Jeg havde lyst til en kop te. To timer senere sidder jeg med to røntgenfotos af mit kranie.

Efter en lang vandring gennem Bamako på jagt efter en internetcafe er muligheden for en kop te fristende. Loftsvifterne snurrer intenst som helikoptervinger, og neonlyset oplyser kagedisken i cafeen på Avenue Al Quod. Jeg har netop muntret mig over tjeneren, der på typisk malinesisk svarer ”ingen problemer”, da jeg bestiller en kop te med citron, og konstateret, at de endeløse rulletekster i slowmotion på fransk TV5 er den logiske afslutning på en film med navnet ”skakpartiet”, da jeg bliver ramt af en voldsom smerte i hovedet.

I et langt øjeblik springer jeg op og står paralyseret. Jeg får øje på den tykke metalstang, der tidligere har holdt det gardin, en ansat nu står med i hænderne. Gardinet skulle vaskes, og så er det letteste at hive i det – uden at tænke over, at gardinstangen så følge med. Tilsyneladende er der ikke mere på vej oppefra, og smerten byder mig at sætte mig. Det efterspurgte is bliver hentet, og jeg får lov til at sidde at sunde mig. Cafeens eneste udlænding spørger, om han kan hjælpe, men jeg tænker, at det er bedst at sidde stille og afkøle hovedet med isblokken. Det varer indtil, en ansat tager affære.

– Der er et lægehus lige rundt om hjørnet, og vi vil gerne have dig undersøgt. Mandens stemme er bydende og jeg følger langsomt med. Heldigvis kommer jeg foran i køen hos lægen. Lægen undersøger hovedbunden og efterspørger et røntgenfoto. Klinikken ligger i den anden ende af centrum. Taxachaufføren griner højlydt, da den ansatte fortæller om uheldet. Som ufrivilligt centrum for historien sidder jeg med en smeltende isklump på hovedet, der skaber bække af smeltevand ned af nakken.

Retur på lægeklinikken bliver de to røntgenfotos studeret af lægen. Der er heldigvis ingen læsioner. Jeg kan få en recept på anti-inflammatorisk medicin og skal holde mig i ro. På cafeen får jeg endelig min te (gratis), og selv om jeg er svimmel, begiver jeg mig videre i jagten på en internetcafe.

Når folk i Mali vil være hjælpsomme, er der ingen grænser. Derfor har jeg fået et værelse hos Bocari, som har familie i Sverige og tidligere har været på besøg i Valby. Han havde flere gange argumenteret for, at det ville være billigere for mig at bo hos ham, og da han en dag ringer på samme tidspunkt, hvor jeg finder ud af, at jeg ved en misforståelse ikke har reserveret mit hotelværelse, begiver jeg mig til hans hus i Bouga Songo i udkanten af Bamako. Her får jeg et værelse med badeværelse, og langsomt er Bocari ved at flytte ud af sin egen bolig for i stedet at indtage tyendeboligen bagerst i haven.

Billederne af mit uskadte kranie kan nu indgå i min samling af bizarre souvenirs som supplement til billederne af splintrede knogler i mit venstre skinneben.