Tag-arkiv: Viktors Farmor rejse

Tirana i farver

En gang var Tirana grå og kedelig. Men da en kunstner blev borgmester, kom der kulør på husene. Nogle bygninger er udsmykket af kunstnere, andre af forstørrede børnetegninger.

Hvordan skaber man et nyt udtryk i en by, som er hastigt genopbygget efter en ødelæggende verdenskrig i Europas fattigste land? Af et kommunistisk diktatur uden sans for kvalitet og hvor der blev sparet på mørtel mellem murstenene og pudsning af facaderne.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Nogle af bygningerne er udsmykkede efter børnetegninger.

I 2003 husede Tirana er kunstbiennale, hvor kunstnere udsmykkede hver sin bygning. En af de deltagende kunstnere var dansk-islandske Olafur Eliasson

I foråret 2023 fandt jeg huset, som er smukt vedligeholdt. Træerne er vokset, siden dengang huset blev malet første gang.

Sminket lig eller kunst?

Da kunstner og borgmester Edi Rama i 2000 satte gang i kunstprojekter i Albaniens hovedstad Tirana, beskyldte nogle af landets borgere ham for at udstille et sminket lig uden at gøre noget ved byens på det tidspunkt grundlæggende problemer som elektricitet og vand. Infrastrukturen er der heldigvis kommet styr på sidenhen.

I dag er nogle af de farverige huse falmede, andre blev malet over, fordi beboerne ikke brød sig om de vilde farver. Heldigvis er der også huse, som siden er blevet renoverede og har beholdt deres flotte mønstre og farver.

I Tirana skal man også kigge efter elskabene på gaden. De er udsmykkede. Ofte med karikaturer og tegneseriefigurer.

Der er ikke så meget egentlig street art og grafitti. Men mange murmalerier.

Mother Theresa pladsen for enden af boulevarden var i foråret 2023 udsmykket med dette værk af røde sko. Det var en manifestation fra kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Alle fotos er fra april 2023.

Se street art fra Mostar og Sarajevo

Gensyn med Street Art i Mostar

Mellem Mostars ruiner og strømlinede boligblokke blomstrer kreativiteten. Her bliver samfundets udfordringer og historiske personligheder fortolket i rå street art og spændende gavlmalerier af lokale og internationale kunstnere.

Skal jeg flygte eller sejrer mig nysgerrighed? Mellem prægtige ruiner så jeg to mænd bevæge sig i en tæt omfavnelse. Det kunne være en langsom koreograferet dans, men i hænderne holdt de begge en drabelig lang kniv.

Engang et bibliotek, forvandlet af krigen til en smuk ruin

Langs ruinens ydermur stod en række af mænd og kvinder, gamle og unge. De kommenterede de to mænds bevægelser. Selv om jeg stod lidt væk, kunne jeg høre en lidt ældre mand tale på flydende amerikansk. Tankerne fløj gennem mit hoved: Er jeg vidne til træningen af en paramilitær gruppe? Indrømmet, jeg kan have en vildtvoksende fantasi, som bliver næret af små tegn. Alligevel nærmede jeg mig ruinen bag Mostars smukke nyistandsate rådhus.

Mine to gæster var gået endnu tættere på. Ruinen bød nemlig på fed grafitti og street art. Vi fotograferede.

Et øjeblik efter kom nogle unge mænd hen til os og spurgte fredeligt, hvad vi lavede. Vi forklarerede, at vi ledte efter street art. De bød os velkommen og fortalte os, hvad de havde gang i.

Det viste sig, at det var en gruppe af lokale og amerikanske teaterfolk, som arbejdede med Shakespeares stykke Macbeth. Der er premiere i august 2023 i de selvsamme ruiner bag rådhuset i Mostar. De søde mennesker fortalte os, at den smukke ruin tidligere havde været et bibliotek, inden krigen ødelagde den i 1990’erne. De kom også med forslag til, hvor vi kunne finde endnu mere street art i området omkring et ungdomskulturhus.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Ungdomskulturhuset blev næste stop på udforskningen af Mostar. Der var lydprøver på en udendørs koncert, så vi kunne ikke komme ind i gården.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men gaden bød mere. En lang og høj mur med pigtråd ovenpå lignede en fængselsmur. Den var overmalet og politiet havde sat rød-hvid afspærringstape foran.

Overfor var boligblokkene prydet af de smukkeste gavlmalerier.

Klik på billederne for at se de smukke murmalerier i stor størrelse

En lille have var fyldt med finurlige hjemmelavede havefigurer, så det er vel også en form for street art?

Læs mere om street art i Mostar, se billederne og find link til den årlige festival for street art.

Her kan du blive klogere på historien om en statue af Bruce Lee i Mostar

I Sarajevo er jeg først fornylig begyndt at lede efter street art.

Street art i Sarajevo

Sarajevo huser både imponerende murmalerier og mere rå ekspressiv street art. Det meste finder du uden for centrum af byen.

I området omkring det alternative kulturhus Kino Bosna blomstrer kreativiteten. Her fandt jeg både politiske statements og humor.

Et af motiverne er Vučko, en ulv, som var maskot for de olympiske vinterlege i Sarajevo i 1984. Vučko er sjovt nok den eneste bamse jeg ejer og den har et fedt udtryk.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Lidt længere ude af byen var der udsigt til en bydel på en stejl skrænt. Her var trappen smukt udsmykket.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Omkring kunstakademiet svæver tre gyldne figurer over floden Miljacka. I baggården hersker et mere råt udtryk.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

UnInvolved in Peace er Sarajevos bitre kommentar til verdenssamfundet, som svigtede dem under den næste fire år lange belejring af byen.

Jeg spurgte mig frem efter Street Art og brugte en App Street Art i gratis funktion. Men appen var ikke særlig præcis. Måske var noget malet over? Et sted ledte jeg længe. Jeg havde en adresse, men uden spor af street art. En lokal kvinde kendte ikke det ønskede billede og sagde at hun havde boet der i flere år.

Se mere street art fra Mostar

Albanien på film

Albanien er stadig et mysterium for de fleste i Danmark. Du kan enten rejse til det smukke gæstfrie land eller opleve mennesker og historie på film

Jeg har netop været Albanien og denne gang var min guide Elio Kromidha ud over at være en rigtig god guide også en filmnørd.

Elio har sendt mig links til en række albanske spillefilm, som alle ligger på Youtube med engelske undertekster. Du kan finde ikonet og få filmene vist på stor skærm.

Tomka dhe Shokët e Tij – Tomka and His Friends

Den første film hedder Tomka dhe Shokët e Tij på albansk og Tomka and His Friends på engelsk. Filmen følger en gruppe drenge under 2. verdenskrig. Den er optaget i min albanske yndlingsby Berat og blandt andet i den fantastiske Gladiolas familiehus indenfor borgens mure.

Tomka og hans venner får en ubehagelig overraskelse, så den tyske hær rykker ind i Berat efter at de italienske fascister har kapituleret. Tyskerne laver nemlig deres lejr på drengenes fodboldbane. Det skal hævnes!

Du skal være logget ind på Youtube for at se denne film.

I Dashur Armik – Dear Enemy

Næste film hedder I Dashur Armik på albansk og Dear Enemy på engelsk. Filmen er optaget i Shkodra i det nordlige Albanien. Den fortæller en sand historie fra 1943 om filminstruktørens bedstefar. Filmen foregår, da Tyskland besatte Albanien efter den Italienske kapitulation.

Bedstefaderen bliver gode venner med en tysk officer, men samtidig skjuler han en partisan, en italiensk soldat og en jødisk urmager i kælderen under sit hus. En historie, som mange albanere genkender, fordi de på samme måde skjulte partisaner og flygtninge for tyskerne.

Skenderbeu – Skanderbeg

Skenderbeu på albansk og Skanderbeg på engelsk er filmen om albanernes største helt. Skanderbeg samlede albanerne, så de kunne modstå invasionen fra det osmanniske rige for 500 år siden. Faktisk er Skanderbeg så stor en helt, at Holberg skrev om ham.

Filmen fra 1953 vandt en pris ved Cannes Festivalen. Hovedrollen som Skanderbeg blev spillet af en russisk skuespiller og oversat til albansk. De kunne åbenbart ikke finde en albansk skuespiller med nok pondus til rollen som deres nationalhelt.

Nëntori i Dytë – The Second November

Nëntori i Dytë på albansk og The Second November på engelsk fra 1982 handler om Albaniens kamp for selvstændighed. Det tyrkiske Osmannerrige havde besat Albanien i 500 år. I filmen rejser Ismail Qemali gennem et kaotisk Albanien, hvor osmannerne forsøger at bevare magten, indtil han endelig kan hejse det albanske flag i Vlora i 1912.

Street Art i Mostar

Gå på opdagelse i Mostar. Her finder du fantastisk Street Art. Fred og forsoning er et emne, men Mostar byder også på det absurde, det skræmmende og poetisk skønhed mellem ruinerne.

Mine fotos af Street Art i Mostar er fra efteråret 2019 og foråret 2022. Noget street art findes ikke længere, da det er malet over – måske med ny street art eller muren er revet ned.

Hvert år er Mostar vært for en Street Art Festival, hvor lokale og internationale kunstnere sætter kulør på Mostar. Hovedværket for Street Art i Mostar er en ruin i flere etager. Bygningen husede oprindeligt en bank, indtil den under 1990’ernes krig i Bosnien Hercegovina blev forvandlet til et snigskyttetårn tæt ved frontlinjen gennem byen Mostar.

Overfor ”Tårnet” ligger Mostars bypark. På begge sider af parkens mure finder du Street Art. I parken finder du også statuen af Bruce Lee.

Der er Street Art på en byggeplads nær ”Tårnet”, men det er et spørgsmål, hvor længe de små bygninger på byggepladsen får lov at blive liggende?

Men hav øjnene med dig. Noget Street Art er pæne dekorationsopgaver, mens andet er ironiske kommentarer til vores liv.

Her finder du hjemmesiden for Mostars årlige Street Art Festival. I 2022 foregik festivalen i september.

Her finder du et kort med placering af Mostars Street Art

Statue af Bruce Lee i Mostar. Foto af Lise Blom

Bruce Lee i Mostar

I Mostars bypark står en statue af Bruce Lee. Hvorfor står han der? Og hvordan hænger en statue af Bruce Lee sammen med 90’ernes krig i Bosnien Hercegovina?

Mostar. En smuk by kendt for sin imponerende bro. En bro, som dagligt tiltrækker tusinde turister. Turister, der beundrer broens skønhed og samtidig gyser over broens destruktion under 1990’ernes nådesløse krige i det tidligere Jugoslavien.

Broen i Mostar. Før masseturismen igen kom tilbage til Mostar efter corona

Men Mostar er meget mere end en bro og et turistmekka. Mostar er et samfund, som krigen splittede, og som forsøger at hele sine 30 år gamle sår.

Før krigen gik byens unge i skole sammen. De spillede fodbold, festede og mødtes på byens cafeer. Og de så slidte piratkopierede videoer med underholdningsfilm fra Vesten. Blandt drengene og de unge mænd var kampsportsfilm et hit. Og Bruce Lee var den absolutte stjerne.

En dag var det slut med fællesskabet. Krigen betød, at alle byens indbyggere måtte vælge side og definere sig som enten bosniak, som kroat eller som serber. Kampene blev rykket fra koreograferet underholdning på TV-skærmen til virkelig død og lemlæstelse. TV’ets fjernbetjening blev udskiftet med et gevær.

Forsoning og fælles minder

Frontlinjen gik langs en trafikeret vej i Mostar – tæt ved byparken. Indtil en fredsaftale officielt afsluttede krigen. Nu skulle de tidligere skolekammerater og fjender igen leve og arbejde sammen. Det internationale samfund og organisationer arbejdede med forsoning. Men der var også lokale initiativer. Et af dem var ”Urbani pokret” – en ungdomsgruppe i Mostar ledet af Nino Raspudić og Veselin Gatalo.

Som symbol på deres fælles ungdom før krigen valgte de kampsportsfilmene med Bruce Lee. Før de blev fjender, var videofilmene noget, alle de unge mænd havde til fælles. Filmene handlede om konflikter fjernt fra deres egen historie og samfund. Og så handlede filmene om retfærdighed og at genoprette ordenen.

”Urbani pokret” fik støtte fra Tyskland og kunstneren Ivan Fijolić stod for at udforme statuen af Bruce Lee. Statuen er 168 centimeter høj – en anelse lavere end Bruce Lees 172 centimeter.

Statuen af Bruce Lee blev indviet den 26. november 2005, og det var verdens første statue af skuespilleren.

Statuen af Bruce Lee i Mostar. I baggrunden ruinen af en bank, der under krigen blev brugt af snigskytter, fordi bygningen lå ved frontlinjen gennem Mostar

Men kort tid efter indvielsen blev statuen udsat for hærværk. Nogle af Mostars indbyggere mente, at statuen var vendt, så den symbolsk truede deres kvarter.

Et kompromis vendte statuen, så den nu ikke længere poserer truende overfor nogen af Mostars befolkningsgrupper.

Oplev Mostar

Mostars gamle centrum er smukt istandsat på begge sider af den gamle bro. Turisterne går i gåsegang hen over broen. Men sidst på eftermiddagen kører alle turistbusserne, og man kan nyde de smukke gamle huse og udsigten over den turkise Neretva-flod.

Mostar er også en by med synlige ar efter krigen. Især langs den tidligere frontlinje ligger bygninger i ruiner. Men ruinerne er nu opslugt af vilde planter, som giver ruinerne et nyt liv.

Noget andet, som også giver liv til Mostars mure er street art.

Bier i stedet for biler. Natur frem for asfalt

Skanderbegpladsen i Tirana har ændret udseende flere gange for at afspejle skiftende magthaveres menneskesyn. Jeg har mødt pladsen og fået hele dens historie

Som plads blev jeg grundlagt i 1928. I midten var et springvand, og jeg var omgivet af prangende paladser i italiensk neo-renæssance. De nye bygninger var malet i glødende røde og gule farver og meget højere end Tiranas gamle huse. De lokale bønder måbede ved synet, når de kom til byens bazar. Initiativtager til projektet var den selvudråbte albanske kong Zog. Hans mål var at modernisere Albanien, og han investerede i italienske arkitekter og byplanlæggere.

Albaniens nationalhelt Skanderbeg erstattede Stalin i 1968

Pladsen skulle være symbol på det nye Albanien og fik navnet Skanderbeg efter Albaniens nationalhelt, som kæmpede mod det osmanske rige i det femtende århundrede. En bred boulevard blev bygget som en akse gennem byen. Midt på aksen lå Skanderbegpladsen. I kan forestille jer, hvor stolt jeg blev. Jeg var centrum. Det vigtigste sted i hovedstaden Tirana og i hele Albanien.

Plads til militærparader

Støvletramp overdøvede snart lyden af pladsens rislende springvand. For italienerne ville ikke nøjes med at være arkitekter og entreprenører. I 1939 invaderede Mussolini Albanien. Nu skulle albanerne lære at heile og hylde den fascistiske ideologi. Italienerne viste os boulevardens virkelige funktion. Den var ikke til landets 200 biler. Nej, boulevarden og Skanderbegpladsen skulle bruges til militærparader.

Bag statuen af Skanderbeg ses de gule og røde administrationsbygninger bygget af italienerne

Rå bygninger i sten. Facader med høje søjler og lange trapper. Nu var det slut med charmerende varme farver. Arkitekturen skulle skabe respekt og vise statens styrke. I dag kan det måske lyde pinligt. Men dengang var jeg stolt over at være magtens centrum og omgivet af de statelige bygninger.

Mennesker som små brikker

Modstandskampen begyndte. Den kommunistiske modstandsgruppe kæmpede hårdt og effektivt. Udsigten til at blive regereret af mænd i lurvede uniformer skræmte mig. Men først kapitulerede italienerne i 1943 og tyskerne med de elegante uniformer gav op i 1944. Jeg frygtede de nye magthavere. Tænk hvis den mægtige Skanderbegplads kom til at ligne en kedelig proletarplads!

Et udsnit af mosaikken på det nationalhistoriske museum viser Albaniens historie. Bemærk de bevæbnede kvinder, typisk for tiden med kommunisme

Men jeg havde intet at frygte.

Kommunisternes byggestil var også monumental. Søjler og trapper blev endnu højere. Mest overvældende i Kulturpaladset, der erstattede den gamle bazar.

Mennesker på pladsen var som små myrer mellem de monumentale bygninger. Arkitekturen tvang deres blikke opad. Op ad trapperne, op til indgangen. Filosofien var, at de som borgere skulle føle sig små og ubetydelige. Som små brikker i en magtfuld stat.

Kulturpaladset i Tirana. I dag er pladsen hævet, så man som borger er i øjenhøjde med statens institutioner

Midt på pladsen stod en statue af Sovjets hersker Stalin, verdens mægtigste mand i vores øjne. Indtil 1968. Da blev Stalin fjernet og erstattet af Skanderbeg. Statuen af vores egen nationalhelt viste, at vi nu lukkede os om os selv som nation. Sovjet var ikke længere vores kammerat. Internationalt fik vi færre og færre venner. Efter nogle år med Kina, sluttede det samarbejde også.

Fra arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere

Bilos, larm og trafikkaos. Intet varer evigt – heller ikke den albanske kommunisme. I 1990’erne invaderer den vilde kapitalisme vores samfund. Den albanske stat ønskede ikke længere en imponerende plads i centrum af byen. Og albanerne blev forvandlede fra små arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere. Min smukke plads blev skåret i stadig mindre stykker af veje og parkeringspladser. Statuen af Skanderbeg klamrede sig til sin lille plæne, så isoleret som en isbjørn på Nordpolens sidste isflage.

Og pludselig: duftende oregano, jernurts højt vajende violette blomster, en lysegrøn fennikel i stok, summende insekter og en kvinde, der samler en håndfuld vilde urter. Jeg lover dig, at der ikke findes en plads som denne andre steder i verden.

Naturen er rykket ind i centrum af Tirana med vilde planter og træer fra hele Albanien

Natursten i grønne, røde, grå og gyldne nuancer fra alle egne af Albanien udgør belægningen. I pladsens haver står træer, krydderurter og vilde planter, man normalt kun finder i naturen. På en varm sommerdag bliver en del af pladsen oversvømmet med kølende vand og indbyder legebørn i alle aldre. Det samme gør rækker af rytmisk pulsende springvand.

I øjenhøjde med institutionerne

Den mest bemærkelsesværdige detalje ser man først, når man får den forklaret. Pladsen er nemlig bygget som en lav pyramide. Det er myndighedernes forsøg på at vise borgerne, at man ikke længere betragter dem som små og ubetydelige. For når man i dag står midt på pladsen, opdager man, at man nu er i øjenhøjde med indgangene til statens institutioner som kulturpaladset og det Nationalhistoriske Museum.

Det er aldrig for sent at blive klogere. Og jeg må indrømme, at jeg først som 90-årig er blevet en god plads for mennesker. I dag kan jeg endda kalde mig selv international prisvinder. I 2018 vandt Skanderbegpladsen European Prize for Urban Public Space.

Skanderbegpladsen er stor og veksler mellem åben plads og skyggefuld skov, hvor man kan tage en lur

Rejs med mig til Albanien og Balkan med rejsebureauet Viktors Farmor

Besøg i voodooland

Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?

En Zangbeto skal dirigeres

Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.

Bro til en anden verden

Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.

Bro over lagunen

Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?

På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.

Gud og under-guder

Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.

Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.

En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.

Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.

Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.

Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.

Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.

Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.

Forskellige karakterer

Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.

Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.

Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.

Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.

Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.

Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.

Ganvie, en by på vandet

Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.

Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd

Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.

Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.

Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.

Ganvies indbyggere lever af fiskeri

Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.

Et liv på vandet

Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.

Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.

Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.

Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.

Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.

Unikt kulturlandskab i Togo og Benin

Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.

Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali

Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.

Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.

Isolerede folkeslag

Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?

Klik på billederne for at se dem i større størrelse

I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.

Verdens kulturarv

Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.

De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.

Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn

Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.