Dag 21 La Vega de Sariego – Pola de Siero – Oviedo – Grado

Et farvel til kystlandet og goddag til indland med tung mad og mange skyer. Med et par gåture og togture springer jeg over forstæder og industri omkring Oviedo og får endelig tørre fødder igen.

Onsdag den 29. april 2015

Et gammelt stenhus og forrådshus bagved

Et gammelt stenhus og forrådshus bagved

I herberget har vi ikke mødt en bestyrer, og jeg har ikke betalt. Det er endnu et donativo herberg, og jeg vil selvfølgelig gerne betale for at overnatte. Jeg spørger de to unge fyre, som kom med nøglen til herberget, men de ved ikke, hvor man betaler. Siger de. Amerikaneren gik tidligt i seng, så det er først ved morgenmaden, at jeg taler med ham.

Han oplyser, at man skal betale i en butik i nærheden, hvor de unge fyre hentede nøglerne dagen inden. Jeg går til butikken, får betalt og begynder dagens korte vandring. Der er mange afmærkede ruter i området, og caminoen følger en del af dem på stier og skovveje. Desværre er nogle af dem mudrede efter den megen regn. Mine støvler er nogenlunde tørre. De mudrede stier betyder, at vandringen tager længere tid, fordi man hele tiden skal tænke over, hvor man sætter fødderne og passe på, man ikke glider. Der er ingen cafeer eller butikker mellem La Vega og Pola de Siero.

En kofamilie har tyren med på marken

En kofamilie har tyren med på marken

På markerne ser jeg flokke af køer med en tyr. Det ser man ikke i Danmark. Da ruten nærmer sig Pola de Siero bliver jeg ledt gennem nogle kedelige kvarterer med en blanding af ruiner og nybyggeri. Jeg krydser gennem byen og finder stationen. Heldigvis er der et tog, lige da jeg kommer.

Hovedstationen i Oviedo er delt mellem lokalbaner og langdistancetog. Lokalbanerne ligger øverst ved en stor åben plads. Det blæser køligt, og jeg kan ikke umiddelbart se nogen restauranter. Jeg finder trapper til den nederste station, og her ligger en stor gade overfor.

I Oviedo myldrer det med konditorier og barer, til gengæld har jeg svært ved at finde en interessant restaurant. Jeg passerer en med et kedeligt spisekort. Efter at jeg har været langt nede af hovedgaden og gennem adskillige sidegader, går jeg tilbage til den kedelige restaurant.

Her oplever jeg, at jeg er langt fra kystlandets delikate mad. Forretten består af paella med svinekød. Fisken er foldet om en melet grød med rejer og rundt om den står en tyk hvid sovs. Til dessert får jeg for første gang Santiagotærte, og denne version er den absolut tungeste, jeg prøver.

På stationen finder jeg toget, som kører længere ind i landet. Jeg køber billet til Grado, hvor jeg vurderer, at den rigtige natur begynder. Toget er et ultrabumletog, som næsten holder mere stille, end det kører. Der er flotte udsigter undervejs, og jeg ser pilgrimme vandre.

Det fine gamle rådhus i centrum af Grado

Det fine gamle rådhus i centrum af Grado

I Grado går jeg gennem hele byen til hotellet med det spøjse navn Autobar. Jeg får det sidste værelse. De kalder det et dobbelt-værelse, som jeg får til enkelt-værelses-pris. På baren ligger en stabel blade, med et dansk dameblad øverst. Jeg låner det med på værelset, da jeg savner læsestof, efter jeg afsluttede min bog.

Jeg føler mig virkelig snavset og klam og sjovt nok, så er jeg både mudret og svedig. Brusekabinen er den mindste, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg taber sæben, må jeg slukke vandet og træde ud af kabinen, samle sæben op og ind i kabinen igen. Jeg kan næsten ikke få armene ud til siden og slet ikke bukke mig ned.

Grado er kendt for et stort ugentligt marked, men det er desværre slut, da jeg endelig bevæger mig ud i byen. Centrum har smukke gamle huse, og så har jeg aldrig set så mange diskoteker i så lille en by.

Hotellet bliver bestyret af sortklædte damer fra en svunden tid. Da de serverer rejesuppe til min forret, siger jeg tak, men de bliver ved at øse op indtil kanten. Maden er heldigvis mindre tung her.