Krigsfanger skaber dilemma i Mali

Islamistiske krigsfanger er en tikkende bombe for Mali, Man risikerer terroraktioner fra islamister, som vil kræve dem løsladt. Det er gidseltagningen i Algeriet en påmindelse om

I dette klippelandskab skjuler der sig nu flygtede islamister. Der er en dyb smal kløft til venstre i billedet med underjordiske huler

Dræb eller lad leve. Det spørgsmål stiller menige malinesere sig i denne tid. Islamister på flugt søger nemlig at skjule sig i områderne omkring kampzonerne. De lokale indbyggere er på vagt, og af og til finder de dem.

I lørdags måtte indbyggerne i Kendie tage stilling til spørgsmålet. Landsbyen Kendie ligger 45 kilometer nord for Bandiagara, og her holder de unge mænd øje med det svært tilgængelige klippelandskab. Det er et godt sted at skjule sig, og de frygter at islamister på flugt fra kampene ved Konna skal gemme sig i områdets klippehuler.

Lørdag fandt de to mænd, som de mente måtte være flygtede islamister. Mændene var forhutlede og meget sultne, og de bad derfor om mad og vand. Nogle fik umiddelbart ondt af den, fordi de så ynkelige ud. Andre ønskede at dræbe de formodede islamister, som hævn for de ugerninger de har stået for med sharialov i hele det nordlige Mali. Og fordi de havde taget indbyggere i byen Konna som gidsler under kampene med styrker fra Mali og Frankrig.

Mændene havde ingen våben, men indbyggerne i Kendie var ikke i tvivl om, at de var islamister, da mændene begyndte at appellere til dem som muslimske brødre og tale om, at gud ville belønne dem for at hjælpe dem.

På vanlig Mali-manér diskuterede landsbyen, hvad de skulle gøre med deres to fanger. Og de blev hurtigt enige om at ringe til Malis hær, som har tropper i Bandiagara. Hæren hentede de to mænd. Men i Mali er diskussionen ikke slut.

Da islamister besatte det algeriske gasanlæg i In Amenas krævede gidseltagerne løsladelsen af fængslede terrordømte islamister. I Mali spørger man derfor sig selv om det stigende antal islamister, der bliver taget til fange, vil udgøre en trussel for landet på længere sigt.

Kvinderne tør ikke længere tage til markedet i Kendie, da de frygter at møde islamister. Billedet er fra 2012, og det er sidste pause, inden kvinderne skal op over et bjerg og ned i den dal, hvor markedet i Kendie bliver holdt hver onsdag

Indbyggerne i Kendie var så heldige, at islamisterne ikke var bevæbnede. Men det er sandsynligt, at mændene havde skjult deres våben, før de nærmede sig landsbyen på udkik efter mad. Måske skjuler flere sig i området. Indbyggerne i områdets landsbyer frygter at blive overfaldet, og de er bekymrede for, om deres køer, får og geder bliver stjålet.