Tag-arkiv: rejse

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

En festlig dag i paskontrollen

At krydse afrikanske grænser er aldrig en neutral aktivitet. Enten bliver man budt hjerteligt velkommen, eller man møder bureaukrater, som foragter de mennesker, der vover at krydse deres grænse.

En nomadefamilie bor i denne hytte nær grænseovergangen mellem Mali og Burkina Faso. Det er inden det øde område ved selve grænsen og der er lidt skygge fra træer.

Chaufføren er forberedt, tænkte jeg, da jeg så en stor kølebeholder på bagsædet. Hvis bilen skulle bryde sammen undervejs, ville han have rigeligt med drikkevand. Det er nødvendigt, har de seneste afrikanske køreture vist mig.

En bil var løbet tør for benzin, selv om måleren viste, at der stadig var benzin i tanken, to punkteringer og en bil, som brød helt sammen, så det var nødvendigt at hente reservedele og en mekaniker i den nærmeste by mere en 50 kilometer væk.

Denne dag skulle jeg køre fire en halv time ad grusveje og krydse grænsen mellem Mali og Burkina Faso. Det er ikke den mest benyttede grænseovergang, og nogle steder er der meget øde. Især da vi kom til Malis paskontrol. En flad slette næsten uden bevoksning og dermed skygge og læ. Her stormer det ofte, og det røde støv dækker alt. Betjentene i paskontrollen havde ikke engang et hus. De sover i telt, og der er ingen elektricitet, vandforsyning eller mobildækning. Deres kontor var et skur og et halvtag af flettede stråmåtter. Klokken var kun ti om formiddagen, så der var stadig en smule skygge udenfor skuret. Jeg så, at chaufføren havde taget kølebeholderen med ud af bilen.

I skyggen stod et par havestole klar, og på jorden stod et par glas og en flaske whisky. Der findes mange måder at smøre ordensmagten, og denne chauffør vidste, hvad betjentene savnede i ødemarken. Der skulle skåles i Whisky on the rocks. Beholderen var fyldt med is, og senere på dagen ville chaufføren komme tilbage samme vej og hente sin tomme beholder.

Betjentene var meget venlige og ønskede os god rejse til Burkina Faso! På den anden side af det vidtstrakte ingenmandsland havde betjentene i Burkina Fasos paskontrol fået et kontor, vand og elektricitet, så de blev ikke forkælet på samme måde. Velkomsten var lige venlig. Pasbetjenten spurgte, om han måtte tage en nye side i brug til indrejsestemplet. Da jeg svarede helst ikke, fandt han plads i passet og sigtede meget omhyggeligt, for at få placeret stemplet korrekt uden at det dækkede andre stempler.

Omvendt da jeg rejste ud af Burkina Faso ved en mere brugt grænseovergang med en fyldt rutebil. Den burkinske pasbetjent kylede passet i bordet og udspurgte mig om, hvad jeg skulle i Mali. Han placerede sit stempel på en ren side.

Heldigvis var paskontrollen venlig i Mali.

– Hvor kommer du fra?

Da jeg svarede Danmark, blev betjenten meget tilfreds.

– Danmark har givet hele denne region rent drikkevand, svarede han. Det er mere end tyve år siden, at Danida installerede vandforsyninger og vandpumper i Sikassoområdet, og befolkningen husker det stadig. Så for en gang skyld er Danmark kendt for andet end fodboldspillere.

Byen Mopti lider uden elektricitet og besøgende

Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Billeder af tomme restauranter og manglende elektricitet er ikke så spændende, så derfor viser billederne, bådene som stævner ud fra havnen i Mopti. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.

Bamako kalder

Et militært fodboldlandshold, bagagekaos og hilsende folk på gaden. Mali byder endnu en gang velkommen med lige dele kaos, absurditeter og gæstfrihed.

Da jeg svinger om hjørnet til international transfer i Casablancas lufthavn, kan jeg mærke tårerne presse sig på. Denne vej går til Bamako – og kvinder i fantastiske broderede selskabskjoler viser vejen.

På et tidspunkt frygtede jeg, at jeg aldrig skulle få mulighed for at komme tilbage til Mali. Eller at jeg og alle kvinder kun ville kunne færdes i landet totalt tildækkede i evig frygt for islamisternes moralske politi og udsigt til offentlig piskning for noget så banalt som at lytte til musik. Men nu er jeg på vej tilbage til Mali og lige foran mig venter køen til sikkerhedstjekket, så der er ikke tid til at være sentimental.

Fodboldhold om bord
Mindst 30 personer i det propfyldte fly er fodboldspillere. Nogle ligner ikke ligefrem supertrænede sportsstjerner. De ser ud til både at have alderen og vægten mod sig. Men det er selvfølgelig heller ikke et sædvanligt fodboldlandshold.

– Futbol militaire, er svaret, da vi spørger spillerne på vej ind i flyet. De er på vej hjem til Mali fra det første VM for militære fodboldlandshold, som sluttede søndag den 14. juli i Aserbajdsjan. Alle spillerne har en flad upumpet fodbold, mens en enkelt også bærer på et lille trofæ i form af en stejlende metallisk hest på et glasfundament. Det lignede ikke en VM-titel.

Med det massive behov for overvågning af det nordlige Mali og historier om et udsultet og materielt forsømt militær kan det undrer, at landet har ressourcer til et særligt kompagni af fodboldsoldater. Det sker, mens især Frankrig og Tchad har nedkæmpet islamister i det nordlige Mali, og en større fredsbevarende FN-styrke nu er ved at komme på plads i Nordmali. Men jeg har selvfølgelig heller ikke forstand på militær strategi. Og jeg ved, hvilken rolle fodbold spiller som nationalt samlingspunkt i et land som Mali.

For meget håndbagage
Bagageboksene i flyet er proppede, mens voluminøs håndbagage hober sig op i midtergangen. Der må den ikke være. De, der allerede har fået plads til deres håndbagage, er urolige for deres computere. Ved siden af mig klamrer en mand sig til en enorm hårdskallet kuffert med hans harddisk og års forskning. På en eller anden måde kommer alt på plads, og vi letter og ankommer endda 20 minutter tidligere end planlagt. Men det er åbenbart kun i kabinen, at Royal Air Maroc har styr på tingene.

Ingen bagage til passagererne
Bagagebåndet bugner af plastikindpakket bagage. Og vi venter. Og venter. Noget bagage skiller sig ud, og vi bemærker, at ingen tager det. Efter en time begynder utålmodige passagerer at tjekke bagagemærkerne. Det er slet ikke fra vores afgang. Utilfredsheden breder sig, da ingen passagerer fra nattens flyvetur med Royal Air Maroc har modtaget deres bagage. Al bagagen i flyet er fra en tidligere afgang, hvor passagererne heller ikke fik deres bagage med.

Passagerer fra tidligere afgange er nu ankommet til lufthavnen og leder i bunkerne af bagage. Kvinder i sylespidse stilletter balancerer på bjerge af kufferter, mens passagerne fra vores afgang finder køen til bagagekontoret.

Håndskrevne liste
– Tænk på dem, der har ost med, siger en kvinde i køen. Hun sørgede for at købe sin ost lige inden afgang, så den er i håndbagagen. Malinesere, som har opholdt sig i andre lande end Mali, har fået smag for andre former for ost end den leende ko og kopier af den leende ko, som udgør ostesortimentet i normale butikker i Mali.

Klokken nærmer sig tre om natten, og de to ansatte i bagagekontoret har travlt. Alle oplysninger bliver skrevet i hånden på lange lister – og senere – en gang – skal de skrives i den rette database på computeren.

Behov for tålmodighed
To døgn efter min flyvetur har jeg endnu ikke modtaget min bagage fra Royal Air Maroc. Chaufføren siger, at det er typisk det marokkanske flyselskab – især i ferieperioden. Nogle nætter ankommer et fragtfly med forsinket bagage, så det handler om at være tålmodig. Jeg håber ikke, det tager lige så lang tid at få bagagen frem som hos Air France, der brugte to uger på at transportere en enkelt rygsæk fra København til Bamako.

Usynligt men effektivt bagagesystem
Heldigvis tager det ”kun” tre dage at modtage sin bagage. Jeg ankommer til lufthavnen og tusindvis af kufferter og tasker er arrangeret i små øer. Der er endnu flere, end da vi ankom i søndags.

– Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, siger bagagemedarbejderen og peger på de forskellige øer. Han tilføjer, at der er mere bagage fra selskabet nede bagved.

– Hvad hedder du, spørger han og gentager navnet Blom.

– Navnet virker bekendt, siger han og går målrettet til den senest ankomne bunke fra Royal Air Maroc. Og på få minutter har han fisket min rygsæk ud af bunkerne. Den lå omvendt, så man ikke kunne se, at det var en rygsæk og lidt længere bagved, står den anden taske. Lufthavnen i Bamako har tydeligvis ansat medarbejdere med klæbehjerne.

Orker ikke kvitteringer
Jeg har brug for en kvittering for den forsinkede modtagelse af bagagen. Den er kontoret ikke meget for at give. Det er måske ikke så sært med den megen bagage, der er forsinket. Den første medarbejder siger, at jeg skal gå over til en anden medarbejder, mens han selv er ved at spise en sandwich. Der er kø hos den underordnede, som har fået tjansen med kvitteringer. Indtil en overordnet overordnet kommer med den geniale ide at fotokopiere vores bagagemærker og give os et stempel, en underskrift og et tidspunkt for modtagelsen. Endelig er bagagen i hus.

Window shopping i Kosovo

At dømme efter butiksvinduerne i Gjakova i Kosovo er det her, man skal bo, hvis man elsker gallafester. Kosovo-albanerne er ved at finde sig selv som folk og som nation. Og der er plads til fest og farver.

Butikkerne i Gjakovas basar indbyder til fest. Klik på billederne for at se dem uden beskæring.

Gjakovas Basar er ved at blive genopbygget, efter at den blev ødelagt under krigen i 1999. I hele Kosovo bliver der bygget, og krigsruinerne er næsten forsvundne.

Kosovo-albanernes kultur blev undertrykt under Milosevics serbiske styre i 1990’ernes Jugoslavien. Da Albanien var kommunistisk indtil 1990, var grænsen til Jugoslavien og dermed Kosovo lukket. Det er først de seneste år, at Kosovo-albanerne har haft adgang til deres kulturbaggrund. Derfor er folkedragter og albanske flag populære.

Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

Lys og vand i Essaouira

Lyset er helt klart i Essaouira på Marokkos vestkyst. Byen ligger ud til havet, og her lugter af fisk på den gode appetitvækkende måde i de smalle gyder.

Jeg blev forelsket i det smukke lys i Essaouira. Om dagen lå verden badet i lys, og sidst på eftermiddagen glødede himlen i alle regnbuens farver. Det er måske lidt kikset at fotografere solnedgange, men jeg kunne ikke lade være.

Klik på billederne i galleriet for at se dem i fuld størrelse.

Efter middag trækker tidevandet sig tilbage og efterlader en bred strand af det fineste sand uden sten. Her promenerer bedstemødre og kærestepar, mens drengene spiller fodbold. Et par heldige betjente ser ud til at nyde at patruljere på stranden på deres smukke arabiske heste. Det er også muligt at leje en hest eller en kamel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det spirende forår i Ourikadalen

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.

Investorernes drøm om landbrug i Mali

Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

Tekst: Lise Blom; Foto: Carsten Elert

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.

Paradisstrand i Ghana med udfordringer

Ezile Bay i Ghana er smuk som et paradis om dagen, men det er ikke rart at dele hus med rotter og edderkopper

– Generer rotterne dig? Den unge kvindelige tjener på Ezile Bay Village spørger bekymret, som om det er mig, der har et problem.
– Ja, de generer, og de lugter slemt, svarer jeg, da jeg kan se, at hun ikke mener, at rotter i huset er et problem.

Og faktisk bliver jeg i første omgang lettet, da jeg opdager, at det er en rotte, jeg stirrer på gennem det flettede stråloft. Det første, jeg får øje på, er nemlig den glidende bevægelse af noget langt og tyndt. En slange, når jeg panisk at tænke, inden lyset fra det utætte tag afslører resten af kroppen, så jeg kan se, at det er en rotte.

Aldrig er jeg blevet så glad over at se en rotte. Men kun et kort øjeblik. Rotten stirrer på mig fra loftet mindre en halv meter over mit hoved. Og jeg ved endelig, hvorfor der af og til lugter ubehageligt i huset. Tagkonstruktionen er hævet over ydermurene, og loftet er en tynd flettet stråmåtte, som man kan se igennem.

Men rotten er ikke det første dyr, der har brokket mig over på hotellet. En dag springer en enorm edderkop op, da jeg vil åbne min rygsæk. Bortset fra i zoo har jeg aldrig set så stor en edderkop. Jeg har allerede slået nogle ihjel i huset, men de var mindre end denne. Den er så stor, så en bog eller en sko ikke ville kunne knuse den. Og den er lynhurtig. Det er en jagtedderkop, som ikke sætter spind.
I receptionen griner de. Edderkopper er ikke farlige. En ung kvinde går med mig for at se på problemet. Edderkoppen er selvfølgelig væk, da den ved, at den ikke er en populær gæst. Hun giver mig en dåse insektgift, jeg kan sprøjte på dyret, hvis jeg ser det igen. Det er ikke muligt at få et andet værelse, da alt er optaget.

Senere på dagen får jeg øje på edderkoppen og henter sprayflasken. Jeg sprayer den, indtil den er kridhvid af skum, og sprayflasken er iskold. Men dyret kravler videre. Til sidst er spraydåsen tom, og edderkoppen lever stadig. Dens bevægelser er en smule langsommere, og den er på vej mod mig.

Da griber jeg træristen fra brusekabinen og hamrer den ned over edderkoppen, indtil den holder op med at sprælle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fået ram på den rigtige edderkop, den, jeg  lige har slået ihjel, ser faktisk en anelse mindre ud, end den, jeg så tidligere. Alligevel tjekker jeg ikke ud af Ezile Bay Lodge. Dagene er nemlig paradisiske. Så de får en til at glemme nattens kryb i huset.

Om dagen er jeg på vandreture i området. En halv time fra kysten begynder regnskoven med gigantiske træer og lianer. Der er marker med afgrøder i flere etager – kassava, ananas, forskellige palmer og gummitræer. Ghanas sydligste punkt Cape 3 points ligger på et klippefremspring omgivet af øde strande. Den lille by Akwida ligger mellem en lagune med mangroveskov og havet. Husene ligger tæt i landsbyen, og der er gang i markedet hver dag.

Men efter rotten og en larmende teknofest får jeg nok af Ezile Bay. Jeg tager mig endelig sammen og bærer min tunge bagage gennem den lille by Akwida og de fire kilometer ad stranden for at komme til Safari Beach Lodge på den anden side af Akwida.

Stedet er øko-luksus, og det betyder muldtoiletter, traditionelle materialer og fantastisk smukt håndværk.

Dørene i mit hus åbner direkte ud til stranden og det brussende Atlanterhav. Her er ingen beskyttende bugt, så man vågner de få gange, der er sekunders ro mellem bølgerne.

Hotellet reklamerer med en menu af en prisbelønnet kok. Det er en lokal kvinde, som står i køkkenet til daglig. Men det er ikke nemt at annoncere et gourmetkoncept langt ude på landet i Ghana. Til frokost er den sort og hvidklædte tjener usikker på, om det vil tage en time at tilberede en meget enkel ret. Eller måske kun et minut.

Efter en halv time viser den bestilte humus sig at være et helt hakket løg, lidt hakket tomat med et tyndt lag humus over. Ud fra det pænt arrangerede tårn breder skrællede agurkestave sig som solens stråler over trekantede stykker toastbrød. Gourmetmad og toastbrød rimer dårligt. Og smagen af løg holder resten af dagen.
Jeg bliver ikke mæt, så jeg bestiller en pandekage til dessert. Tjeneren understreger, at her siger man ikke pandekage, men bruger det franske ord crepe. Jeg ved godt, at jeg gør noget risikabelt, da jeg bestiller noget, som ikke står på spisekortet. Men jeg ønsker blot at få serveret sukker og en frisk citron til min crepe. Jeg regner med, at det er forstået, for jeg gentager det mange gange, og tjeneren nikker.

Derfor bliver jeg overrasket, da desserten dukker op.

– Hvad er det, spørger jeg og peger på den mørke klump ved siden af pandekagen.

Det viser sig at være et stykke stegt fisk, og der er en skål med sovs til fisken. Det er den mest underlige dessert, jeg nogensinde har set. Jeg får forklaret, at jeg ikke har bestilt fisk til dessert, og kokken fjerner fisken fra min pandekage.

Resten af måltiderne går godt, og stedet er forunderligt. Et godt sted at slappe af. Så når man ser sig for, er det muligt at finde et paradis, der er behageligt både om dagen og om natten.

Læs om turen til Akwida