Farvel til Bamakos gadehandlere?

Gadehandlere og interimistiske boder har i årevis blokeret gader og fortove i centrum af Malis hovedstad Bamako. Men den 7. februar skal det være slut. Myndighederne har bedt alle gadehandlere om at forsvinde fra byens centrum, og en sikkerhedsstyrke på 800 mand vil efter midnat fjerne alle vakkelvorne skure, borde og nedpakkede varer.

Jeg fornemmede, at der var en ændring på vej, da jeg for et par siden opdagede, at jeg kunne se et af byens monumenter med en sejrssøjle omgivet af krokodiller. Alle monumenter har i årevis været skjult bag hjemmebyggede butiksarkader af brædder, plastik og dinglende varer.

Boderne har fyldt fortovet, og i vejkanten har sælgere placeret alt fra vandkander til frugt og genbrugstøj. Andre sælgere er mobile og faldbyder lommelygter, fodbolde og batterier fra trækvogne eller farvestrålende piller arrangeret i en stabel på et fad på hovedet.

Visse steder er mængden af sælgere så tæt som foran orange scene på Roskildefestivalen. Billisterne er vant til, at et dyt får fodgængerne til at springe for livet, men foran kunsthåndværkermarkedet slipper der kun en eller to biler gennem krydset ved grønt lys, trods hysterisk fløjtende færdselsbetjente med fægtende stave.

Jeg er spændt på at se, om det lykkedes at rydde centrum for gadehandlere, så man kan gå gennem centrum på et fortov i stedet for ude mellem biler og motorcykler. Nogle gadehandlere har allerede flyttet sig og deres boder. I vejtræerne op mod universitet flagrer skjorter og bukser, og i vejkanten er bamser, legetøjsbiler og dukker stillet op til parade. Alt er genbrug, og noget mere støvet end andet. De universitetsstuderende suser forbi på motorcykler og er ikke helt målgruppen for det farvestrålende plastiklegetøj.

Hvis jeg var gadehandler, ville jeg sælge styrthjelme. Om en uge træder en ny lov i kraft med krav om styrthjelm. I Bamako kører motorcyklerne så tæt, så folk er nødt til at pille bakspejlene af motorcyklen, for at de ikke skal vikle sig ind i hinanden.

Aldrig har jeg set så mange motorcykler, og desværre har jeg også ofte set ulykker. Heldigvis har jeg aldrig set alvorlige ulykker, men jeg har læst, at en motorcyklist om dagen dør i en ulykke i Bamako. Næsten ingen bærer styrthjelm og trods den nye lov, ser jeg ikke sælgere af hjelme. Korrupte betjente glæder sig sikkert allerede til de mange bøder, de kan forvandle til bestikkelse om en uge.