Forfatterarkiv: Lise Blom

Hjertevarm ferie i Marokko

Paradis er noget man skaber, ikke noget man finder. Det er en indsats for at skabe en bedre verden. At tro på frugtbarheden i det, der ligner et goldt landskab. Værktøjerne er kreativitet, hårdt arbejde og tålmodighed.

Foran mig virker højsletten uendelig. En bred dal flankeret af højere bjerge mod nord og mod syd. Bløde bakker og et snoet hjulspor. Stenet med enkelte lave tornede buske, som man skal være kamel eller ged for at sætte pris på. Nogle steder er jorden sort, andre steder er den grå, gullig eller glødende rød. Plastikposer lyser op i landskabet som skinnende juveler, selv om de egentlig er forbudte i Marokko.

Vi er på vej til et landbrug. Men for hver kilometer vi kører i det golde landskab, virker det mere og mere usandsynligt, at vi er på vej mod det ideelle sted til at anlægge en gård med frugtplantager. Og dog. I en dalsænkning stopper vi og forsyner os med naboens granatæbler. Der er sådan en overflod, at de fleste frugter allerede er eksploderede og kun sidder på grenene som en udtørret skal. Mine meget store jakkelommer bliver fyldte og tunge af de saftige frugter. Vi kører lidt videre og kommer til gården.

Klik på fotos for at se dem i stor størrelse

En plantage

Et syn møder mig. Nyplantede oliventræer i tusindvis, granatæbletræer, figen, vindruer, abrikos, ferskner og gult blomstrende courgetteplanter. En vandpumpe, et stort bassin og kilometer af vandslanger, der ligger som livliner til ørkenlandskabets nye beplantning.

To ualmindelige kælne røde katte byder velkommen, mens en grå kat går sine egne veje. Små indhegninger huser kaglende høns og brægende får og geder.

Jeg er imponeret. Hvem skulle tro, at denne jord faktisk er frugtbar og huser store vandreserver 50 meter nede? Vandinstallationen alene har kostet omkring 50.000 euro, dertil kommer de mange træer og arbejdskraften. Den marokkanske stat giver støtte, men først efter at landmanden har betalt og er kommet i gang.

Ejeren Driss Fakhredine har inviteret mig ud og opleve hans gård. Et stort bifald for at give liv til jorden og forvandle en gold stenørken til spirende frodighed. Jeg er gæst på Auberge des Cavaliers du Todra ejet af Driss og hans søde familie. En hjertevarm og gæstfri familie, som ikke bare opvarter sine gæster men også taler med dem, forklarer og giver forslag til aktiviteter. Udflugten til gården var sådan et forslag. Gården ligger næsten en times kørsel fra landsbyen Ait Baha med deres lille kro. Ud over overnatning arrangerer Driss også rideture på sine smukke heste.

Øst i Marokko

Da jeg skulle holde ferie i Marokko, fik jeg stedet anbefalet, bestilte et værelse og transport. Jeg havde travlt inden rejsen, så jeg havde jeg undersøgt, hvor stedet lå. Jeg vidste kun, at det lå langt fra Casablanca, hvor jeg landede med flyet fra København. Ved ankomst kunne jeg på telefonens kort konstatere, at jeg befandt mig i Atlasbjergene øst for Marrakech. Den nærmeste by hedder Tinghir og landsbyen hedder Ait Baha. Det er en smal dal i 1.400 meters højde. I bunden af dalen løber en lille flod omgivet af frodige haver. Kilden til floden springer inde i en imponerende kløft en kilometer fra landsbyen. 200 meter lodrette klipper tiltrækker turister, vandrere og klatrere.

Jeg gik lange ture ind i den 16 kilometer lange kløft. Der er en asfaltvej og også mulighed for at gå i flodlejet, når der er lavvande. Heldigvis er der ikke så meget trafik, og når den kommer, kan man tydeligt høre den, så man kan træde til side på den smalle vej.

Landsby af ler

Jeg besøgte også den gamle landsby med huse af ler i tre etager. Desværre har de fleste landsbyboere udskiftet de smukke gamle huse med nye cementhuse langs vejen. Så landsbyen ligger uberørt som en labyrint af høje lerhuse. Nogle steder går gyderne gennem mørke tunneller under husene, andre dele af landsbyen er faldet sammen. Fascinerende og fantastisk den dag alle familier har midler til at istandsætte deres gamle boliger. Jeg beklager, at jeg kun har taget billeder af ruinerne. Men ruiner er fascinerende ….

Om morgenen vågnede jeg langsomt, spiste morgenmad, hvor jeg vil fremhæve familiens egen olivenolie. Sammen med det nybagte brød er det nok den bedste olivenolie, jeg nogensinde har smagt. Jeg fik også lækker hjemmelavet aftensmad og dejlige friske frugter.

Selv om jeg havde ferie, måtte jeg ordne nogle arbejdsopgaver, så jeg havde ikke mulighed for heldagsudflugter. Men jeg gik lange ture hver eftermiddag og nød det imponerende landsskab og solens varme. Jeg følte en glæde, hver gang jeg så noget, der mindede mig om Mali, som jeg desværre ikke længere kan besøge. De traditionelle låse på dørene. De vilde frugter til salg på markedet. Dufte og lyde.

Det må blive næste gang! For jeg må helt sikkert tilbage til Auberge des Cavaliers du Todra og ikke mindst familiens gård for at opleve, hvordan paradiset folder sig frodigt ud.

Sightseeing i taxa

På tilbagevejen hyrede jeg Aziz og hans taxa til at køre mig til lufthavnen i Ouarzazate. Der er tre timers kørsel. Men jeg kombinerende turen med besøg undervejs. Vi var i Dades-kløften med forunderligt farvede og formede klipper. Min sidste nat i området kom under frysepunktet, så træernes blade skiftede farve til det gyldne og satte dermed endnu mere kolorit til landskabet.

I Skoura besøgte vi Kasbah Amridil. Desværre var det blevet sent, så jeg følte mig som en fotograferende kineser, der næsten løb gennem de labyrintiske gange. Næste gang skal jeg have bedre tid, en guide til at fortælle mig om kasbahen og tid til en tur i palme-oasen. Jeg tror, at en del af kasbahen er indrettet som hotel, så det vil være et perfekt sted at overnatte.

Ønsker du en ferie i samme omgivelser? Så kontakt Driss Fakhredine på mail: driss.fakhr@gmail.com eller på telefon: +212 0524895090 og +212 0618530790 /fransk og engelsk). Du kan også finde Auberge des Cavaliers du Todra på hotel-søgesider.

Ønsker du at hyre Aziz og hans taxa så ring på +212 672045330 (på fransk). Han kan også køre andre steder i Marokko, hvis du ønsker en længere rejse.

Tip hvis du rejser forår, efterår og vinter: Tag varmt tøj med, så du kan sidde udenfor på terrassen om morgenen og aftenen. Udsigten er fantastisk. I løbet af dagen ændrer de rå klipper  udseende, når solens stråler skaber nyt lys og  nye skygger. Om natten skaber fuldmånens lys et magisk landskab.

Jeg fløj til og fra Ouarzazate og kørte med taxa. Fra Marrakech er der også bus gennem bjergene med Supratours til Tinghir.

På dybt vand i Balkan

At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.

Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.

Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.

For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.

Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.

Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.

Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?

Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.

Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.

Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.

I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.

Årstidernes magi på Balkan

En rejse til Balkan er en oplevelse af smuk natur. Men hvilket tidspunkt på året egner sig bedst til en rejse til Albanien, Makedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien Hercegovina?

De sneklædte bjerge rejser sig som silhuetter mod en dybblå himmel. Frugttræerne blomstrer i hvidt, rosa og gyldent. Men et frugttræ skiller sig ud; de vilde mirabeller. Mirabelletræerne blomstrer i dyb violet som den perfekte kontrast til de spæde lysegrønne planter, der er begyndt at dække jorden. Sådan ser der ud i det tidlige forår i slutningen af marts og begyndelsen af april.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Alle fotos er fra Ohrid søen i Nordmakedonien

Foråret bryder for alvor igennem i april og i maj. Trænernes blade folder sig lysegrønt ud. Nogle af dem genkender vi som for eksempel det lysegrønne ny udsprungne bøgetræ. Men her på Balkan er bøgetræet et trægrænsetræ, der vokser højt i bjergene.

Det er sjovt at køre gennem det bjergrige landskab. I de dybe dale står foråret i fuldt flor og det virker som om årstiden bliver spolet tilbage efterhånden som vejen stiger op over et bjergpas for så igen at folde sig ud, når vi kører ned i næste dal. I maj bliver bjergenes toppe stadig pudret af kridhvid nyfalden sne i koldt vejr. Alting blomstrer. Både i haver og i naturen. De vilde krydderurter dufter intenst og tiltrækker opmærksom fra udsigten, når vi holder et fotostop for at beundre udsigten over bjerge og dale.

Sent forår og tidlig sommer på Balkan

Duftene tager til i juni. Som en fortryllende parfume indhyller duften fra blomstrende lindetræer gader og pladser i mange af Balkans byer. En duft du kan møde i helsebringende urtete, sæbe og hudpleje. Og en duft så magisk at den overvinder udstødningen fra selv den mest nedslidte jugoslaviske bil. Det er også i juni, at granatæbletræerne blomstrer i intens rød.

Senere på sommeren er frugttræer og planter tyngede af frugt og grønt, som vi får lov til at smage. Og lade os overraske over at en agurk kan smage så godt.

Fotos fra Valbona-dalen i Albanien

De højeste bjerge gemmer stadig på sne i skyggefulde sprækker. Vi vandrer i bjergene og hvert et skridt udløser nye dufte fra de mange krydderurter, vi slet ikke kan undgå at træde på. Her i bjergene lever køer, heste, får og geder af krydderurter, og det kan smages på den friskmalkede mælk, yoghurten og den hjemmelavede ost. Sommerfugle flagrer omkring og minder os om, hvad vi har mistet i den ensartede danske natur.

I sensommeren er der endnu mere frugt. Vi får lov at smage saftige søde vindruer, mens hovedparten af druerne gærer til den hjemmebryggede vin og raki. De højest liggende skove i bjergene begynder at få et orangefarvet skær. Det er efteråret, som nærmer sig.

Efterår på Balkan

Den helt store farve palette kommer i spil, når efteråret endelig rammer i oktober. De vildtvoksende skove har en blanding af træer med hver sin nuance af gyldent og rød. Og ingen skovrider har tvunget træerne ind på snorlige rækker. Igen oplever vi hvordan, det er sommer i dalen og efteråret bliver mere og mere gyldent, mens vejen snor sig op mod et bjergpas. Og bagefter spiller vi filmen baglæns fra bjergenes efterår til dalens lune grønne sensommer.

Jeg har rejst på Balkan forår, sommer og efterår og oplevet, at hver årstid har hver sin egen magi. Nu tænker du, om det aldrig regner og er gråt på Balkan? Og ja, selvfølgelig regner det! Til tider regner det endda rigtigt meget og skyerne ligger tungt over landsskabet og slører de imponerende udsigter. Men regnen varer heldigvis ikke evigt og den betyder, at landskabet især i Albanien og Makedonien er frodigt, også i de varme sommermåneder.

Se mine rejser til Balkan for Viktors Farmor. Der er tre forskellige at vælge mellem.

Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab:

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Søfolk med faglig stolthed – Georg Stage

Tag de unges mobiltelefoner, giv dem opgaver alle døgnets timer og lad dem leve tæt sammen på et skib, som både er deres hjem, deres arbejdsplads og deres skole. Lyder det som opskriften på en succeshistorie i 2017?

Hvert år søger mellem 150 og 200 unge på 17 til 23 år om en af de 63 pladser på årets togt med Georg Stage. Ifølge Undervisningsministeriet er 99 procent af de unge i gang med job eller uddannelse efter et togt. Så direktøren for Georg Stage Stiftelsen, Asser Amdisen, betegner uddannelsen som en succes.

Georg Stage er ved at blive rigget af i august 2017

Det er midt i august, og Georg Stage er ved at blive rigget af som en del af uddannelsen. Eleverne er travlt beskæftigede med at skille dele af skibet ad, så de kan blive renoverede og fortsat bruges.

– På et skib afhænger alt af, at man kan klare sig selv. De unge er begejstrede for, at det er muligt at reparere alting. De er vant til, at man smider ting væk, som går i stykker. De opdager, at de kan bruge deres hænder og er overraskede over, hvor meget de selv kan, forklarer Helle Barner Jespersen.

Hun genopfrisker mottoet om, at som sømand kan man alt, ellers må man lære det.

Helle er overstyrmand på Georg Stage og har ansvar for at lede og fordele arbejdet for elever og ti besætningsmedlemmer. Hendes særlige udfordring er, at skibet både skal kunne sejle og fungere som en skole, hvor alle elever lærer de nødvendige færdigheder.

– På dækket svarer det til halvanden kvadratmeter til hver person, derfor er planlægning vigtigt, så man ikke træder hinanden over tæerne, konstaterer hun med et smil.

Tine og Marie fortæller om uddannelsen og alt det, de har fået ud af et togt med Georg Stage

Georg Stage sammensætter en besætning med udgangspunkt i elevernes forskellighed. En tredjedel er piger, og hver landsdel er repræsenteret med en tredjedel. En tredjedel har afsluttet gymnasiet, mens andre er færdige med folkeskolen.

– En skibsbesætnings styrke er dens forskelligheder. Det er et lille samfund, hvor alle skal lære at hjælpe hinanden, siger Helle.

Georg Stage – Reportage i Ny Tid 3F Sømændene Hele artiklen som PDF – åbner i nyt vindue. Artiklen er flot sat op af grafisk designer Annemette Klink Nielsen fra Sangill | Grafisk.

Eksotisk dansker i Nigeria

En gammel artikel, som jeg finder, da jeg rydder op i mine papirer. En artikel, der vækker minder om en særlig tid. Der er både gode, absurde og rædselsvækkende oplevelser. Velkommen til Biafra i Nigeria 1994.

Artiklen fra Daily Times Onsdag den 29. juni 1994. Klik på billedet for at læse artiklen i fuld størrelse.

Journalisten Maurice Archibong rejste til Nigerias forskellige byer for at støvsuge dem for historier, miljøer og specielle personer. Jeg var helt uvidende om, at jeg skulle blive til et portræt i avisen, og datoen på artiklen afslører da også, at artiklen først blev bragt lang tid efter vores møder i Oba.

Jeg kan nu se, at Maurice Archibong var en kendt journalist i Nigeria. Han boede nogle dage på et forlystelseskompleks i Oba, der var nabo til den skole, hvor jeg var i praktik i tre måneder i begyndelsen af 1994. Forlystelseskompleks er den bedste betegnelse, for hotellet fyldte et stort område langs med den befærdede landevej mellem Onitsha og kysten. Umiddelbart kunne komplekset se lukket ud, og jeg havde aldrig overvejet at besøge det, selv om jeg i weekenderne ikke havde så meget at give mig til på en næsten tom skole, og der var kun omkring en kilometer derhen.

Området husede et sportsstadium, et tivoli, en zoo, en natklub og en stor have med kitchede afrikanske hytter. Det hele var omringet af en høj mur, og det var derfor, det hele så så lukket ud. Det sydlige Nigeria var dengang præget af høj kriminalitet, og man skulle ikke gå udenfor efter mørkets frembrud. På hotellet kunne gæsterne komme i weekenden og havde adgang til alle forlystelserne uden at skulle bevæge sig udenfor.

Maurice Archibong inviterede mig på rundvisning. At området havde set bedre dage var en underdrivelse. Man skulle være en meget troende nigerianer med sikkerhed for, at gud holdt hånden over en, for at prøve tivoliets forlystelser. Den zoologiske haves stolthed var et par løver. De to dyr var desværre begge døde, men gæsterne skulle ikke gå glip af attraktionen. Derfor var de to indtørrede og udstrakte lig sat i spænd i et bur, så det næsten så ud, som om de stod oprejste. En enorm pythonslange levede stadig. Det gjorde en lille ged også. Den stod tøjret i pythonens bur. Men dens liv havde ikke lange udsigter, og det var geden tydeligvis klar over. Den lille krop rystede af angst, mens den ventede på, at den sovende python igen fik appetit og kunne sluge den i en mundfuld. Bare tænk på tegningen i ”Den lille prins” af en slange, der har slugt en elefant. Snart ville geden ende sine dage som en stor bule på en slange.

Jeg afslog tilbuddet om et natligt besøg i natklubben. Men i løbet af nogle underholdende dage guidede vi hinanden i området, hvor vi begge var fremmede. Jeg var med hos nogle ghanesiske rastafarier i eksil fra Ghana. Og jeg tog journalisten med til den lille flod, som gav drikkevand til Obas indbyggere, og hvor kvinderne vaskede tøj, og mændene stagede sig ud i sumpen og for at tappe palmevin. Det var en lille biflod til Nigerfloden, som jeg kendte så godt fra Mali.

Den eneste tegning jeg fik lov at tegne ved floden i Oba. Klik på billedet for at se det i stor størrelse

Flodbredden var mit favoritsted i Oba. Dengang tegnede jeg. Men efter en enkelt skitse blev jeg forbudt at tegne der. Forklaringen var, at folk var nervøse for, at stedet skulle blive kendt, solgt og derefter indhegnet. Men jeg måtte gerne komme ned til floden og købe frisktappet palmevin.

En enkelt gang vaskede jeg tøj ved floden, da der ikke var vand på skolen. Der var regler for, hvor man måtte vaske tøj. Det var selvfølgelig kvindernes opgave, og det skulle foregå på en mudret banke ude i floden, så kvinderne måtte vade gennem det mørke vand med vand op til livet. Da jeg selvfølgelig brød reglerne, bragte en enøjet beruset og venlig kanofører mig over på mudderbanken og hentede mig heldigvis tilbage igen, da jeg var færdig med vasken.

Jeg tænkte, at jeg godt kunne tage journalisten med til den lille naturperle. Han var begejstret og afslørede, at han ikke var vant til at drikke frisk palmevin. Det smager så meget bedre end palmevin, der er lagret bare nogle få timer. Gæringen er i fuld gang, og smagen bliver hurtigt ret ubehagelig. Men frisk og i godt selskab er palmevin perfekt.

Et andet sted ved Nigerfloden, hvor ingen forhindrede mig i at tegne. Klik for at se billedet i stor størrelse.

Oba er en landsby. Dengang med 60.000 indbyggere, og den dækkede et enormt areal, som jeg kun så en smule af. Jeg gik ikke så langt, mest til nogle små boder på den anden side af den befærdede landevej, hvor bilerne aldrig sagtnede farten – eller kunne drømme om at stoppe, hvis de ramte en fodgænger. Det var med livet i halsen, når jeg en gang om dagen sammen med de lokale løb over vejen for at gøre mine daglige indkøb. En dag blev jeg ført hen til en såret dreng, der ikke var kommet helskindet over vejen, uden at bilen var stoppet. Han klarede den heldigvis.

I skovene var der indrettet altre ved hellige steder, og det tydeligt, at jeg ikke var velkommen de steder. Jeg lyttede også til mine kollegers fortællinger om menneskeofre. Det skulle ifølge mine kolleger være de lokale rigmænd, der ikke skyede nogen midler for at bevare deres rigdom og magt. Om råheden var eftervirkninger efter Biafra-krigen eller en særlig lokal kultur, ved jeg ikke. Men samfundet i Oba var meget opdelt i rig og fattig.  Folk var søde og gæstfrie overfor mig og dem de kendte. Men der var ikke samme form for samarbejde og omsorg på landsbyniveau, som jeg havde oplevet i andre vestafrikanske lande som for eksempel Mali.

Hvis de risikable omgivelser ikke var nok til at holde mig på skolens område, var der røverne, der efter mørkets frembrud belejrede landevejen og skød efter bilerne, indtil de stoppede, og passagererne blev berøvede. Jeg oplevede, at vi måtte flygte fra skolens tag med kugler susende om ørerne ved et skyderi oppe på vejen. Nogle kilometer nede ad vejen var et makabert udstillingssted for ofre og kriminelle, der havde forsøgt at undslippe røvernes vilje.

Jeg blev chokeret, da jeg så en nøgen opsvulmet krop på vejen. Vi var i bil på vej til et bar for at få en fredagsøl. Men min vært og de andre passagerer reagerede ikke. Og da jeg spurgte til den nøgne krop, fik jeg svaret, at det sikkert var en myrdet kriminel, der lå der til skræk og advarsel. De andre tog det ikke så tungt. Jeg erindrede stedet og lærte at lukke øjnene og lade være med at trække vejret, når vi passerede. Antallet af lig steg efter sigende til fem, og det varede fem uger, inden nogle fjernede de udsmattede kropsrester fra vejbanen. Efter en uge var folk begyndt at blive oprørte, fordi det var så ulækkert, at de lå der.

Min lyst til at gå på opdagelse i de ellers smukke omgivelser var derfor stækket, og de fleste weekender tilbragte jeg næsten alene på den lukkede skole. Ud over at tegne og lave tekstiler læste jeg. Og uden adgang til tv og radio havde jeg god tid til at læse bøger. Som nævnt i artiklen måtte jeg rationere læsningen for ikke at løbe tør for læsestof. En tidligere dansk beboer havde efterladt alle udgaver af bladet Press, hvor jeg med fornøjelse læste hver eneste artikel.

Heldigvis var der også mange venlige og hjælpsomme nigerianere. En af dem blev endda rørt af artiklen og sendte en bog til skolen, så jeg havde noget at læse i. Det var ”Madame Bovary”, men jeg ved ikke, om personen havde nogen bagtanker med valget af roman, da artiklen først blev bragt lang tid efter, at jeg var rejst hjem.

Et andet minde fra Nigeria er fra dengang, da jeg kom til at spille med i en nigeriansk tv-serie. Måske har jeg været Nollywood-stjerne? Jeg ved det ikke, da jeg aldrig fik resultatet at se. Der var kun en optagelse og ingen prøver eller instruktion. Så det er en helt anden historie.

Mystisk massage i Marrakech

Havde en mystisk oplevelse i Marrakech. Det føltes lidt som en drøm – en underlig en.

Aften i Marrakech, da verden igen var blevet hel normal og behagelig

Trængte til massage og havde ikke meget tid. Så da jeg så et skilt, der reklamerede med massage fulgte jeg pilene i smallere og smallere gyder. Til sidst sluttede gyderne ved et hus. Men labyrinten fortsatte ind i huset indtil jeg kom til en reception med en kvinde og en ung fyr.

Ville jeg have en mand eller en pige til at massere mig? Den unge fyr var vældig god, fik jeg at vide. Men jeg foretrak en pige.

Jeg spurgte om jeg kunne betale med kort, da jeg ikke havde kontanter.

Kun kontanter, men ingen problemer, jeg kunne bare give dem mit kort, så kunne de hæve for mig.

Da jeg afslog venligheden, og sagde de, at den unge mand kunne følge mig til pengeautomaten, så kunne jeg betale efter massagen.

Massøsen hentede mig og labyrinten fortsatte op ad trapper i et meget svagt oplyst hus. Et blåligt skær fra dårlige sparepærer. Der var lidt rødt plys over møblerne.

Jeg kom ind i en stue med nogle skabe, hvor jeg skulle lægge mit tøj. Først skulle en mand jages ud af stuen.

Iført morgenkjole kom jeg ind i massagerummet lige ved siden af stuen og kun adskilt af et forhæng.

–  Læg dig på briksen og slap af, kommanderede massøsen.

Den hjemmebyggede briks knagede og sejlede rundt, mens jeg lagde mig til rette. I hullet til ansigtet var kunstlæderet fastspændt med store nitter, der stak ind i panden. Ikke videre behageligt, så jeg fik ekstra håndklæder at lægge hovedet på.

Lidt efter gik massøsen i gang med fødderne. Det var helt fantastisk. Endelig at slappe af og hun var god. Men der gik ikke lang tid, så kunne jeg høre at der kom en mand i stuen. Massøsen gik ud til ham og talte lidt med ham inden hun kom ind til mig igen.

Derefter fulgte lyden af en raslen med nøgler i stuen og et skab blev åbnet.

Kort efter gik massøsen igen ud i stuen. Jeg kunne høre lyden af tøj. To lynlåse blev åbnet – en meget kort og en, en lille smule længere.

Der gik et øjeblik, så tænkte jeg, at lyden svarede til længden på lynlåsen i mit pengebælte, som lå i skabet.

Var det i virkeligheden mit skab og mine ejendele, der blev rodet igennem?

Massøsen var stadig ikke tilbage og hendes og mandens hvisken var en anelse hektisk.
Jeg rejste mig fra den knagende briks og tog morgenkjolen på. Men inden jeg nåede ud i stuen, var massøsen tilbage.

–  Relax, sagde hun og fik mig op på briksen igen.

Derefter var min afslapning slut.

Hvis det var mit tøj og de tog noget fra mig, hvordan ville de så forklare mig det? Der var kun få penge, en telefon og betalingskortet. Kunne jeg forvente at blive bedøvet og derefter vågne op i en gyde uden tøj og ejendele? Hotellet lå langt, meget langt fra centrum af byen og jeg havde et fly tidligt næste morgen.

Selv om massagen stadig var god, væltede mine tanker rundt i mit hoved. Og da jeg skulle vende mig, fik jeg dækket øjnene med et håndklæde. Heldigvis kunne jeg titte ud forneden og holde øje med om der kom andre ind i rummet.

Til sidst sluttede massøsen og bad mig om at slappe af i fem minutter.

Jeg skyndte mig i morgenkjolen og ud i stuen, hvor der sad endnu en mand. Han blev bedt om at gå, mens jeg åbnede mit skab og fandt mit tøj. Jeg er så rodet, at jeg ikke kunne se om der var blevet rodet endnu mere i skabet. Men mine ejendele var der.

Jeg bad om at komme på toilettet og blev ført gennem endnu mere dunkle rum. I et stort rum var der røde plyssofaer hele vejen rundt og et kæmpe bord i midten med underlig ting. En mand sad i hjørnet og ventede.

Nedenunder i receptionen sad der tre marokkanske mænd og en tysk mand henvendte sig i receptionen.

Min fornemmelse af at være gæst på et bordel blev stærkere.

Jeg havde planlagt at notere mig stedets navn, men da jeg gik mod pengeautomaten med en ung mand, glemte jeg alt om det. Snart stod jeg igen i Marrakechs sollys og mylder af mennesker. Og det føltes som en kort intens drøm.

Da jeg endelig fik netforbindelse spærrede jeg mit betalingskort.

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.