Landskabsteater i Mali – himlen over Bamako spiller med

Mali byder også på eksperimenterende kunstoplevelser af den mere visuelle slags. Publikum er et kapitel for sig – store flokke af børn og almindeligt nysgerrige blander sig med kultureliten uden at overholde de uskrevne regler for opførsel i kunstverdenen.

Af freelancejournalist Lise Blom

G-punktet troner højt over Malis hovedstad Bamako. Det er på en gang centrum, det man orienterer sig efter nede i byens tætpakkede støvede gade, og det er en anden verden og et samfund i sig selv. Vejen zigzagger sig op ad bakken. Hver gang man tror, at man er ved at være fremme, bringer et nyt hårnålesving en længere fra målet. På venstre del af bakken bor præsidenten. Som i et eventyr har præsidenten overblik over sin hovedstad og kan med en kikkert følge med i dagliglivet, som leves udendørs på de vidstrakte markeder og i gårdene mellem husene. Omkring præsidentpaladset er en hel administrativ by skudt op.

Øverst ligger byens hospital ligeledes omgivet af sit eget bysamfund af boder, restauranter og små lave huse, der breder sig ned af skåningerne. I aften byder en tur langs hospitalets langstrakte ydermur på en tankevækkende kunstnerisk oplevelse.

En skramlet gul taxa drøner gennem den blandede flok af unge rejsende, fastboende udlændinge, der benytter enhver chance for en anderledes oplevelse og at kunne møde hinanden uformelt, lokale kulturinteresserede, nysgerrige, som vil undersøge, hvorfor så mange er mødt frem lige her og et hav af forventningsfulde urolige småbørn. På taget af taxaen sidder en blond kvinde i en positur som en hinduistisk skulptur. Taxaen standser, og showet går i gang med en poetisk gennemgang af verdens folkeslag.

Vi bliver ledt videre til et lavt hus, hvor beboerne ser tv udenfor. To åbne døre fører en dialog, mens forhænget blafrer. Det er mor og datter. Dørenes forhæng spytter de to aktører ud i et bittert skænderi. Datteren, der anklager sin bror for at have stjålet hendes surt tjente penge, og beskylder moderen for altid at beskytte ham. At elske ham og lade hende knokle med alle familiens sure pligter. Moderen forsvarer sig med historien om, hvordan faderen forvandlede sig fra familiefar til drukkenbold. Datteren beskylder hende for at lukke øjnene for, at sønnen på samme måde bruger al sin tid og alle familiens penge på hjemmebrygget øl i stedet for at arbejde. Sønnen møder op og søger moderens beskyttelse for søsterens beskyldninger. Men for en gang skyld svarer moderen igen. Scenen ender i vildt slagsmål.

Tydeligvis det, de mange børn er kommet efter. Selv om det er tragisk, skriger alle af grin – men det er med skyldfølelse. De høje klask af lussinger og den dumpe lyd af et spark i ryggen er ikke teatereffekter. Vreden og voldsomheden i opgøret er helt tæt på og forskrækker som summen af en traditionel families frustrationer. Jeg bliver i tvivl, om moderen i stykket spiller en rolle eller langt om længe afreagerer. Moderen smider både søn og datter ud af hjemmet, og ved siden af mig bemærker en lokal, at stykket er voldeligt.

Næste tableau foregår oppe på hospitalets mur med solnedgangens gyldne skyer som baggrund. Vi møder den udviste migrant Issa, der i årevis har forsørget familie og landsby fra Frankrig. Den daglige flyankomst med Air France klokken 20:50 markerer ikke bare begyndelsen på et eventyr for de mange rejsende. Det er samme fly, de udviste vender tilbage i.

Tre dage på et herberg og penge til en busbillet får Issa, der med udvisningen har mistet alle sine ejendele, fotos og penge i et Frankrig, som uden at stille spørgsmål har taget imod skat fra hans løn.

Det eneste lyspunkt er, at han nu kan komme hjem til sin mor og fejre den forestående tabaskifest. Men både familie og landsby møder ham med mistro, da han returnerer uden ejendele og gaver. Han må have gjort noget unævneligt kriminelt, siden Frankrig har udvist ham. Opfyldt af skuffelse beder han sin far om at ofre ham i stedet for den vædder, der bliver spist til tabaskifesten. Han føler sig som et får, der udelukkende er sat i verden for at opfylde andres behov. Da han ikke længere kan opfylde deres forventninger, foretrækker han døden. I stedet for forståelse vender landsbyen for alvor ryggen til ham. Han er blevet sindssyg og skal forsvinde tilbage til Frankrig, som har ansvaret for hans sygdom. Scenen ender i et selvmord i afgangshallen i lufthavnen. Gråden presser på – og så er der pause.

Mørket omgiver os nu, og i pausen får vi små poser med saft og ristede jordnødder – endnu en årsag til den store børneflok, som tydeligvis har set stykket hver af de tre aftener, det har spillet.

De næste to akter er i højere grad båret af billeder og spekulative tekster med udgangspunkt i begrebet at flyve, barnets angst for at sove i mørket, G-punktet og stjernehimlen over os.

Til sidst sidder vi i sand på små mure yderst på bakken, som falder stejlt de 200 meter ned til byen. Det er en måneløs nat. Under os blinker byens gule og blå lys. Som en tyk mørk slange bugter floden sig gennem byens flimrende lystæppe kun gennemskåret af to oplyste broer. Fem skuespillere står på spredte lave søjler i silhuet. Bagfra kommer resten af skuespillerne i slowmotion. Selv uden tekst er billedet imponerende. Jeg ærgrer mig over, at mobiltelefonens kamera ikke kan gengive det, og at det rigtige kamera er gået i stykker, efter at jeg har tabt det. Men jeg er også klar over, at netop dette billede er et, som ikke kan fanges af andet end øjet, der ser det.

Teaterstykket Himlen i Bamako er skabt i samarbejdet med den franske gruppe Compagnie Lumiere d’Aout og Compagnie Theatre Acclamations fra Burkina Faso. Det er landskabsteater, hvor landskabet giver inspiration til stykkerne og fungerer som kulisse. Stykket er bygget op omkring spørgsmålet, hvor begynder himlen?

I minibus bliver vi bragt tilbage til virkeligheden, som for en stund er overtaget af ekstasen. Africa Cup er begyndt, og Mali spiller den indledende kamp mod værtslandet Angola. Allerede i bussen er radioen tændt, og langs vejen sidder folk forsamlet ved udendørs tv. Taxaen, jeg tager bagefter, er indhyllet i Malis flag og taxachaufføren ekstatisk. Alle skal overhales, så han jublende kan række armene i vejret i triumf for hvert mål. Han banker med begge knytnæver i siden af bilen, mens han kører og dytter hæmningsløst af en bil, der drister sig til at holde tilbage for det røde lys. Heldigvis skal jeg ikke så langt, og jeg håber under kørslen, at der ikke bliver scoret flere mål.

I Bamako viser folk deres begejstring for sportsresultater ved at bevæge sig ud på vejene. Nogle til fods, andre på motorcykel og i bil. Dåser, der skurrer henover asfalten i fart, giver en brølen og flyvende gnister. På et tidspunkt kommer gnisterne fra en motorcyklist, der er væltet og kurrer hen ad vejen. På en restaurant venter jeg på, at begejstringen for den uafgjorte kamp 4 – 4 lægger sig, så jeg kan komme hjem uden skrammer.

Be Sociable, Share!