Forfatterarkiv: Lise Blom

Orange-nødde-chokoladekage

Hele tre delikate smage finder sammen i denne kage. Kagen har fulgt mig, siden jeg var barn og af alle skærekager er denne min favorit.

Jeg har en håndskreven lap papir med opskriften. Jeg skrev den med grøn tusch, dengang jeg flyttede hjemmefra i 1983. Opskriften er brugt flittigt, så den grønne tusch er delvist opløst af dråber af fugt, fedt og dej. Opskriftens alder afslører sig i, at fedtstoffet i kagen oprindeligt var margarine.

Tak til Susanne Blom for det indbydende foto af orange-nødde-chokolade kagen

Du skal bruge:

  • 150 gram blødt smør
  • 250 gram sukker
  • 2 æg
  • 175 gram hvedemel
  • 35 gram kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanilje
  • ¾ dl mælk
  • ½ dl kogende vand
  • Reven skal af en appelsin
  • Saft af en appelsin
  • 1 kop groft hakkede hasselnødder

Sådan gør du:

Rør den bløde smør sammen med sukker. Tilsæt æg og pisk. Bland mel med kakao, bagepulver og vanilje. Rør det i dejen lidt ad gangen skiftevis med mælk og kogende vand. Riv appelsinskal ned i dejen og pres derefter appelsinen. Når du har rørt appelsinsaften i, er dejen forholdsvis flydende. Rør de hakkede hasselnødder i.

Smør en springform, en rund silikoneform eller et tærtefad og hæld dejen i.

Bag kagen ved 175 grader i cirka en time. Jo mindre diameter og dermed jo højere kage, jo længere tid skal kagen have. Så hold øje med kagen undervejs. Når den slipper en strikkepen, er den klar.

Kagen er bedst uden flødeskum og creme fraiche. Når den lige er bagt, er kanterne lækkert sprøde. Men orangesmagen kommer bedst frem efter et par dage.

Santiago tærte

Forkæl dine smagsløg med en klassisk spansk mandeltærte fra Galicien. Oplev den runde smag af mandel med et frisk pust af citrus. Tærten er en velfortjent belønning til pilgrimsvandrene på de spanske caminoer.

Denne er version af Santiago tærten er let og hurtig af bage. Den bliver bedst, når du bager den et par dage, inden den skal spises. Så får du mest glæde af smagen af citrus fra citronskal.

Du skal bruge:

  • 100 g smeltet smør
  • 2 ½ dl sukker
  • 4 æg
  • 200 gram mandelmel
  • ½ dl hvedemel
  • Revet skal af en økologisk citron

Du kan selv lave mandelmel. Blend eller hak hele mandler, så får du en lidt grovere tærte (med fibre). Ellers smutter du mandler og tørrer dem, inden du blender dem til mel.

Sådan gør du:

Rør det smeltede smør i sukkeret

Tilsæt æggene og pisk

Derefter rører du mandelmelet i lidt ad gangen.

Til sidst hvedemelet og den revne citronskal

Hæld dejen over i en smurt tærteform. Portionen passer til en form med diameter på 24 cm. Så bliver tærten lidt høj. Bruger du en større tærteform, skal du holde øje med tiden.

Bag den ved 175 grader i cirka 30 minutter på nederste rille. Den skal tage farve i kanten og slippe, når du stikker en strikkepind i midten.

Egentlig skal man drysse flormelis over tærten med en skabelon af Jakobskorset. Men jeg gider ikke det ekstra sukker. Det betyder, at kagen ser ret kedelig ud. Men så meget større er overraskelsen, når dine gæster smager den!

Iransk gaz

Opskrift på iransk slik med pistacienødder. Sådan imponerer du dine gæster med en hjemmelavet eksotisk delikatesse. Gaz smager godt og indeholder mindre sukker end meget andet slik.

Der findes fransk nougat, turkish delight og så er der gaz fra Iran. Umiddelbart ser det hvide slik ens ud. Men du behøver ikke at frygte hvinende sødt slik.

Har du været i Iran, har du sikkert smagt gaz. En delikatesse med særlige butikker og imponerende gaveæsker. Her er en opskrift med ingredienser, du kan købe i Danmark. Jeg har rettet opskriften til fra en original iransk opskrift.

Du skal bruge:

  • 1 dl sukker
  • ½ dl rosenvand
  • ½ dl glukosesirup
  •  2 ½ æggehvide (en halv flaske pasteuriserede æggehvider)
  • 100 gram pistacienødder (uden skal og salt)
  • Lidt hvedemel

Rosenvand kan købes i en mellemøstlig delikatessebutik, grønthandler eller på nettet. Jeg har brugt en økologisk rosenvand købt i Matas, men den indeholder også andre duftstoffer. Vigtigt er det, at rosenvandet er i fødevarekvalitet og ikke en parfume!

Jeg bruger en lang dejskraber af silikone til at røre med.

100 gram pistacienødder

Sådan gør du:

Bland sukker og rosenvand i tykbundet gryde. Kog blandingen til sukkeret er opløst.

Hæld glukosesirup i gryden og kog det i cirka 10 minutter. Rør af og til. Sluk for varmen

Pisk æggehviderne til de er så stive som muligt.

Vend de stive æggehvider i gryden. Bland det hurtigt, så æggehviderne ikke begynder at stivne og lave klumper. Du kan bruge piskeris eller håndmixer.

Tænd for lav varme og rør rundt i gryden, mens massen stivner. Det er vigtigt at røre rundt for, at det ikke brænder på eller danner hårde bolsjeagtige klumper.

Den varme masse er næsten stivnet nok. Man kan et kort øjeblik se bunden når man rører rundt

Når massen slipper grydens bund, når du rører rundt, er den ved at være stiv nok. Det kræver lidt eksperimenter at ramme den helt rigtige konsistens. Hvis massen er for blød, flyder den ud og klistrer fingrene til. Stivner massen for meget, bliver din gaz meget hård at bide i. Du skal stoppe opvarmningen, inden massen har den rigtige konsistens, da massen stivner mere, når den bliver afkølet.

Rør pistacienødderne i den varme masse. Lad den stå i gryden i cirka 15 minutter.

Denne gaz er næsten blevet for stiv. De blev i hvert fald lidt hårde.

Efter cirka 15 minutter er massen blevet tempereret, så du kan røre den.

Hæld lidt hvedemel på en tallerken.

Tag en lille skefuld masse og brug fingrene til at forme den i melet. Stil den i en æske. Når alle er formet, kan du stille æsken i køleskabet, så din gaz stivner mere. Det er desværre umuligt at få al massen op af gryden. Men stil den i blød og resterne bliver hurtigt opløst.

Nu kan du smage din gaz. Nyd dem. Den hvide masse smager sødt, pistacienødderne smager af nød. Tilsammen smager det himmelsk!

Er dine gaz meget hårde, så lad være at sætte dem i køleskab. Efter et par dage i æsken, er de blevet blødere.

Du kan eksperimenter med andre smage og andre typer af nødder. Jeg har med succes brugt appelsinblomstvand og smuttede lethakkede mandler. Jeg har også prøvet med ristet hasselnød, men syntes ikke at smagen var ligeså interessant.

Besøg i voodooland

Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?

En Zangbeto skal dirigeres

Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.

Bro til en anden verden

Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.

Bro over lagunen

Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?

På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.

Gud og under-guder

Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.

Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.

En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.

Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.

Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.

Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.

Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.

Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.

Forskellige karakterer

Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.

Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.

Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.

Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.

Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.

Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.

Ganvie, en by på vandet

Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.

Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd

Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.

Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.

Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.

Ganvies indbyggere lever af fiskeri

Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.

Et liv på vandet

Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.

Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.

Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.

Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.

Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.

Unikt kulturlandskab i Togo og Benin

Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.

Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali

Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.

Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.

Isolerede folkeslag

Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?

Klik på billederne for at se dem i større størrelse

I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.

Verdens kulturarv

Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.

De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.

Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn

Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.

Hestedans i Sokode

Danser med heste

En rytmisk bund af trommer akkompagnerer de de dansende heste i Sokode i det nordlige Togo. De koncentrerede ryttere giver små signaler til heste, som finder ind i rytmen.

Der er farver, der er fart og der er elegance. Både heste og ryttere er udsmykkede og det virker som om de udgør en krop. Men tag ikke fejl af det smukke ydre. I gamle dage var hestedansen en krigsdans, som krigerne opførte for kongen for at vise deres mod og deres kontrol over hestene.

I dag danser hestene ved festivaler og særlige begivenheder. Denne dag skulle Togos præsident komme på besøg i Sokode og inden præsidentens besøg fik vi lov at beundre krigerne og deres imponerende heste.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Hjertevarm ferie i Marokko

Paradis er noget man skaber, ikke noget man finder. Det er en indsats for at skabe en bedre verden. At tro på frugtbarheden i det, der ligner et goldt landskab. Værktøjerne er kreativitet, hårdt arbejde og tålmodighed.

Foran mig virker højsletten uendelig. En bred dal flankeret af højere bjerge mod nord og mod syd. Bløde bakker og et snoet hjulspor. Stenet med enkelte lave tornede buske, som man skal være kamel eller ged for at sætte pris på. Nogle steder er jorden sort, andre steder er den grå, gullig eller glødende rød. Plastikposer lyser op i landskabet som skinnende juveler, selv om de egentlig er forbudte i Marokko.

Vi er på vej til et landbrug. Men for hver kilometer vi kører i det golde landskab, virker det mere og mere usandsynligt, at vi er på vej mod det ideelle sted til at anlægge en gård med frugtplantager. Og dog. I en dalsænkning stopper vi og forsyner os med naboens granatæbler. Der er sådan en overflod, at de fleste frugter allerede er eksploderede og kun sidder på grenene som en udtørret skal. Mine meget store jakkelommer bliver fyldte og tunge af de saftige frugter. Vi kører lidt videre og kommer til gården.

Klik på fotos for at se dem i stor størrelse

En plantage

Et syn møder mig. Nyplantede oliventræer i tusindvis, granatæbletræer, figen, vindruer, abrikos, ferskner og gult blomstrende courgetteplanter. En vandpumpe, et stort bassin og kilometer af vandslanger, der ligger som livliner til ørkenlandskabets nye beplantning.

To ualmindelige kælne røde katte byder velkommen, mens en grå kat går sine egne veje. Små indhegninger huser kaglende høns og brægende får og geder.

Jeg er imponeret. Hvem skulle tro, at denne jord faktisk er frugtbar og huser store vandreserver 50 meter nede? Vandinstallationen alene har kostet omkring 50.000 euro, dertil kommer de mange træer og arbejdskraften. Den marokkanske stat giver støtte, men først efter at landmanden har betalt og er kommet i gang.

Ejeren Driss Fakhredine har inviteret mig ud og opleve hans gård. Et stort bifald for at give liv til jorden og forvandle en gold stenørken til spirende frodighed. Jeg er gæst på Auberge des Cavaliers du Todra ejet af Driss og hans søde familie. En hjertevarm og gæstfri familie, som ikke bare opvarter sine gæster men også taler med dem, forklarer og giver forslag til aktiviteter. Udflugten til gården var sådan et forslag. Gården ligger næsten en times kørsel fra landsbyen Ait Baha med deres lille kro. Ud over overnatning arrangerer Driss også rideture på sine smukke heste.

Øst i Marokko

Da jeg skulle holde ferie i Marokko, fik jeg stedet anbefalet, bestilte et værelse og transport. Jeg havde travlt inden rejsen, så jeg havde jeg undersøgt, hvor stedet lå. Jeg vidste kun, at det lå langt fra Casablanca, hvor jeg landede med flyet fra København. Ved ankomst kunne jeg på telefonens kort konstatere, at jeg befandt mig i Atlasbjergene øst for Marrakech. Den nærmeste by hedder Tinghir og landsbyen hedder Ait Baha. Det er en smal dal i 1.400 meters højde. I bunden af dalen løber en lille flod omgivet af frodige haver. Kilden til floden springer inde i en imponerende kløft en kilometer fra landsbyen. 200 meter lodrette klipper tiltrækker turister, vandrere og klatrere.

Jeg gik lange ture ind i den 16 kilometer lange kløft. Der er en asfaltvej og også mulighed for at gå i flodlejet, når der er lavvande. Heldigvis er der ikke så meget trafik, og når den kommer, kan man tydeligt høre den, så man kan træde til side på den smalle vej.

Landsby af ler

Jeg besøgte også den gamle landsby med huse af ler i tre etager. Desværre har de fleste landsbyboere udskiftet de smukke gamle huse med nye cementhuse langs vejen. Så landsbyen ligger uberørt som en labyrint af høje lerhuse. Nogle steder går gyderne gennem mørke tunneller under husene, andre dele af landsbyen er faldet sammen. Fascinerende og fantastisk den dag alle familier har midler til at istandsætte deres gamle boliger. Jeg beklager, at jeg kun har taget billeder af ruinerne. Men ruiner er fascinerende ….

Om morgenen vågnede jeg langsomt, spiste morgenmad, hvor jeg vil fremhæve familiens egen olivenolie. Sammen med det nybagte brød er det nok den bedste olivenolie, jeg nogensinde har smagt. Jeg fik også lækker hjemmelavet aftensmad og dejlige friske frugter.

Selv om jeg havde ferie, måtte jeg ordne nogle arbejdsopgaver, så jeg havde ikke mulighed for heldagsudflugter. Men jeg gik lange ture hver eftermiddag og nød det imponerende landsskab og solens varme. Jeg følte en glæde, hver gang jeg så noget, der mindede mig om Mali, som jeg desværre ikke længere kan besøge. De traditionelle låse på dørene. De vilde frugter til salg på markedet. Dufte og lyde.

Det må blive næste gang! For jeg må helt sikkert tilbage til Auberge des Cavaliers du Todra og ikke mindst familiens gård for at opleve, hvordan paradiset folder sig frodigt ud.

Sightseeing i taxa

På tilbagevejen hyrede jeg Aziz og hans taxa til at køre mig til lufthavnen i Ouarzazate. Der er tre timers kørsel. Men jeg kombinerende turen med besøg undervejs. Vi var i Dades-kløften med forunderligt farvede og formede klipper. Min sidste nat i området kom under frysepunktet, så træernes blade skiftede farve til det gyldne og satte dermed endnu mere kolorit til landskabet.

I Skoura besøgte vi Kasbah Amridil. Desværre var det blevet sent, så jeg følte mig som en fotograferende kineser, der næsten løb gennem de labyrintiske gange. Næste gang skal jeg have bedre tid, en guide til at fortælle mig om kasbahen og tid til en tur i palme-oasen. Jeg tror, at en del af kasbahen er indrettet som hotel, så det vil være et perfekt sted at overnatte.

Ønsker du en ferie i samme omgivelser? Så kontakt Driss Fakhredine på mail: driss.fakhr@gmail.com eller på telefon: +212 0524895090 og +212 0618530790 /fransk og engelsk). Du kan også finde Auberge des Cavaliers du Todra på hotel-søgesider.

Ønsker du at hyre Aziz og hans taxa så ring på +212 672045330 (på fransk). Han kan også køre andre steder i Marokko, hvis du ønsker en længere rejse.

Tip hvis du rejser forår, efterår og vinter: Tag varmt tøj med, så du kan sidde udenfor på terrassen om morgenen og aftenen. Udsigten er fantastisk. I løbet af dagen ændrer de rå klipper  udseende, når solens stråler skaber nyt lys og  nye skygger. Om natten skaber fuldmånens lys et magisk landskab.

Jeg fløj til og fra Ouarzazate og kørte med taxa. Fra Marrakech er der også bus gennem bjergene med Supratours til Tinghir.

På dybt vand i Balkan

At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.

Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.

Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.

For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.

Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.

Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.

Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?

Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.

Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.

Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.

I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.

Årstidernes magi på Balkan

En rejse til Balkan er en oplevelse af smuk natur. Men hvilket tidspunkt på året egner sig bedst til en rejse til Albanien, Makedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien Hercegovina?

De sneklædte bjerge rejser sig som silhuetter mod en dybblå himmel. Frugttræerne blomstrer i hvidt, rosa og gyldent. Men et frugttræ skiller sig ud; de vilde mirabeller. Mirabelletræerne blomstrer i dyb violet som den perfekte kontrast til de spæde lysegrønne planter, der er begyndt at dække jorden. Sådan ser der ud i det tidlige forår i slutningen af marts og begyndelsen af april.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Alle fotos er fra Ohrid søen i Nordmakedonien

Foråret bryder for alvor igennem i april og i maj. Trænernes blade folder sig lysegrønt ud. Nogle af dem genkender vi som for eksempel det lysegrønne ny udsprungne bøgetræ. Men her på Balkan er bøgetræet et trægrænsetræ, der vokser højt i bjergene.

Det er sjovt at køre gennem det bjergrige landskab. I de dybe dale står foråret i fuldt flor og det virker som om årstiden bliver spolet tilbage efterhånden som vejen stiger op over et bjergpas for så igen at folde sig ud, når vi kører ned i næste dal. I maj bliver bjergenes toppe stadig pudret af kridhvid nyfalden sne i koldt vejr. Alting blomstrer. Både i haver og i naturen. De vilde krydderurter dufter intenst og tiltrækker opmærksom fra udsigten, når vi holder et fotostop for at beundre udsigten over bjerge og dale.

Sent forår og tidlig sommer på Balkan

Duftene tager til i juni. Som en fortryllende parfume indhyller duften fra blomstrende lindetræer gader og pladser i mange af Balkans byer. En duft du kan møde i helsebringende urtete, sæbe og hudpleje. Og en duft så magisk at den overvinder udstødningen fra selv den mest nedslidte jugoslaviske bil. Det er også i juni, at granatæbletræerne blomstrer i intens rød.

Senere på sommeren er frugttræer og planter tyngede af frugt og grønt, som vi får lov til at smage. Og lade os overraske over at en agurk kan smage så godt.

Fotos fra Valbona-dalen i Albanien

De højeste bjerge gemmer stadig på sne i skyggefulde sprækker. Vi vandrer i bjergene og hvert et skridt udløser nye dufte fra de mange krydderurter, vi slet ikke kan undgå at træde på. Her i bjergene lever køer, heste, får og geder af krydderurter, og det kan smages på den friskmalkede mælk, yoghurten og den hjemmelavede ost. Sommerfugle flagrer omkring og minder os om, hvad vi har mistet i den ensartede danske natur.

I sensommeren er der endnu mere frugt. Vi får lov at smage saftige søde vindruer, mens hovedparten af druerne gærer til den hjemmebryggede vin og raki. De højest liggende skove i bjergene begynder at få et orangefarvet skær. Det er efteråret, som nærmer sig.

Efterår på Balkan

Den helt store farve palette kommer i spil, når efteråret endelig rammer i oktober. De vildtvoksende skove har en blanding af træer med hver sin nuance af gyldent og rød. Og ingen skovrider har tvunget træerne ind på snorlige rækker. Igen oplever vi hvordan, det er sommer i dalen og efteråret bliver mere og mere gyldent, mens vejen snor sig op mod et bjergpas. Og bagefter spiller vi filmen baglæns fra bjergenes efterår til dalens lune grønne sensommer.

Jeg har rejst på Balkan forår, sommer og efterår og oplevet, at hver årstid har hver sin egen magi. Nu tænker du, om det aldrig regner og er gråt på Balkan? Og ja, selvfølgelig regner det! Til tider regner det endda rigtigt meget og skyerne ligger tungt over landsskabet og slører de imponerende udsigter. Men regnen varer heldigvis ikke evigt og den betyder, at landskabet især i Albanien og Makedonien er frodigt, også i de varme sommermåneder.

Se mine rejser til Balkan for Viktors Farmor. Der er tre forskellige at vælge mellem.