Orange-nødde-chokoladekage

Hele tre delikate smage finder sammen i denne kage. Kagen har fulgt mig, siden jeg var barn og af alle skærekager er denne min favorit.

Jeg har en håndskreven lap papir med opskriften. Jeg skrev den med grøn tusch, dengang jeg flyttede hjemmefra i 1983. Opskriften er brugt flittigt, så den grønne tusch er delvist opløst af dråber af fugt, fedt og dej. Opskriftens alder afslører sig i, at fedtstoffet i kagen oprindeligt var margarine.

Tak til Susanne Blom for det indbydende foto af orange-nødde-chokolade kagen

Du skal bruge:

  • 150 gram blødt smør
  • 250 gram sukker
  • 2 æg
  • 175 gram hvedemel
  • 35 gram kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanilje
  • ¾ dl mælk
  • ½ dl kogende vand
  • Reven skal af en appelsin
  • Saft af en appelsin
  • 1 kop groft hakkede hasselnødder

Sådan gør du:

Rør den bløde smør sammen med sukker. Tilsæt æg og pisk. Bland mel med kakao, bagepulver og vanilje. Rør det i dejen lidt ad gangen skiftevis med mælk og kogende vand. Riv appelsinskal ned i dejen og pres derefter appelsinen. Når du har rørt appelsinsaften i, er dejen forholdsvis flydende. Rør de hakkede hasselnødder i.

Smør en springform, en rund silikoneform eller et tærtefad og hæld dejen i.

Bag kagen ved 175 grader i cirka en time. Jo mindre diameter og dermed jo højere kage, jo længere tid skal kagen have. Så hold øje med kagen undervejs. Når den slipper en strikkepen, er den klar.

Kagen er bedst uden flødeskum og creme fraiche. Når den lige er bagt, er kanterne lækkert sprøde. Men orangesmagen kommer bedst frem efter et par dage.