Et æsel og en hest hilser i æbleplantagen

Endelig sol, men støvler og tøj vil ikke tørre. Det bliver endnu en dag uden frokost, da landsbyerne er små og landskabet øde. Jeg drejer væk fra havet og begynder på Camino Primitivo.

Tirsdag den 28. april 2015

Villaviciosa og omegn er æble- og ciderland. Her er både æbleplantager og bryggerier langs vejen. Jeg er vågnet til solskin og hyggelig morgenmad. Selv om der var dejligt varmt og ild i brændeovnen er mit tøj langt fra tørt. Noget af det hænger på rygsækken og dingler, mens andet bliver taget frem og luftet, hver gang jeg holder pause.

De sorte får flygter i stedet for at hilse som andre dyr

Afgangen fra herberget var en smule besværlig. Herbergs-fatteren fortalte, at deres hund Charcu, som betyder hund på baskisk, ikke bryder sig om, at folk forlader herberget. Den har lige modtaget folk i sit område og passet på dem, og så går de med det samme. Det kan den stakkels hund ikke forstå. Derfor må jeg vente på ejeren, og han skal tage fat i hunden, mens jeg tager de våde støvler på igen. Da jeg passerer huset og vinker til de andre pilgrimme, gør hunden frustreret.

Jeg holder en lille juicepause i Villaviciosa, men køber ikke mad, da jeg stoler på min guidebog og en restaurant undervejs. Da jeg kommer til stenen, der markerer de to ruter, møder jeg et fransk par, som jeg sidst så i Markina Xemein. De vil et smut forbi Gijon, inden de går på Primitivo.

Nu hvor Camino Primitivo er begyndt, er det hele blevet mere camino-agtigt. Der er muslingeskaller og ikke kun pile, som viser vejen og vandposter tilegnet pilgrimme.

Klostret i Valdedios ligger nede i dalen

Jeg kommer til klostret San Salvador de Valdedios, der, som navnet siger, ligger i en dal mellem små bjerge. På turen møder jeg mange gange tjekken og spanieren. Den franske kvinde er fortsat på nordruten.

Vi kikker ind i klosterkirken, som er lukket med et gitter. Der holder en masse biler og må derfor være gæster et eller andet sted. Men på gårdspladsen er der ingen. Jeg går over på en cafe og finder en plads i solen, hvor jeg kan sprede vasketøjet ud. Godt der ikke er andre gæster. Barmanden fortæller, at der er omvisning og ringer til omviseren for at høre, om jeg kan komme med på en tur. Jeg er lettet over, at guiden ikke tager telefonen. I virkeligheden orker jeg ikke, men barmanden er stolt over klostret og vil gerne dele sin begejstring. Han giver mig en portion chips. Den tilstødende restaurant er lukket, men han har skinke og ost til at lave sandwich. Jeg vælger at vente til en restaurant i en landsby oppe på bjerget.

Et fantasifuldt udsmykket forrådshus

Det er en lang sej optur, hvor jeg hilser på en hest og et æsel. Et forrådshus er dekoreret, og en dinglende støvle er forvandlet til urtepotte. Da jeg endelig når restauranten og en tankstation ved en større vej på toppen, ligner bygningerne kulisser fra en socialrealistisk film om uddøde provinsbyer. Et skilt reklamerer med, at restauranten åbnede i 1944. Men der står ikke, hvornår den lukkede. Tanken burde ifølge guiden indeholde en butik, men også den er blæst for indhold.

En støvle og gummistøvle har fået nyt liv som urtepotter

En sulten nedtur begynder gennem landsbyer uden hverken barer eller butikker. Da jeg kommer til Vega de Sariego møder jeg tjekken, spanieren sammen med en amerikaner. De har en nøgle og er på vej til herberget. Vi tager hver vores værelse. Jeg har et tørrestativ og eftermiddagssol, så jeg hænger vasketøjet op igen. I baren beklager de, at der ikke er mad, og naborestauranten holder ugentlig lukkedag. Men de kan lave mad til mig om aftenen.

Jeg finder et lille supermarked med stort udvalg og køber pan integral, tomater, ost, yoghurt, oliven og skinke. Sammen med fyrene spiser vi en stor frokost i et lille køkken med tre stole om et bord. Der er mikroovn og vask på badeværelset, så den store madlavning er der ikke plads til.

Klokken nærmer sig 20, da jeg ser nogle pilgrimme komme gennem byen. Vi tror, de leder efter herberget. Men de vil videre til Pola de Siero. Der er mere end 10 kilometer ad delvis mudrede veje og både mørket og et regnvejr truer. Men de insisterer, og jeg undrer mig over, hvorfor det er så nødvendigt at følge en plan. Sandsynligheden for, at herberget i Pola et lukket, når de kommer frem, er stor, og så skal de ud at finde et hotel.

På cafeen får jeg en stor middag om aftenen og en hel flaske vin, som jeg dog levner. Min fod har igen været våd hele dagen, og jeg er begyndt at få ondt i højre side af højre fod. Det er, som om det gør ondt i selve knoglen. Jeg vil skåne foden og kun gå lidt dagen efter. Der er lidt over 10 kilometer til Pola de Siero og derfra går der tog til Oviedo. Jeg har ikke lyst til at være i en by, så jeg tjekker, hvor jeg kan komme hen med toget på den anden side af Oviedo. Oplevelsen med de få tog har lært mig at undersøge køreplanen. Heldigvis kan jeg se, at der kører mange tog ind og ud af Oviedo, så jeg behøver ikke at stile efter et bestemt tidspunkt. Regnen er begyndt igen, og det er, som om mit tøj ikke vil tørre.