, og der er mange afmærkede ruter i landskabet.

 

Søndag den 12. april 2015

Endnu en gang går jeg mellem marker og gårde. Landskabet er lidt blidere, og der er også vingårde nu. På en mark tager et nyfødt føl sine første skridt. Men staklen har endnu ikke forstået konceptet med fire ben. Føllet kommer fremad med forbenene, mens bagbenene står fast og bliver mere og mere udstrakte. Ren Bambi, bare uden is.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse og uden beskæring

Et skilt beder hundeejerne om at holde deres hunde i snor, da de løse hunde forskrækker kørne og får kørne til at abortere. Et andet skilt oplyser folk om, at de i området lever af at fremstille kvalitetsmælk. Det er vigtigt at kørne får ordentligt græs at spise. Derfor beder bonden folk om at undgå at tisse på markerne og dermed ødelægge græsset!

Noget af vejen følges jeg med nogle af de samme mennesker fra herberget i Orio. Lige som jeg er det personer, som ikke har trænet til turen og derfor begynder med korte etaper. Vi ankommer til Zumaia, hvor vi skal sove. Der er byfest. Mænd, kvinder og børn er klædt i blåt tøj. De ligner medlemmer af en sekt, for nogle af dem er klædt gammeldags.

Med besvær finder vi herberget Villa Luz. Men der er ingen skilte om, at det er et herberg og ingen åbner, da vi ringer på. Jeg er den eneste, som kan spansk og ringer. Men forgæves. Fra et åbent vindue kan vi høre telefonen ringe i det tomme hus.

Heldigvis finder en et mobilnummer i en tysk guidebog. En mand forklarer, at herberget er lukket. Vi bander over, at de ikke har sat et skilt op, hvor der står, at herberget er lukket. Der skal være endnu et herberg udenfor byen på en gård. De to franskcanadiere vælger at blive i byen, mens jeg og en schweizer maser os op ad de stejle bakker til det formodede herberg.

Herberget ligger på et casa rural Santa Klara, som er en form for bed and breakfast. Men her er heller ingen hjemme. Heldigvis reagerer en kvinde, da jeg ringer. Hun kommer i bil og lukker os indenfor. Jeg får et vidunderligt værelse med udsigt over havet og eget bad. Pilgrimme betaler 20 euro per person med morgenmad. Ren luxus! Vi slapper af med den vidunderlige udsigt. Om aftenen kører ejeren os ned til byen for, at vi kan spise aftensmad.

Byfesten er stadig i fuld gang. Den ser mindre skræmmende og sekterisk ud, da vi får at vide, at festen er til ære for fiskernes helgen San Telmo. Det blå tø symboliserer fiskernes tøj.

På restauranten kan vi først spise efter kl 21, så vi begynder med tapas. En harmonikaspiller og en mand med tamburin spiller op, og en gruppe ældre kvinder kaster sig ud i dans.

Der er kun to kvindelige tjenere til de mange fulde og sultne gæster. Da min salat endelig kommer, må jeg sluge den, så vi kan nå vores aftale om kørelejlighed tilbage til gården.

Dødens triumf i Ghana

I Ghana deltager du ikke selv i den største fest, der bliver holdt for dig. Den foregår nemlig først efter din død. Få steder i verden fylder døden så meget som i Ghana. I weekenden går folk oftere til begravelse, end de går til bryllup.

Det er lørdag i en provinsby i Ghana. Gaden er spærret af et optog, og alle deltagerne bærer smukt tøj mønstret i sort og orange-røde nuancer. På pladsen midt i den lille by står baldakinerne med række af stole, mens et band står klar ved instrumenterne. Hele dagen skal der sørges og festes. Måske foregår selve begravelsen i dag? Men det kan lige så vel være en mindeceremoni et år efter døden. Ghaneserne nøjes ikke med en enkel ceremoni for den afdøde. De afdøde bliver mindet igen og igen. På gaderne hænger plakater, der roser den afdøde, så man skulle tro, der var valg til folketinget. Rige familier investerer i kæmpe billboards med portrætter af deres kære.

I fjerne landsbyer hænger en liste med planlagte begravelsesdage, hvor alle indbyggere forventes at deltage – også selv om de bor i en fjern storby for at arbejde. Så ligger man for døden, ved man, hvilken dag man bliver begravet.

Begravelsesfesterne kræver særlige dragter til de levende, og de døde skal naturligvis også begraves i en flot kiste. I Ghanas hovedstad Accra er det muligt at bestille en helt særlig kiste, der fortæller noget om dig og dine drømme eller dit erhverv.

Med ”Viktors Farmor” besøger vi kistesnedkeren Eric Adjeley. Hans far var den første, der begyndte at fremstille personlige kister. Kisterne bliver også udstillet, og han har blandt andet udstillet kister i Danmark. En kiste koster 1.500 dollars plus fragt, så her er det mulighed for at erhverve sig en helt særlig souvenir.

Enkelte kister bliver brugt til reklame, og det er da også svært at forestille sig at en familie vil begrave bedstefar i en flaske sprut, selv om han døde af druk.

Den mest populære kiste er en bibel eller en bog. En del præster har været imod de flotte kister, fordi de fjerner fokus fra de kristne ritualer. Men nu kan præster blive begravet i en bibel.

Kistesamlingen rummer også en edderkop-kiste.  Vi forestiller os noget skummelt, når vi ser en edderkop. Men i Ghana er en edderkop et positivt symbol. Det vil normalt være et gammelt familieoverhoved, der bliver begravet i sådan en kiste. Edderkoppen bliver betragtet som vis og klog.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

En festlig dag i paskontrollen

At krydse afrikanske grænser er aldrig en neutral aktivitet. Enten bliver man budt hjerteligt velkommen, eller man møder bureaukrater, som foragter de mennesker, der vover at krydse deres grænse.

En nomadefamilie bor i denne hytte nær grænseovergangen mellem Mali og Burkina Faso. Det er inden det øde område ved selve grænsen og der er lidt skygge fra træer.

Chaufføren er forberedt, tænkte jeg, da jeg så en stor kølebeholder på bagsædet. Hvis bilen skulle bryde sammen undervejs, ville han have rigeligt med drikkevand. Det er nødvendigt, har de seneste afrikanske køreture vist mig.

En bil var løbet tør for benzin, selv om måleren viste, at der stadig var benzin i tanken, to punkteringer og en bil, som brød helt sammen, så det var nødvendigt at hente reservedele og en mekaniker i den nærmeste by mere en 50 kilometer væk.

Denne dag skulle jeg køre fire en halv time ad grusveje og krydse grænsen mellem Mali og Burkina Faso. Det er ikke den mest benyttede grænseovergang, og nogle steder er der meget øde. Især da vi kom til Malis paskontrol. En flad slette næsten uden bevoksning og dermed skygge og læ. Her stormer det ofte, og det røde støv dækker alt. Betjentene i paskontrollen havde ikke engang et hus. De sover i telt, og der er ingen elektricitet, vandforsyning eller mobildækning. Deres kontor var et skur og et halvtag af flettede stråmåtter. Klokken var kun ti om formiddagen, så der var stadig en smule skygge udenfor skuret. Jeg så, at chaufføren havde taget kølebeholderen med ud af bilen.

I skyggen stod et par havestole klar, og på jorden stod et par glas og en flaske whisky. Der findes mange måder at smøre ordensmagten, og denne chauffør vidste, hvad betjentene savnede i ødemarken. Der skulle skåles i Whisky on the rocks. Beholderen var fyldt med is, og senere på dagen ville chaufføren komme tilbage samme vej og hente sin tomme beholder.

Betjentene var meget venlige og ønskede os god rejse til Burkina Faso! På den anden side af det vidtstrakte ingenmandsland havde betjentene i Burkina Fasos paskontrol fået et kontor, vand og elektricitet, så de blev ikke forkælet på samme måde. Velkomsten var lige venlig. Pasbetjenten spurgte, om han måtte tage en nye side i brug til indrejsestemplet. Da jeg svarede helst ikke, fandt han plads i passet og sigtede meget omhyggeligt, for at få placeret stemplet korrekt uden at det dækkede andre stempler.

Omvendt da jeg rejste ud af Burkina Faso ved en mere brugt grænseovergang med en fyldt rutebil. Den burkinske pasbetjent kylede passet i bordet og udspurgte mig om, hvad jeg skulle i Mali. Han placerede sit stempel på en ren side.

Heldigvis var paskontrollen venlig i Mali.

– Hvor kommer du fra?

Da jeg svarede Danmark, blev betjenten meget tilfreds.

– Danmark har givet hele denne region rent drikkevand, svarede han. Det er mere end tyve år siden, at Danida installerede vandforsyninger og vandpumper i Sikassoområdet, og befolkningen husker det stadig. Så for en gang skyld er Danmark kendt for andet end fodboldspillere.