Tag-arkiv: kulturmøde

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Eksotisk dansker i Nigeria

En gammel artikel, som jeg finder, da jeg rydder op i mine papirer. En artikel, der vækker minder om en særlig tid. Der er både gode, absurde og rædselsvækkende oplevelser. Velkommen til Biafra i Nigeria 1994.

Artiklen fra Daily Times Onsdag den 29. juni 1994. Klik på billedet for at læse artiklen i fuld størrelse.

Journalisten Maurice Archibong rejste til Nigerias forskellige byer for at støvsuge dem for historier, miljøer og specielle personer. Jeg var helt uvidende om, at jeg skulle blive til et portræt i avisen, og datoen på artiklen afslører da også, at artiklen først blev bragt lang tid efter vores møder i Oba.

Jeg kan nu se, at Maurice Archibong var en kendt journalist i Nigeria. Han boede nogle dage på et forlystelseskompleks i Oba, der var nabo til den skole, hvor jeg var i praktik i tre måneder i begyndelsen af 1994. Forlystelseskompleks er den bedste betegnelse, for hotellet fyldte et stort område langs med den befærdede landevej mellem Onitsha og kysten. Umiddelbart kunne komplekset se lukket ud, og jeg havde aldrig overvejet at besøge det, selv om jeg i weekenderne ikke havde så meget at give mig til på en næsten tom skole, og der var kun omkring en kilometer derhen.

Området husede et sportsstadium, et tivoli, en zoo, en natklub og en stor have med kitchede afrikanske hytter. Det hele var omringet af en høj mur, og det var derfor, det hele så så lukket ud. Det sydlige Nigeria var dengang præget af høj kriminalitet, og man skulle ikke gå udenfor efter mørkets frembrud. På hotellet kunne gæsterne komme i weekenden og havde adgang til alle forlystelserne uden at skulle bevæge sig udenfor.

Maurice Archibong inviterede mig på rundvisning. At området havde set bedre dage var en underdrivelse. Man skulle være en meget troende nigerianer med sikkerhed for, at gud holdt hånden over en, for at prøve tivoliets forlystelser. Den zoologiske haves stolthed var et par løver. De to dyr var desværre begge døde, men gæsterne skulle ikke gå glip af attraktionen. Derfor var de to indtørrede og udstrakte lig sat i spænd i et bur, så det næsten så ud, som om de stod oprejste. En enorm pythonslange levede stadig. Det gjorde en lille ged også. Den stod tøjret i pythonens bur. Men dens liv havde ikke lange udsigter, og det var geden tydeligvis klar over. Den lille krop rystede af angst, mens den ventede på, at den sovende python igen fik appetit og kunne sluge den i en mundfuld. Bare tænk på tegningen i ”Den lille prins” af en slange, der har slugt en elefant. Snart ville geden ende sine dage som en stor bule på en slange.

Jeg afslog tilbuddet om et natligt besøg i natklubben. Men i løbet af nogle underholdende dage guidede vi hinanden i området, hvor vi begge var fremmede. Jeg var med hos nogle ghanesiske rastafarier i eksil fra Ghana. Og jeg tog journalisten med til den lille flod, som gav drikkevand til Obas indbyggere, og hvor kvinderne vaskede tøj, og mændene stagede sig ud i sumpen og for at tappe palmevin. Det var en lille biflod til Nigerfloden, som jeg kendte så godt fra Mali.

Den eneste tegning jeg fik lov at tegne ved floden i Oba. Klik på billedet for at se det i stor størrelse

Flodbredden var mit favoritsted i Oba. Dengang tegnede jeg. Men efter en enkelt skitse blev jeg forbudt at tegne der. Forklaringen var, at folk var nervøse for, at stedet skulle blive kendt, solgt og derefter indhegnet. Men jeg måtte gerne komme ned til floden og købe frisktappet palmevin.

En enkelt gang vaskede jeg tøj ved floden, da der ikke var vand på skolen. Der var regler for, hvor man måtte vaske tøj. Det var selvfølgelig kvindernes opgave, og det skulle foregå på en mudret banke ude i floden, så kvinderne måtte vade gennem det mørke vand med vand op til livet. Da jeg selvfølgelig brød reglerne, bragte en enøjet beruset og venlig kanofører mig over på mudderbanken og hentede mig heldigvis tilbage igen, da jeg var færdig med vasken.

Jeg tænkte, at jeg godt kunne tage journalisten med til den lille naturperle. Han var begejstret og afslørede, at han ikke var vant til at drikke frisk palmevin. Det smager så meget bedre end palmevin, der er lagret bare nogle få timer. Gæringen er i fuld gang, og smagen bliver hurtigt ret ubehagelig. Men frisk og i godt selskab er palmevin perfekt.

Et andet sted ved Nigerfloden, hvor ingen forhindrede mig i at tegne. Klik for at se billedet i stor størrelse.

Oba er en landsby. Dengang med 60.000 indbyggere, og den dækkede et enormt areal, som jeg kun så en smule af. Jeg gik ikke så langt, mest til nogle små boder på den anden side af den befærdede landevej, hvor bilerne aldrig sagtnede farten – eller kunne drømme om at stoppe, hvis de ramte en fodgænger. Det var med livet i halsen, når jeg en gang om dagen sammen med de lokale løb over vejen for at gøre mine daglige indkøb. En dag blev jeg ført hen til en såret dreng, der ikke var kommet helskindet over vejen, uden at bilen var stoppet. Han klarede den heldigvis.

I skovene var der indrettet altre ved hellige steder, og det tydeligt, at jeg ikke var velkommen de steder. Jeg lyttede også til mine kollegers fortællinger om menneskeofre. Det skulle ifølge mine kolleger være de lokale rigmænd, der ikke skyede nogen midler for at bevare deres rigdom og magt. Om råheden var eftervirkninger efter Biafra-krigen eller en særlig lokal kultur, ved jeg ikke. Men samfundet i Oba var meget opdelt i rig og fattig.  Folk var søde og gæstfrie overfor mig og dem de kendte. Men der var ikke samme form for samarbejde og omsorg på landsbyniveau, som jeg havde oplevet i andre vestafrikanske lande som for eksempel Mali.

Hvis de risikable omgivelser ikke var nok til at holde mig på skolens område, var der røverne, der efter mørkets frembrud belejrede landevejen og skød efter bilerne, indtil de stoppede, og passagererne blev berøvede. Jeg oplevede, at vi måtte flygte fra skolens tag med kugler susende om ørerne ved et skyderi oppe på vejen. Nogle kilometer nede ad vejen var et makabert udstillingssted for ofre og kriminelle, der havde forsøgt at undslippe røvernes vilje.

Jeg blev chokeret, da jeg så en nøgen opsvulmet krop på vejen. Vi var i bil på vej til et bar for at få en fredagsøl. Men min vært og de andre passagerer reagerede ikke. Og da jeg spurgte til den nøgne krop, fik jeg svaret, at det sikkert var en myrdet kriminel, der lå der til skræk og advarsel. De andre tog det ikke så tungt. Jeg erindrede stedet og lærte at lukke øjnene og lade være med at trække vejret, når vi passerede. Antallet af lig steg efter sigende til fem, og det varede fem uger, inden nogle fjernede de udsmattede kropsrester fra vejbanen. Efter en uge var folk begyndt at blive oprørte, fordi det var så ulækkert, at de lå der.

Min lyst til at gå på opdagelse i de ellers smukke omgivelser var derfor stækket, og de fleste weekender tilbragte jeg næsten alene på den lukkede skole. Ud over at tegne og lave tekstiler læste jeg. Og uden adgang til tv og radio havde jeg god tid til at læse bøger. Som nævnt i artiklen måtte jeg rationere læsningen for ikke at løbe tør for læsestof. En tidligere dansk beboer havde efterladt alle udgaver af bladet Press, hvor jeg med fornøjelse læste hver eneste artikel.

Heldigvis var der også mange venlige og hjælpsomme nigerianere. En af dem blev endda rørt af artiklen og sendte en bog til skolen, så jeg havde noget at læse i. Det var ”Madame Bovary”, men jeg ved ikke, om personen havde nogen bagtanker med valget af roman, da artiklen først blev bragt lang tid efter, at jeg var rejst hjem.

Et andet minde fra Nigeria er fra dengang, da jeg kom til at spille med i en nigeriansk tv-serie. Måske har jeg været Nollywood-stjerne? Jeg ved det ikke, da jeg aldrig fik resultatet at se. Der var kun en optagelse og ingen prøver eller instruktion. Så det er en helt anden historie.

Populær helgen bliver til julemanden

Man skulle næsten tro, at det er et eventyr: En from og hellig biskop udvikler sig til en grinende tyk julemand. Rejsen begynder i Tyrkiet, går over Holland til Amerika

For 1700 år siden lever den oprindelige julemand. Han hedder Nicolaos og er biskop i Tyrkiet. Men Nicolaos ved ikke, at han er en julemand. Det tager nemlig mere end 1500 år, før Nicolaos bliver til den julemand, vi kender i dag.

Biskoppen Nicolaos bor i Myra i Tyrkiet. Byen hedder i dag Demre. Nicolaos familie er velhavende, og han bruger sine penge på at hjælpe fattige. Da en fattig familie mangler penge, vil faderen sælge sine tre døtre. For at redde dem kaster Nicolaos en pung med penge ind til pigerne tre nætter i træk. Nicolaos laver også mirakler, og han genopliver tre drenge på en kro. De er blevet slagtet og saltet og lagt i en tønde.

På grund af sine gode gerninger for børn, bliver han kendt som børnenes beskytter. I 343 dør han. Hans grav bliver et helligt sted, hvor folk beder om mirakler. Måske virker det. I hvert fald gør paven ham til helgenen Sankt Nicolaos. Han bliver fejret den 6. december. Den dag døde han, og samme dag har han fødselsdag i himlen.

Den katolske kirke havde en særlig helligdag for uskyldige børn. På et tidspunkt bliver den slået sammen med Sankt Nicolaos dag, fordi han er skytshelgen for børn. Det er en stor fest, hvor artige børn får gaver af Sankt Nicolaos, mens de uartige får et ris.

Bortfører skelet
Sankt Nicolaos bliver en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han er så populær, at nogle italienere for tusind år siden stjæler Nicolaos skelet og tager det med til Italien. De bygger en ny kirke som grav for Nicolaos i byen Bari.

Dengang er Danmark katolsk, og helgenen hedder Sankt Nikolaj på dansk. Sankt Nikolaj-kirkerne er oprindeligt indviet til ham, det er det næstmest almindelige kirkenavn i Danmark. Mange drenge får navne som Nikolaj, Niels og Klaus efter ham.

Festen for Sankt Nikolaj den 6. december bliver meget populær i Holland og Tyskland. På hollandsk hedder han Sinterklaas. Sinterklaas er gavmild og elegant klædt, og til festen optræder han med bispestav, en kappe om skuldrene og en høj bispehat på hovedet.

Sinterklaas har fået en tjener. Nogle gange ligner han en simpel bonde, nogle gange er han afrikaner, og nogle gange ligner han en djævel. Han er sort i hovedet af sod, for det er hans opgave at kravle ned gennem skorstenen og aflevere gaver til de artige børn. Men det er også ham, som straffer de uartige børn. Børnene kan få smæk med en stok, men der er også steder, hvor han putter de uartige børn i en sæk og tager dem med hjem for at spise dem. I Holland hedder tjeneren Sorte Peter og i Tyskland Tjener Rupert.

Danmark holder op med at være katolsk i 1536, og her stopper festen for Sankt Nikolaj. I stedet begynder en tradition med at give små gaver til artige børn den 24. december. Børnene får at vide, at gaven er fra Jesus-barnet, som har fødselsdag.

Biskoppen møder julefaderen
I 1600-tallet begynder udvandringen fra Holland til Amerika, og hollænderne tager festen den 6. december for Sinterklaas med. Men det er koldt i Amerika om vinteren, så Sinterklaas får tykt tøj af skind og en stor hue i stedet for bispedragten. Han skifter navn til Santa Claus, og i 1823 får han en flyvende kane trukket af rensdyr. I Amerika møder Santa Claus den engelske Julefader. Englændere fejrer ikke Santa Claus, men de fejrer jul den 25. december. Deres julefader er klædt i en grøn dragt, og han bringer julestemningen. Men han har ingen gaver med.

Den hollandske Santa Claus og den engelske julefader bliver slået sammen til julemanden. I Amerika kommer han til at hedde Santa Claus. Heldigvis for de uartige børn forsvinder den uhyggelige tjener, så julemanden deler selv gaver ud natten før den 25. december. Til gengæld er det slut med gaver den 6. december.

I begyndelsen er julemandens tøj nogle gange grønt og andre gange rødt. I 1931 laver Coca-Cola en reklame, som fastslår, hvordan julemanden ser ud. Det er sådan, vi kender julemanden i dag – med rødt tøj, hue, bredt sort bælte og stort hvidt skæg. Julemandens røde tøj har samme farve som Coca-Cola bruger på etiketten. Reklamen viser, at julemanden drikker Coca-Cola, fordi firmaet gerne vil sælge flere sodavand om vinteren.

Julemand uden gaver
I gamle dage får danske børn julegaver af nissen, hvis de er heldige. Den første julemand i Danmark hedder ”Den gamle Jul”, og han optræder i bogen ”Peters Jul” i 1866. Han er kommet fra Tyskland sammen med traditionen med juletræer. Og nej, han har ingen julegaver med. På hovedet har han en hat med et stearinlys. Det bruger han til at tænde lysene på juletræet og bringe julestemningen ind i husene. Inden han tænder julelysene, lytter han ved døren. Hvis han kan høre, at børnene er frække, går han forbi huset. Så må familien undvære julestemningen.

Endelig i 1898 kan danske børn for første gang læse om en rigtig julemand i “Julemandens Bog”. Han laver legetøj til børnene, og det er også ham, som kommer med juletræet. Nissen og Juleenglen hjælper julemanden med at dele gaver ud.

Julemanden bliver hurtigt populær, så nu kan vi møde ham i hele december. I Danmark har han også fået en kane med rensdyr. Den er mere effektiv, end den første kane han havde, for den blev nemlig trukket af en gås.

I Danmark ved alle, at julemanden bor i Grønland, men amerikanerne tror, at han bor på Nordpolen. I Finland påstår de, at julemanden bor udenfor byen Rovaniemi. Der er endda nogle, som mener, at han bor i Drøbakk i Norge og andre, som regner med, at han bor på Sydpolen.

Underlige snapshots fra Bamako

Måske symbolsk, fundamentet under Bamakos universitet bliver gravet væk, mens elefanter i pagt med djævlen truer byens indbyggere. Der er nok at undre sig over i Bamako

Hele dalen er en grusgrav. Nu er der bygget huse, som stopper udgravningen nogle steder

En kolossal grusgrav æder langsomt visdommens bakke med samme sult, som mus fortærer rødbederne i min have. Visdommens bakke er opkaldt efter universitet i Bamako. Her ligger universitet højt hævet over bydelen Badalabougou med udsigt over Nigerfloden og den bjergkæde, som indrammer Bamako mod nord.

Dagligt fragter lastbiler, æselkærrer, og mennesker med spande på hovedet grus og sand fra bakken til nybyggerier i Afrikas hastigst voksende by.

Der bliver stadig gravet grus på den ene side af vejen til universitetet

Jeg kan godt lide visdommens bakke. Her har jeg boet de seneste gange, jeg har været i Bamako. I februar landede jeg i nogle sjældent klare og kølige dage og opdagede, at jeg havde udsigt til præsidentpaladset Koulouba i den modsatte ende af Bamako. Træerne havde mistet bladene, og himlen var for en sjælden gang fri for smog og den støvede ørkenvind harmatanen, som normalt slører omgivelser i et rødbrunt skær på denne årstid.

Fra visdommens bakke i Bamako er der udsigt over Nigerfloden

I centrum af Bamako havde myndig-hederne varslet en oprydning af gaderne for gadesælgere og boder. De havde længe har blokeret byen, så der end ikke var plads til fodgængere. Men aktionen blev udsat samme nat, hvor den skulle gå i gang. Myndighederne ville i stedet gå i dialog med de handlende. Rydningen blev udsat flere gange. Jeg nåede at tænke, at beslutningen aldrig ville blive ført ud i livet. Men pludselig en dag i marts blev gaderne ryddet, endda uden konflikter ifølge de lokale medier.

Øverst på det fjerne bjerg ligger præsidentpalæet Kouloba. De få høje huse i Bamako er den Vestafrikanske centralbank, hotellet Amitie og et ufærdigt kinesisk hotel

På samme tidspunkt trådte en ny lov i kraft, så alle motor-cyklister skulle bære styrthjelm. Men lovens eneste effekt er indtil videre, at styrthjelme er steget i pris fra 5.000 F. cfa (51 kroner) til mellem 7.500 og 10.000 F cfa. Der er stadig langt mellem motorcyklister med hjelm.

Bamako er ligesom andre vestafrikanske hovedstæder fyldt med rundkørsler. Rundkørslerne er typisk prydet med skulpturer af kæmper fra dyreriget. Bamako byder på en flodhest, en bøffel, krokodiller og elefanter, og dyrene er vigtige pejlemærker, når man skal finde rundt i byen. Men i denne uge kom der en advarsel mod byens elefanter. De er nemlig farlige, og bliver de ikke snart fjernet, vil hele byen blive skyllet bort af en syndflod. Årsagen er, at skulpturerne indeholder feticher. Afsløringen kommer fra Cheick Chérif Haïdara, en tidligere journalist, som nu har set lyset som muslim.

Det er rigtige levende køer, man kan møde overalt i Mali. Også på visdommens bakke med udsigt over Niger

Cheick Chérif Haïdara betegner skulpturerne som afguds-billeder, og han opfordrer præsidenten IBK til omgående at fjerne elefanterne. I koranen har han fundet en sura, som handler om et elefant-folk, som truer den hellige kabaa i Mekka. Det er den samme situation, han nu oplever i Bamako. For at give sin appel større vægt skriver han, at han er direkte efterkommer efter profeten Mohammed. Appellen er offentliggjort i avisen og på maliweb.net. Som forventet gør læserne sig muntre over prædikanten, som kæmper mod skulpturer i rundkørsler.

Kreative reklamer

Malis lille havfrue serverer kød fra grillen, og Malis eneste McDonalds serverer ikke burger. Malis skiltemalere er kreative og henter inspiration i eventyr og design fra hele verden.

Havfruegrillen i Bamako

Endelig husker jeg at tage et kamera med mig og fotografere nogle af de skilte, der har fascineret mig i årevis her i Mali. Her er det et Rottiserie Moderne – et moderne roterende grillspyd – som tusindvis af små butikker med grillet kød hedder i Mali. Ikke at der er noget roterende grillspyd. Kødet ligger under et låg på en rist og bliver af og til vendt af grillmesteren. Men i dag holder han lukket.

Skiltemaleren har enten søgt inspiration i en for mig ukendt fabel om en havfrue, eller også har han digtet sin helt egen historie. I Danmark har vi nemlig ikke monopol på historier om havfruer. I Nigerfloden kan man også møde havfruer, og de er et yndet motiv på billeder og skulpturer.

Denne historie må handle om en hyrde, som får stjålet sine får af løven. På magisk vis kan havfruen siden servere det grillede kød for den sultne, som er reddet op af floden.

Foto: Carsten Elert. Den eneste McDonalds i Mali ligger i Kita

I Kita ligger McDonalds i en lille park centralt i byen. Ved cafeborde kan man drikke NesCafe, te og sodavand og købe kiks. Ved spisetid kommer en kvinde og griller spyd med kød og steger pommes frites. Det er ikke et sted, man skal besøge, hvis man har travlt.

Mahina, som udtales Majna, er en lille by ved Bafing-floden, lige inden Bafing løber sammen med Baoule og bliver til Senegalfloden. Her er en jernbanestation på linjen mellem Bamako og Dakar. I perioder er togdriften indstillet i månedsvis, og der er kun indenfor de seneste år kommet forbindelse til byen via en skrumplet grusvej, der kører en stor bue mod syd, inden den når byen. Engang var byen en driftig by. Nu føles den isoleret.

Foto: Carsten Elert. Cafeen i Mahina serverer maltøl

Cafeen forsøger at være med på noderne. Skiltemaleren har portrætteret et ungt par i vestligt tøj, som næsten ingen i Mali klæder sig i – og slet ikke udenfor hovedstadens velhaver-kvarterer. Manden har anderumpe og kvinden blondt hår. Her kan alle frisurer og hårfarver flettes på.

Måske holder parret hinanden i hånden? Men hænder er vanskelige at male, så et af cafeens produkter er placeret her og bygger på symbolsk vis bro mellem den unge mand og kvinde. Det er en dåse populær maltøl, måske brygget i Danmark. Man kan også få sodavand og mineralvand på cafeen. Mobiltelefonen er selvfølgelig med og ligger klar på cafebordet. Bemærk at manden selvfølgelig betaler.

I Mopti kan man finde denne frisør i et blikskur.

Kina køber sten i Mali

Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.

Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.

Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.

– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.

Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.

Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.

– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.

Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.

Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.

I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.

Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.

Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.

Fetish-præst helbreder syge i Burkina Faso

Sundhed kan handle om mere end et godt helbred. Hos en afrikansk fetishpræst kan man blive helbredt for fysiske og psykiske sygdomme, få held i kærlighed og hjælp til at bestå sine eksamener. Han er samtidig garant for den personlige sikkerhed, så man ikke bliver offer for hverken kugler eller forgiftning

Fetisherne skaber forbindelse mellem vores verden og vores forfædres verden. De kan være menneskelignende skulpturer eller en udvalgt gren eller sten

Vi besøger en fetish -præst i det sydlige Burkina Faso. Patienterne kommer langvejs fra, og han har især et godt ry for at helbrede psykisk syge. Fetish-præsten er fra lobifolket, et folk som har bevaret deres oprindelige religion og helt særlige kultur.

Gårdspladsen er fyldt med skulpturer – i ler, træ og de nyeste i cement. Skulpturerne ligner menneskefigurer, og de repræsenterer forfædrene. Ens forfædre holder nemlig øje med en, og de kan både belønne og straffe. Hvis man er på afveje, bliver man straffet, når man gør noget godt, bliver man belønnet. Derfor handler det om at være på god fod med sine forfædre. Men en sygdom eller et problem kan også skyldes en forbandelse. Hvis man er syg eller ramt af uheld, kontakter Fetish-præstens ens forfædre. Forfædrene kan fortælle, hvad problemet er, og hvad der skal til for at løse det.

I konsultationen for psykisk syge spørger fetishpræsten forfædrene om årsagen til sygdommen og hvordan den kan kureres

Fetish-præsten har tre konsul-tationer med hver sit speciale. Den ene foregår i et lille hus, der ligger for sig selv. Her tager han imod patienter med psykiske problemer. Lokalet er forholdsvis lyst, men man må krybe ind af den smalle lave døråbning. Den ene halvdel af rummet er fyldt med fetisher og i den anden halvdel sidder fetish-præsten og patienten.

Først vækker han forfædrene med en lille klokke, så han kan stille dem spørgsmål. Det er en form for spådomme, han udfører. Gennem timer stiller han spørgsmål til forfædrene og får ja og nej svar. Efter at fetish-præsten har fundet ud af problemet, skal han finde ud af, hvordan patienten kan kureres. Helbredelsen foregår med ofringer til forfædrene og urtemedicin, men det er forfædrene, som afgør hvilke urter, der skal bruges, og hvilke ofringer, som er nødvendige. I konsultationen er der små krukker. Krukkerne indeholder urtemedicinen for de patienter, som han har i behandling. Urtemedicinen består af blade og bark fra planter og træer. Den virker både ved, at patienterne drikker afkog og ved, at den er placeret her ved fetisherne, hvor kontakten til forfædrene er stærkest.

Konsultationen for held i kærlighed, eksamen og godt arbejde har været besøgt i generationer. Betalingen foregår med mønter og tidligere med kauriskaller. De ligger i bunker mellem fetisherne

Når patienterne er raske nok til at komme hjem, får de en krukke med de samme urter med sig. Den skal de have på deres bopæl i en periode, og derefter skal krukken tilbage til fetish-præsten. For det er her kontakten til forfædrene er stærkest. Udenfor konsultationen står en masse krukker fra tidligere patienter.

Fetishpræsten fortæller, at det er bedst, når man selv kommer tilbage med krukken. Nogle gange kan han slet ikke genkende sine tidligere patienter, når de kommer igen som raske og hele mennesker.

I konsultationen for personlig beskyttelse er der fetisher og eksempler på alle de ting, som kan skade en - knive, pile, patroner og mad, som kan være forgiftet

Den næste konsultation, vi besøger, er inde i det store dunkle hus. Den er for personer, som ønsker held i for eksempel kærlighed, i skolen eller på arbejdet. Lokalet er mørkere, og der falder kun lidt lys ind fra udluftningshuller i loftet. Lyset falder på de forskellige fetisher. Her bliver forfædrene vækket med en klokke, og fetish-præsten vifter med en rituel kost.

Fetish-præsten har overtaget konsultationen fra sin far, og her har været tusindvis af personer. Tidligere betalte man med de hvide kauriskaller, der en gang fungerede som penge. Der ligger bunker af skaller. Nu betaler folk med mønter, så de yderste bunker består af mønter. Fetish-præsten må ikke bruge af pengene i rummet, med mindre han får lov af forfædrene. Til gengæld får han ofte gaver af dem, han har hjulpet.

Længere inde i huset gemmer den sidste konsultation sig. Her er der stærkere kræfter på spil og derfor behov for blod-ofre. Det lille rum lugter af død. Vi sidder i fjer og dun fra de ofrede fjerkræ, og der er frisk blod på vægge og fetisher. Dette rum handler om sikkerhed og beskyttelse. Det er en traditionel form for skudsikre veste og bodyguards. Alt, der kan skade en, er repræsenteret i rummet, og fetish-præsten er fulgt med tiden. Derfor er der også moderne patroner sammen med spyd, pile, knive og de forskellige former for fødevarer, som en fjende kan forgifte, hvis han eller hun vil en til livs.

Personlig sikkerhed kræver ofringer, så der er frisk blod på væggen

Fetish-præsten er stolt af sine evner og glad for at kunne hjælpe sine med-mennesker. Men han har også pligt til at fungere som fetish-præst. Hos lobi-folket er alle mænd fetish-præster for deres egen familie. De skal være i kontakt med forfædrene for at kunne beskytte deres familie. Men deres evner er begrænsede, så der er behov for specialister. Denne fetish-præst er specialist og kendt i Burkina Faso og det nordlige Ghana og Elfenbenskysten. Med sine evner til at helbrede folk er han forpligtet til at hjælpe sine medmennesker. Det er ikke et erhverv, og der er ikke faste tarifer for hans ydelser. Tidligere modtog han gaver som hirse, majs eller dyr, men i dag er der flere, som betaler ham med penge.

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
 Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

 På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.