Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Bamakos gader er fyldt med levende og døde dyr op til ramadan festen

Jeg skriger og har ingen mulighed for at flygte. Til højre for mig drøner biler og motorcykler, mens der på venstre side er en to meter dyb afvandingskanal. Foran mig en rasende tyr.

Kønt er mit lår ikke, efter det blev stanget af en gal tyr

Få sekunder tidligere havde jeg ærgret mig over, at jeg endnu en gang havde glemt mit kamera. Det var, da jeg så teltpavillonerne med hundredevis af kødbunker og mændene, der grillede de kolossale kohoveder med de lange horn og andre, der splintrede blodige kroppe med økser.

Det er dagen inden den store ramadan-fest, og der skal spises kød. Jeg går forbi slagteriet, men i dagens anledning er slagtningerne flyttet udenfor slagteriet til vejen og vejsiderne.
I dagevis er køer, får og geder blevet fragtet ind til Bamako for at ende i kødgryderne. Men sammenbundne ben har de ligget på tage af biler og busser. Nogle minibusser har været omdannet fra persontransport til kreaturtransport. Det kan undre, hvordan det er muligt at bære en ko ind i en minibus, især når koen ikke er tilfreds med situationen.

Langs slagteriet står dyrene bundet, og køberne ser dem an. Nogle får endnu en køretur i bil, andre bliver slagtet på stedet. Dyrene bliver væltet om på siden og hurtigt aflivet. Parteringen foregår på deres eget skind, som de erfarne slagtere hurtigt har skilt fra kroppen.

Foran slagteriet er der trafikkaos af den slags, hvor man skal stå i kø for at passere til fods uden at snuble over der blodige koskind eller levende dyr. Nogle mænd foretrækker at blive siddende i bilen og udpege de dyr, de er interesseret i. Resten af trafikkanterne må vente, mens manden mærker på dyrets ryk og kølle.

Endelig er jeg forbi slagteriet. Jeg fortsætter af vejen mod centrum og nyder, at der endelig er en smal rabat at gå på.

Da hører jeg råb bag mig, som overdøver trafiklarmen. Jeg vender mig om og når lige at se en løs tyr komme galoperende mod mig. Jeg konstaterer, at jeg hverken kan springe til højre eller venstre. Så jeg skriger og ser de lange spidse horn, som favner en meter. Bliver jeg fanget i mellem dem, bliver jeg trampet ned af den rasende tyr. Eller spiddet.

Tyren springer en anelse til venstre, og jeg drejer siden til, så jeg kun bliver snittet af hornet øverst på låret. Og tyren galoperer videre med en råbende knægt i hælene. Jeg løber lidt frem og ind på en parkeringsplads og læner mig op ad hegnet. Hele kroppen ryster, og nogle motorcyklister stopper og spørger, hvordan jeg har det. Jeg er nogenlunde uskadt og skal bare hvile lidt. Længere fremme ad vejen har knægten fået fat i tyrens hale. De tager sig en rasende svingom, inden tyren vrider sig løs og fortsætter op ad en mudret sidevej i industrikvarteret.

Da mine ben igen makker ret, fortsætter jeg. Et par hundrede meter længere fremme ligger fire kolossale tyre i vejkanten. Dem vil jeg ikke skærve over, så jeg gør mig klar til at gå over vejen igen. Trafikken er tæt, og jeg står længe og venter på et hul mellem biler og motorcykler. En ung mand kommer hen til mig og tilbyder at følge mig forbi tyrene. Jeg forklarer, at jeg lige er blevet stanget af en tyr, så han tager min hånd og trækker mig over vejen i slalom mellem biler og motorcykler.

Da jeg lidt længere fremme vil tilbage på den anden side af vejen, dukker han op igen og hjælper mig over.

Lidt senere samme dag, hører jeg hujen og ser to små drenge komme løbende efter en tyr. Jeg venter, til de er ude af syne og glæder mig, til alle byens dyr er spist.

Bamako kalder

Et militært fodboldlandshold, bagagekaos og hilsende folk på gaden. Mali byder endnu en gang velkommen med lige dele kaos, absurditeter og gæstfrihed.

Da jeg svinger om hjørnet til international transfer i Casablancas lufthavn, kan jeg mærke tårerne presse sig på. Denne vej går til Bamako – og kvinder i fantastiske broderede selskabskjoler viser vejen.

På et tidspunkt frygtede jeg, at jeg aldrig skulle få mulighed for at komme tilbage til Mali. Eller at jeg og alle kvinder kun ville kunne færdes i landet totalt tildækkede i evig frygt for islamisternes moralske politi og udsigt til offentlig piskning for noget så banalt som at lytte til musik. Men nu er jeg på vej tilbage til Mali og lige foran mig venter køen til sikkerhedstjekket, så der er ikke tid til at være sentimental.

Fodboldhold om bord
Mindst 30 personer i det propfyldte fly er fodboldspillere. Nogle ligner ikke ligefrem supertrænede sportsstjerner. De ser ud til både at have alderen og vægten mod sig. Men det er selvfølgelig heller ikke et sædvanligt fodboldlandshold.

– Futbol militaire, er svaret, da vi spørger spillerne på vej ind i flyet. De er på vej hjem til Mali fra det første VM for militære fodboldlandshold, som sluttede søndag den 14. juli i Aserbajdsjan. Alle spillerne har en flad upumpet fodbold, mens en enkelt også bærer på et lille trofæ i form af en stejlende metallisk hest på et glasfundament. Det lignede ikke en VM-titel.

Med det massive behov for overvågning af det nordlige Mali og historier om et udsultet og materielt forsømt militær kan det undrer, at landet har ressourcer til et særligt kompagni af fodboldsoldater. Det sker, mens især Frankrig og Tchad har nedkæmpet islamister i det nordlige Mali, og en større fredsbevarende FN-styrke nu er ved at komme på plads i Nordmali. Men jeg har selvfølgelig heller ikke forstand på militær strategi. Og jeg ved, hvilken rolle fodbold spiller som nationalt samlingspunkt i et land som Mali.

For meget håndbagage
Bagageboksene i flyet er proppede, mens voluminøs håndbagage hober sig op i midtergangen. Der må den ikke være. De, der allerede har fået plads til deres håndbagage, er urolige for deres computere. Ved siden af mig klamrer en mand sig til en enorm hårdskallet kuffert med hans harddisk og års forskning. På en eller anden måde kommer alt på plads, og vi letter og ankommer endda 20 minutter tidligere end planlagt. Men det er åbenbart kun i kabinen, at Royal Air Maroc har styr på tingene.

Ingen bagage til passagererne
Bagagebåndet bugner af plastikindpakket bagage. Og vi venter. Og venter. Noget bagage skiller sig ud, og vi bemærker, at ingen tager det. Efter en time begynder utålmodige passagerer at tjekke bagagemærkerne. Det er slet ikke fra vores afgang. Utilfredsheden breder sig, da ingen passagerer fra nattens flyvetur med Royal Air Maroc har modtaget deres bagage. Al bagagen i flyet er fra en tidligere afgang, hvor passagererne heller ikke fik deres bagage med.

Passagerer fra tidligere afgange er nu ankommet til lufthavnen og leder i bunkerne af bagage. Kvinder i sylespidse stilletter balancerer på bjerge af kufferter, mens passagerne fra vores afgang finder køen til bagagekontoret.

Håndskrevne liste
– Tænk på dem, der har ost med, siger en kvinde i køen. Hun sørgede for at købe sin ost lige inden afgang, så den er i håndbagagen. Malinesere, som har opholdt sig i andre lande end Mali, har fået smag for andre former for ost end den leende ko og kopier af den leende ko, som udgør ostesortimentet i normale butikker i Mali.

Klokken nærmer sig tre om natten, og de to ansatte i bagagekontoret har travlt. Alle oplysninger bliver skrevet i hånden på lange lister – og senere – en gang – skal de skrives i den rette database på computeren.

Behov for tålmodighed
To døgn efter min flyvetur har jeg endnu ikke modtaget min bagage fra Royal Air Maroc. Chaufføren siger, at det er typisk det marokkanske flyselskab – især i ferieperioden. Nogle nætter ankommer et fragtfly med forsinket bagage, så det handler om at være tålmodig. Jeg håber ikke, det tager lige så lang tid at få bagagen frem som hos Air France, der brugte to uger på at transportere en enkelt rygsæk fra København til Bamako.

Usynligt men effektivt bagagesystem
Heldigvis tager det ”kun” tre dage at modtage sin bagage. Jeg ankommer til lufthavnen og tusindvis af kufferter og tasker er arrangeret i små øer. Der er endnu flere, end da vi ankom i søndags.

– Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, siger bagagemedarbejderen og peger på de forskellige øer. Han tilføjer, at der er mere bagage fra selskabet nede bagved.

– Hvad hedder du, spørger han og gentager navnet Blom.

– Navnet virker bekendt, siger han og går målrettet til den senest ankomne bunke fra Royal Air Maroc. Og på få minutter har han fisket min rygsæk ud af bunkerne. Den lå omvendt, så man ikke kunne se, at det var en rygsæk og lidt længere bagved, står den anden taske. Lufthavnen i Bamako har tydeligvis ansat medarbejdere med klæbehjerne.

Orker ikke kvitteringer
Jeg har brug for en kvittering for den forsinkede modtagelse af bagagen. Den er kontoret ikke meget for at give. Det er måske ikke så sært med den megen bagage, der er forsinket. Den første medarbejder siger, at jeg skal gå over til en anden medarbejder, mens han selv er ved at spise en sandwich. Der er kø hos den underordnede, som har fået tjansen med kvitteringer. Indtil en overordnet overordnet kommer med den geniale ide at fotokopiere vores bagagemærker og give os et stempel, en underskrift og et tidspunkt for modtagelsen. Endelig er bagagen i hus.

Islamister i åben krig med Malis hær

Langt om længe reagerede Malis militær på, at islamister har besat to tredjedel af landet. Og så tabte de. Krigen i Mali er nu rykket ind i områder, hvor jeg ikke længere har behov for et landkort for at følge med. Jeg kender navnene på byer, landsbyer og mennesker.

Normalt er bådene tungt lastede, når de sejler til og fra markederne langs Nigerfloden. De sejler om natten, og nogle få er markerede med cykellygter

Torsdag er normalt en travl markedsdag i Konna. Et marked, hvor mange besøgende har brugt dage på at nå frem med deres tunge byrde af varer til salg og derefter bruger det tilsvarende antal dage på at komme retur med ligeså meget vægt på hovedet.

I Konna køber man fisk. Langs Nigerfloden lever fiskenomaderne, som følger flodens højvande nordpå og med dem fiskene. De bringer fangsten til markedet i Konna. Der er friske fisk, tørrede fisk og røgede fisk. Nogle fisk bliver båret til fjerntliggende landsbyer i bjergene, hvor en tørret eller røget fisk er den største delikatesse. Andre bliver købt af rejsende, som sidst på dagen tager bussen mod nord eller syd. Bagagen hos alle deres medpassagerer vidner om, hvad de har købt. Lugten af røget fisk er gennemtrængende og bliver siddende i bagagen.

Jeg kender nogle af de kvinder, der jævnligt besøger markedet i Konna. Det tager halvandet døgn for dem at vandre dertil fra Biry – op og ned ad stejle klipper og til slut gennem 20 kilometers flad og støvet ødemark, uden skygge.

En gang havde Dene tilberedt spagetti med røget fisk til ære for mig og mine gæster. Det var tydeligvis ikke en ret, hun havde prøvet før. Hun er en god kok, men den var næsten uspiselig. Når jeg hører om Konna, tænker jeg på den indsats, kvinderne gjorde for at nå dertil, og på, hvad byen Konna betød for dem – ikke bare som delikatesseafdelingen i Magasin – det var også et sted, hvor de kunne købe fisk med livsvigtige vitaminer og mineraler til deres børn. For efter denne torsdag bliver markedet i Konna aldrig mere det samme.

Kampene begyndte onsdag. Malis hær er gang på gang flygtet, hver gang islamisterne er rykket mod syd. Men ved Konna reagerede de. Måske fordi deres militærbaser lå indenfor rækkevidde i Sevare 60 kilometer væk. Hvis de ikke fik fjenden på flugt herfra, ville det ikke vare længe, inden militærets største baser i området ville være løbet over ende.

Militæret meldte om sejre i Malis medier i løbet af torsdagen. Indtil sidst på eftermiddagen. Da bredte nyheden sig med lynets hast. Konna stod i flammer, og hæren havde trukket sig tilbage. Islamisterne havde vundet den første regulære kamp mod Malis militær.

Udviklingen er forfærdende for Malis befolkning. Først og fremmest fordi de store militærlejre med både luftvåben og artilleri ikke kunne bekæmpe islamisterne. For det andet bevæger islamisterne sig nu ind i mere om mere tætbefolkede områder, hvor kampe er endnu mere ødelæggende og risikoen for civile tab endnu større.

Og så nærmer islamisterne sig områder med mennesker, som sharialove vil ramme endnu hårdere end Timbuktus muslimer. Dogonland ligger umiddelbart øst for det område, der er erobret i dag. En stor del af dogonfolket dyrker den oprindelige religion eller er kristne. Og lidt mod syd lever bobofolket, som også lever efter deres oprindelige religion. Der er også muslimer, men deres religion er blandet med den oprindelige.

Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

Lys og vand i Essaouira

Lyset er helt klart i Essaouira på Marokkos vestkyst. Byen ligger ud til havet, og her lugter af fisk på den gode appetitvækkende måde i de smalle gyder.

Jeg blev forelsket i det smukke lys i Essaouira. Om dagen lå verden badet i lys, og sidst på eftermiddagen glødede himlen i alle regnbuens farver. Det er måske lidt kikset at fotografere solnedgange, men jeg kunne ikke lade være.

Klik på billederne i galleriet for at se dem i fuld størrelse.

Efter middag trækker tidevandet sig tilbage og efterlader en bred strand af det fineste sand uden sten. Her promenerer bedstemødre og kærestepar, mens drengene spiller fodbold. Et par heldige betjente ser ud til at nyde at patruljere på stranden på deres smukke arabiske heste. Det er også muligt at leje en hest eller en kamel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det spirende forår i Ourikadalen

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.

Kina køber sten i Mali

Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.

Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.

Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.

– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.

Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.

Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.

– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.

Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.

Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.

I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.

Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.

Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.

Investorernes drøm om landbrug i Mali

Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

Tekst: Lise Blom; Foto: Carsten Elert

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.

Sandfiskere sælger sand i Sahara

Sand, perlegrus og småsten er fangsten for fiskerne Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerflodens klare vand. Lyder det som en skuffende fangst? Ikke her, hvor fiskerne foretrækker flodbund frem for kaptajnfisk, karper og østers.

Tekst Lise Blom; Fotos Carsten Elert

De tre fiskere er en smule dopede, og det er også nødvendigt, for deres arbejde er ualmindeligt anstrengende.

Sandfiskeri er et af de fysisk krævende erhverv, man kun kan finde i et land som Mali. Langs Nigerfloden lever tusindvis af at levere sand, grus og småsten til byggeri. Efterspørgslen er stor – især omkring de store byer.

Med en skovl og en spand dykker Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerfloden. Her holder de vejret, mens de fylder spanden med sand og grus. Oppe ved overfladen kan de igen trække vejret, mens Boubacar Keita hiver spanden op og tømmer den i båden. Så er Amadou Haidara og Ali Sacko klar til endnu et dyk.

Imens skovler makkeren gruset gennem en grovmasket ramme, som sorterer grus og småsten. I dag er de kun ude efter småsten, så gruset ryger direkte tilbage i floden. I løbet af dagen skiftes de mellem opgaverne.

På flodbredden ligger bunker af sand, grus og småsten. Sidst på eftermiddagen kommer en større båd med pramme og henter småstenene. Båden bliver losset og i løbet af aftenen sejler lastbåden mod nordvest til Malis hovedstad Bamako. Turen tager hele natten, og tidligt om morgenen bliver stenene solgt og skovlet over i lastbiler. Derefter sejler båden tilbage til Somono So 50 kilometer sydvest for Bamako.

For hvert bådlæs tjener Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko 50.000 F cfa til deling (575 kroner). Af dem betaler de bådejeren for leje af båden. Mændene og deres familier har etableret en lille lejr ved bredden af Nigerfloden. Boligerne består af flettede stråmåtter og farvestrålende fleecetæpper. Her er koldt om natten. Normalt bor de i nærheden af hovedstaden Bamako, og de er taget hertil for at arbejde.

Man graver kun sand ude i selve floden for ikke at ødelægge bredderne og flodens løb. Nigerfloden er i fare for at sande til, så sandfiskernes arbejde er med til at sikre flodens løb. Der står en ubrugt sandsuger med sorteringsanlæg udenfor Somono So. Måske er den gået i stykker, eller måske foretrækker mændene selv at tjene penge på sandfiskeriet frem for en entreprenør.

Malis fotografer fanget mellem ønskeverden og rå virkelighed

Mennesket og dets historie er i fokus, når Malis fotografer tager billeder. Fotograferne tjener penge på at fotografere en drømmeverden, men de brænder for at formidle virkeligheden – på godt og ondt. Heldigvis finder deres billeder af og til vej til udstillinger og reportager i vores del af verden.

Forsiden af Salif Traores bog med fotos fra Mali

Mød fotografen Salif Traore fra Mali. Han fortæller historier om menneskers håb, drømme og relationer. Når han fotograferer, går han grundigt til værks for at formidle mennesket bag. Nogle motiver er skæve, andre er humoristiske og nogle viser desperation. Tilsammen viser Salifs billeder storbyen Bamako og mennesker på vej.

I 2009 vandt Salif Traore prisen ”Lauréat du prix Élan de l’Agence Française de Développement” ved Fotobiennalen i Bamako for en serie om afrikanske migranter, der er strandet i Bamako.

Der er nu udkommet en bog med fotografier af Salif Traore. Klik på billedet af bogen i linket og se hans værker. Læg mærke til detaljerne og baggrunden i hans fotos. De viser, den virkelighed personerne lever i. Hans reportager har været vist på udstillinger og i franske medier. Desværre er hans skæve portrætter af Malis forhenværende præsident ATT ikke med. Det er reportagen om en migrant, der vender hjem fra Frankrig heller ikke. Migranten har en masse udstyr med til at sætte gang i projekter i Mali. Billederne viser blandt andet migrantens møde med toldere og embedspersoner.

Jeg mødte Salif første gang i 2009, da jeg skulle finde unge fotokunstnere til en udstilling i Danmark med billedkunstner Jeanette Land Schou. Det franske kulturinstitut i Bamako udstiller ofte fotokunst, så der fik jeg en liste med navne. Jeg valgte Salif og Fatoumata Diabate ud af de spændende kunstnere. Ud over udstillingen interviewede Jeanette Salif og Fatoumata om deres baggrund og kunstneriske overvejelser.

Salif har jeg siden arbejdet med på portrætter af kvindelige politikere i Mali. Vi har set på billeder, diskuteret og så har han været så sød at reparere mit kamera, da jeg havde tabt det.

Fatoumata har jeg siden arbejdet med, da hun var tilknyttet som fotograf på Moussa Diallos projekt for skolebørn Regnbuen. Det er hendes fotos som illustrerer reportagen. Hendes fotos findes på enorme billboards i Mali som reklamer. Det er energiske billeder frem for glansbilleder. Hun har også stået for gribende reportager for blandt andet internationale organisationer. Og så kan man finde hendes billeder på udstillinger i især Schweiz, Frankrig og Spanien.

I Mali står fotografiet stærkt som kunst og reportage. Mest kendt er Malick Sidibe, som blandt andet har vundet Hasselblad prisen i 2003 og Guldløven ved Venedigs Biennale i 2007. Andre internationalt kendte fotografer fra Mali er Allioune Bah, Harandane Dicko og Aboubacar Traore.

Sidstnævnte kom i danske medier, efter at det dansk malinesiske samarbejdsprojekt Commerce and Culture skaffede ham en indtægt på 22.000 kroner. Det var et højdepunkt ifølge danske medier. Projektet går ud på at producere opstillede polerede, smilende stockfotos.

Aboubacar Traore har arbejdet internationalt med kunstfoto og reportage, og vi har diskuteret den nye strategi med stock-fotos. Jeg håber, at han også får tid til at tage billeder, der viser ægte mennesker og liv og ikke bare frosne smil.

I Mopti har kanonfotografen arbejdet hele livet. Hans fotos bliver brugt til ID. Han bruger ikke film men belyser fotopapiret direkte. Derefter tager han et billede af det negative foto. Det bliver fremkaldt inde i boksen.

At være fotograf i Mali er en blandet forretning. Der er rigeligt med motiver, og fotograferne bruger deres kamera til at fortælle historier om mennesker og en kultur i rivende udvikling, når det er muligt. Så motiverne veksler mellem æstetik, social indignation – og glamour.

En vigtig kunde i Mali er nemlig brudepar og bryllupsgæster. Til den store fest bliver der ikke sparet. Fotografier og video er minder, som gæsterne køber med hjem. Ved bryllupper bliver der arbejdet hurtigt. Assistenter sørger for, at fotografierne bliver printet på papir med blomsterranker og brudeparrets monogrammer, mens fotograferne knipser løs.

Selv om mobiltelefoner med kamera har vundet frem i Mali og bliver brugt flittigt, går folk stadig til fotograf for at få taget et portræt. Et portræt i Mali er en alvorlig sag, og ligesom på gamle billeder i Danmark er der ingen grund til at smile til fotografen.

Man går til fotografen for at markere særlige begivenheder. Mange unge er taget til byen for at arbejde, og de sender et billede hjem til familien på landet, så familien kan se, at det går dem godt – uanset hvordan de har det.

Billedet skal vise den person, som dem portrætterede gerne vil have, at omverdenen ser. Derfor skal der nogle gange rekvisitter til.

En mobiltelefon er uundværlig, og på billedet viser den, hvilken model man har, og at man er i gang med en vigtig samtale. I Mali skal man selvfølgelig have to telefoner med SIM kort fra forskellige selskaber, så der altid er dækning på ens telefon.

En motorcykel signalerer, at man dels har råd til den, og dels at man er uafhængig og ikke gider at spilde sin tid på sammenmast offentlig transport.

Et par briller signalerer intellekt, at man har en offentlig stilling – eller gerne vil se ud, som om man arbejder bag et skrivebord. En radio kan fortælle om to former for identitet. Enten er man en seriøs type, der altid følger debatprogrammer på radioen og nyheder. Eller også er man en hip partyløve, der kan sætte gang i festen med ny musik. Når unge mænd flytter hjemmefra, køber de et musikanlæg for at tiltrække unge kvinder med musik og sød te. Plastikblomster er dekoration, og en af de få ting i det traditionelle Mali folk kan investere i, som ingen funktion har ud over at pynte.

Svend Erik Sokkelund har samarbejdet med fotografer fra Mali om at restaurere og fremkalde negativer fra gamle fotografer i Mali. Der er fantastiske fotos.

Der er utallige fotostudier i Mali, og hovedparten af fotograferne koncentrerer sig om portrætter og bryllupsbilleder. Men også de fotografer rummer meget mere. Jeg har set en udstilling i Bamako, hvor de glittede fotografer arbejdede med emner som psykisk sygdom og døden, og de havde ingen problemer med at gå tæt på virkeligheden og finde tankevækkende motiver på ellers tabubelagte emner.