Tag-arkiv: Viktors Farmor rejse

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Smukke steder i Albanien

Ud over dejlige gæstfri mennesker er Albanien også fyldt med smukke landskaber og charmerende bygninger. Nyd billederne.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

I gamle dage lå byerne inde i borge bag høje beskyttende mure. Balkan har nemlig været et omstridt område, som mange krigsherrer og imperier gerne ville have kontrol over. De massive borge ligger der stadig, og enkelte huser stadig bydele. Det gælder blandt andet Berat.

Klik på billederne for at se dem i større størrelse.

Når vi besøger borge, er det ligeså meget for at nyde udsigten og få overblik over omgivelserne. Vi får samtidig en ide om, hvorfor det i tidligere tider var nødvendigt med borgene.

Kreative albanske bjergbønder

Traditionelt byder man fremmede velkommen i de albanske bjerge. Så hvorfor ikke gøre den overdådige velkomstmiddag til en forretning og håbe, der kommer turister forbi? Vi kom forbi og fik fremragende mad og historier.

”Jeg vil være turist, når jeg bliver stor.” Den lille pige er lidt genert, men smiler, mens hun siger det.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vores guide Luciana har spurgt den lille pige, hvad hun vil være, når hun bliver voksen. Pigen ser os, en gruppe turister fra Danmark i højt humør, som er gået en lille tur op til dalen i bjergene og nu får te, kaffe og raki inden endnu en overdådig frokost. Hendes mor og ældre søskende er i fuld gang med madlavning og servering, mens faren Tahir er vært og fortæller historier fra livet i bjergene under og efter kommunismen.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi griner med, da vi får pigens ord oversat og forestiller os et liv fyldt med nye oplevelser og opvartning. Vores sandhed er ganske vist en anden med en uges ferie som pause fra arbejdet. Men den virkelighed er fjern for en lille pige, der lever i landsbyen Kukaj i en lille sidedal til Valbona med kun to huse og en streng vinter, hvor to meter sne dækker landskabet. Her møder pigen kun få typer af mennesker: de hårdtarbejdende albanske bjergbønder, turistførerne og så turisterne. Så valget er selvfølgelig enkelt med en lille piges øjne.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Vi er i Valbonadalen i det nordlige Albanien på grænsen til Montenegro. Hvis vi går lidt længere op ad stien, kommer vi til passet, der danner grænse. Selv om området er stejlt og tilgængeligt til fods, frygtede albanerne i kommunisttiden også en invasion gennem bjergene. Også, fordi albanerne dengang generelt frygtede invasioner, hvad hundredtusindvis af små bunkere vidnede om. Nederst i Valbonadalen ligger der stadig tre bunkere som et minde. Alle de andre er brudt ned og genbrugt som byggematerialer og metalskrot. Denne blomstrende sommerdag er det vanskeligt at forestille sig området som potentiel konfliktzone, men dengang blev både mænd og kvinder indkaldt til to årlige forsvarsøvelser med udgangspunkt i de små lavloftede bunkers.

I dag har nogle kreative bønder valgt at åbne familiære spisesteder på deres små selvforsynende landbrug. Her serverer de lokale hjemmelavede specialiteter og fortæller om deres liv og områdets historier. Dem besøger vi to af i Albanien og får indblik i både de absurde regler, der styrede befolkningen under kommunismen og de konsekvenser, de kunne have for de enkelte familier. Men også den kreativitet der har sikret familiernes overlevelse og stadig gør det i dag. Det er i hvert fald en glimrende ide at kombinere en traditionel gæstfrihed, de smagsfulde lokale råvarer med en forretning.

Et mylder af aromatiske urter frigiver deres krydrede dufte, når vi går gennem dalen. Dalens køer, får, geder og høns lever af de samme urter, og smagen går derfor igen i kød, mælk og oste. Vi siger gëzuar – skål på albansk.

Dava og de to køer

Det ser idyllisk ud, men både før, under og efter kommunismen er livet hårdt på landet i Albanien. Vi besøgte Dava, som passer sin 104-årige svigermor og dagligt går tur med sine to køer, mens de spiser sig mætte i krydderurter.

På nutidens bryllupsfotos smiler bruden. Det har Dava svært ved at forstå. Dengang hun blev gift, var en sorgens dag. Hun havde bøjet hovedet og tårerne løb ned ad kinderne. Det var dagen, hvor hun skulle tage afsked med sin egen familie og flytte til en ny familie, hvor hun skulle leve resten af sit liv.

Dava foran det lille stenhus, hvor hendes svigerinde boede indtil hun rejste til Grækenland

Dava foran det lille stenhus, hvor hendes svigerinde boede indtil hun rejste til Grækenland

Samfund og normer har ændret sig, siden Dava blev gift sidst i 1970’erne og endnu mere siden dengang, hendes mor blev gift. Da moren blev gift, lå der en patron i hendes brudeudstyr. Patronen var til hendes svigerfar; opførte den unge kvinde sig ikke ordentligt og ærede sin nye familie, havde familien ret til at skyde hende.

Fra Davas terrasse er der udsigt over dalen

Fra Davas terrasse er der udsigt over dalen

Dava bor i bjergene i det centrale Albanien. I bjergene ligger landsbyens huse spredt, og der er langt til naboerne. Derfor havde en ung brud udsigt til at tilbringe rigtig meget tid med sin svigerfamilie. Man kunne være heldig eller uheldig med sin nye familie.

Heldigvis var Dava heldig. Hun måtte se den kommende ægtemand en enkelt gang, inden hun blev gift med ham, så hun i princippet kunne sige ja eller nej til ægteskabet, som familien havde arrangeret. Sagde Dava ja, sagde hun samtidig ja til et liv i hans hjem, sammen med hans familie.

Den dag i dag udstråler Dava stadig glæde, når hun fortæller om sit første møde med den unge mand. Han var en smuk mand, og han så ud til at være et godt menneske. Dava fniser, som var hun en teenager. Ifølge de gamle normer for opførsel må kvinder ikke vise følelser offentligt. Heldigvis har de normer ændret sig.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Dava bor stadig i det store familiehus. Man skal igennem landsbyen, over en smal metalbro over floden og til fods op ad en smal sti for at komme til huset. Dengang hun blev gift, var huset hjem for en storfamilie. I dag bor Dava alene med sin svigermor på 104 år. Svigermoren er syg og Dava passer hende. Selv om hendes børn er voksne og gifte, bor de ikke hjemme, som det tidligere var tradition på landet i Albanien. Børn og børnebørn lever i Grækenland som migrantarbejdere, så de kan sende penge hjem. Davas mand er også i Grækenland og arbejder som landbrugsmedhjælper i kartoffelmarkerne. Egentlig skal han på pension, men han besluttede at tage endnu en sommer i de græske kartoffelmarker. Dava glæder sig til høsten er slut og han kommer tilbage.

Huset ligger idyllisk. En stor terrasse har udsigt over den frodige dal. Men hvor vi nyder udsigten og ser idyl, ser Dava hårdt arbejde. Det er hendes opgave at holde huset, haven og det lille landbrug, familien lever af. Hun passer en gris og to køer. Køerne skal ud at græsse, og da der ikke er en indhegning til køerne, går Dava hver dag op i skoven, hvor køerne spiser græs, krydderurter og blomster. I denne dal er der ekstra gode krydderurter, så Dava er stolt af sin mælk. Vi får lov at smage den hjemmelavede yoghurt. Jeg kan godt forstå, at hun er stolt. Aldrig har jeg smagt en yoghurt med så sød og blomstrende smag. Dava er lokal kendt for sin gode mælk og sælger den i genbrugte plastikflasker. Halvanden liter mælk koster 100 Lek, som er 5,50 kroner. Når der er meget foder, giver en ko 15 liter om dagen. I de perioder af året, hvor der ikke er så meget græs, giver den kun 7-8 liter.

Smuk sejltur på Koman i Albanien

I følge guidebogen er en sejltur på Koman-søen i det nordlige Albanien en af verdens største færgeoplevelser. Turen bliver sammenlignet med Hurtig-ruten langs Norges kyst. Jeg vil tilføje nogle fordele ved Koman-søen:

  • Man risikerer ikke at blive søsyg
  • Turen tager kun omkring to timer, så man behøves ikke sove i en klaustrofobisk kahyt
  • Temperaturen var denne julidag dejlig lun og selv om vejret i Nordalbaniens bjerge kan være lunefuldt, er der trods alt større sandsynlighed for klart vejr her end i Norge
Det albanske flag ser ekstra godt ud, som kontrastfarve til det turkise vand, den blå himmel og de grønne bjergsider.

Det albanske flag ser ekstra godt ud, som kontrastfarve til det turkise vand, den blå himmel og de grønne bjergsider.

Den splinterny færge Alpin lå allerede ved kaj, da vi ankom til Fierza klokken 8:30 om morgenen. Eller kaj er så meget sagt. Landgangs-klappen lå direkte på jorden og nogle havne-arbejdere var ved at grave jord til at udfylde hullet mellem klappen og færgelejet.

Øverst på færgen er et stort overdækket åbent dæk med cafemøbler og en bar. Albanere er glade for musik, så der bliver spillet Balkanmusik – ikke øredøvende højt, men som lydtapet. Med list lykkedes det vores guide at overtale bartenderen til at slukke musikken. Men af og til kom han i tanke om, at der også var andre passagerer ombord, der sikkert savnede musik.

I pauserne mellem musikken kunne vi høre cikaderne. Skråningerne er beklædt med lav skov, der må huse millioner af cikader. Lyden er overvældende.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Området vi sejler gennem, ser øde ud. Nogle steder ligger der enkelte huse og marker, andre steder er der kun skov og klipper. På landkortet er der ikke aftegnet veje i området. Indbyggerne i Albaniens nordøstlige hjørne med Valbona-dalen og byen Bajram Curri, kan enten tage færgen eller køre via Kosovo, når de skal andre steder i Albanien. Søen er en opdæmmet flod. Drini-floden har sit udspring i Makedonien, og den er opdæmmet fem steder i Albanien. Komansøen går gennem det mest uvejsomme område og bliver brugt til sejllads.

Turens slutpunkt er tydelig, da en betondæmning går på tværs af søen efter to timers sejllads. Fra færgen kunne vi heldigvis ikke se, hvor høj dæmningen var og hvilken enorm flodbølge, det ville give, hvis dæmningen bristede.

Færgelejet i Koman er bygget i cement som en lille ø nedenfor den stejle klippe. Der er lige plads til nogle biler og minibusser. Her smider havnearbejderne et tykt tov i renden mellem landgangsklappen og kajen, så de slipper for at skovle jord ned i renden.Et mørkt hul i den lodrette klippevæg er begyndelsen på en lang mørk tunnel, som snor sig gennem bjerget. på den anden side går det ned af bakke på en vej

Tilkørslen går ad en lang mørk tunnel gennem bjerget og derefter ned fra bjerget ad nervepirrende hårnålesving til dalens bund på en vej, der ikke ser ud til at være sat i stand, siden dæmningen blev bygget i 1970.

Der er forskellige selskaber, som sejler på ruten. Vi sejlede med den største færge Alpin. På hjemmesiden er der også smukke billeder fra søen.

Minder fra den albanske pionerlejr

En albansk eliteskole gav albanske børn muligheder og status. Men samfundet valgte børnenes specialer, så for nogle børn blev skolen både en faglig og personlig kamp.

Restauranten ligger idyllisk ved stranden. Indenfor viser draperede silkestoffer og blomsteropsatser, at den smukke runde bygning også bliver brugt til bryllupper og fester. Restauranten er del af et eksklusivt ressort, så det overrasker mig, da min samtalepartner Dorien fortæller om de minder, han har om stedet.

Med en gysen beskriver han den skærende smerte, når en bomuldshalsklud eller et viskestykke svirper i luften og rammer den bare solbrune hud. En smerte vi sikkert alle har oplevet i skolekøkkenet eller friluftslivet, hvor teenagedrenge driller hinanden og tugter dem, de egentlig har kær.

For Dorien har mindet en ekstra facet, som kræver lidt forklaring. Vi befinder os nemlig i Albanien i udkanten af feriebyen Durres. Der, hvor en livlig strandpromenade i dag er afløst af skov og ressorts ned til det turkisblå hav. Men før 1991 så det kommunistiske Albanien helt anderledes ud og dengang var stedet en pionerlejr, hvor drenge og piger fra hele Albanien kom på ferielejr med lige dele ferie og opdragelse.

Alle i Albanien over 30 år har en baggrund, der viser, hvilken status deres familie havde i det dengang lukkede land. Det var et samfund, hvor alle skulle kende deres plads. Hvor overordnede tog stilling til ens fremtid og til hvad man ville komme til at beskæftige sig med.

Under kommunisttiden blev børn med særlige talenter udpeget allerede som helt små. De musikalske kom i særlige musikskoler, mens de sportslige kom i skoler, hvor idræt fyldte meget på skoleskemaet. Det var ikke kun børnenes talenter, der sikrede dem en særlig skolegang. Forældrenes loyalitet og status i samfundet havde også indflydelse på, om deres børn kunne komme i en særlig eliteskole.

Derudover var det vigtigt, hvor man boede. Det var børn i byerne, som kom i eliteskoler. Hvis man var så uheldig at være født langt ude på landet og endnu værre ved en mine, var ens skæbne fra fødslen at blive minearbejder ligesom ens brødre, søstre, fætre, kusiner, onkler, tanter og alle andre i samme landsby.

Dorien voksede i en mindre by, og hans far var embedsmand. Som udgangspunkt var han et af de heldige børn, der havde både evner og familiebaggrund, der kunne sikre ham en plads på en eliteskole. Men Doriens ubehagelige minde om sommerlejrens svirpende pionertørklæder viser, at han ikke følte sig heldig.

Som barn blev Dorien nemlig udvalgt til en fodboldskole. Skoledagen blev indledt med to timers udendørs træning året rundt – også i vinterens sne og mudder.

Den hårde fysiske træning og viljen til sejr blev indpodet i drengene fra barnsben. Drengene så sig selv som seje knægte, og den opfattelse blev delt af de andre børn. Som fodboldspiller var man del af et aggressivt fællesskab, hvor man både skulle leve op til fællesskabets normer og de andre børns forventninger.

På sommerens pionerlejr havde han en særlig status, fordi han gik på en eliteskole. Det var en status, han burde være taknemmelig for. Men i virkeligheden befandt han sig ikke godt med hverken eliteskolen eller den rolle den gav ham. Han havde nemlig ikke selv valgt, hvad han skulle specialisere sig i.

På den årlige pionerlejr vidste de andre børn, hvem der gik på sportsskoler og hvem der var de seje drenge. Det var umuligt at gå i fred på sommerlejren. De seje drenge kæmpede for en plads øverst i hierarkiet, og de andre børn prøvede at provokere eleverne fra sportsskolerne for at se, hvordan de reagerede. Våbnet var deres halsklud, og sommerens pionerlejr var for en dreng som Dorien en lang sviende smerte og en påmindelse om, at han var havnet i en rolle og i et fællesskab, hvor han ikke følte sig hjemme.

I virkeligheden drømte Dorien om at spille musik. Han ville gerne være en person, som ingen forventede var sej og aggressiv.

Kolde fødder under kommunismen

Barndommen i Albaniens bjerge var præget af afsavn og udsigten til et job i minen. Samir ser tilbage på livet som barn og ung før og efter kommunismens fald.

Når Samir husker på sin barndom i Albaniens bjerge, er det første han tænker på en lyd, som siger ”svup, svup, svup”. Det er lyden af et par hullede gummistøvler, hvor vandet svupper mellem tæerne for hvert skridt. Som barn havde Samir kun et par gummistøvler og hverken sko eller almindelige støvler. Selv om gummistøvlerne fik huller, var der ikke penge til at købe et nyt par til ham. Derfor måtte han leve med vabler og kolde våde fødder hver dag i skolen.

Samir boede på landet i det nordlige Albanien tæt ved en mine. Alle i området arbejdede i minen, og Samir havde også udsigt til et job i minen. Da Albanien var kommunistisk, måtte folk ikke flytte et andet sted hen. Staten bestemte, hvor befolkningen skulle bo og arbejde. Folk, der boede i byerne, havde flere muligheder og deres børn kunne være så heldige, at de fik lov til at gå i en særlig eliteskole, hvis de havde særlige talenter eller forældrene havde gode forbindelser. Men for Samir og hans klassekammerater på landet var der ingen vej uden om minearbejdet.

Minen var også skyld i, at skolevejen var så mudret. Ingen privatpersoner uden for partiet ejede en bil, og de færreste veje var asfalteret. Derfor blev jordvejen til og fra minen kørt i stykker af de tunge lastbiler, der kørte til og fra minen.

Lastbilerne var populære blandt skolebørnene. Hvis de var heldige, kom der en forbi, så de kunne få et lift på ladet og slippe for den timelange mudrede gåtur til og fra skolen.

Barndommens andre minder handler om sult og de sjældne og festlige gange, hvor han og familien kunne komme til at spise kød. Da kommunismen endelig faldt, og restriktioner og rationeringer forsvandt, begyndte Samir og familien at spise kød. Flere af familiens medlemmer rejste til udlandet for at arbejde og for lønnen, blev der spist kød. Perioden efter kommunismens fald bliver på landet kaldt for ”året hvor vi spiste kød”.

Samir fik med kommunismens fald mulighed for at vælge en anden fremtid. Først rejste han til Italien for at arbejde, og siden uddannede han sig til mekaniker og chauffør. Når han i dag ser de albanske bjergveje, er de nu asfalterede, og han sidder lunt i førersædet fjernt fra sjap og mudder.

Dødens triumf i Ghana

I Ghana deltager du ikke selv i den største fest, der bliver holdt for dig. Den foregår nemlig først efter din død. Få steder i verden fylder døden så meget som i Ghana. I weekenden går folk oftere til begravelse, end de går til bryllup.

Det er lørdag i en provinsby i Ghana. Gaden er spærret af et optog, og alle deltagerne bærer smukt tøj mønstret i sort og orange-røde nuancer. På pladsen midt i den lille by står baldakinerne med række af stole, mens et band står klar ved instrumenterne. Hele dagen skal der sørges og festes. Måske foregår selve begravelsen i dag? Men det kan lige så vel være en mindeceremoni et år efter døden. Ghaneserne nøjes ikke med en enkel ceremoni for den afdøde. De afdøde bliver mindet igen og igen. På gaderne hænger plakater, der roser den afdøde, så man skulle tro, der var valg til folketinget. Rige familier investerer i kæmpe billboards med portrætter af deres kære.

I fjerne landsbyer hænger en liste med planlagte begravelsesdage, hvor alle indbyggere forventes at deltage – også selv om de bor i en fjern storby for at arbejde. Så ligger man for døden, ved man, hvilken dag man bliver begravet.

Begravelsesfesterne kræver særlige dragter til de levende, og de døde skal naturligvis også begraves i en flot kiste. I Ghanas hovedstad Accra er det muligt at bestille en helt særlig kiste, der fortæller noget om dig og dine drømme eller dit erhverv.

Med ”Viktors Farmor” besøger vi kistesnedkeren Eric Adjeley. Hans far var den første, der begyndte at fremstille personlige kister. Kisterne bliver også udstillet, og han har blandt andet udstillet kister i Danmark. En kiste koster 1.500 dollars plus fragt, så her er det mulighed for at erhverve sig en helt særlig souvenir.

Enkelte kister bliver brugt til reklame, og det er da også svært at forestille sig at en familie vil begrave bedstefar i en flaske sprut, selv om han døde af druk.

Den mest populære kiste er en bibel eller en bog. En del præster har været imod de flotte kister, fordi de fjerner fokus fra de kristne ritualer. Men nu kan præster blive begravet i en bibel.

Kistesamlingen rummer også en edderkop-kiste.  Vi forestiller os noget skummelt, når vi ser en edderkop. Men i Ghana er en edderkop et positivt symbol. Det vil normalt være et gammelt familieoverhoved, der bliver begravet i sådan en kiste. Edderkoppen bliver betragtet som vis og klog.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.