Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Burkina Fasos søde paradis

Selv vejene er belagt med sukker i Banfora. Den lille by i det sydvestlige Burkina Faso er synonym med sukker.Og så er her fantastisk natur

En svag duft af karamel byder en velkommen, og man kan næsten smage sukkeret i luften. For at holde på støvet overrisler en tankbil grusvejen med melasse. Rejsebureauet Viktors Farmor kører lige bag, og vores bus bliver kandiseret i en smuk gyldenbrun farve. En autolakerer kunne ikke have tonet farven smukkere. Chaufføren er mindre begejstret. Sukker glasuren ligger som en hård skal på bussens lak.

Duften af karamel kommer fra en sukkerrørsmark, der bliver brændt af. Det sker for at jage krybet på flugt, inden høstarbejderne rykker ind med macheter.

Sukkermarkerne fylder en bred dal og vidner om en frugtbarhed, der er mulig med omfattende kunstvanding i Burkina Faso, hvor regnen kun falder tre til fire måneder om året. Der er kontrol, inden man kører ud af sukkermarkerne. Det er Ok at smage på sukkerrørene, men man må ikke tage dem med hjem. Så skolebørnene mæsker sig i sukkerrør på vej hjem fra skole.

Første gang jeg besøgte Banfora var i 1992, hvor guidebogen havde ofret nogle få linier på byen og området. Dengang cyklede vi rundt. En fisker tog os med ud at se på flodheste i Tengrelasøen og grillede fisk til vores frokost. Vi havde vandfaldet for os selv og badede. Jeg blev forskrækket, da jeg pludselig stod overfor en vildmand på en lille tur langs floden. Han blev endnu mere forskrækket og forsvandt i buskadset.

På busstationen hang et foto af spektakulære klipper, og da vi fik fortalt, at de lå i området, hyrede vi en bush-taxi og blev kørt ud til klipperne i Sindue.

Banfora var stedet for en billig brandert, da der blev solgt palmevin i små barer under halvtag af flettede stråmåtter. Kunderne drak og spillede på balafon og trommer. Palmevin gærer, fra det bliver tappet i toppen af palmerne, og det gærer mens man drikker det. Derfor bliver vinen stærkere og stærkere i løbet af dagen. I begyndelsen af dagen var musikken rytmisk i de små barer. Men ud på aftenen blev musikken mere og mere kaotisk, efterhånden som gæsternes promille steg.

I 1992 løb byen tør for kød, mens vi var der. Dag for dag var der færre og færre retter på spisekortet. Vi sad på en stor udendørs restaurant og kunne kun bestille spagetti med sovs af koncentreret tomat. Gæster, der var ankommet tidligere, kunne også vælge kylling. Så vi måtte kikke langt og lækkersultent efter de stegte kyllinger, der blev båret ind til andre borde. Pludseligt fik vi øje på en kat med en stegt kylling i munden. Der blev helt stille, og alle gæster fulgte katten med øjnene, da den med besvær slæbte sin fangst tværs gennem gården og hen til sine killinger. Et brøl afslørede, at kokken havde opdaget det tomme fad, og en tjener kom løbende ud i gården, hvor han opgivende betragtede katten. Det var den sidste kylling i Banfora.

I dag er der tjekkede hoteller og guider i Banfora. Man skal betale entre til Tengrela søen og vandfaldet, og der er bygget picnic pavilloner til gæsterne. Men heldigvis er naturens vidundere lige så smukke i dag som for 21 år siden.

Fetish-præst helbreder syge i Burkina Faso

Sundhed kan handle om mere end et godt helbred. Hos en afrikansk fetishpræst kan man blive helbredt for fysiske og psykiske sygdomme, få held i kærlighed og hjælp til at bestå sine eksamener. Han er samtidig garant for den personlige sikkerhed, så man ikke bliver offer for hverken kugler eller forgiftning

Fetisherne skaber forbindelse mellem vores verden og vores forfædres verden. De kan være menneskelignende skulpturer eller en udvalgt gren eller sten

Vi besøger en fetish -præst i det sydlige Burkina Faso. Patienterne kommer langvejs fra, og han har især et godt ry for at helbrede psykisk syge. Fetish-præsten er fra lobifolket, et folk som har bevaret deres oprindelige religion og helt særlige kultur.

Gårdspladsen er fyldt med skulpturer – i ler, træ og de nyeste i cement. Skulpturerne ligner menneskefigurer, og de repræsenterer forfædrene. Ens forfædre holder nemlig øje med en, og de kan både belønne og straffe. Hvis man er på afveje, bliver man straffet, når man gør noget godt, bliver man belønnet. Derfor handler det om at være på god fod med sine forfædre. Men en sygdom eller et problem kan også skyldes en forbandelse. Hvis man er syg eller ramt af uheld, kontakter Fetish-præstens ens forfædre. Forfædrene kan fortælle, hvad problemet er, og hvad der skal til for at løse det.

I konsultationen for psykisk syge spørger fetishpræsten forfædrene om årsagen til sygdommen og hvordan den kan kureres

Fetish-præsten har tre konsul-tationer med hver sit speciale. Den ene foregår i et lille hus, der ligger for sig selv. Her tager han imod patienter med psykiske problemer. Lokalet er forholdsvis lyst, men man må krybe ind af den smalle lave døråbning. Den ene halvdel af rummet er fyldt med fetisher og i den anden halvdel sidder fetish-præsten og patienten.

Først vækker han forfædrene med en lille klokke, så han kan stille dem spørgsmål. Det er en form for spådomme, han udfører. Gennem timer stiller han spørgsmål til forfædrene og får ja og nej svar. Efter at fetish-præsten har fundet ud af problemet, skal han finde ud af, hvordan patienten kan kureres. Helbredelsen foregår med ofringer til forfædrene og urtemedicin, men det er forfædrene, som afgør hvilke urter, der skal bruges, og hvilke ofringer, som er nødvendige. I konsultationen er der små krukker. Krukkerne indeholder urtemedicinen for de patienter, som han har i behandling. Urtemedicinen består af blade og bark fra planter og træer. Den virker både ved, at patienterne drikker afkog og ved, at den er placeret her ved fetisherne, hvor kontakten til forfædrene er stærkest.

Konsultationen for held i kærlighed, eksamen og godt arbejde har været besøgt i generationer. Betalingen foregår med mønter og tidligere med kauriskaller. De ligger i bunker mellem fetisherne

Når patienterne er raske nok til at komme hjem, får de en krukke med de samme urter med sig. Den skal de have på deres bopæl i en periode, og derefter skal krukken tilbage til fetish-præsten. For det er her kontakten til forfædrene er stærkest. Udenfor konsultationen står en masse krukker fra tidligere patienter.

Fetishpræsten fortæller, at det er bedst, når man selv kommer tilbage med krukken. Nogle gange kan han slet ikke genkende sine tidligere patienter, når de kommer igen som raske og hele mennesker.

I konsultationen for personlig beskyttelse er der fetisher og eksempler på alle de ting, som kan skade en - knive, pile, patroner og mad, som kan være forgiftet

Den næste konsultation, vi besøger, er inde i det store dunkle hus. Den er for personer, som ønsker held i for eksempel kærlighed, i skolen eller på arbejdet. Lokalet er mørkere, og der falder kun lidt lys ind fra udluftningshuller i loftet. Lyset falder på de forskellige fetisher. Her bliver forfædrene vækket med en klokke, og fetish-præsten vifter med en rituel kost.

Fetish-præsten har overtaget konsultationen fra sin far, og her har været tusindvis af personer. Tidligere betalte man med de hvide kauriskaller, der en gang fungerede som penge. Der ligger bunker af skaller. Nu betaler folk med mønter, så de yderste bunker består af mønter. Fetish-præsten må ikke bruge af pengene i rummet, med mindre han får lov af forfædrene. Til gengæld får han ofte gaver af dem, han har hjulpet.

Længere inde i huset gemmer den sidste konsultation sig. Her er der stærkere kræfter på spil og derfor behov for blod-ofre. Det lille rum lugter af død. Vi sidder i fjer og dun fra de ofrede fjerkræ, og der er frisk blod på vægge og fetisher. Dette rum handler om sikkerhed og beskyttelse. Det er en traditionel form for skudsikre veste og bodyguards. Alt, der kan skade en, er repræsenteret i rummet, og fetish-præsten er fulgt med tiden. Derfor er der også moderne patroner sammen med spyd, pile, knive og de forskellige former for fødevarer, som en fjende kan forgifte, hvis han eller hun vil en til livs.

Personlig sikkerhed kræver ofringer, så der er frisk blod på væggen

Fetish-præsten er stolt af sine evner og glad for at kunne hjælpe sine med-mennesker. Men han har også pligt til at fungere som fetish-præst. Hos lobi-folket er alle mænd fetish-præster for deres egen familie. De skal være i kontakt med forfædrene for at kunne beskytte deres familie. Men deres evner er begrænsede, så der er behov for specialister. Denne fetish-præst er specialist og kendt i Burkina Faso og det nordlige Ghana og Elfenbenskysten. Med sine evner til at helbrede folk er han forpligtet til at hjælpe sine medmennesker. Det er ikke et erhverv, og der er ikke faste tarifer for hans ydelser. Tidligere modtog han gaver som hirse, majs eller dyr, men i dag er der flere, som betaler ham med penge.

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Livet er skrøbeligt i Biry

Det begyndte med et tragisk dødsfald. Den anden dag fulgte et bryllup, og den tredje dag ankom en muslimsk vismand på sin sorte hingst. Han og hans følge af ryttere så ud, som kom de direkte fra middelalderen

Billedet af Seydou er fra 2010

Der var en underlig stemning ved min ankomst til Biry en lørdag i begyndelsen af januar. Børnene kom hujende som sædvanligt, men der var meget få voksne, som kom og bød mig velkommen. Og de, der kom, var meget stille. Forklaringen fik jeg efter et par timer. Seydou var død den samme morgen. Først fik jeg det fortalt på lokalsproget doureli med det sigende tegn – en håndbevægelse hen over halsen. Men jeg havde svært ved at tro det. Seydou havde jeg set kun halvanden måned tidligere. Han var vital og dynamisk. Jeg troede ikke, at en ung og sund mand kunne dø så pludseligt.

Desværre var det sandt. Samme morgen var Seydou død af noget så banalt som en tandpine. Ti dage tidligere fik han ondt i en tand. Han begyndte at blive syg, men det var ikke mere, end at han torsdag aften besøgte læreren. Men derefter bredte tandpinen sig, så hans hals og underansigt svulmede op. Og lørdag morgen døde han.
Ikke sært at landsbyen var lamslået. Tabet af dette dejlige menneske er svært at bære. Og det er forfærdende at blive mindet om, at et sundt menneske kan blive overmandet af en infektion på så kort tid og dø. Seydou efterlod sig kone og fire små børn.

Når der skulle hukkes sten til skolen, bygges huse eller organiseres fester, var han altid en af drivkræfterne. Til festerne var han den mest fantastiske danser. Alle glædede sig til, at han sprang ind i rundkredsen. Når han dansede solo, var det ren energi og vildskab. Og det var ham, der hver aften kom og øvede det lokale sprog doureli med mig. I hans lektioner bestemte han hvilke ord og vendinger, jeg skulle lære: ti stille, tal, løb, vent på mig …. ord med indbygget udråbstegn! Det var også Seydou, som sidste år forærede mig et abehovede. Han havde skudt aben samme dag, og den stirrede på mig.

Efter den voldsomme sorg om lørdagen, skiftede stemningen om søndagen – i hvert fald på overfladen. Da begyndte et ugelangt bryllup. Bruden stammede fra Biry, og der blev festet for hende, inden hun blev ført til nabolandsbyen, hvor hun fremover skulle bo hos sin mands familie. Der blev sunget, trommet og geværsalutterne gav ekko mellem bjergene natten igennem. Jeg så kun lidt af nattens fest, da jeg syntes, der manglede en danser.

Maraboutens hingst. Børnene bad mig fotografere den, selv om marabouten ikke ville have at jeg tog billeder af den

Den tredje dag mødte jeg ti ryttere i lange rober på smukke arabiske heste. Modsat alle andre i området hilste den første i følget ikke på mig, men passerede med et stenansigt. Nogle fra følget var dog så venlige at hilse på mig. Da jeg kom tilbage fra min gåtur, havde rytterne slået sig ned i landsbyen, og førerens hest stod bundet udenfor mit hus. Hesten var temmelig hysterisk og stejlede og vrinskede, hver gang den blev urolig. Børnene var så bange for de urolige heste, at de løb ind i mit hus, hver gang hestene vrinskede. Men de var samtidig fascineret af dyrene, så de gemte sig bag stenmuren for at betragte dem.

Anføreren var en muslimsk vismand, som bliver kaldt en marabout. Han lever af at fremstille amuletter, og man kan konsultere ham, hvis man har behov for magi – af den ene eller anden slags. En dristede sig til at sige, at han og hans følge var tiggere.

Marabouten blev nogle dage i landsbyen. Da han fandt ud af, at vi begge skulle i samme landsby, kom han forbi og hilste på. Landsbyens børn blev sendt ud at hente foder til hestene, og de skulle hente vand i søen nedenfor bjerget, så hans hest kunne drikke. Den skulle åbenbart ikke selv besvære sig ned til søen.

Derefter blev det hverdag – eller hvad man kalder et besøg belejret af nysgerrige børn og med konstante besøg.

Bryllup i Bamako

Bruden begynder dagen med at posere som et superstjerne og ender dagen i gråd – uden hår på hovedet. Gamle dogontraditioner bliver blandet med nye fra Bamako, så ingen ved helt, hvad der sker under brylluppet

Endelig skal Lamenata giftes. Første gang jeg mødte hende var i 1992 i Biry, hvor hun var to år gammel. Få måneder senere døde hendes mor. Da hendes kusine Coumba blev gift, flyttede hun som fireårig med til Malis hovedstad Bamako. I 2010 blev Lamenata forlovet, og i 2011 besøgte vi Biry sammen.

Lamenata er barn af storbyen og vokset op med malinesere fra forskellige etniske grupper med hver sine traditioner. Og så har tv og film været en fast del underholdningen og opdragelsen. Derfor er der lagt op til den helt store fest denne søndag i Bamako. I Mali er søndag den helt store bryllupsdag.

Da jeg bliver inviteret, går turen først til skrædderen. Familien vil forære mig en kjole til bryllupsfesten. Først tror jeg, at de er trætte af mit kedelige europæiske tøj. Men grunden er, at alle gæster skal have tøj med samme mønster til festen. Familien har valgt et enkelt kjoledesign til mig med en lille flæse af tyl forneden. Skrædderen har værksted i et skur overfor huset. Han tager mine mål og lover at have kjolen klar et par dage senere.

Vi bliver noget overraskede, da vi ankommer til festen. Vi er nemlig de eneste gæster med tøj i samme mønster. Alle de andre gæster har deres fineste damaskvævede dragter på med broderier. Brudeparret leder vi også forgæves efter. Vi var inviteret til at komme tidligere for at være med til ceremonien på rådhuset om morgenen, men det sprang vi over. Nu er klokken to om eftermiddagen og brudeparret er ude at få taget bryllupsportrætter. Det foregår ved monumenter rundt om i byen. Hver søndag kan man se brudepar poserer og ligge i kærlig omfavnelse på de små græsplæner ved byens monumenter, som politiet må beskytte fra at blive spist af får og geder.

Der er mindst 500 gæster til brylluppet fordelt i gården og under en pavillon, som spærrer gaden for trafik. Maden bliver serveret i store plastikfade, som gæsterne samler sig om i små grupper. Bandet holder en pause under spisningen. Vi får Tcheb, stegt ris med kød og grøntsager. Der er også saftevand og slik. Bandet består af grioter, som er traditionelle sangere, musikere og historiefortællere. Gennem tusinderne år har de holdt styr på familiernes historier og hyldet sejre og fremgang. I dag betragter mange grioterne som tiggere. Hvis man ikke er gavmild, holder de sig ikke tilbage for at sprede uheldige historier om en og ens familie.

En skinnende sort firehjulstrækker kommer med bruden i hvid vestlig brudekjole. Brudgommen er ikke med – og han er også bare en bagatel i festen. Dette er brudens fest. Hvis det havde været et traditionelt bryllup i dogonområdet, hvor Lamenata stammer fra, ville hun heller ikke have deltaget i festen. Men i hovedstaden er traditionerne anderledes.

Musikken begynder igen, og gæsterne cirkulerer og snakker. Endelig ser vi andre gæster i samme tøj som os. Gæsterne benytter lejligheden til at vise deres flotteste garderobe. Undervejs i festen skifter alle derfor tøj en eller to gange. Desværre er der ikke ét tidspunkt, hvor alle gæster har samme tøj på.

Lamenata poserer for fotograferne sammen med sine gæster. Der er tre professionelle fotografer. Billederne bliver fremkaldt løbende, så gæsterne kan købe et billede med hjem. Der bliver brugt masser af lys, så man dårligt kan se, at det er afrikanere på billederne. Rundt i kanten af billederne er der blomsterranker, hjerter og brudeparrets initialer.

Nogle timer senere er brudens glamour forsvundet. Hun er dækket til og bliver ført ud i gården, hvor hundreder mennesker klapper, synger og hujer. Derfor kan man ikke høre den lave hulken. Et stort sjal skjuler hendes ansigt, så man ikke kan se tårerne, der triller ned af kinderne. Hendes stylede frisure er barberet af, og hun har bundet et tørklæde om den skaldede hovedbund. Lamenata bliver sat på en stol, og nogle ældre kvinder vasker hendes fødder og hænder i en skål vand med mønter. Bagefter bliver hun ført ind i huset igen.

Kaos begynder og varer de næste timer. Lamenata er inde i huset. Hun græder, familien græder, og alle er her for at tage afsked med hende. Flere og flere vil ind til hende, og en flok unge fyrer kæmper højlydt. Lamenata forskanser sig i det inderste rum, som er soveværelse. Her er alle gaverne, så der knapt er plads til os tre personer. En pige holder døren, som folk presser på udefra. Jeg spørger, hvad der sker, men det ved ingen. Der er forskellige traditioner ved bryllupper. Her støder landet og byen sammen.

Det er blevet aften, og Lamenata skal snart af sted til sin nye familie. Hendes kusine Coumba er trist. Hun har været mor for hende, siden hun var en lille pige, og hendes fem børn er vokset op med Lamenata. Coumba bemærker, at Lamenata også kommer til at mangle som hjælp til at lave mad og passe hus. I Afrika er det et stort arbejde. Der skal hentes vand, og maden bliver tilberedt helt fra bunden over brænde og kul. Familiens sorg går ud over duerne, som bliver hevet og trukket ud af facon, indtil de dør.

Til sidst beslutter Lamenata, at det er tid til at forlade familien. Som et lille barn bliver hun båret på ryggen af en veninde gennem trængselen. Ude på vejen venter firehjulstrækkeren. Vejen bliver spærret af mænd og kvinder, der danser vildt i billygternes skær. Der bliver kastet fyrværkeri. Flere minibusser kommer for at hente gæste, for nu går turen til brudgommens hjem, og en ny fest venter for de, der stadig har energi.

Historien er skrevet og udgivet første gang i december 2011. Men på grund af serverproblemer blev det oprindelige indlæg slettet.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Paradisstrand i Ghana med udfordringer

Ezile Bay i Ghana er smuk som et paradis om dagen, men det er ikke rart at dele hus med rotter og edderkopper

– Generer rotterne dig? Den unge kvindelige tjener på Ezile Bay Village spørger bekymret, som om det er mig, der har et problem.
– Ja, de generer, og de lugter slemt, svarer jeg, da jeg kan se, at hun ikke mener, at rotter i huset er et problem.

Og faktisk bliver jeg i første omgang lettet, da jeg opdager, at det er en rotte, jeg stirrer på gennem det flettede stråloft. Det første, jeg får øje på, er nemlig den glidende bevægelse af noget langt og tyndt. En slange, når jeg panisk at tænke, inden lyset fra det utætte tag afslører resten af kroppen, så jeg kan se, at det er en rotte.

Aldrig er jeg blevet så glad over at se en rotte. Men kun et kort øjeblik. Rotten stirrer på mig fra loftet mindre en halv meter over mit hoved. Og jeg ved endelig, hvorfor der af og til lugter ubehageligt i huset. Tagkonstruktionen er hævet over ydermurene, og loftet er en tynd flettet stråmåtte, som man kan se igennem.

Men rotten er ikke det første dyr, der har brokket mig over på hotellet. En dag springer en enorm edderkop op, da jeg vil åbne min rygsæk. Bortset fra i zoo har jeg aldrig set så stor en edderkop. Jeg har allerede slået nogle ihjel i huset, men de var mindre end denne. Den er så stor, så en bog eller en sko ikke ville kunne knuse den. Og den er lynhurtig. Det er en jagtedderkop, som ikke sætter spind.
I receptionen griner de. Edderkopper er ikke farlige. En ung kvinde går med mig for at se på problemet. Edderkoppen er selvfølgelig væk, da den ved, at den ikke er en populær gæst. Hun giver mig en dåse insektgift, jeg kan sprøjte på dyret, hvis jeg ser det igen. Det er ikke muligt at få et andet værelse, da alt er optaget.

Senere på dagen får jeg øje på edderkoppen og henter sprayflasken. Jeg sprayer den, indtil den er kridhvid af skum, og sprayflasken er iskold. Men dyret kravler videre. Til sidst er spraydåsen tom, og edderkoppen lever stadig. Dens bevægelser er en smule langsommere, og den er på vej mod mig.

Da griber jeg træristen fra brusekabinen og hamrer den ned over edderkoppen, indtil den holder op med at sprælle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fået ram på den rigtige edderkop, den, jeg  lige har slået ihjel, ser faktisk en anelse mindre ud, end den, jeg så tidligere. Alligevel tjekker jeg ikke ud af Ezile Bay Lodge. Dagene er nemlig paradisiske. Så de får en til at glemme nattens kryb i huset.

Om dagen er jeg på vandreture i området. En halv time fra kysten begynder regnskoven med gigantiske træer og lianer. Der er marker med afgrøder i flere etager – kassava, ananas, forskellige palmer og gummitræer. Ghanas sydligste punkt Cape 3 points ligger på et klippefremspring omgivet af øde strande. Den lille by Akwida ligger mellem en lagune med mangroveskov og havet. Husene ligger tæt i landsbyen, og der er gang i markedet hver dag.

Men efter rotten og en larmende teknofest får jeg nok af Ezile Bay. Jeg tager mig endelig sammen og bærer min tunge bagage gennem den lille by Akwida og de fire kilometer ad stranden for at komme til Safari Beach Lodge på den anden side af Akwida.

Stedet er øko-luksus, og det betyder muldtoiletter, traditionelle materialer og fantastisk smukt håndværk.

Dørene i mit hus åbner direkte ud til stranden og det brussende Atlanterhav. Her er ingen beskyttende bugt, så man vågner de få gange, der er sekunders ro mellem bølgerne.

Hotellet reklamerer med en menu af en prisbelønnet kok. Det er en lokal kvinde, som står i køkkenet til daglig. Men det er ikke nemt at annoncere et gourmetkoncept langt ude på landet i Ghana. Til frokost er den sort og hvidklædte tjener usikker på, om det vil tage en time at tilberede en meget enkel ret. Eller måske kun et minut.

Efter en halv time viser den bestilte humus sig at være et helt hakket løg, lidt hakket tomat med et tyndt lag humus over. Ud fra det pænt arrangerede tårn breder skrællede agurkestave sig som solens stråler over trekantede stykker toastbrød. Gourmetmad og toastbrød rimer dårligt. Og smagen af løg holder resten af dagen.
Jeg bliver ikke mæt, så jeg bestiller en pandekage til dessert. Tjeneren understreger, at her siger man ikke pandekage, men bruger det franske ord crepe. Jeg ved godt, at jeg gør noget risikabelt, da jeg bestiller noget, som ikke står på spisekortet. Men jeg ønsker blot at få serveret sukker og en frisk citron til min crepe. Jeg regner med, at det er forstået, for jeg gentager det mange gange, og tjeneren nikker.

Derfor bliver jeg overrasket, da desserten dukker op.

– Hvad er det, spørger jeg og peger på den mørke klump ved siden af pandekagen.

Det viser sig at være et stykke stegt fisk, og der er en skål med sovs til fisken. Det er den mest underlige dessert, jeg nogensinde har set. Jeg får forklaret, at jeg ikke har bestilt fisk til dessert, og kokken fjerner fisken fra min pandekage.

Resten af måltiderne går godt, og stedet er forunderligt. Et godt sted at slappe af. Så når man ser sig for, er det muligt at finde et paradis, der er behageligt både om dagen og om natten.

Læs om turen til Akwida

Gennemblødt i Ghana

Efter tre måneders tørke er regn en behagelig afveksling. Men selv pengene i det vandtætte pengebælte bliver våde, da jeg kæmper mig gennem mudderet til det, der skal være en ferie på den paradisisk strand Ezile Bay

Jeg trænger til at slappe af efter tre uger som rejseleder på en tur, som begyndte i Mali og endte i Ghana. Derfor vælger jeg et område langt fra de tætbefolkede områder ved Ghanas hovedstad Accra. Her er naturen mere uberørt, og det er billigere.

Det regner. Regnen begynder i Takoradi Ghanas tredjestørste by med tilknyttet havn og olieindustri. Byen er eksotisk på sin helt egen måde. På restaurant North Sea hænger billeder af fyrtårne og indgangspartier til huse i det dansk tyske marskområde. En tysk sejler er gået i land. Han knipser og kommanderer med det unge kvindelige personale, så de er usikre på selv de mest enkle spørgsmål. Melody Hotel overfor busstationen viser sig også at huse en radiostation med tilhørende koncertstudie.

Det er stadig mørkt i Takoradi, da en mekanisk busannoncør begynder på sit monotone refræn Accra, Accra, Accra, fullyairconditioned, Accra, Accra, Accra, airport, Accra, Accra, Accra med indlagte stammende bla, bla, bla. Det har sådan en styrke, at det var umuligt at overhøre og lige præcis så varieret, så det ikke kan ignoreres. Da det bliver lyst, begynder radioen en livetransmission af en gospelkoncert med en mængde ukoordinerede instrumenter og et råbende kor. Jeg er næsten paralyseret af støj, inden regnen kommer og overtager næsten hele lydbilledet.

I en time vælter vandet ned, mens jeg venter på at komme videre. Derefter finder jeg hurtigt minibusstationen og en minibus til første del af turen. I Agona skal jeg skifte minibus. Jo længere væk fra byen man kører, jo dårligere stand er køretøjerne. Jeg er en af de sidste passagerer og får derfor en plads på det bagerste sæde. Der er tre rækker sæder med 11 officielle pladser. Mine knæ er presset op i metalskelettet på sæderne foran.

Der er en mandlig passager, chaufføren, hans medhjælper, og resten er kvinder. Jeg har sagt, at jeg skal til endestationen den lille fiskerbyAkwida. Alligevel har kvinderne en mening om, hvor jeg skal af. Det kan åbenbart ikke passe, at jeg skal hele vejen til Akwida. Diskussionen bølger højlydt mellem kvinderne og chaufføren. Jeg bliver træt i hovedet.

Regnen begynder svagt igen, og støvet fra vejen samler sig til røde dråber, der løber ned af vinduer og drypper på os gennem det utætte tag.

Da vi når Akwida, går vejret amok. Men vi skal ud af bussen. Jeg er en af de sidste, og en kvinde begynder at diskutere med chaufføren, inden jeg kommer ud. Jeg formoder, at hun ønsker at blive i bussen, indtil regnen stilner af. Stemningen er hysterisk, og den viser, at chaufføren er påvirket af en eller anden form for stoffer. Pludselig begynder han at køre, og jeg råber også op. Det ville være surt at skulle tilbagelægge den samme skrumplende tur flere gange end nødvendigt.

Vi kommer ikke særligt langt, inden minibussen skrider sidelæns ned ad en skråning i det tiltagende mudder. Det giver mig mulighed for at komme udenfor og efter en del råberi også at få min bagage.
De andre kvinder fra bussen står presset op af en mur, hvor taget beskytter dem en smule mod regnen. Jeg begynder at gå. Mine sandaler er indsmurt i ler, så jeg glider. Der er heldigvis plads til mig ved muren. Jeg kan se, hvordan mine rygsække bliver våde, da de rager en smule ud over tagets beskyttende kant, og jeg frygter for mine papirer, computer og kameraer.

Regnen bliver ved og ved, og stien bliver forvandlet til et brussende vandløb. To kvinder begynder at gå, og de vil have mig med. Jeg afslår i håbet om, at regnen snart vil stilne af. Men i stedet tiltager regnen, vinden skifter retning, så den nu blæser ind under taget, og det begynder at tordne.

Da taget ikke længere yder beskyttelse, kan jeg ligeså godt gå. Jeg har fået at vide, at jeg skal gennem landsbyen og over en bro for at nå til hotellet i Ezile Bay.

Det er en hård fysisk udfordring at gå nedad i mudderet, og jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg ser ud, mens jeg kæmper mig frem. Hvis det var en film, ville den være enten umådelig komisk eller dybt tragisk. Så længe jeg kan holde mig på benene uden at falde i mudderet, holder jeg mig til den morsomme version. På trods af at jeg ikke præcist ved, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Og endnu mindre, hvordan jeg kommer derhen.

Men så møder jeg George. Han kan se, at jeg har behov for hjælp. Han spørger, hvor jeg skal hen. Han griber om mit håndled og trækker mig gennem mudder og rivende vandløb. Men stien går opad og ud af landsbyen, og den svinder ind til et lille hul i junglen. Det er stik imod mine anvisninger. Jeg spørger George om broen, og han fortæller, at den leder til en anden strand. Kan den unge fyr være en kriminel, som vil lokke mig ud i jungle og stjæle alle mine ejendele? Så er han i hvert fald koldblodig, for vi bliver set af mange i landsbyen, der hilser på mig.

Jeg insisterer på at vente, til regnen tager af. Vi går tilbage til landsbyen, og George finder et halvtag, vi kan sidde under. Jeg ringer til hotellet og får dem til at forklare ham vejen. Han finder en mindre stejl sti gennem skoven. Det føles som en lang ekspedition, men i virkeligheden går jeg højest en kilometer. Og pludselig dukker hotellet op, og så begynder næste del af farcen.

Når der ikke er styr på tingene, får afrikanerne generelt skylden for at være sløsede. Kvinden i baren kikker forgæves efter mit navn i ordrebogen. Den franske ejer dukker op. Det er ham, som har taget mod min bestilling, Men han undlod at notere den, for de har jo masser af værelser. Han havde dog glemt, at hotellet denne weekend er fyldt af gæster fra et bryllup. De fleste tager af sted, så der er heldigvis et ledigt værelse. Jeg skal bare lige vente, mens det bliver gjort rent. På det tidspunkt er jeg lige ved at miste besindelsen. De kan se, hvor gennemblødt jeg er, og hvilket vejr jeg har trodset for at komme frem. Men måske franskmanden har svært ved at få øje på virkeligheden udenfor hashtågerne?

Næste morgen vågner jeg i paradis. Min bagage bager i solen og er næsten tør. Hotellet ligger i en lille bugt omgivet af palmer og store træer. De lokale spadserer forbi. I den ene retning bærer de frugt og grønt, den anden vej bærer de blanke fisk.

Bag en pynt gemmer det vilde hav sig med store bølger. Man kan gå langs vandet på en højderyg med udsigt til en klippekyst med små strande. Der er kokospalmer, oliepalmer, palmevinspalmer, ananas, bananer og kassava i en frodig forvirring.

Natten larmer med eksotiske lyde fra cikader og frøer og andet, som jeg aldrig før har hørt. Den lille spadseretur til mit hus virker meget lang i den måneløse nat. Stien er flankeret med liljer, der dufter i mørket.

Jeg finder ud af, at minibussen er kørt af en anden rute end normalt til Akwida. Så kvindernes bekymring for, hvor jeg skulle af, var reel. Hvis jeg skulle have været til et andet hotel, ville gåturen have været meget lang. Den gåtur må jeg nemlig tage en uge senere, da jeg finder ud af, hvem jeg ufrivilligt deler hus med i paradiset.

Læs hvilke dyr jeg delte hus med

Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.