Kategoriarkiv: Artikler fra Mali

Søger du information og oplysning om Mali? Her er eksempler på artikler, jeg har skrevet til aviser, hjemmesider og magasiner

Mali er stolt af sit valg

Dagen efter præsidentvalget i Mali handler samtalerne ikke kun om, hvem der vinder. Befolkningen taler lige så meget om, hvor godt valget er gået. Verden forventede, at valget ville blive kaos. Malineserne har vist verden, at de kan gennemføre et demokratisk valg uden vold og trusler.

Søndag den 11. august går befolkningen i Mali igen til stemmeurnerne for at vælge ny præsident. Men der er ikke helt den samme gejst omkring anden runde af præsidentvalget, som der var ved valgets første runde for to uger siden. Her fik Ibrahim Boubacar Keita IBK knap 40 procent af stemmerne mod knap 20 procent til toeren Soumaila Cisse. Derfor føler mange vælgere, at præsidenten allerede er valgt.

I morges vågnede folk til silende regn af den slags, som i Danmark bliver betegnet skybrud. Og da der mangler kloakering, er veje og gader på få minutter forvandlet til enorme muddersøer. I den nordlige by Tessalit, var det så voldsomt om lørdagen, at huse bygget af ler skred sammen.

Søndag er samtidig sidste dag med ramadanfester. Siden i torsdags er der blevet festet, spist og besøgt familie og venner. Tiden op til festen er gået med forberedelser, nye frisurer, en tur til skrædderen og indkøb og tilberedning af store mængder af mad. Mange har besøgt familien på landet, og hvis de vil stemme, må de rejse hjem en dag tidligere. Her er det ikke muligt at brevstemme.

At skulle stemme denne dag svare til at vi skulle stemme i juleferien på en dag med snestorm. Og hvis det ene parti i forvejen havde dobbelt så mange stemme som det andet, så var der nok en del, som ville vælge at blive inden døre. Folk beklager, at der kun var to uger mellem første og anden runde af præsidentvalget. De vil gerne stemme, og besøget på valgstedet er samtidig en festdag, hvor man tager sit pæne tøj på.

Vælgertilslutningen til anden runde af præsidentvalget bliver sandsynligvis ikke rekordhøj, men det betyder ikke, at den nye præsident ikke har opbakning i befolkningen. I hvert fald ikke endnu. Når præsidenten skal indfri befolkningens enorme forventningen, vil opbakningen uden tvivl skrumpe.

Denne søndag hænger valgplakaterne stadig i lygtepælene, på store bannere og hver eneste butik har en plakat med deres kandidat hængene. Men der er ikke nogen foran valgstederne. Det er nemlig forbudt at føre valgkamp umiddelbart inden valget.
Alle ved, at dette valg er vigtigt. Jeg har talt med vælgere, hvis kandidat fra første runde ikke opnåede nok stemmer, og de har besluttet sig for en ny kandidat. Jeg har også talt med en, som forud for første runde ville stemme på Soumaila Cisse, og som nu stemmer på IBK. Ingen tvivl om, at IBK er den store vinder i det meste af Mali.

Efter valget har de vragede 25 præsidentkandidater valgt side. Hovedparten opfordrer deres støtter til at stemme på IBK. Det skabte drama i Malis største og eneste egentlig politiske parti ADEMA. Det har de fleste kandidater været medlem af, indtil de har følt sig forbigået og derefter har skabt deres eget parti. Dette års præsidentkandidat for ADEMA, Dramane Dembele, fik 10 procent af stemmerne i første runde, og han gik alene ud og opfordrede sine vælgere til at stemme på IBK. Den opfordring er imod parti linjen, da ADEMA er med i en koalition imod militærkuppet sidste år. I samme koalition sidder Soumaila Cisse, så derfor burde partiet pege på ham.

Når folk i Bamako alle har stemt på IBK og næsten kun kender folk, som har stemt på IBK, kan det være svært at forstå, hvorfor han ikke vandt allerede i først runde med de krævede 50 procent af stemmerne.

Men første runde af præsidentvalget har vist noget nyt i Mali. Befolkningen stemmer forskelligt i syd og nord. I de tre nordlige regioner fik Soumaile Cisse flertal i første runde, mens IBK vandt flertallet i resten af landet. Etnisk tilhørsforhold har normalt ingen politisk betydning i Mali. Det betyder uden tvivl noget for vælgerne i Nordmali, at Soumaila Cisse stammer fra byen Niafunke i Timbuktu-regionen. Vælgerne i nord er bange for at blive glemt i de politiske prioriteringer.

Jeg talte med en internt fordreven fra Gao i det nordlige Mali, som sagde, at hvis ikke islamisterne tidligere på året havde truet med at invadere Malis hovedstad Bamako, ville byen sikkert stadig være besat. Mens Gao var besat, gjorde Malis militær og myndigheder intet for at befri byen. Så hendes politiske prioritering handlede om sikkerhed, og at alle oprørere ville blive fanget, så byen igen kan blive så sikker, at hun og hendes familie tør vende tilbage.

I resten af Mali handler forventningerne til den nye præsident i højere grad om at få gang i økonomien, at få skabt arbejdspladser og få et bedre skolesystem.

Der er stadig mindre udfordringer ved at organisere den store begivenhed. Men teknologien hjælper, så vælgerne kan finde deres valgsted per sms og følge selve valget på internettet. På valgrapportørernes hjemmeside  er der søndag eftermiddag rapporter fra valgobservatørerne på 1.647 af 21.124 valgsteder i selve Mali. De fleste afrapporteringer er korrekte, men der er eksempler på valgsteder, der åbner senere, eller hvor urnen ikke er blevet vist tom, inden den er forseglet. Men meldingerne om fejl er få. Valgrapportører må kun notere uregelmæssigheder og ikke gribe ind i valg processen.

Der har været forsøg på snyd. Men de er blevet afsløret og personerne bag er arresteret. Så systemet fungerer, og folk har rapporteret forsøg på snyd. FNs fredsbevarende mission i Mali MINUSMA har 7 telefonnumre, man kan kontakte om snyd ved valget.

Mali har mange afstemningssteder i udlandet. Der bor flest i Elfenbenskysten, hvor der er 190 valgsteder. I Frankrig er der 30.000 registrerede vælgere, der kan stemme på 106 valgsteder.

Det er stadig svært for Malis mange analfabeter at stemme. Ved første runde af valget var knap 400.000 stemmesedler ugyldige, hovedparten fordi der var stemt på mere end en kandidat. Der er programmer i radio og tv om, hvordan man stemmer, men det kan være vanskeligt at genkende sin kandidat på fotoet, når man ikke kan læse navnet.

Valg i Mali: Krise mens stemmerne tælles op

Valgkampen og selve valget er fredelig, men da stemmerne bliver talt op, melder favoritkandidaterne om sejr. Den lange ventetid på fem dage giver mulighed for rygter.

Vælgerne leder efter deres navne på valglisterne til første runde af præsidentvalget i Mali.

Valgstederne lukker søndag klokken 18, og optællingen af stemmer begynder. Optællingen bliver kontrolleret af observatører og medlemmer af de politiske partier. Allerede to timer efter at valgstederne lukker, dukker de første meldinger om sejr til en af kandidaterne op. Befolkningen holder vejret og håber, at partiernes tilhængere holder sig i ro, indtil et endeligt resultat af valget foreligger. Politikerne afslører resultater fra forskellige valgsteder, og resultaterne er altid i egen favør.

Modsat valgkampen som forløb fredeligt er tonen nu mere barsk. Udmeldingen af resultaterne skaber forventninger og kan gøre det vanskeligt for folk at forstå, hvis deres favoritkandidat alligevel ikke vinder. EU’s valgobservatører skærper tonen.

”Det er min moralske pligt at appellere til de politiske partier og journalister og alle andre; at alle beslutningstagere respekterer den ro, der har præget valget. Utidige udmeldinger og delresultater kan skabe problemer”, udtaler lederen af EU’s valgobservatører, Louis Michel.

Minister dummer sig og udråber vinder
Tirsdag melder den valg-ansvarlige minister, Moussa Sinko Coulibaly, at Ibrahim Boubacar Keita – IBK – har vundet så stort i første runde, at der ikke bliver nogen anden runde af præsidentvalget. Han lover det endelige resultat senere samme dag eller onsdag. Takokelen – valgt i første runde jubler tilhængerne. Men valgets organisator bekræfter ikke udmeldingen, som skulle bygge på en tredjedel af stemmerne.

Modkandidaterne kræver ministerens afgang for forsøg på manipulation. Medierne er fulde af beskyldninger mellem parterne. Almindelige mennesker på cafeer og på gaden skælder ud på politikerne for den måde, de ødelægger den gode og fredelige stemning, der var på valgdagen. Valgresultatet skal seneste offentliggøres fredag fem dage efter valget ifølge forfatningen. For hver dag, der går, øges frygten for, at de mange rygter antænder partiernes græsrødder.

Endelig skal resultatet offentliggøres fredag klokken 10. Først viser tv en almindelig nyhedsudsendelse. Derefter lægger en journalist op til pressemødet, hvor resultatet vil blive offentliggjort. Men inden skal vi se nogle musikvideoer. Tiden går, og næste program handler om nationalparker i Afrika. 50 minutter senere vender journalisten endelig tilbage på skærmen og stiller om til pressemødet.

IBK vinder første runde
Ministeren Moussa Sinko Coulibaly gennemgår hele valgprocessen, inden han kommer til resultaterne. Alle 27 kandidaters navne bliver læst op, og hver kandidat har mindst tre navne. IBK er i front med 39 procent af stemmerne, mens Soumaila Cissé har opnået halvdelen med 19,44 procent. Mange kandidater har under en procent af stemmerne. Anden runde af præsidentvalget finder sted den 11. august. Der er gisninger om, hvilken kandidat de vragede vil pege på i anden runde af valget, og hvad de kræver til gengæld.

Her er resultatet for alle kandidater ved præsidentvalget i Mali

Læs om valgdagen, om de internt fordrevne i Mali og valget, om den mest troværdige kandidat

Alle artikler om Præsidentvalget i Mali

Valg i Mali: IBK er den mest troværdige kandidat

Der er endnu intet alternativ til den gamle garde af politikere i Mali. Erfaring og autoritet er nødvendig for at landet kan komme ud af krisen og skabe nyt håb.

Efter militærkuppet i Mali i 2012 tog befolkningen afstand fra politikerne. Ved valget i 2013 strømmer de til valgstederne for at stemme.

Umiddelbart efter militær-kuppet i marts 2012 beskyldte hæren og den brede befolkning politikerne for korruption og for ikke at gøre noget for landets befolkning. Dengang var der foragt for den gamle garde af politikere. Derfor kan det ligne et paradoks, at befolkningen et år senere i stort tal stemmer på de samme politikere, som de dengang skældte ud. Fem yngre kandidater stiller op til præsidentvalget i opposition til de kendte politikere. Men de er ikke politisk modne, vurderer Faring Bah. Han er jurist med speciale i menneskeret og demokrati og har været på et studieophold på Institut for Menneskerettigheder i Danmark. I 2012 var han valgobservatør ved præsidentvalget i Ghana for den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.

”De repræsenterer nye tanker og en ny fremtid. Men hvis de havde samlet sig om en kandidat og drevet en fælles kampagne, havde de måske haft en mulighed for at overbevise vælgerne. Der var ingen sammenhæng i deres programmer, og de manglede konkrete bud på, hvordan de vil skabe ændringer i Mali,” supplerer han.

Han mener, at landet mest har brug for stabilitet og sammenhold i den nuværende situation, derfor har han stemt på IBK.

”Valget ændrer meget for Mali, for det har givet folk i Mali et håb om, at de er på vej ud af krisen. Hele dette håb hviler på den nye præsident. Udfordringen for præsidenten er at være præsident for hele Mali. Som præsident repræsenterer man ikke kun et parti, eller en region og en bestemt gruppe mennesker,” siger Faring.

IBK er kendt for at holde ord

IBK er den mest populære kandidat ved første runde af præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013

Gregory Mann er professor på Columbia University i USA og historiker med speciale i fransk Vestafrika med fokus på Mali. Han vurderer, at IBK er den mest erfarne præsidentkandidat og den kandidat, der har størst forudsætning for at skabe ændringer i Mali.

”IBK har en stærk karakter og en insisterende personlighed. Man siger om ham, at han har én tunge og én stemme. Det betyder, at han vælger sine ord med omhu, og at han gør det, han siger. Måske bryder man sig ikke om det, han gør, men man kan stole på ham. IBK var premierminister i Mali, da demokratiet blev indført i 1990’erne, og landet gennemgik flere kriser. Der var voldelige studenterdemonstrationer og problemer i Timbuktu, som han fik under kontrol. For at bringe Mali ud af den nuværende krise, er det nødvendigt med en præsident med hans autoritet,” fastslår Gregory Mann.

Vigtigst at løse økonomisk krise
Af Malis mange udfordringer vil det internationale samfund, Frankrig, den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas og FN sandsynligvis pege på, at det er vigtigst at løse konflikten i Nordmali. Men det er ikke det mest presserende problem ifølge Gregory Mann.

”Spørger man folk i Mali, er det den økonomiske krise. For folk i Bamako er Nordmali ekstremt langt væk, og der er så mange problemer at tage fat i. Mali er ramt af en økonomisk nedsmeltning, og uddannelsessystemet fungerer ikke. Der er ikke så meget prestige for præsidenten ved at tage fat i de problemer, men det er de vigtigste problemer at løse for Mali,” vurderer Gregory Mann.

Han peger på, at det ikke kun er op til den nye præsident at løse problemerne i nord. Men han vurderer, at IBK har bedre forudsætning for at løse konflikterne end nogen af de andre kandidater.

”Spørgsmålet er, hvad det sydlige Mali overhovedet kan gøre for at løse problemerne. De kan ikke gøre meget andet end det, de allerede har gjort. Det handler om at indfri de løfter, de har givet tidligere. Men der skal være kapacitet til at udføre forbedringerne i nord. Forventningerne i nord er ofte urealistiske. Det er et ekstremt fattigt område af verden uden mange ressourcer, og det er ikke rimeligt, at indbyggerne forventer, at de skal leve i glamourøse omgivelser,” mener Gregory Mann.

Det helt store problem for Malis regering er at finde forhandlingspartnere blandt tuareg-oprørerne, der er legitime repræsentanter for området, og som har mandat til forhandlinger og opbakning lokalt.

”Samtidig er det et problem for samfundet, at man kan gøre oprør, og så får man det, man peger på,” siger Gregory Mann.

Slut med militær indblanding i politik
Den tidligere militærjunta har lovet at respektere valget og koncentrere sig om at styrke landets sikkerhed. Dets leder Sanogo har tidligere givet en form for undskyldning for militærkuppet. Under valgkampen har han afholdt sig fra at pege på bestemte kandidater.

”Det er min formodning, at ligegyldigt hvem, der var blevet valgt, så ville ånden i flasken i form af kuplederen Sanogo være tilbage i flasken. Det skyldes ikke bare den demokratiske proces, men i lige så høj grad tilstedeværelsen af udenlandske tropper i Mali. Den meget synlige måde, hæren har blandet sig i Malis politiske liv, er slut,” vurderer Gregory Mann.

Læs om Valgdagen, om internt fordrevne i Mali og valget, om krise under optællingen, om den mest troværdige kandidat

Læs alle artikler om Præsidentvalget i Mali

Valg i Mali: Problemerne i Nordmali er tema for internt fordrevne

353.455 internt fordrevne i Mali og 175.000 flygtninge i nabolandene har problemerne i Nordmali øverst på dagsordenen for præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013. De har mistet deres hjem, efter at islamister og tuareg-oprørere erklærede krig mod Malis stat.

En blå finger betyder en stemme ved præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013

I udlandet har de mange malinesere svært ved at komme til at stemme. Det gælder en del af de 175.000 flygtninge fra det nordlige Mali, som opholder sig i lejre i Burkina Faso og Mauretanien, og det gælder i Frankrig, som huser et stort antal borgere fra Mali. Da valget er blevet arrangeret med kort varsel, er kun 85 procent af valgkortene blevet uddelt.

Især Frankrig har presset på for at genetablere landets demokratiske institutioner. Demokrati er forudsætning for, at udenlandske donorer genoptager bistand til landet. Men en legitim præsident med folkelig opbakning er ligeså vigtig for at gennemføre ændringer i samfundet og stoppe korruption. Samtidig kæmper oprørsgrupper af separatistiske tuareger stadig i det nordlige Mali. Kun en præsident med magt over hæren kan stå i spidsen for forhandlinger med oprørsgrupperne.

EU’s valgobservatører siger OK for valget
Lederen af EU’s valgobservatørkorps den tidligere belgiske udenrigsminister, Louis Michel, anerkender, at valget ikke er 100 procent perfekt, men samtidig betegner han det som en succes for den demokratiske proces i Mali og siger, at der ikke kan stilles spørgsmål ved valgets legitimitet. Trods vanskelighederne har 53,5 procent af vælgerne stemt. I hovedstaden er det 60 procent, mens det tidligere islamistisk besatte Timbuktu opnår en stemmeprocent på 70 procent.

I den nordøstlige by Gao truer de tidligere islamistiske magthavere Mujao med at angribe valgstederne. Truslen er sendt via Mauretanien, men byens indbyggere ignorerer den.

Som observatør besøger Louis Michel hovedbyen i den nordlige region Kidal. Indtil for få uger siden var området kontrolleret af to grupper af tuareg-separatister. Det så umuligt ud at etablere valgsteder i ørkenområdet, og fem arrangører blev kidnappet kun en uge inden valget. Men alligevel lykkes det at afholde valg i Kidal, dog med lavere deltagelse end i resten af Mali.

Sikkerhedssituationen i Nordmali stadig skrøbelig
Kidal er igen styret af Malis myndigheder, og tuareg-oprørerne MNLA er klar til at forhandle med Malis nye ledelse om områdets fremtid. Mange internt fordrevne frygter, at forhandlinger med MNLA vil give amnesti til ansvarlige for plyndringer og overgreb på den afrikanske del af befolkningen i det nordlige Mali. Det sydlige Mali huser stadig 353.455 internt fordrevne fra nord, og deres situation har sat præg på valgkampen.

”De vigtigste opgaver for en ny præsident er at forbedre sikkerhedssituationen og uddanne vores hær bedre,” fastslår Sorofing Traore.

Oumou og Sorofing Traore er internt fordrevne i Mali fra byen Gao

Det er ikke en politisk prioritering, man forventer fra en 18-årig kvindelig litteratur-studerende. Men Sorofing er internt fordrevet fra Gao i nordøst Mali. Sammen med ni familiemedlemmer lever hun i en lejet lejlighed i Bamako-forstaden Djelibougou. Ved flugten måtte familien efterlade alle ejendele, og især hendes mor længes efter at vende tilbage til Gao. Men de frygter stadig angreb fra de militante islamister Mujao trods fransk militær og FN-styrker i byen.

”Takket være gud og præsident Hollandes hjælp er vi kommet så langt, at Mali kan holde valg i dag. Hvis Frankrig ikke havde grebet ind, havde det været umuligt, konstaterer den 36-årige Oumou Traore, som er mor til Sorofing og stemmer på kandidaten Soumaila Cissé, en tidligere minister og leder af den vestafrikanske monetære union.

”Jeg håber, at præsidentvalget kan ændre denne situation for Mali og skabe fremgang. Kun gud ved, hvad der sker. I valgkampen lover kandidaterne os en hel masse, de vil gøre for befolkningen. Det vil vise sig bagefter, om de holder ord,” siger Oumou.

Læs om valgdagen, om den mest troværdige kandidat, om krisen mens stemmerne tælles op

Læs alle artikler om Præsidentvalget i Mali

Valg i Mali: At stemme er at ytre sig

Selv om Mali har været et demokratisk land i mere end 20 år, er det først nu, at befolkningen for alvor er begyndt at diskutere politik og har tiltro til, at deres stemme har betydning. Tag med Koumba Traore til det første præsidentvalg i Mali efter at militærkup og islamisters besættelse af Nordmali kastede landet ud i krise.

Koumba Traore med det nye biometriske ID-kort, som giver adgang til at stemme i Mali

Befolkningen i Mali er fulde af forventninger til præsident-valget den 28. juli. De stemmer for en ny fremtid og en præsident, som kan få landet på ret kurs efter halvandet års kaos og krig. Hele 27 kandidater stiller op i første runde af præsidentvalget. Det skulle egentlig have været gennemført i april 2012. Men dengang kom et militærkup, islamistiske ekstremisters besættelse af Nordmali og en international militæraktion i vejen.

En af dagens vælgere er den 39-årige Koumba Traore. Men hendes navn er ikke blandt de 510 på valglisten for det valglokale i bydelen Baco Djicoroni i Malis hovedstad Bamako, hvor hun er mødt op. Det var ellers her, hun to uger tidligere modtog sit nye ID-kort, som giver afgang til at stemme. Kontrolløren forklarer Koumba, at hun kan finde sit navn og valgsted på valglisterne udenfor. Det er også muligt, at sende en sms med sit ID-nummer og navn og få at vide, hvor man skal stemme. Men systemet kan ikke klare de mange beskeder, og først onsdag får vælgerne svar.

Ny interesse for demokrati

Stemmesedlen med de 27 præsidentkandidater ved første runde af præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013

Aldrig har der været så stor interesse for et valg i Mali. Landet er verdens femte mindst udviklede ifølge FN’s udviklings-organisation UNDP. Normalt ligger valg-deltagelsen i Mali under 40 procent, og en stor del af befolkningen har svært ved at se, hvilken betydning politiske prioriteringer har for deres daglige udfordringer som bønder, nomader og handelskvinder på landets markeder. Mali blev formelt demokratisk i 1991, men befolkningen regnede med, at udlandet bestemte hvem, der skulle regere landet. Tidligere var køb af stemmer almindeligt, og det var let at stemme flere gange. Det forklarer Faring Bah. Han er jurist med speciale i menneskeret og demokrati og har været på et studieophold på Institut for Menneskerettigheder i Danmark. I 2012 var han valgobservatør ved præsidentvalget i Ghana for den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.

”Valget har skabt en interesse for politik i Mali, og folk har tiltro til, at valget denne gang er retfærdigt. Det nye biometriske ID-kort sikrer mod stemmesnyd. Folk har forstået, at valget er anonymt, og at man ikke risikerer ballade ved at stemme anderledes end familiens overhoved eller den lokale leder. Folk ser valget som en mulighed for at ytre sig og give udtryk for deres egen vilje. Det er helt nyt at se en familie, hvor medlemmerne stemmer på forskellige kandidater,” forklarer han.

Koumba sikker på sin kandidat
Koumba har fem børn og flyttede til hovedstaden fra en landsby, da hun blev gift for 18 år siden. Som mange andre kvinder fra landet er hun analfabet og taler ikke landets officielle sprog fransk.

Det seneste års begivenheder har overbevist hende om, at hendes stemme gør en forskel. Modsat sin mand Issa Traore tvivler hun ikke. Hun stemmer på IBK – Ibrahim Boubacar Keita. IBK har været aktiv politiker som blandt andet premiereminister, siden demokratiet blev indført. Koumba mener, at han kan samle landet og er den mest troværdige af kandidaterne. Hendes mand vakler mellem IBK og Cheick Modibo Diarra. Det er en fysiker, der har arbejdet for NASA og som fungerede som premiereminister i overgangsregeringen efter militærkuppet, indtil juntaen fjernede ham fra posten.
Svært for analfabeter at finde valgsted

Svært at finde sit navn på valglister

Vælgerne er forvirrede. Først skal de finde en kopi af deres ID-kort på valglisterne, der er klistret op i tusindvis på begge sider af store plader. Derefter skal de finde valglokalet.

Som analfabet har Koumba brug for hjælp til at finde sit navn blandt tusinder på valglisterne. Traoré er et almindeligt navn i Mali. Da hun endelig finder en liste med Traore, kikker hun forgæves på billederne. Navnene er spredt på forskellige lister, så hun må finde alle lister med Traore. Folk gennemgår tålmodigt listerne. Stemningen er god, selv om det tager tid at finde ud af, hvor folk skal stemme, og nogle opgiver. Da Koumba endelig finder sit navn og sit foto, viser det sig, at hun skal stemme på en anden skole end sin mand.

Overalt i Mali har folk vanskeligt ved at finde deres valgsted. De mange analfabeter må spørge sig frem.

I landsbyen Hore Haïre går det lettere. Der er ét valgsted i nabolandsbyen Amba, og de knap 200 indbyggere fra nabolandsbyerne skal kun gå tre kilometer. Det er en forbedring fra tidligere valg, som er foregået på en skole tre timers gang væk.

”I dag sover jeg rigtigt godt. Valget er gået godt,” fortæller Ounde Traore med begejstring i telefonen og afslører, at han har stemt på IBK.

Der har været frygt for, at landets bønder ikke kunne stemme, fordi valget lå midt i landets korte intense regntid, hvor bønderne er bundet til markarbejdet. Men med 22.000 valgsteder ser det ud til, at landbefolkningen har haft lettere adgang til at stemme ved dette valg.

En stemme er lig med to blå fingre

Koumba Traores ID-kort bliver tjekket med kopierne af ID-kort for de enkelte valgsteder

Koumba finder endelig køen til det rette valglokale på den anden skole. En person er ansvarlig for valg-handlingen i valglokalet, to tjekker ID-kort, og en udleverer stemmesedlen til Koumba. Alle 27 kandidater er præsenteret med foto, navn og et lille symbol for deres parti eller alliance. Koumba dypper højre pegefinger i blæk og går ned bagerst i lokalet, hvor hun stemmer bag en afskærmning, der ligner en prædikestol i pap. Hun sætter sit fingeraftryk ud for kandidaten, folder stemmesedlen og putter den i den gennemsigtige forseglede stemmeboks. I venstre side af lokalet holder otte repræsentanter fra politiske partier øje med, at alt foregår retfærdigt. I venstre side sidder skiftende valgobservatører fra nationale organisationer og internationale observatørkorps. I alt 5.000 observatører overvåger valget. Da Koumba forlader valglokalet dypper hun en finger på venstre hånd i blæk, så alle kan se, at hun har stemt.

Læs om de internt fordrevne og valget, om den mest troværdige kandidat, om krise under optælling af stemmer

Læs alle artikler om Præsidentvalget i Mali

EU’s valgobservatører afviser større problemer forud for søndagens valg i Mali

Valget i Malis nordligste regioner bliver ikke overvåget af EU, og der er problemer for flygtninge og internt fordrevne med at stemme. Men det er bagateller ifølge EU.

Den tidligere belgiske udenrigsminister Louis Michel er leder af EU’s korps på 100 valgobservatører. Dertil kommer 250 valgobservatører fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.

EU’s valgobservatører dækker de fem sydligste regioner i Mali. De tre nordlige regioner Timbuktu, Gao og Kidal, der har været besat af islamister og for Kidals vedkommende senest af tuareg-oprørere, har ingen observatører fra EU.

Valget bliver ikke 100 procent perfekt, men det bliver godt nok.

– Min fornemmelse er, at det grundlæggende er lykkedes for overgangsmyndighederne. De har vist en evne til at organisere valgprocessen så operationelt og effektivt, at ingen efterfølgende vil kunne betvivle legitimiteten af dette valg, udtaler Louis Michel til Radio France International (RFI).

Han tilføjer, at der er registreret problemer med at komme til at stemme for de op mod 175.000 flygtninge, som stadig lever i nabolandene og de 353.455 internt fordrevne i Mali. Men det problem betegner han som marginalt.

Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er 73.000 af de 175.000 flygtninge i nabolandene stemmeberettigede. Men det er kun lykkedes for 19.000 af dem at blive registreret som vælgere.

Til FNs nyhedsbureau IRIN beklager lederen af tuareg-flygtningene I Burkina Faso, Ousmane Ag Dalla, at valget bliver presset igennem, før sikkerhedssituationen er helt på plads.

– Mali er ikke klar til at holde et ordentligt valg. Men det er bedst at gøre det, for vi bliver aldrig helt klar, da der er så mange problemer. Os fra nord håber på at få valgt en præsident, så de grundliggende problemer kan blive løst af en legitim præsident, siger Ousmane Ag Dalla.

Der er udstedt 6,9 millioner Nina-kort, som er det nye ID-kort, som giver ret til at stemme ved valget. Nina-kortene er blevet fremstillet i Frankrig, og da myndighederne bestilte kortene, regnede de med, at der ville være brug for otte millioner stemmekort, og det blev bestilt. Derfor er der lavet 1,2 millioner Nina-kort uden foto og navn på.

De anonyme Nina-kort er allerede blevet en del af valgkampen, efter at en af kandidaterne har peget på, at de kan blive brugt til snyd.

Det afviser Louis Michel. Han oplyser, at de anonyme Nina-kort stadig befinder sig hos fabrikanten i Frankrig.

Fredag aften var 85 procent af Nina-kortene blevet uddelt i Mali.

Malis valg er udfordret

For Malis nye præsident er det vigtigste at have et folkeligt mandat, og at der ikke hersker tvivl om valgets legitimitet. Men søndagens præsidentvalg har alle odds imod sig.

Når befolkningen i Mali går til valg søndag den 28.juli, kan resultatet af valget medføre et sammenbrud af landets spinkle demokrati, eller det kan vise, at militærkuppet i 2012 og de efterfølgende uroligheder kun var en parentes i landets demokratiske historie. Valget af en ny præsident med folkelig opbakning kan blive en ny begyndelse og samle landet.
I disse dage er folkestemningen i Mali optimistisk. Men lige under overfladen lurer nervøsiteten for, at valget bliver truet af svindel, og at de lige nu så entusiastiske parti-tilhængere bliver grebet af frustration.

Et valg med mulighed for valgsvindel er altid en risikabel affære. Når det bliver presset igennem uden tid til ordentlig forberedelse i et land, hvor en del af territoriet stadig er præget af konflikter, så er det et sats af de helt store. Især i et land som Mali, hvor historien viser at rygter kan brede sig med lynets hast og skabe en ny sandhed.

Det er sådan et valg, Malis befolkning deltager i på søndag. Kommissionen, som er ansvarlig for at organisere valget, har meddelt, at valget ikke bliver perfekt, og det internationale samfund har meldt ud, at ingen valg jo er 100 procent demokratiske. Så efter at valgdatoen den 28. juli blev meldt ud, har alle holdt fast i, at det valg skal gennemføres. Men en enkel af de 28 præsidentkandidater har trukket sit kandidatur i protest mod, at valget bliver hastet igennem.

De største problemer er i den nordligste region Kidal, hvor myndighederne i Mali først har fået adgang de seneste uger efter en midlertidig fredsaftale med to tuareg-oprørsgrupper. Selvom MLNA-oprørernes ledere har skrevet under på fredsaftalen, har der stadig været vold og hærværk i byen Kidal mod personer, som ikke er tuareger, og fem personer, som uddelte valgkort i byen Tessalit, blev bortført sidste weekend.

I resten af Mali er den største udfordring at få uddelt de nye ID-kort Nina, som samtidig fungerer som valgkort. Mali er et stort land med elendig infrastruktur – især i regntiden, der gør veje ufarbare og skaber oversvømmelser.

Seks dage inden valget har 82 procent af Malis syv millioner vælgere modtaget deres Nina-kort. Men valglisterne blev lavet for over et år siden, da Mali oprindeligt skulle vælge præsident i april 2012. Dengang var 300.000 for unge til at stemme, men de er i mellemtiden fyldt 18 år. Alligevel er de ikke på valglisterne. Andre er til gengæld døde, og deres valgkort hober sig op på valgstederne. Nogle er flyttet, og for mange er der usikkerhed om, hvor de skal stemme.

Egentlig er der taget højde for problemerne, da det nye elektroniske Nina-kort giver vælgerne adgang til deres egne informationer på sms og internet. Man skal bare taste sit ID-nummer og kode ind, så får man oplyst sit valgsted og kan følge sin stemme. Men en stor del af indbyggerne i Mali er analfabeter, og selv om de har en mobiltelefon, kan de ikke gennemskue at bruge den til tekstbeskeder.

Det nye system skulle sikre mod valgsvindel. Men så dukkede historien om 1,9 millioner anonyme valgkort op. Officielt er det ekstra kort i reserve, men enkelte kandidater kommer med beskyldninger om, at de skal bruges til valgfusk. Eksistensen af de ekstra kort er en tikkende bombe under valget – uanset om kortene ligger forseglet i en bankboks. Føler en kandidat sig snydt efter valget, kan en beskyldning om fusk med de næsten to millioner kort bringe sindene i kog og inspirere til optøjer.

Det sidste spørgsmål er, hvor mange der reelt vil stemme på søndag. Bamako er ramt af valgfeber, men får det vælgerne til valgstederne på søndag? Ramadanen er i gang og uden adgang til mad og drikke, er folk en anelse mere sløve end sædvanligt. Regntiden er også i fuld gang og dermed arbejdet for bønderne. På landet har folk i forvejen langt til et stemmested, og mange steder skal de vandre i timevis. Regntiden er kort i Mali, så spørgsmålet er, om landets bønder vil ofre en eller flere dages markarbejde til fordel for at afgive en stemme på en politik, de færreste føler, har direkte indflydelse på deres liv.

Apropos regn, så forudser vejrudsigten regn på søndag. Den slags regn, som på få minutter bringer kastevinde og kaskader af vand ned over landskabet. Som forvandler veje til mudderhuller, og hvor lyn flænser himmelen og spreder frygt.

Læs mere om præsidentvalget og valgfeberen i Mali

Valgfeber i Mali

Det ligner et paradoks: For et år siden fordømte folk i Mali deres politikere og beskyldte dem for korruption. Nu er der præsidentvalg, og de samme politikere fra den gamle garde har genvundet folkets tillid og er favoritter til præsidentposten.

IBK er favorit til at vinde præsidentposten. Han bliver betegnet som folkets kandidat

Man kan godt blive en anelse bekymret, når en partisekretær roser partiets unge militante. Især i Mali, hvor et militærkup afsatte præsidenten i marts 2012, og hvor ophidsede unge senere trængte ind i præsidentpaladset og slog den midlertidige præsident bevidstløs. Men på fransk betyder militant heldigvis bare aktivist. Og i denne tid er der rigtig mange aktivister i Mali – i partier og i organisationer. Alle er på gaden for at sikre et valg til deres kandidat til præsidentvalget den 28. juli.

Der er ingen tvivl om, at folk i Mali tager dette valg alvorligt. Tidligere har Mali haft en ekstrem lav stemmeprocent. Men denne gang er det anderledes. Selv personer, jeg aldrig regnede med, ville interessere sig for noget så abstrakt og fjernt fra dagligdagen som politik, vifter nu stolte med deres elektroniske valgkort med det poetiske navn NINA og agiterer for deres favoritkandidat.

Egentlig skulle der have været valg i april 2012, hvor den seneste demokratisk valgte præsident ATT havde siddet sine maksimale to omgange à fem år. Men kun en måned inden valget kuppede militæret magten og kastede landet ud i kaos og banede for islamisters besættelse af hele den nordlige del af Mali.

I kølvandet på militærkuppet beskyldte menigmand og politiske iagttagere politikerne for korruption og uduelighed. Uanset om folk var for eller imod militærkuppet, kunne de blive enige om at fordømme de folkevalgte politikere og den engang så populære præsident ATT. Den daværende militærjunta pustede til utilfredsheden og fængslede med mellemrum ledende politikere under anklage for korruption. Dengang var det tydeligt, at den brede befolkning havde mistet tilliden til deres politikere.

Nu er der gået 16 måneder, og befolkningen i Mali skal til valgurnerne for at vælge en ny præsident som afløser for den tidligere formand for parlamentet Diouncounda Traore, som har fungeret som midlertidig præsident i Mali.

Ved et valgmøde i Bamakoforstaden Djelibougou er der især mange internt fordrevne fra det nordlige Mali. De er især interesserede i støtte til at vende tilbage til det nordlige Mali, som de blev fordrevet fra for et år siden. De er også interesserede i at de ansvarlige islamister og tuaregoprørere bliver dømt for de overgreb, de er blevet udsat for under besættelsen af det nordlige Mali

Man kunne forestille sig, at vælgerene i Mali ville støtte nye kandidater uden relation til de tidligere regeringer, som ikke er plettede af rygter om korruption og uheldige samarbejder. Men sådan ser situationen ikke ud få dage, inden første runde af præsidentvalget finder sted. Det er nemlig kandidater fra den gamle politiske elite, som står til at vinde valget.
Der er stor interesse for at blive præsident. Oprindeligt stillede 28 op som kandidater. En kandidat har siden trukket sig, da han ikke mener, at valget kan gennemføres demokratisk på grund af problemer i den nordligste region Kidal.

Meningsmålinger er noget helt nyt i Mali, og statistikkeren Sidiki Guindo er ansvarlig for den seneste måling i anden uge af juli. Ifølge den har 58 procent af de syv millioner vælgere endnu ikke besluttet sig – og ingen kandidat får over 50 procent stemmer, som er nødvendig for at vinde allerede efter første runde af præsidentvalget.

Når jeg spørger omkring mig, er der især støtte til kandidaten IBK, der har været på banen siden demokratiets begyndelse i 1992. Han har både været premiereminister og formand for parlamentet. En god ven fnyser over hans kandidatur og bemærker, at IBK ikke har gjort noget for at bekæmpe korruption i staten de mange år, han har haft politisk indflydelse. Nogle foretrækker ham, fordi han ikke direkte har taget afstand for militærkuppet sidste år. Det skulle sikre ham opbakning fra militæret. Og det mener en del er vigtigt, efter at dele af hæren har vist, at de er rede til at blande sig i ledelsen af landet.

IBK har også opbakning fra religiøse ledere, og når man ser hans politiske kampagne, kan man se, at der bliver brugt store summer. Så hvis eller når han bliver valgt, er det spændende at se, hvor mange han skylder en tjeneste. Selvsikker er IBK i hvert fald. Han har erklæret, at der er tale om valgsnyd, hvis ikke han går videre til næste runde af valget. En del unge mænd deler hans opfattelse, og de vil uden tvivl gå på gaden, hvis det ikke sker.

Den tidligere så skeptiske ven er ved at bløde op i forhold til IBK. Han kan se, at IBK samler folket, og det er det vigtigste efter hans mening. At hele befolkningen kan bakke op om deres præsident, som dermed har mandat til at gennemføre sit program.

En anden populær kandidat er Soumaila Cisse. Han har været minister tre gang i 1990’erne under den første demokratisk valgte præsident Konare. Cisse har været fængslet flere gange, mens militærjuntaen havde magten, og han har ikke tøvet med at tale dem imod. Det viser, at han er en modig mand. Der bliver også brugt mange penge på hans kampagne. Når det kommer til feststemning fører Cisse klart. Hans tilhængere ynder at køre i position gennem byen i minibusser med dansende aktivister på taget. Det kunne minde og lyde som danske studenter på ladet af en lastbil – begejstrede uden at være bøvede og berusede.

Den lokale partisekretær for ADEMA i Bamako forstaden Djelibougou præsenterer partiets politik ved et vælgermøde. Han insisterer på, at domstolene stadig skal være uafhængige, så det ikke er politikere, som dømmer islamister og tuaregoprørere for krigsforbrydelser

En tredje populær kandidat er Dramane Dembele fra Malis eneste egentlige politiske parti. De førnævnte kandidater har begge været medlemmer af Adema, men har stiftet deres egne partier efterhånden, som de ikke har fået opbakning til ledende poster i Adema. På den måde er der i dag mere end 100 politiske partier i Mali.

I Adema vælger partiets medlemmer deres kandidat, og hovedparten pegede på den politisk uerfarne Dembele. En taxachauffør udpegede hans plakat og sagde, at han hadede ham. Som tidligere direktør i det statslige mineselskab skulle han have modtaget tre kilo guld hver uge, og militærjunta har haft ham fængslet, uden at det har ført til rettergang.

Men i Mali er det ikke nødvendigvis retten, som vurderer ens skyld. Har den offentlige mening først dømt en på basis af rygter, så er det sandheden hos det store flertal af analfabeter i Mali. Men uanset rygterne har Dembele et velorganiseret partiapparat i ryggen.

Læs mere om udfordringerne for valget i Mali

Krigsfanger skaber dilemma i Mali

Islamistiske krigsfanger er en tikkende bombe for Mali, Man risikerer terroraktioner fra islamister, som vil kræve dem løsladt. Det er gidseltagningen i Algeriet en påmindelse om

I dette klippelandskab skjuler der sig nu flygtede islamister. Der er en dyb smal kløft til venstre i billedet med underjordiske huler

Dræb eller lad leve. Det spørgsmål stiller menige malinesere sig i denne tid. Islamister på flugt søger nemlig at skjule sig i områderne omkring kampzonerne. De lokale indbyggere er på vagt, og af og til finder de dem.

I lørdags måtte indbyggerne i Kendie tage stilling til spørgsmålet. Landsbyen Kendie ligger 45 kilometer nord for Bandiagara, og her holder de unge mænd øje med det svært tilgængelige klippelandskab. Det er et godt sted at skjule sig, og de frygter at islamister på flugt fra kampene ved Konna skal gemme sig i områdets klippehuler.

Lørdag fandt de to mænd, som de mente måtte være flygtede islamister. Mændene var forhutlede og meget sultne, og de bad derfor om mad og vand. Nogle fik umiddelbart ondt af den, fordi de så ynkelige ud. Andre ønskede at dræbe de formodede islamister, som hævn for de ugerninger de har stået for med sharialov i hele det nordlige Mali. Og fordi de havde taget indbyggere i byen Konna som gidsler under kampene med styrker fra Mali og Frankrig.

Mændene havde ingen våben, men indbyggerne i Kendie var ikke i tvivl om, at de var islamister, da mændene begyndte at appellere til dem som muslimske brødre og tale om, at gud ville belønne dem for at hjælpe dem.

På vanlig Mali-manér diskuterede landsbyen, hvad de skulle gøre med deres to fanger. Og de blev hurtigt enige om at ringe til Malis hær, som har tropper i Bandiagara. Hæren hentede de to mænd. Men i Mali er diskussionen ikke slut.

Da islamister besatte det algeriske gasanlæg i In Amenas krævede gidseltagerne løsladelsen af fængslede terrordømte islamister. I Mali spørger man derfor sig selv om det stigende antal islamister, der bliver taget til fange, vil udgøre en trussel for landet på længere sigt.

Kvinderne tør ikke længere tage til markedet i Kendie, da de frygter at møde islamister. Billedet er fra 2012, og det er sidste pause, inden kvinderne skal op over et bjerg og ned i den dal, hvor markedet i Kendie bliver holdt hver onsdag

Indbyggerne i Kendie var så heldige, at islamisterne ikke var bevæbnede. Men det er sandsynligt, at mændene havde skjult deres våben, før de nærmede sig landsbyen på udkik efter mad. Måske skjuler flere sig i området. Indbyggerne i områdets landsbyer frygter at blive overfaldet, og de er bekymrede for, om deres køer, får og geder bliver stjålet.

Hvilke etniske grupper lever i Mali?

Selv om Mali er et af verdens fattigste lande med mange etniske grupper, er det normalt et fredeligt land. Den eneste gruppe, som gør opgør mod staten, er tuaregerne i Nordmali og tidligere er det hurtigt lykkedes at finde en fredelig løsning

Mali er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande. En stor del af landet er ørken. Der er landbrug, men for de fleste landmænd er selv den mest simple plov og et trækdyr en uopnåelig drøm. Her lever nomader, både de velkendte med store flokke af kreaturer, men også fiskenomader, som hvert år rejser nordpå langs Nigerfloden for at fiske.

Hovedparten af indbyggerne i Mali er muslimer. Der findes også grupper, som praktiserer deres oprindelige religion, ligesom der er kristne. Uanset religion spiller de oprindelige religioner en stor rolle i Mali. Både børn og voksne bærer amuletter, og mange ritualer er knyttet til tusind år gamle traditioner. Republikken Mali er en sekulær stat, det vil sige, at der ingen statsreligion er.

I syd driver multinationale virksomheder guldminer næsten uden at betale skatter og afgifter. Det er landets største rigdom. I det nordlige Mali er der muligvis olie og muligvis uran. Men ingen firmaer har vist interesse for at undersøge undergrunden i den nordlige del af landet.

Ingen etniske spændinger

Leder af en fredelig klan af tuareger og hans kone i området ved Gossi. For en sikkerheds skyld skriver jeg ikke deres navne

Der lever omkring 15 millioner mennesker i Mali. Mali har 22 forskellige etniske hovedgrupper, og de er delt i utallige undergrupper. De fleste etniske grupper findes traditionelt i bestemte egne af landet, og de har deres egne sprog.

Mest ekstremt er det i Dogonområdet, hvor omkring 200.000 mennesker taler op mod 60 forskellige sprog. Folk gifter sig på tværs af etniske grupper.

Der er ikke kampe mellem etniske grupper, og der er heller ingen politiske partier, som er talerør for bestemte etniske grupper.

Skiftende grupper af tuareger har gennem årerne stået for flere oprør, men det er for at opnå selvstændighed i Nord og ikke for at bekæmpe andre etniske grupper.

Flertallet af tuareger er integreret i Mali

Det traditionelle nomadefolk i Sahara har haft det svært, siden deres kamelkaravaner blev overhalet af skibe, lastbiler og fly. Klimaforandringer og tørker har gjort det endnu mere vanskeligt at overleve i og omkring Sahara.

Tuaregerne udgør ni procent af befolkningen i Mali, og de er delt i tre hovedgrupper. Der lever også andre etniske grupper i samme områder som tuaregerne, så de er ikke i flertal i det nordlige Mali. En af grupperne bliver kaldt Bella, og de består af tidligere slaver, som tuaregerne gennem århundreder har bortført fra andre etniske grupper. Selv om de i dag er frie, rangerer de lavest i samfundet og er de absolut fattigste og mest sårbare i Mali. Bellaerne udgør cirka en procent af befolkningen – det vil sige, at 150.000 mennesker er efterkommere efter tuaregernes slaver. I kolonitiden forbød Frankrig slaveri – bortset fra tuaregernes.

En stor del af tuareger har i dag etableret sig i mere frugtbare egne af de afrikanske lande. De har uddannet sig, integreret sig og lever i samhørighed med deres naboer af andre etniske grupper.
Men små grupper af tuareger har gang på gang gjort oprør i protest mod Mali – og andre vestafrikanske landes manglende investeringer i deres områder.

Oprørerne er hver gang endt med fredsforhandlinger og fredsaftaler. Oprørslederne har fået lukrative poster i Malis stat og en del af de menige er blevet soldater i Malis hær. En af dem er Iyad Ag Ghaly, som ledede et oprør i 1990’erne og i dag leder gruppen Ansar Diné.

Det seneste oprør blev indledt af tuareger i bevægelsen MNLA. Gruppen består til dels af tidligere lejesoldater fra Gadaffis specialstyrker. De nåede lige at udråbe den selvstændige stat Azawad, inden de mistede magten til de islamistiske grupper. De kræver at deltage i forhandlinger, selvom de ikke repræsenterer tuaregerne og ikke har noget folkeligt mandat.

Malis tuareger og lang række kunstnere med tuareg baggrund har siden 2001 arrangeret Festival au Desert i Malis ørken for at fejre fred og opfordre til fredelig sameksistens. I 2011 og 2012 blev festivalen afhold i Timbuktu. I 2013 er festivalen blevet til en fredskaravane gennem Mauretanien, Mali og Burkina Faso. Jeg har deltaget i festivalen to gange som journalist. Læs reportage og interviews med arrangører og kunstnere her

Her kan du læse om mine foredrag om situationen i Mali.

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv.dk